Så er vinteren, foråret og forsommeren da overstået og dermed den række af mediebegivenheder, der som føljetoner er rullet over skærmene hurtigt efter hinanden. Pavens død og fyrstens ditto. I skyggen af begge kom engelsk kronprinsebryllup, melding om dansk tronfølgerfølger, EU-folkeafstemninger, Bush-besøg og over det hele, H.C. Andersen. Han har oven i købet fået forlænget sit liv, takket være at en række mennesker har forsøgt at gøre året lidt for eventyrligt, mere end han nok ønskede sig. Og der ser ikke ud til at være nogen ende på, hvad der kan skrives om - nej, ikke om ham, men om det postyr, det hele har ført til. Og så er der den altoverskyggende - og væsentligste - begivenhed, der har præget landets aviser og tv-stationer næsten til kvælningsgrænsen: de 60 år siden befrielsen. Det er synd, at en sådan markering mere bliver en mediebegivenhed end en stille stund for dem, der har (haft) krigsårene inde på eget liv, eller som gerne i al ydmyghed vil mindes dem eller det, de mener bør mindes fra den tid, og som bør leve videre i de næste generationers bevidsthed. Hvor de andre oplevelser langsomt er forsvundet den vej, hvor det meste mediestof forsvinder, lever 60-året videre, men måske på en anden måde, end det blev lanceret i de måneder, der førte op til selve dagen, 5. maj. Det viste sig, at medierne var individuelle igangsættere - som vi forlod, efterhånden som vore egne oplevelser og tanker tog over: De første år efter befrielsen stod jeg ofte i Ryvangen og så på de enkelte sten med navne og årstal. Det gav en egen stilhed, når jeg så, at mange var født samme år som jeg - og nu stod jeg og så på dem. Efterhånden som årene er gået, og min egen afstand til min ungdom er blevet længere, blev genoplevelsen af den ungdom, som stenene repræsenterer, også fortrængt af de mange mellemliggende år. Indimellem melder denne tanke sig: Var det samfundet i dag, de drømte om - døde for. Havde modstandskampen været den samme, hvis de havde kendt resultatet anno 2005. Det er ikke godt at sige, men det er tankevækkende, at så mange, for hvem de fem år ligger som en ikke selvoplevet fortid, skal udnytte markeringen til egen promovering eller karriere. Jeg tænker her ikke kun på statsministerens unuancerede angreb på 'samarbejdspolitikken', men først og fremmest på hans undskyldning til de 21 tyske jøder, som blev sendt tilbage til Tyskland. Det grelle er, at 30'ernes myndigheder handlede, ligesom vor egen regerings integrationsmyndigheder nu har gjort det i mange år. Det er ikke jøder denne gang, men andre mennesker på flugt, der - selv om de måske ikke er sendt tilbage til koncentrationslejre - er blevet mødt med utålelig uvilje her i landet og i visse tilfælde sendt tilbage til deres hjemland, uden at der er taget tilbundsgående hensyn til, hvad der kunne vente dem ved hjemkomsten. Det ville vel være ganske relevant, hvis den, der medvirkede til andres ulykke, gav en undskyldning. Statsministerens ord bliver en mærkelig hul markering over for en yderst alvorlig handling begået af andre, når han ikke vil sige undskyld på egne vegne for egne gerninger. Og nu er der overlevende, der kunne modtage ordene - hvis de ellers ønskede det. Der er mange andre, der måske skulle have en undskyldning, når først vi tænker i de baner. Hvad med kommunisterne, som et flertal i Folketinget sendte i koncentrationslejre, hvor mange omkom eller vendte hjem fra ødelagt på krop og sjæl. Får de den direkte undskyldning? De blev nævnt som »andre«, der havde krav på en sådan, men konkretisering veg statsministeren tilbage fra. Og så er der dem, som samarbejdspolitikerne førte ind i samarbejde med tyskerne? Hvad med de unge i Frikorps Danmark, der efter alle undersøgelser at dømme viser sig at komme fra de samme kredse af landets ungdom, som frihedskæmperne kom fra? Jeg tænker ikke på dem, der gik videre og blev SS-soldater og dermed medskyldige i grusomheder af alle slags, krigsforbrydere - nej, den ganske almindelige unge mand, der ville væk fra sin ungdoms onde cirkel, arbejdsløsheden, der havde betydeligt større konsekvenser for den enkelte, end arbejdsledigheden har i dag. Der var ikke noget sikkerhedsnet dengang. De så, at danske officerer fik tjenestefrihed, hvis de meldte sig til Frikorpset, og i tillid til regeringens ord gik de ud for at kæmpe mod kommunismen. Mange døde for en sag, som de var blevet opfordret til at tro på af tilsyneladende kompetente myndigheder, samarbejdspolitikerne. Kommunikationerne var anderledes den gang - ikke så direkte som i dag, hvor tv kan nå ind i hjemmene med tvivl og spørgsmål, som kan rejses og stilles. Man havde aviserne og Pressens Radioavis - men hvor mange af os unge læste eller lyttede til disse medier, som vi kalder dem i dag. Vi blev jo efterhånden klar over, at det ikke var dér, vi skulle hente sandhederne om verden omkring os. En undskyldning er selvfølgelig lige i overkanten, men det bør nok nævnes som en indgang til forståelse af de tilstande, disse år indeholdt. Hvad det var, vi unge mødte i hverdagen. Og så er der historierevisionisterne, der i 60-års fejringen har fundet ideer til at give professionelle historiske genåbninger af begivenhederne dengang - uden at have andet end dokumenter og eget nutidige livssyn som arbejdsgrundlag. Et utal af akademiske redegørelser blandet med dygtig journalistisk research - foretaget af en generation, der intet aner om, hvad det egentlig var for en tid og et samfund, de skildrer og prøver at forklare. Her sidder jeg da med min egen erindring, som jeg så må finde ud af, om der er belæg for i de hundredvis af bøger, der er kommet fra 1945 til i dag om disse fem år i vor historie. Jeg er klar over, at jubilæet allerede ligger langt bag os. Prinsessefødslen nærmer sig og vor egen folkeafstemning eller i hvert fald diskussionen om berettigelsen af den ligeså. Og så kan vi få, der sidder tilbage som vidner, forsøge at leve videre med det, vi har i os omkring de fem og tunge år. Hvis det da er noget at leve med - jeg tror, det bliver et ensomt liv. Vi bliver færre og færre, og vore fælles erindringer bliver mere og mere udviskede - årene sletter, men de sletter forskelligt. Og det er nok det vigtigste at fokusere på i forsøgene på at genskabe og genopleve disse år: Der er ikke nogen sandhed at plante erindringerne på. For sandheden eksisterer faktisk ikke. Jo - i dokumenterne! Ja og nej. Dokumentation kan også lyve eller i hvert fald fordreje. De er skrevet gennem disse fem år - af forskellige penne og med forskellig håndskrift. De nedfældede ord og sætninger - med blyant, pen eller på maskine - er skrevet med forskellige sind og temperamenter af mennesker, der - selv om de var til stede på samme sted på samme tid - oplevede og nedskrev forskelligt. Og så læser vi jo også forskelligt. Kan vor læsning i dag i det hele taget opfange signalerne i den gamle skrevne tekst. Kan vi med dagens øjne læse 60 år gamle ord og sætninger - og være sikre på, at vi læser med samme slags øjne som dem, de blev skrevet med. Ordenes valør er ikke værdisikrede. Hvad kan disse dokumenter vise vor nutid om selve tiden - tidsånden for 60 år siden. Hvordan oplevede en ung student på 21 år dagene? Der var tyskere, der var krig, der var - efterhånden - sabotage, der kom illegale aviser, luftalarmer, utryghed om venners troværdighed, rygter, som ikke kunne hverken bekræftes eller benægtes - men så var der altså også en ganske almindelig hverdag, en ung mands hverdag - studierne, lidt forelskelse, liv af alle slags, Tivoliture med den elskede, lørdagsdans i Studenterforeningen, hjem i den lyse sommernat. En hverdag ikke fjern fra dagene før tyskerne kom til landet, men alligevel med den sitren, der lå under og gav dagligdagen en atmosfære, nogle svingninger, noget ukendt, som ikke fremgår af dokumenter og efterhånden næppe kan erindres. Enkelte lyde, lugte, stemmer - ja, selv stilhed - kan pludselig fremkalde en fornemmelse af en dag for 60 år siden. Noget stod skarpere end andet - 29. august 1943 bragte nye dage ind i vore liv. Sommerkurserne på Gerlev Gymnastikhøjskole i august med Hal Koch som en af hovedtalerne - jo, der mærkede jeg på min uskyldige studenterkrop, at der foregik noget uden for min kreds, som jeg ikke kendte noget til: Vi var en sommerungdom med let og lystigt liv dag og nat, men under denne ubekymrethed lagde jeg mærke til små grupper, der pludselig havde travle, alvorlige sammenrend - der var nogle, der pludselig ikke var der om natten og så alligevel var der næste morgen. Og 28. august 1943 var der afskedsfest, der pludselig gik i opløsning, kammerater forsvandt hurtigt, og da vi vågnede næste morgen, var vi omringet af en deling tyske politisoldater, og alle vi, der ikke var stukket af i tide, måtte legitimere os for at få lov at slippe væk. I det øjeblik var det ikke så fornøjeligt at hedde Bing, men det syntes tyskerne øjensynlig ikke var betydningsfuldt - den nat. Efter fem uger uden regering blev det mindre sjovt med det efternavn. Oktoberdagene 1943 gav nogle af os en tilværelse, som vi ikke havde kunnet forestille os, og som de færreste kan sætte sig ind i i dag - dette at være uønsket i landet med derpå følgende uvirkelig flugt til Sverige. Dette at stå på en stenfiskerbåd med startvanskeligheder ud for Nivå Teglværk og se tyske biler køre op og ned ad Strandvejen - og føle, at jeg ku' sgu' lige så godt have været derinde. Hvad skal jeg egentlig her ude på vandet, når det derinde er mit land og min Strandvej! Jeg cyklede der jo i forgårs. Virkelighedens absurditet gjorde øjeblikket uvirkeligt - en dårlig B-film uden sammenhæng med mit tidligere liv. I går en dag med kærnemælkssuppe og fiskefrikadeller til middag med Nyhederne fra London som dagens spændende dessert - i dag et stenfiskerdæk med studenterhuen som eneste bagage. Jeg skulle jo have været til manuduktion i morgen tidlig og til tandlæge i overmorgen. Jeg skulle selvfølgelig have givet besked. Tænker jeg i dag, men dengang var aftenen på båden ikke en fortsættelse på dagene af i går - aftenen var åbningen til et nyt liv uden egentlig fortid. Før jeg kom så langt, kunne situationen være denne: En eftermiddag på trappen i Pilealléen, hvor vi boede - en mørk ældre kvinde standsede mig og spurgte, om jeg vidste, hvor Bertel Bing boede. Et lidt gebrokkent sprog, flygtige øjne, der gav mig en uforklaret ængstelse: Nej, jeg boede her ikke, løj jeg, hvorpå hun forsvandt ned ad trappen igen. Hvem var hun, hvad ville hun, hvor kom hun fra? I øjeblikket følte jeg, at her måtte ikke røbes noget - til en vildt fremmed - i næste øjeblik, da hun var forsvundet ud af gadedøren, kom spørgsmålet: Svigtede jeg - eller reddede jeg dem, der boede bag døren med BING på? Hun har fulgt mig siden - var hun på flugt fra Tyskland - søgte hun assistance i et samfund, hvor myndighederne sendte folk tilbage til koncentrationslejrene? Hvor havnede hun? Hvorfor er det nu - 60 år efter - at jeg beder hende tilgive mig min passivitet i de dage. Vi vidste ikke noget om, at man kunne - skulle flygte; begrebet var ikke blevet en del af den hverdag, vi kender nu. Det, som er en naturlig del af vor tilværelse - det, vi læser om hver dag, får at vide gennem hjælpeorganisationernes appeller og hjemmesider og indsamlinger - det vidste vi intet om. Også fordi flygtninge ikke eksisterede i offentlighedens bevidsthed. Det var en anden verden, vi levede i, og de, som forsøger at trække paralleller til vore velorganiserede dage, kommer nemt til at drage urigtige slutninger. Vi er nu på den anden side af de 60 år - og hvad så? Skal vi sige, at nu er det 60 år plus et antal dage, måneder, år siden, og så se frem til jubilæet i 2015 - eller skal vi fortsætte med hver dag at tænke 60 år tilbage og så fejre vor egen mere eller mindre mindeværdige optræden i dagene og månederne efter 5. maj vis a vis mere eller mindre skyldige tyskerpiger, værnemagere, medløbere. Et blik i Hammerichs 'Danmarkskrønike' over disse år viser, hvor hurtigt vor lille provinsielle egoisme og selvretfærdighed kom tilbage. Hver dag har sin 60-års erindring, der blegner og ændrer sig - også fordi vi år for år bliver færre og færre, der kan mødes og synge Frihedssangen og fremkalde fornemmelsen af en sommer 1945. Det ender vel med, at vi, som 6. juli er blevet det for Fredericia, fejrer 5. maj med taler ved 'Kriger-gravene' - som de hedder ved Lillebæltsbyen - ser soldater gå gennem byen med sorgtyngede hoveder, der hæver sig selvbevidst mod solen, når festtalen er holdt ved Landsoldaten. Detaljerne fra 1849 ligger på et eller andet museum - der er ikke flere, der kan erindre noget - men dagen markeres flot som en lokal national festdag, hvor festsangen 'Dengang jeg drog af sted' synges og spilles op og ned ad de snorlige gader i den gamle fæstningsby. Der kommer måske oven i købet en dag, hvor 5. maj fejres som valdemarsdagen 15. juni - med flag på offentlige bygninger, uden at vi egentlig er helt sikre på, hvorfor vi fejrer en, der hedder Valdemar. Og om det med Dannebrog, der faldt fra himlen ned ved Lyndanise 1219, og som hører denne dag til, nu også kan dokumenteres.