Set fra Danmark er krigen i Kosovo et overstået kapitel og nærmest glemt. Der har desværre været mange krige siden den - i Afghanistan, Irak og Darfur, for eksempel. Når vi alligevel hører om Kosovo, er det derfor oftest set fra et snævert dansk perspektiv: om de afviste asylansøgere, der hellere vil leve af kantinemad i et asylcenter end tage hjem til Kosovo. Eller om dem, der kommer hertil, fordi de stadigvæk føler, at tilværelsen i Kosovo er utryg og udsigtsløs for dem. Og så er der dem, som har set eller oplevet så meget ondt, at de nu har særlig brug for behandling f.eks. på grund af PTSD (posttraumatisk stresssyndrom). De bliver ofte afvist af den internationale administration i Kosovo (UNMIK), fordi der ikke for nærværende er den tilstrækkelige behandlingskapacitet i Kosovos sundhedssystem. Er det nu rimeligt, at vi - og resten af Europa - ikke kan komme af med afviste asylsøgere? Hvad er egentlig UNMIK's mandat? Hvilke rettigheder har afviste asylansøgere, når de sendes hjem? Hvad nu, hvis de ikke kan komme helt hjem til deres egen landsby? Spørgsmålene er mange, og det bliver hurtigt temmelig kompliceret. Og det betyder desværre, at vi også let mister fokus. For hvad er det vigtigste projekt: at sende en lille gruppe mennesker ud af Danmark her og nu - eller at sikre, at freden fortsat holder lige uden for EU's grænse - tre timers flyvning fra Kastrup. Ingen er uenige i, at Danmark er i sin gode ret til at bede mennesker, der ikke har et beskyttelsesbehov - og derfor ikke er flygtninge - om at vende hjem igen. Det synspunkt står Dansk Flygtningehjælp også for. Men vi må sætte spørgsmålstegn ved timing og prioritering. Og det er vigtigt, at vi og resten af Europa holder balancen. Jeg har netop været i Kosovo, og her er krigen langtfra glemt. Her lever hele befolkningen med eftervirkningerne - traumerne, manglerne og usikkerheden om, hvad der skal blive af området. For selv om krigen stoppede for seks år siden, er Kosovo ikke en nation som Danmark. Kosovo er en del af Serbien, administreret af FN. Sådan har det været, siden FN's Sikkerhedsråd i sommeren 1999 besluttede at oprette UNMIK med det sigte at standse konflikten og fordrivelsen af befolkningsgrupper, skabe mulighed for, at de fordrevne igen kan vende hjem, og i øvrigt finde en endelig løsning på Kosovos fremtidige status. Spørgsmålet om Kosovos fremtidige status skal afgøres i 2006. Og det bliver ikke let. For der er fortsat stærke modsætninger mellem albanere, serbere og en række andre minoriteter - romaer, ashkalier m.fl. Alle afventer. Skal Kosovo være en selvstændig nation, skal det igen være en del af Serbien, eller skal der findes en løsning derimellem? Meget forståeligt er der stor følsomhed omkring dette spørgsmål. Mange er nervøse ved tanken om, hvad der vil ske. Albanerne frygter en serbisk løsning, serberne frygter en albansk løsning, og andre minoriteter er også klemt. En hvilken som helst beslutning om Kosovos endelige status vil derfor give uro. Mange vil protestere. Nogle vil hurtigere søge hjem, andre vil forsøge at rejse. At situationen i Kosovo er følsom, giver sig selv og blev senest manifesteret i de pludselige uroligheder i marts 2004, hvor en ulykke og efterfølgende rygter var nok til at sætte befolkningsgrupperne op mod hinanden, med afbrænding af huse og mange omkomne mennesker til følge. Vi må derfor fastholde det rette fokus. Kosovo står ved en skillevej i 2006, og vi bør yde maksimal støtte til, at området kan komme omkring det skarpe hjørne, så Kosovo fremover kan tage vare på sig selv og sine borgere. Det er et stort projekt. Der er måske 200.000 fordrevne i Serbien, endnu flere i de europæiske lande. Hertil kommer de omkring 20.000 internt fordrevne i selve Kosovo. Modtagekapaciteten er lille. Der er utilstrækkelig behandlingskapacitet i sundhedssektoren - især i forhold til de mange, som lider af krigstraumer. Der mangler boliger, der mangler arbejde, og så er der fortsat de ulmende modsætninger mellem albanere, serbere, romaer og andre, som gør det vanskeligt for mange at vende hjem, og som gør hele udviklingen meget sårbar. Det er dette store projekt, vi må have øverst på dagsordenen - også når vi diskuterer hjemsendelse af de potentielt cirka 500 afviste asylsøgere i Danmark. De skal hjem, i takt med at der skabes fremskridt i Kosovo. For godt nok er der ikke krig i Kosovo længere. Men der er heller ikke stabilitet. Usikkerheden og eftervirkningerne af krigen sender desværre stadigvæk folk på flugt; en flugt, de ikke har store chancer for at få noget ud af. Jeg mødte to af dem, der havde prøvet. X' historie: I 1999 flygtede X og hans kone sammen med deres to børn til Makedonien. Det var kulminationen på flere års konflikt og usikkerhed i Kosovo. Efter en periode i en flygtningelejr blev hun og børnene evakueret til Canada under den internationale operation, som gik under betegnelsen 'Humanitær evakuering', hvor også Danmark bidrog. De, der blev evakueret, var de mest sårbare: kvinder med børn, ældre mennesker og personer med psykiske problemer. Efter nogle måneder vendte hun hjem, men havde det dårligt. Hun var plaget af angst for, at der skulle ske hendes børn noget, og hun turde ikke selv forlade hjemmet. Kunne ikke være alene. Manden beslutter derfor at satse alt for at få hustruen i behandling. Der er ingen behandlingsmuligheder i Kosovo. Han kender nogen i Danmark og beslutter derfor at rejse hertil. Han må betale 10.000 euro for transporten, men han er fast besluttet på at nå frem til en behandlingsmulighed i et system, han har stor tillid til kan hjælpe hans kone og løse familiens problem. Familien lander i Sandholm og bliver naturligvis ikke accepteret som flygtninge, hvilket de heller ikke er. Hustruen får det efter mandens beretning bedre, føler sig tryg og får behandling. De er meget glade for den støtte, sygeplejersken hos Dansk Røde Kors giver. Men de er ikke flygtninge, så de bliver sendt tilbage til Kosovo, hvor konen igen sidder angstplaget i deres lejlighed. Manden ved ikke, hvad han skal gøre. Han kan ikke få den medicin, som hun blev ordineret i Danmark, og der er fortsat ikke nogen behandlingsmulighed. Og selv hvis den rigtige medicin kunne skaffes, ville han ikke kunne betale de 300-400 euro om måneden, den ville koste. X leder fortsat efter en løsning til sin kone. Han fortryder ikke turen til Danmark, for som han siger: »Vi fik stillet diagnosen og fundet ud af, hvilken medicin hun skal have«. Han vil forsøge at rejse igen, hvis det bliver muligt, for han ved, at hans kone kan hjælpes - bare ikke i Kosovo. X påberåber sig ikke at være flygtning, og han kan sagtens klare sig økonomisk i Kosovo. Y's historie: Efter krigen i 1999 levede Y's familie som internt fordrevne i Kosovo. Uhyre fattige, uden adgang til deres tidligere ejendom og uden arbejde. De hørte, at man kunne komme til Tyskland, hvor tilværelsen ville være meget bedre. 'Rejseformidlerne' gav mange positive oplysninger og lovede at realisere drømmen for et par tusind euro per person. For at kunne betale 'billetterne' sælger familien deres ejendom og realiserer, hvad de har. Turen går mod Tyskland. Naturligvis er drømmen kort. De er ikke flygtninge og returneres efter tre måneder i et tysk asylcenter. Nu blot helt forarmede. De huses nu i en ikke færdigbygget ejendom uden vinduer og døre. De har intet, børnenes skolegang er sporadisk, og det er tydeligt, at konen i familien helt har tabt gnisten. Ingen kan se en udvej. De har selvfølgelig fortrudt deres tysklandsrejse. Før var de i en vanskelig situation - nu er den håbløs. Ville de have lyttet til vore advarsler, hvis vi havde talt med dem, før de besluttede sig for at rejse? Det siger de ja til. De føler sig snydt af dem, der fortalte, hvor fint det ville komme til at gå, når først de kom til Tyskland. Om de ville have lyttet, er vanskeligt at sige. Når elendigheden er stor, vinder drømmen ofte. En kendsgerning er det, at mange prøver at rejse igen og igen, hvis de og deres familie kan skrabe pengene sammen til 'rejseformidlerne'. Og de anstrenger sig, for ikke blot kan den enkelte måske få en fremtid i Europa, men de, som sidder tilbage, kan få hjælp tilsendt fra de få heldige, som måtte vinde i lotteriet og få en opholdstilladelse i Tyskland, Danmark eller et andet sted i det rige EU. Eksil-kosovarernes hjælp til Kosovo er betragtelig, og det er afgørende for mange familier, at de har sønner, døtre, brødre eller søstre, som kan sende penge hjem. Så jo, de afviste asylsøgere skal hjem, så snart det bliver muligt. Men hjemrejsen skal være holdbar. Der skal være noget at vende hjem til. Og netop dette er det internationale samfunds hovedprojekt. Meget er gjort, men eksemplerne viser, at vi ikke er ved vejs ende endnu. Vi må hænge i, hvis det skal lykkes. Og det er heldigvis ikke så svært at se, hvad vi i hvert fald roligt kan gøre. Både herhjemme og i Kosovo. Indsatsen her i Danmark bør bestå i at hjælpe de afviste asylansøgere bedst muligt, mens de er her. Afviste asylsøgere modsætter sig ofte at rejse hjem, og deres begrundelser er mange - de har solgt deres ejendom, lånt penge til rejsen, ønsker fortsat sygdomsbehandling her, har det psykisk dårligt, er kørt fast og så videre. Vi kan hjælpe dem ved at rådgive dem om konsekvenserne af det afslag, de har fået på asylansøgningen. Vi kan give dem tilbud om uddannelse og arbejde, så de har noget at vende hjem med, og vi kan hjælpe dem med at planlægge den hjemrejse, som er uafvendelig. Manges modstand kan forvandles til en frivillig og planlagt hjemrejse, som er mere holdbar end tvangshjemsendelser. Jo større udbytte de har haft af ventetiden i Danmark, des større bidrag kan de yde til Kosovos fremtid. I Kosovo skal den internationale administration UNMIK bakkes op i sine bestræbelser på at etablere reintegrationsstøtte for de personer, som i de kommende år - og især efter den endelige beslutning om Kosovos fremtidige status - vil vende hjem. Det handler om at sætte ekstra ind i forhold til det langsigtede projekt om kapacitetsopbygning af sundhedssystemet, om at få etableret de fornødne boliger og om at få gang i aktiviteter, som kan få folk i arbejde og dermed skabe indkomst for familierne. Danmark har mange erfaringer at bidrage med. Der bør iværksættes en massiv reel informationskampagne. Det kan sagtens lade sig gøre - større er Kosovo ikke. Det er ulykkeligt, at mange mennesker lader sig snyde til at prøve lykken i Europa, for blot nogle måneder senere at vende hjem til en endnu mere udsigtsløs situation, end før de rejste. Alle positive folkelige kræfter - foreninger, lokale humanitære organisationer, frivillige grupper - bør bringes sammen i 'en bevægelse' for visionen om fremtidens Kosovo, når den endelige status besluttes. Det er vigtigt, at de, der vil fremtiden, støttes i arbejdet for den. Kommunerne i Kosovo mangler kapacitet. Tværfaglige team fra danske kommuner kunne udrette meget ved i perioder at arbejde sammen med de kommunale medarbejdere i Kosovos kommuner. En regulær sidemandsoplæring af forskellige faggrupper ville være meget nyttig. Vi har gode erfaringer blandt andet fra projekter i Bosnien, så det er bare med at gå i gang. Og så skal der skabes behandlingstilbud. Blot fem psykologer/psykiatere ville gøre underværker i et team, som f.eks. i en toårig periode kunne undervise på universitetet og andre læreanstalter i Pristina og samtidig foretage behandling af nogle af de mange, som i dag står uden mulighed for behandling, medmindre de flygter. Kosovo er nærområde for Europa, og derfor er der allerede brugt mange ressourcer i området. De kommende to-tre år er helt afgørende for Kosovos fremtid, og derfor må alle kræfter sættes ind, så det skarpe hjørne - beslutningen om den endelige status - kan rundes uden tilbagefald, og så de mange kosovarer i Europas asylcentre kan vende hjem til en god fremtid i deres land.