Pigen bag disken i Starbucks i Jakarta ser overrasket ned på mit bundt af fedtede, snavsede pengesedler, som jeg skal betale min caffelatte med, og spørger: »Er det tsunamipenge?«. Jeg nikker bekræftende og rækker hende pengene, hun smiler, mens hun roder i pengeskuffen, og da hun rækker mig mine byttepenge, siger hun: »Jeg giver dig nogle friske, nye sedler, som du kan tage med tilbage til Aceh. Hvordan har de det nu?«. Hendes landsmænd i Aceh bor fire timers flyvning væk. Nyheder fra den provins, der blev så mishandlet af tsunamien, at selv pengesedler blev mudrede og våde og måtte tørre, er meget velkomne. Jeg har arbejdet fem måneder for en international humanitær organisation i den lille by Meulaboh i Aceh på Sumatras vestkyst, området, som tsunamien gik allerhårdest ud over. Så jeg vil gerne svare og medvirke til kontakten mellem landsdelene, og hendes spørgsmål danner i et nu så uendelig mange billeder for mit indre øje: I Aceh ser man ødelæggelserne overalt. Det er voldsomt at blive konfronteret med dem, og seks måneder efter flodbølgen er det stadig svært at begribe, at der har stået boliger, hvor der nu ser ud til blot at være våde og mudrede marker. Men i husskeletterne ser man overalt energisk aktivitet af mennesker, der er i gang. Skure er blevet tømret sammen af blikplader og brædder. Alle kan se, det er genbrug, for det ligner egentlig slet ikke boliger, det ligner mest skrammel. Besynderlige konstruktioner står her i masser af farver og former og faconer, som vidnesbyrd om den forfærdeligste ulykke og på samme tid utrolig livsbekræftende om menneskers ukuelige vilje og utrættelige slid. De har genskabt deres hjem. »Det var her, vi boede før, og det er her, vi vil være nu«, siger fiskeren Pak Andi til mig, da jeg er på besøg i hans landsby, som ligger helt ned til vandet. Han inviterer mig indenfor i det lille hus - eller måske snarere det lille rum, for det er 16 kvadratmeter med jordgulv - han smiler og griner, måske lidt undskyldende, men også stolt, da han fortæller mig, at det jo endnu ikke er stort nok til hele hans familie. Hans kone og hans seks børn bor stadig i teltlejren, men de skal have et sted at komme tilbage til, i hvert fald om dagen, har han bestemt. Selv håber han at blive ansat på en af de fiskerbåde, han har været med til at reparere, så han kan begynde at tjene penge nok til sig selv og familien. Tsunamien har ikke fået bugt med han livsvilje, og han sidder ikke og venter på, at andre skal hjælpe ham. Min beundring for den ukuelige acehnesiske livsform får mig også til at tænke på Noval. Han er en af mine kolleger. Han taler godt engelsk, fordi han har undervist på en skole før tsunamien, nu arbejder han blandt andet som tolk. En dag er der besøg af en stor donor, der skal se, hvad deres økonomiske støtte er gået til, og jeg har arrangeret, at Noval i to dage skal ledsage os rundt til projekterne. Noval sidder bag i bilen, da vi er på vej fra en moske, hvor vi har afleveret højttaler, forstærker og mikrofon. Så kan der igen kaldes til bøn. Vi skal videre til en skole, der er oprettet i fire store telte. De er slået op lige ved siden af det sted, hvor skolen lå, før alt blev revet væk. Vi har betalt lokale snedkere og tømrere for at lave bænke og borde, så eleverne har noget at sidde ved. Men da vi svinger ud fra moskeen, siger Noval: »Jeg vil gerne vise jer mit hus«. Jeg kan huske følelsen inde i mig. Jeg kigger spørgende tilbage i bilen på Noval, som smilende gentager: »Vi kan stoppe ved mit hus«, og vores gæster smiler og nikker, og siger tak, de vil meget gerne forbi og se Novals hus. Jeg ved noget, de ikke ved. Noval har ikke noget hus. Chaufføren kigger spørgende på mig, men Noval er allerede i fuld gang med at dirigere ham hen til 'huset'. Jeg nikker, og vi kører til Novals hus. Bilen stopper, og jeg ser, at gæsterne ser forvirrede ud. Det bliver en barsk oplevelse for donorerne, når de nu virkelig skal forstå realiteten i én enkelt persons skæbne. Én blandt så uendelig mange. Vi står på en grusvej, som skærer igennem hvad der kunne virke som to store og meget rodede og uordentlige marker. Jeg kan se Noval og hans smilende ansigt, da han dirigerer de fremmede over på den anden side af vejen, pegende forklarer han, at her lå hans hus engang. Vores gæster står stive og kan ikke finde en grimasse, der passer - der er ikke noget at se, ikke andet end lidt cement på jorden og nogle meget lyserøde fliser, som skinner i den bagende sol - det er, hvad der er tilbage af badeværelset i Novals hus. Og det er, hvad han stadig kalder sit hus. Ingen siger noget, og jeg tænker, at det er sådan, det må være. Vores gæster må forstå det på denne måde. Noval smiler og vil gerne have os til at fotografere ham på hustomten. Det er et meget rørende øjeblik. Et meget trist øjeblik. Men det er ikke Noval, som viser sin tristhed, han beklager sig ikke, han ønsker ikke medlidenhed. Det er os andre, og det er måske især vores gæster, som nu rigtigt forstår, hvad det egentlig er, der er sket. Løfter man blikket fra 'Novals hus', er der i hundredvis af andre lige magen til hans. Række efter række så langt man kan se helt ned til stranden, hvor et par sølle udseende kokospalmer står og svajer. De store hvidskummende bølger ruller nu roligt ind mod stranden. Vinden tager i vores tøj, og vi går stille tilbage til bilen og kører videre gennem Novals landsby til teltskolen. Kunstnerne i Meulaboh havde også mistet alt. Og for de overlevende var der en stærk trang til igen at skabe og til igennem kunsten at fortælle deres tsunamihistorier. Hos det lokale kunstråd fik de stablet et forslag til en udstilling på benene, Mercy Corps sponsorerede udstillingen, som også skulle indeholde en tegnekonkurrence for børn og unge. Det var vigtigt for kunstnerne, at børnene også skulle have muligheden for at udtrykke sig. Vi diskuterede længe, hvor afgørende det er for mennesker at kunne udtrykke sig, og når ord ikke er nok, eller når de kan være vanskelige at finde til at beskrive de følelser, der er indeni, og som trænger til bearbejdelse, så kan en pensel og noget maling gøre underværker. Der var nogle meget voldsomme malerier imellem de 50, der blev endeligt udvalgt til udstillingen, billeder af bølger så store og så sorte. Små bitte fiskerbåde på toppen af et afsindigt oprørt hav, hvori der flyder store lastbiler, bygninger og menneskekroppe. Der var malerier af store fiskerbåde, der sejlede mellem hustage og moskeer. Der var også malerier, som portrætterede Meulaboh, som om intet var sket, idylliske strande med koralblåt hav, yndige haver med mangefarvede blomster, folk, der arbejder i rismarkerne, og legende børn. Det var drømmen om, at sådan vil det blive igen engang. Pak Sulaiman, der er en etableret kunstner i Meulaboh, havde reddet livet, fordi han boede i et etagehus, som på mirakuløs vis ikke var blevet væltet omkuld af de enorme vandmasser. Der, fra tredje sal, hvor han var kravlet op, havde han været vidne til ulykken, og det var de voldsomme indtryk, han videregav og bearbejdede i sine malerier. Han udstillede en serie af billeder af det store gule vandtårn, der havde været nabo til hans eget hjem i mange år, og som han havde set blive løftet op og revet væk. Det sejlede af sted i vandmasserne sammen med huse og både og desperate mennesker, der klyngede sig til hinanden og tilfældige ting, der drev forbi dem. Det landede umotiveret i en bebyggelse sammen med andet ødelagt skrammel. Pak Sulaiman havde som andre overlevende hjælpeløst set forældre forgæves prøve at holde fast i deres børn. »Jeg kan aldrig igen male, som jeg gjorde før tsunamien«, sagde han. Pak Lurah er formand i landsbyen Kuta Padang. Byen har cirka 6.000 indbyggere, på grund af ødelæggelserne bor de 2.000 i dag i barakker. En dag, jeg kom forbi hans kontor for at aflevere sportsudstyr til sportsklubberne i byen, fortalte han mig sin historie. Han var blevet alarmeret af sine naboer og var sammen med sin kone styrtet af sted til sit kontor, som ligger ved siden af byens største moske. De så i et glimt, at deres eneste overlevelseschance var at klatre op på den store hvide moskes tag, de var for gamle til at løbe om kap med vandet, men de råbte til deres børn: »Løb, løb«. Selv reddede de sig op på taget, hvor de sad sammen med 600 andre, mens katastrofen udspillede sig omkring dem, og deres eneste tanke gjaldt børnene: Havde de også kunnet redde sig? Mange, mange timer senere, da folk langsomt begyndte at kravle ned fra moskeen, hørte Pak Lurah den yngste grædende råbe: »Far, vi er her«. Pak Lurah siger, at han aldrig vil glemme den følelse af uvished, han havde, og at han takker sin Gud og priser sig lykkelig over, at hans kone og børn overlevede. I taknemmelighed er hans mission nu at få så meget hjælp som muligt til Kuta Padang, sådan at livet efter tsunamien kan blive om aldrig helt, så næsten som før. Det er aftenen efter den store todages acehnesiske folkefestival. Pak Chairiyan, programkoordinatoren, har flyttet sit telt 800 meter. Nu slår han det op på det sted, hvor hans barndomshjem engang lå, og hvor hans mor havde boet, lige indtil tsunamien havde taget hendes liv og jævnet hendes hus med jorden. Der var kun en brønd tilbage. Nu havde han brug for at bearbejde sin sorg. Mænd fra Aceh græder ikke, det ses som et tegn på svaghed. Men nu, i den mørke aften, fortalte han mig om sit hjem, om hvor hans værelse havde været, hvor køkkenet var, og om hvor han havde siddet med sin mor. Der er gået seks måneder efter tsunamien og det voldsomme jordskælv, og for første gang græd han. Han blev flov over det. Der var bælgmørkt, vi kunne hele tiden høre bølgerne rulle ind til stranden bare 50 meter væk. Nogle venner havde tændt et lille bål, han fortalte og fortalte, og den stærke person, der havde brugt al sin tid i de seks måneder på at hjælpe andre, var nået til det punkt, hvor han kunne tale om sit eget savn. Der var ikke fundet én eneste ting fra hans mors hus. Han havde alene sin erindring. Han sov i sit telt på barndomshjemmets tomt i tre dage, så genoptog han sit arbejde. Folk i Aceh har i årtier været fanget i en spændt og voldelig konflikt mellem de acehnesiske oprørere, på indonesisk forkortet til GAM, og den indonesiske regering. De grufulde oplevelser, som tsunamien førte med sig, tabet af mange, mange liv, og en yderligere væsentlig forværring i livskvaliteten hos så mange, har skabt en erkendelse, på begge sider af konflikten, af, hvor vigtigt det er at arbejde for freden. Resultatet af forhandlingerne, der har fundet sted i Finland i de seneste par måneder, blev skrevet under forleden dag, og et væsentligt element er, at EU-observatører for første gang skal sendes til området. Der er håb om, at tsunamien trods sine ødelæggelser også bringer spiren til mere fredelige forhold. Hvordan har de det i Aceh? Det var det, hun spurgte om, pigen bag disken i Starbucks. Og jeg tænker på Andi og Noval og Sulaiman og Lurah og Chairiyan, og jeg siger til hende: »Der er stadig meget tristhed i Aceh, men folk er umådeligt stærke, og vi skal huske, de har fortsat brug for meget hjælp«.