Den franske filosof, diplomat og essayist Michel de Montaigne (1533-1592) var ikke større end tobak for en skilling, han målte 1,57 m. Men han rager op i Europas åndelige landskab - og det ikke alene fordi han sad i sit runde tårn og skrev livsværket 'Essais' (på dansk-engelsk: Essays). Tårnet er en del af slottet i landsbyen Montaigne, der ligger en snes kilometer øst for Bordeaux. Han fik som den første af mændene i familien ret til at bære adelsnavnet de Montaigne, efter stedet. Han blev også den sidste, for af hans seks børn med hustruen Françoise overlevede kun datteren Leonor. Det uanselige slot ligger på et højdedrag i et typisk sydvestfransk landskab. Bestemt ikke noget bjerg, hvad navnet ellers siger. Hovedbygningen er neorenæssance fra det 19. århundrede, det gamle slot var brændt ned samme år som Christiansborg Slot. Oprindeligt var der to runde stentårne, et i hvert hjørne af staldlængen. Fruen sad i det ene, Montaigne i det andet. Det var et fornuftsægteskab i tidens stil. Hendes tårn blev aldrig genopført efter en anden, langt tidligere brand, nu ligger, det stynet som et poppeltræ - eller som en ensom hustru. Montaignes tårn har nederst et kapel med spidshvælvet loft, på førstesalen ligger hans sovekammer og på andensalen det berømte bibliotek, hvor hans godt tusinde bøger lå stablet oven på hinanden, som det var skik dengang. Montaigne var 'rundt på gulvet'. Han tænkte bedst, hvis han bevægede sig. Når han løftede hovedet, kunne han læse og meditere over nogle af de 57 græske og latinske sentenser på loftsbjælkerne. Lad os nævne nogle eksempler: »Jeg undersøger det«, »Jeg beslutter ingenting«, »Jeg er et menneske, og intet menneskeligt er mig fremmed«, »Mennesket er af ler« og »Ingen har nogensinde vidst noget med sikkerhed, ingen kommer nogensinde til det«. Den skeptiske, afvejende, ydmyge og selvbeherskede Montaigne, der altid prøvede sig frem, havde valgt de fleste af bjælkesentenserne fra Det Gamle Testamente. Hvis han trængte til at varme fingrene kunne han gå ind i et lille rum med en kamin ved siden af biblioteket. Når han stillede sig ved vinduesåbningen, bildte han sig ind (uden at tro på det), at han fulgte med i driften, overvågede karlenes og pigernes arbejde, måske også fruens besøg. Landbrug var ellers ikke hans stærke side; han elskede sit slot, men kendte knap nok forskel på et kålhoved og et græskar. Hyrdepigerne derimod ... Montaigne var, som det hedder på fransk, en varm kanin. Michel fik en fri opdragelse, lærte under leg. Lidt efter filosoffen Erasmus af Rotterdams pædagogiske principper - som Rousseau genopfandt godt hundrede år senere. Hans far, Pierre Eyquem, var ud af en rig handelsfamilie i Bordeaux (vin, plantefarver, saltet fisk); den fremsynede godsejer og officer ville gøre sønnen til et kultiveret og selvtænkende væsen. De første to år af sit liv blev han overladt til et lokalt bondepar. Der lærte han at spise grød. Fra to til seks år fik han en tysk huslærer, der havde påbud om kun at tale latin med sin elev. Hver morgen blev drengen vækket af en strygekvartet. Fra seks til femten år var han kostelev på landets bedste skole, der dengang lå i Bordeaux. Der lærte han poesi og teater, tekster af Ovid og Vergil - og kedede sig gevaldigt. »Fængslet« kaldte Montaigne senere sin skole, han hadede den skrappe disciplin og anså udenadslære for tidsspilde. Sin mor savnede Michel næppe, heller ikke i de ti følgende år, hvor vi ikke aner, hvad han foretog sig eller hvor han opholdt sig. Jura i Paris eller Toulouse? Antoinette Eyquem var en streng dame, måske ud af en jødisk, tvangsomvendt familie fra Zaragoza. Da Montaignes far døde, måtte den da 35-årige søn lade udarbejde et juridisk dokument, der fratog moderen al myndighed over ham, formuen og slottet! Hun døde halvfems år gammel. I 'Essais', en bog på over tusind sider, omtaler Montaigne hende ikke med et ord. Men han siger nu heller ikke noget om hustruen og datteren. Det var kvinder - og hvad har de at skaffe i åndelige sager? I Montaignes bibliotek og arbejdsværelse klingede den franske renæssance både ind og ud. Her stod en af det franske sprogs vugger, her blev ord som tolerance, mådehold, fornuft og tankefrihed indlemmet i fransk kultur. Stefan Zweig skrev kort før sit selvmord i 1942 en lille bog om Montaigne. Han beundrer franskmanden for hans indre univers, »citadellet« som Goethe havde kaldt det. Det, der beskyttede ham mod samtidens vold og kaos. Montaigne gjorde sig fri af al forfængelighed og stolthed, fri af forudfattede meninger, af frygt og overtro, dogmer og partier, vaner, ambitioner, fanatisme og den lammende angst for at dø. Han kendte kun til én menneskelig fejl, den der består i at spærre verden inde i et system, et sæt af doktriner. Alt det, som Montaigne bekæmpede og modstod, var samtidig alt det, Stefan Zweig bukkede under for. De fanatiske ideologiske og religiøse opgør, terror og tortur, mangel på tolerance og dialog. Det 16. og det 20. århundrede har ikke noget at lade hinanden høre. Stefan Zweig tog sit liv, fordi han ikke kunne holde den tanke ud, at Hitler måske ville sejre. Montaigne skrev hele sit voksne liv uden nogensinde at betragte sig som forfatter. Til at begynde med overvejede han slet ikke at få noget trykt; han henvendte sig til en snæver kreds, i grunden mest til sig selv. På hans tid var det at skrive det samme som at kopiere - i betydningen lade sig inspirere, afspejle og fortolke. Bibliotekets bøger stammede fra faderen, men mest fra Etienne de La Boétie, Montaignes ven og alter ego, digter og politisk kommentator - mest kendt er hans pamflet 'Det frivillige slaveri', en opfordring til passiv modstand mod tyranniet. Han døde pestramt i Montaignes arme. Det var læsning, men især løftet om at udgive La Boéties efterladte papirer, mest latinske digte, der førte Montaigne til at skrive. Man spurgte engang Montaigne, hvorfor de var så nære venner. »Fordi det var ham, fordi det var mig«, lyder svaret. Den lidt yngre familiefar La Boétie var den store lidenskab i Montaignes liv. Efter hans død var der kun papiret og pennen tilbage. Man har ligefrem kaldt 'Essais' for La Boéties gravmæle. Som titlen siger, er bogen en test. Skribenten afprøver sig selv på det, han læser. En del af hans manuskript er citater uden kildeangivelse, mest på latin. »Jeg tæller ikke mine lån, jeg vejer dem«, siger Montaigne. De tynger ikke teksten, stilen er en rapsodi, sætningerne springer rundt som gedekid. Man har sagt, han syede sin bog, men uden at man kan se syningerne. Vi kan også sammenligne citatbunken med en ambolt, som hans bevidsthed og personlighed så former sig på, glødende! 'Essais' er således først og fremmest et selvportræt. Hvis han kan nå frem til at forstå sig selv, vil han også kunne forstå verden, og den ham. Han er mennesket, der søger sig selv i alting og alting i sig selv. I fuld frihed, skånselsløst. Filosoffen Blaise Pascal kaldte senere Montaigne for en stor egoist, men det var en moraliserende bedømmelse, en ufri ville Montaigne have sagt. Beskrivelsen af mig skal ikke være en blindgyde, en selvoptaget persons hemmelige adresse, nej, den anviser i al beskedenhed nogle spor til en befriende livsforståelse. Den skrivende Montaigne vurderer det skrevne ud fra en eneste synsvinkel: Hvordan kommer vi til at leve som glade, frie og selvstændige individer? Montaignes berømte, sokratiske »Hvad ved jeg?« (Que sais-je?), som han lod indskrive på sin ordensmedalje, skal udtales med tryk på både »ved« og »jeg«. Spørgsmålet er begyndelsen til al ærlig søgen - og Montaigne i en nøddeskal. Han blev aldrig færdig med sine 'Essais'. Den første udgave i to bind fra 1580 blev modtaget med begejstring og godt solgt, delvis fordi ingen forstod den. Bag skildringerne af krigskunst og diplomati (hvor Montaigne lægger sig op ad Machiavelli) og bag den lange afhandling om en catalansk teologs rationalistiske forsvar for de kristne dogmer, var kun få i stand til at se, at Montaigne var ved at nedkomme med et portræt af det moderne menneske. Otte år senere føjede han et tredje bind til de to første. Her var den personlige tilgang tydeligere, og det nye bind blev en skandale. De 13 kapitler om forfængelighed, om det nyttige og det ærlige, om anger, om Vergil og sex (hvem har skrevet sjovere om mandens tyranniske og ulydige lem?), om samtale og om erfaring med mere, stiller skarpt på forfatterens psykologiske habitus. Nøgen som en orm træder Montaigne læseren i møde. Bogen bliver læserens spejl, måske nok noget af et troldspejl. Ingen moraliseren, ingen læresætninger, ingen gode råd, ingen bedreviden, kun en tænksom persons livsvisdom. Enkeltmenneskets identitet er sagen, den kollektive tidsalder er slut. Montaigne skriver »jeg« og giver dermed fransk litteratur et ansigt. Han maler sin virkelighed, sit liv, sin tid. Sandheden er aldrig én, altid mangfoldig. Hvor vi dog trænger til den slags frie ånder, der ikke omklamrer os med deres vi-alene-vide! »Hvor høj din trone end er, så sidder du uvægerligt på din egen røv«, siger Montaigne et sted. Han færdes blandt konger og prinser (og Katarina af Medici), ærkebiskopper og marskaller, han mægler som moderat og konventionel katolik mellem vilde og blodige katolikker og protestanter i Paris, han modtager besøg af Henrik af Navarra, den senere kong Henrik IV (der sover i Montaignes seng med fødderne udenfor). Det var Montaigne, der gav den protestantiske fyrste det råd at blive 'katolik'. Paris var nok en messe værd! Fine folk imponerede ham kun, hvis finheden ikke bare sad i tøjet og titlerne. For resten gik han altid selv enkelt klædt i sort og hvidt, han afskyede hofsnogenes farverige gevandter. Montaigne gik efter hjertet og sindet, karakteren. Når han ikke sad og skrev i sit tårn, var han ude at ride. Han kunne sidde til hest ti timer i træk, måske også fordi han naivt troede, at det var godt for hans smertefulde nyregrus! Under en af sine lange rideture på egnen styrtede han og lå flere dage i koma. Hans liv hang i en tråd. Tråden blev taget op i form af et kapitel om underbevidstheden, et emne, Montaigne er den første i fransk litteratur, der behandler. Han havde mødt døden og fundet ud af, at det at »filosofere er det samme som at forberede sig på at dø«. Bevægelse, evig bevægelse, i kroppen (som hans samtid ikke ville vide af), i hovedet, i bogen, der bestandig fik nye tilføjelser. Hans 'Essais' gror som et træ. 1588-udgaven udvidede han på lige til det sidste. Som Proust klæbede han papirstrimler (»forlængninger«) på bogens sider med rettelser og mere stof, springende, tilsyneladende planløst, men båret af en uforanderlig grundholdning, en humanisme, der holder sammen på det vagabonderende værk. Efter ti års tårnliv, dog afbrudt af diplomatiske missioner i hovedstaden, red Montaigne til Italien, ledsaget af en yngre bror, en svoger, en sekretær og nogle tjenere. Plus en del af sit bibliotek. Rejsen begyndte i juni 1580, gik over Paris til Østfrankrig, Schweiz, Tyskland og Italien. Formålet var at opsøge kurbade og kilder, hvor urinsystemet kunne blive renset (det blev det ikke). Men i grunden var der ikke noget andet formål end at komme væk fra familien og Frankrig, møde nye mennesker, opleve, rejse. Montaigne ville have været en fremragende journalist, han var umætteligt nysgerrig og en dreven observatør, dertil fysisk udholdende og ikke bange af sig. Vi kan følge ham på turen, der varede 17 måneder og 8 dage, i hans rejsedagbog, som en abbed fandt 200 år efter Montaignes død i en sømbeslået kiste på slottets loft. Den første halvdel af rejsedagbogen ('Journal de voyage en Italie') er dikteret på fransk til sekretæren, den anden er skrevet af Montaigne selv på italiensk, indtil han igen rider over grænsen til Frankrig og vender tilbage til fransk. »Hvis der er grimt til højre, rider jeg bare til venstre«, det var rejsestilen. Han undgår de mest forrendte steder, bryder sig ikke om Firenze for eksempel. Opsøger få mindesmærker, strejfer kun Raphael og Leonardo da Vinci. Hvad der interesserer Montaigne er måden, folk lever på. Han spiser og drikker sig frem, og glemmer ikke at studere de romerske kurtisaner på nært hold. I Toscana er han ret kritisk, i Tyskland mere positiv, blandt andet fordi tyskerne sætter glas i deres vinduer. Rejsen må afbrydes, da han i september 1581 med balderne i Luccas varme sulfatkilder modtager et brev om, at han er blevet valgt til borgmester i Bordeaux, et embede, som hans far også havde bestredet. Kongen beordrer ham hjem, men Montaigne må lige en tur tilbage til Rom, inden han »haster« hjem. I sine sidste leveår korresponderede Montaigne med en ung kvinde fra Picardiet, Marie de Gournay. Hun beundrede hans 'Essais', men vidste også at læse dem med omtanke. Han nåede at hilse på sin 'adoptivdatter', som han kaldte hende. Hun blev efter hans død den, der forestod flere udgaver af manuskriptet med forfatterens allersidste tilføjelser. Da Montaigne dør i september 1592, har han tilbragt det meste af tiden de sidste to år i sengen. Bevægelsen var slut. Nyregruset blev til stadig større sten, smerterne værre og værre. Tilmed fik han en svulst i halsen, som de gamle grækere havde kaldt for 'hundeangst': Man kan kun trække vejret ved at lade tungen hænge ud af halsen. Landsbykirken i Montaigne fik hans hjerte, kroppen blev overdraget til et kloster i Bordeaux. Året efter kom hans rester i et grimt gravmonument, bestilt og betalt af hustruen, hvor hans lille person ligger på låget fremstillet som en vældig kriger. Det ligner borgfruens endelige opgør med en ægtemand, der kun havde vist hende sit »vinterhjerte«. Massakren på protestanterne i Paris 24. august 1572 (Bartholomæusnatten) og i oktober samme år i Bordeaux nævnes ikke i 'Essais'. Det er uforståeligt. Hele sit liv havde Montaigne, i hvis nærmeste familie der var flere protestanter, dannet bro mellem katolikker og protestanter. Egnen omkring katolikken Montaigne var protestantisk, men selv under de værste 'religiøse' kampe stod slottets porte åbne, og ingen overfaldt ham og hans familie. Som borgmester holdt han sig fra Bordeaux, mens tusinder døde i byen af pest. Det var klogt, men måske ikke særlig glorværdigt. Må vi konkludere, at selv store ånder har deres svagheder? Intet menneskeligt er mig fremmed, som der står på loftsbjælken. Og læseren kan stadig afprøve sig selv på 'Essais' og samtidig bruge Montaigne til at forstå, hvad det vil sige at være europæer. Hvad ved jeg?