Det var gode tider, da hans far levede, hvor han dog savnede ham. De havde haft det så hyggeligt sammen. Om dagen havde han gået på dagcenter, han havde aldrig været som de andre. Engang spurgte han en af de ansatte i dagcentret hvorfor, og han havde svaret, at han var psykisk udviklingshæmmet, men at der var mange andre, som havde det værre. Siden havde han ikke spurgt, men undret sig en del over, hvad det kunne være. Han havde også prøvet at slå ordet op i den store ordbog, hans far havde, men det stod der ikke. Han lignede jo alle mulige andre, man kunne ikke se noget på ham, og han havde sagt til sine brødre, at han ville have kone, børn og arbejde, ligesom dem. Men de sagde, at det kunne han ikke, der måtte være noget inden i ham, som man ikke kunne se, der var forkert, ellers vidste han ikke, hvad det var. Når han kom hjem fra dagcenter, gik han tit til købmanden med flasker og ud med skraldespanden. Så ved 6-tiden sagde hans far »nu er der mad Jensen«, han kunne godt lide, når faderen kaldte ham Jensen. Så spiste de og vaskede op, og inden TV-avisen var der tid til et spil ludo. På sommersøndage tog de tit S-toget til Dyrehaven. De havde kaffe med, som de drak, medens de så ud over vandet. Nogle gange havde de hans brødres børn med, de passede dem tit, når deres forældre skulle ud, og han havde været vant til de børn, lige fra de var helt små. Han havde skiftet bleer på dem, det var næsten, som om de var hans egne børn. Men pludselig begyndte hans far at ligge i sengen hele dagen og stod kun op og lavede mad. Hans søskende kom næsten hver dag og så til ham, han spurgte, hvad der var i vejen, men de svarede ham ikke. Så en morgen, da han kom ind med morgenkaffe, lå faderen helt stille, og han kunne se, at han var død. Siden kom lægen og hans brødre og ordnede en hel masse ting. Så boede han alene og gik på dagcenter hver dag. Maden kom kommunen med, og så kom der en hjemmehjælp hver uge, som gjorde rent og vaskede for ham i vaskomaten. Det kunne han ikke, han havde aldrig lært det, han kunne ikke selv finde ud af, hvilke knapper man skulle trykke på. I begyndelsen var der mange invitationer fra hans brødre, han kom til mad, og bagefter sad de og hyggede sig og fik kaffe. Nogle gange gik de også en tur. Men han syntes, de var uforskammede. En aften, da de sad og spiste, kom han til at spilde, så talte hans svigerinde til ham, som om han var et barn: Man sidder da ikke og spilder ved bordet. Han syntes, at det kunne ske for hvem som helst, at de kom til at spilde. En anden gang sagde hans svigerinde, at han ikke måtte lave sorte fingre på håndklædet i badeværelset. Men det var ikke ham, og han kunne ikke forstå, at hun ikke også spurgte de andre. En anden gang kunne hun ikke finde sine frimærker, og så spurgte hun, om han havde taget dem, som om han ikke havde lært af sin far, at man ikke tog noget fra andre. En tid hjalp han med opvasken, men pludselig tog hans svigerinde ham på halsen og kiggede ham lige ind i øjnene og sagde, at han ikke tørrede ordentligt af, så det skulle han ikke mere; da hans far levede, havde han altid hjulpet med opvasken, uden at der havde været noget i vejen, men nu var det åbenbart anderledes. Han syntes altid, de havde travlt, når han var der. De snakkede ikke med ham som i gamle dage. De spurgte ikke engang, hvordan han havde det. Nogle gange, når han fortalte noget, afbrød de ham pludselig og begyndte at snakke om noget helt andet, så følte han, at det var, som om han ikke eksisterede. Tit var det sådan, at når han spurgte om et eller andet, sagde de hvabehar, og han måtte gentage det. Det var, som om de tænkte, kan han virkelig snakke, nå, det var jo nok, fordi han ikke var som de andre. Og da hans far levede, havde de mest snakket med ham. Nogle gange snakkede de også om ham, medens han var der, de sagde f.eks.: »Mon han kan lide gule ærter«. Det syntes han var underligt, de kunne jo spørge ham selv, når han nu var der. Han gav sine brødres børn fødselsdags- og julegaver, og han kunne se, at de var glade for dem. Da de blev større, undrede det ham, at de ikke sagde tak, det havde han jo lært af sin far, at man skulle, når man fik noget. Han snakkede med dem oppe på dagcentret om det, og de sagde, at nu til dags sagde børn ikke tak, men de blev glade alligevel, det kunne han se. Engang han var på besøg hos en af dem, skete der en forandring. Når de havde spist, plejede de at hvile sig lidt. Han lå i gæsteværelset, der plejede at være en reol med tegneserier i, som han ivrigt studerede, men nu var der pludselig nogle pornoblade, bl.a. et, som hed 'Mere glæde', med nogle mænd og kvinder, der tog på hinanden i alle mulige stillinger. Han følte sig ensom, da han så det, og blev endnu mere dårligt tilpas, da han inde ved siden af i soveværelset kunne høre sin bror og svigerinde stønne. Bagefter kom de ud og sendte ham hurtigt hjem. Han ringede til dem en gang imellem, men de ringede aldrig til ham, men de sagde altid »Det er længe siden, vi har hørt fra dig«, når han ringede. Jo, en enkelt gang havde de ringet, og så havde han ikke været hjemme, han var næsten altid hjemme. Så blev de sure og ville have naboens telefonnummer, så de kunne gå ind og se, om han var der. Men han ville ikke give dem nummeret, han syntes, de var pjattede, han var jo næsten altid hjemme. Nogle gange, når han ringede op, og det var hans svigerinde, der tog telefonen, blev forbindelsen pludselig afbrudt. Han havde fået sin telefon undersøgt, men der var ikke noget i vejen. Hun gad nok ikke snakke med ham og tog stikket ud. Andre gange, når han endelig snakkede med dem, holdt de lange pauser, som om forbindelsen var afbrudt. Nå, han måtte jo finde sig i lidt af hvert, han var vant til det, og det var jo nok, fordi han ikke var som de andre. Senere duttede telefonen optaget, når han ringede op, hjemmehjælperen undersøgte sagen ved telefonvæsnet, som sagde, at brødrenes telefon var spærret, så han ikke kunne ringe op til dem. Hans far og han havde altid gået på efterårsudstillingen på Charlottenborg, og nu gik hans ene bror med ham. Men han snakkede slet ikke med ham. Broderen var meget ivrig efter at snakke med alle mulige andre, som tilfældigvis var på udstillingen, det var noget underligt noget, syntes han, når de nu var sammen, men han sagde ikke noget. Han vidste, at hans brødre gik til koncert i Radiohuset sammen, han ville gerne med. Men da han spurgte, sagde de, at det var ikke noget for ham. Hvordan kunne de vide det? Han var glad for kongefamilien og fulgte altid med i, hvad der foregik, og når der var nogle store begivenheder, og de kørte i karet, stod han og vinkede med flag. Han havde købt et fint flag af stof, og han mødte altid op i god tid, så han kunne stå i første række. Og hver gang, der var mærkedage og bøger, man kunne skrive tillykke i, mødte han op på slottet og skrev sig ind. Det var, ligesom han var i familie med dem, de var ikke sure og tvære, som hans familie tit var. En gang imellem inviterede han sine brødre, og efter at han ikke længere kunne ringe til dem, skrev han, om de ville komme, de kom som regel, og han gav dem hvidvin og rejemadder. Nu havde han jo hele sin fars lejlighed. Men der var noget, der undrede ham, og det var, at den enes kone altid tog en vase eller krukke i stuen og spurgte ham, om hun måtte vaske den af. Han tænkte på, hvad hun mon ville sige, hvis han gjorde det hos dem, sådan tog et eller andet og vaskede af. Det undrede ham også, at de altid havde nogle ting med, som de havde kasseret, fordi de ikke selv kunne bruge dem. De spurgte ikke engang, om han ville have dem, men lagde dem ude i hans køkken, de regnede vel med, at han kunne bruge sagerne. Han lod dem ligge et par dage og smed dem så ud. Han havde tænkt på, at han ville sige til dem, om de ikke kunne smide det ud derhjemme. Han ville ikke havde deres gamle bras. Da han skulle købe nyt fjernsyn, spurgte de, hvorfor han ikke købte et brugt. Men de ville jo selv kun have nye ting, så hvorfor skulle han ikke også have noget nyt, når de selv ville det? Engang havde han malere i weekenden, og så tænkte han, at han kunne være hos en af sine brødre, men de spurgte, om han ikke kunne være på dagcenteret, men der var jo lukket i weekenden. Så han gik ind på Hovedbanen og satte sig. Han var også en gang imellem indlagt på hospitalet, når det hele blev for meget for ham derhjemme. Men familien besøgte ham ikke. Jo, en gang havde hans bror været lige ved det, men på vej havde han mødt nogen i bussen, han kendte, og så var han gået på cafe i stedet for at besøge ham. Hver gang, han havde fødselsdag, ventede han spændt på at få en rigtig fødselsdagsgave. Men de gav ham altid kun en pakke smøger, samtidig med at de forklarede, at han havde jo flere penge end dem. Som de sagde, han havde jo ikke udgifter til hus og bil. Han kunne ikke forstå det regnskab. Han ville da også gerne have hus og bil. De havde også spurgt, hvor meget han havde om måneden i indtægt, men han syntes ikke, det ragede dem, så han svarede ikke. Hvad mon de ville sige, hvis han spurgte, hvor meget de tjente? En nat ringede det pludselig på døren, det var hans ene bror, han så underlig ud i tøjet, og hans øjne var mærkelige. »Åh«, sagde han, »det er rart at komme hjem til dig, du er ikke som de andre, til dig kan man sige alt, du er jo uden for det hele«. Konen var gået fra ham, og det snakkede han om hele natten, det var aldrig sket i gamle dage, det gjorde man ikke, da hans far levede. Nogen tid efter skrev han til broderen, som han plejede, om han ville komme, og han kom med en ny kone, som havde sine egne børn, som broderen kaldte sine papbørn, og den nye kone var gravid, så tænkte han, at det måtte være et plastikbarn, der kom ud af det. Men når papbørnene havde fødselsdag, skulle de få noget pap, som de kunne samle til kasser, han havde set inde i byen, at det kunne man købe, og det nye plastikbarn kunne får noget af plastik. Og hvis de brokkede sig, ville han sige, at han var jo ikke som de andre, han lo ved tanken. Han havde set i lokalavisen, at der var en del restauranter nede på torvet. Han gik længe og tænkte på, at han ville prøve at gå på restaurant, og en dag tog han mod til sig og gik ind. Tjeneren tog hans tøj og viste ham et bord, og så kom der et kort, hvor han kunne vælge det, han ville spise. Han tog tre retter, det havde han aldrig prøvet før. Medens han ventede, læste han i avisen, det så han, de andre gjorde. Så snart han var færdig med maden, kom tjeneren og serverede næste ret. Tjeneren snakkede til ham som til de andre, ikke som hans søskende, de snakkede til ham som til et barn. Han følte sig godt tilpas og tænkte, at dette ville han gøre, hver gang han fik penge. Næste gang ville han bede tjeneren ringe efter en taxa, det havde han set en af de andre gøre. Hans søskende havde sagt, at han altid skulle have deres adresse på sig, når han gik ud, så de kunne blev underrettet, hvis der skete ham noget. Hans bror havde sagt, at de skulle vide, hvis han blev bevidstløs, men hvorfor skulle de vide det, når de ikke gad besøge ham særlig meget. Han skrev i stedet for en seddel med adressen på dagcentret, som han altid havde liggende i lommen. Han var ikke i tvivl om, at familien godt ville med til hans begravelse, så skulle de nok møde op, men han havde aftalt med en bedemand, at han ordnede det. Han havde også betalt ham selv, og så havde han skrevet i sit testamente, at der ikke måtte komme nogen fra familien med til begravelsen. Han ville gerne have, at der blev holdt 2 minutters stilhed over hele landet, når han døde, men han havde ikke skrevet det, for han vidste, det ikke blev til noget. Det var gode tider, da hans far levede, hvor han savnede ham, de skulle have været på restaurant sammen.