Der kom i de forgangne uger liv i debatten om, hvorvidt dansk film er kedelig, uinteressant, upersonlig og gentager sig selv. Debatten er evigt berettiget, for man skal forny sig konstant. Også i en succesrig branche. Men når dét er sagt, er det ikke nødvendigvis sagt, at alle udsagnene er berettigede. To store filmmagere meldte ud, og pressen tog i overvældende grad tråden op. Lad os endelig ikke generalisere her, det kan vi vist roligt overlade til andre for tiden. Så lad mig derfor differentiere de to herrers udsagn lidt. Så vidt jeg kan se, er der stor forskel på dét, Lars von Trier meldte ud for noget tid siden, og dét, Bille August kom med for nylig. Trier melder sin personlige holdning ud om nogle helt specifikke film, personer og arbejdsmetoder. Han gør det under overskriften 'drille drille drille', som han skrev på forsiden af filmmagasinet Ekko. Trier siger i Ekko, at han er en drillepind, som »ikke har et levende forhold til moderne film«; ja, han ser dem »stort set ikke«. For det interesserer ham ikke, udtaler han. Og fred være med det. Han laver jo geniale film uden at se så mange »moderne film«. Men det er da værd at tage med, når man i debatten henviser til hans udsagn om dansk films tilstand. Trier sætter spørgsmålstegn ved manuskriptforfatterfaget som helhed, hvilket måske kan undre nogle, da han selv skriver manuskripter til andre instruktører (Thomas Vinterbergs 'Dear Wendy' og et nyt, som Lone Scherfig skal instruere). Mere interessant er det efter min mening, at Trier efterlyser mere generelt vovemod, mere løssluppenhed og flere fejlskud, da han mener, det hele let bliver for pænt og trivielt. Trier kom med sin opsang, lige inden hans egen 'Manderlay' havde premiere; en film, som man i øvrigt vanskeligt kan kalde pæn eller triviel. Så som filmmager lytter jeg; jeg trækker lidt fra, da det jo er Drille-Trier, men jeg overvejer seriøst essensen af det, han siger. Jeg vil jo gerne tage en debat om indhold og arbejdsmetoder i den branche, jeg lever og ånder for. Man kan så være enig med ham i hans udsagn om filmen 'Brødre', forfattermetieren og så videre, eller man kan være uenig. Nogle vil mene, at han ikke bør udtale sig nedsættende om andre og slet ikke de film, hans eget selskab ejer. Andre vil synes, det er tiltrængt midt i succesbølgen. Ja, nogle vil endog glæde sig over det, som når barnet råber: Men han har jo ikke noget paa! Og i janteland er det jo altid kærkomment med den slags underholdende og provokerende indslag, som kan sende et par vredesbølger gennem filmbranchen og ikke mindst Zentropa, formoder jeg. Man kunne som tilskuer ønske sig, at Triers udsagn blev taget som et oplæg til debat om god film i stedet for den fornærmelse, det i høj grad også lignede - og sikkert også var, Triers hang til drilleri og provokation taget i betragtning. Det var for os udenforstående ærgerligt, at det blev Triers måde og ordvalg som afskar os fra en god debat mellem produktive filmfolk. Jeg havde gerne set Lars von Trier, Anders Thomas Jensen, Susanne Bier, Kim Fupz Aakeson med flere rent faktisk debattere film (også gerne i et mere lukket forum) i stedet for at kaste med mudder. Jeg tror, det ville være en yderst interessant og inspirerende debat af følge med i. Men man kan som nævnt mene om Triers udsagn, hvad man vil. For det er til at tage og føle på. Der er afsender, retning og modtager på. Bille August derimod, skriver ikke modtager på sine udsagn, hvorfor hans udsagn bliver netop uinteressante, upersonlige og kedelige. I bedste fald blot usaglige og forkerte. August begår en fodfejl, når han melder så generaliserende ud. Hvem er det egentlig, han klandrer for hvad? Det er både producenternes, instruktørernes, forfatternes, skuespillernes, Filminstituttets og tv's skyld ... og så ikke rigtig nogen af dem alligevel. For hvilke tilfælde er det, han taler om? Tilmed langer han ud efter dansk film ved brug af uforklarede floskler. For hvad mener han, når han siger, at »vi har mistet vores uskyld«. Hvilken uskyld? Har dansk film haft en sådan? Hvis ja, hvornår? Måske i 1987, da dansk film på samme år leverede 'Pelle Erobreren' og 'Kampen om den røde ko'? Og hvorfor har vi den så ikke i år, hvor vi både har film som 'Manderlay', 'Solkongen', 'Voksne mennesker', 'Return to Sender' og sågar dokumentarfilm i biografen? Eller var vi måske uskyldige, dengang i 1950'erne med vores folkekomedier, 'Far til fire' og Morten Korch? Eller 1970'erne, hvor vi havde 'Olsen-banden', sengekantsfilm, 'Vil du se min smukke navle' og andre mesterværker? Meget kan man sige om filmbranchen. Men jeg mener ikke, at man kan sige, at den har været uskyldig. Jeg kan ikke finde nogen særlig uskyldstid i den danske filmhistorie. Tilmed ved jeg ikke, hvem Bille August hentyder til, når han siger, at »vi har mistet vores uskyld«? Hvem er 'vi'? Måske Bille August selv har opfattet filmbranchen eller sågar sit eget virke som mere uskyldigt engang? Det er således svært at sige, hvem disse generaliserende udsagn er møntet på. Til gengæld er de hårde: August mener, ifølge den avis De holder i hænderne, at »dansk film er blevet smart og kalkuleret, men ikke har rigtig noget på hjerte«, at »man går efter det, der virkede sidst«, og »filmene ligner hinanden«. Ja, han udtaler sågar, at han »ikke kan se forskel på dem«. Han efterlyser »enkle, rene og ærlige danske film« og mener, at danske film er »uden indhold og noget oprigtigt ærinde ud over at tjene penge«. Det er jo nogle hårde og alvorlige anklager. Nu er det vist alment kendt blandt filmfolk, at hvis man kun tænker på at tjene penge, så var man slet ikke i filmbranchen. For der er bestemt andre brancher, der er bedre til formålet. (Dog med den undtagelse, at man kan tjene gode penge på at lave engelsksprogede film, hvis man altså formår dét rigtig godt. Og så skal man nok til Californien, for at de helt store penge ruller). Jeg tror, de fleste i den danske filmbranche laver film, fordi de brænder for film og dét at fortælle noget. Jeg kan da i hvert fald tale for mig selv i forhold til de to film, jeg har produceret: 'Kongekabale' og 'Nordkraft', og jeg kan vist også tale for folkene bag dem begge: Vi havde noget på hjerte. Vi ønskede ikke at lave noget, der var som sidst, eller efter samme faste formel. Vi brændte for at sige noget og lave noget nyt i filmlandskabet. At vi så ikke har noget imod, at mange ser de film, vi har lavet, og dermed modtager dét, vi gerne ville sige ... ja, det ser jeg ikke som et tegn på, at vi ikke har noget sige. Tværtimod, faktisk. Og at det ikke nødvendigvis er midaldrende, hvide mænd, der er filmenes målgruppe, betyder heller ikke, at de ikke har noget på hjerte. Hvorvidt de fortæller noget, som interesserer August, eller hvorvidt alle danske film er lige så gode, som hvis mestrene August og Trier lavede dem, det er en anden sag. Hvis man skyder sine kolleger sådanne ting i skoene, skal man have sit skyts i orden. Og man kan faktisk godt få tanken, at August ikke har set så mange danske film på det sidste. Jeg forstår nemlig ikke, at han ikke kan se forskel på de film, der er produceret i Danmark de sidste par år. Ser man på nogle af filmene fra 2004, får man øje på f.eks. 'Terkel i knibe', som flyttede grænser inden for animationsfilm og børnefilm i særdeleshed; 'Kongekabale', som var den første politiske thriller i 20 år; 'Forbrydelser', som gik tæt på et menneskeligt drama i et kvindefængsel; 'Villa Paranoia', om en handikaphjælper på en kyllingefarm med en giftesyg landmand; 'Pusher II', om faderskab i det rå kriminelle miljø; 'Silkevejen', om en kræftsyg kvinde i en poetisk fortællestil, og 'Brødre', som inddrog verden og krigen i familiedramaet ... Ja, jeg kan godt se forskel. Og jeg mener faktisk, at flere af dem går nye veje. Af forårets film har jeg ikke svært ved at se forskel på 'Voksne mennesker', som med sort-hvide billeder finurligt tager sig af en forvokset drengerøv; 'Manderlay', som stiller store, provokerende spørgsmål til demokratiet og slaveriets ophævelse; 'Anklaget', som beskriver en fars kvaler, når han anklages for incest; 'Solkongen', som kører folkekomedien helt ud med tossen og den rige midaldrende kvinde, der forelsker sig; 'Nordkraft', som følger tre unges søgen efter kærlighed i stofmiljøet i Aalborg; 'Af banen', om et hold foldbolddrenge ... og sikkert også 'Return to Sender', som jeg endnu har til gode. Men at den ikke ligner de andre film, kan man næsten fornemme på både trailer og stillbilleder. Danske film er forskellige, i både genre, tema, miljø og grad af kunstneriske og kommercielle intentioner. Når nogle af vores kulturordførere følger trop efter 'de tunge drenge', undrer det mig, at ingen af dem forsøger at pege på en årsag til miseren. Måske er det, fordi de glemte at undersøge, om det nu også var sandt, at dansk film er kedelig, upersonlig, uinteressant og gentager sig selv, inden de fulgte trop. Eller også er det, fordi ingen af dem tog sig tid til at lede efter en mulig årsag, inden de meldte ud til pressen? Man kunne jo overveje, om der var en årsag i, at vores filmbudgetter er meget ens? Måske det er en af grundene til, at vi så sjældent beskæftiger os med noget, der foregår uden for Danmarks grænser? Ja, måske bare uden for Københavns? Der ligger jo en hel stor verden derude, vi gerne ville se mere til. Eller måske kunne man finde en årsag i, at der i 2005 er cirka 33 premierer på danske film, og at kun én enkelt er instrueret af en kvinde? Og at ingen af instruktørerne har mørkere hudfarve end mig? Eller måske er der heller ikke aldersspredning nok på instruktørerne? Mon det kunne have en betydning? Man burde i det mindste overveje det, hvis man altså vitterlig mener, at man ikke kan se forskel på de mange film. Men måske er det bare en påstand, som er grebet ud af luften, da nogle store filmfolk meldte ud baseret på at have set ganske få film? Så påstanden er måske ikke sand, og det nytter derfor måske slet ikke at lede efter en årsag? Årsagen er i aviserne lokaliseret til det forhold, at forfatterne er de samme hele tiden og i øvrigt tænker ens. Lad os lige tjekke fakta og kun tage gengangerne med: Sidste år havde Kim Fupz Aakeson forfattet to biograffilm og Anders Thomas Jensen kun én. Mette Heeno stod for to af manuskripterne i 2004. I år står Anders Thomas Jensen bag tre manuskripter og Fupz to. Heeno får én premiere i år. Trier har skrevet to manuskripter, vi kan se på lærredet i 2005. Ellers er der vist ingen gengangere. Jeg mener ikke, at man kan sige, at disse manuskriptforfattere tænker ens, hvilket man også kan se på de film, der er blevet ud af deres manuskripter de sidste to år: 'Brødre', 'Solkongen', 'Adams æbler' og den kommende 'Mørke' (Anders Thomas Jensen). 'Dear Wendy' og 'Manderlay' (Lars von Trier). 'Anklaget', 'Store planer' og 'Lad de små børn' (Kim Fupz Aakeson). 'Fakiren fra Bilbao', 'Terkel i knibe' og 'Nynne' (Mette Heeno). Hvorvidt resten af de cirka 50 manuskriptforfattere, der har skrevet de øvrige film i 2004 og 2005, tænker ens, betvivler jeg også. At dansk film ønsker sig flere manuskriptforfattere er vist ingen hemmelighed i branchen. Lad os endelig få nogle flere på banen, det er klart vores akilleshæl p.t. For selv om Trier ønsker sig det, er det ikke alle instruktører, der skriver selv, og de, der gør, skriver ikke alle alene. Så hér er måske et reelt indsatsområde for vores kulturordførere? Branchen ville tage imod udvikling af og opbakning til nye forfattere med kyshånd. En anden årsag, der er blevet peget på, er, at skuespillerne går igen og igen i alle film. Hvis man ser på fakta, passer det ikke. Her er et par eksempler, som vel at mærke inkluderer biroller: Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Sofie Gråbøl, Lars Mikkelsen, Ellen Hillingsø og Connie Nielsen formastede sig til at være med i én dansk film sidste år, og én i år. Anders W. Berthelsen var med i to film sidste år og ingen i år. Birthe Neumann så vi ikke i 2004, men to gange i år. Paprika Steen var ikke med i nogen film sidste år og har en birolle i år. Sidse Babett Knudsen havde to biroller sidste år, og hende får vi nok ikke glæden af at se i år. Og sådan kunne man blive ved. Der er mange nye ansigter i dansk film. Bare fra de sidste seks måneders film kan vi nævne, at vi i hovedroller og større roller har set nye navne som Simon Dahl Thaulow, Vivian Wu (ny i dansk sammenhæng), Signe Egholm Olsen, Claus Riis Østergaard, Thomas Corneliussen, Rudi Køhnke, Signe Vaupel, Tilly Scott Petersen, Lena Maria Christensen, Christian Tafdrup m.fl. Men til gengæld skulle man måske se på, hvor forskellige roller vi giver skuespillerne, og på, hvor bredt vi udnytter deres talenter. Dermed mener jeg, at August har ret i, at vi bør »udvikle vores skuespillere«. Dét skulle dansk film efter min mening tage til efterretning. Lad os endelig debattere hvordan. Men måske det er en debat, der hører til i en mere lukket kreds end dagspressen. Desuden bør vi se på, hvor mange film danskerne ser. I dag ser danskerne cirka to en halv film i biografen om året inklusive udenlandske film. Så gennemsnitlig ser danskerne ikke én dansk film i biografen om året. Hvis folk gik mere i biografen, ville de opdage alle de forskellige film, der tilbydes. De ville se, hvor mange gode skuespillere vi har, og hvor bredt dansk film spænder. Det kunne da være et mål for de kulturpolitiske ordførere: at få flere folk i biografen. Vi kunne jo starte med et mål på tre biografbesøg om året per dansker, heraf mindst én dansk film. Så lad os endelig også debattere dét: Hvordan får vi danskerne til at se flere og mere forskellige danske film? Jeg håber således også, at de danske filmfolk og de kulturpolitiske ordførere, som ønsker at debattere dansk film, vil begynde at se flere af dem, så vi kan få en grundig og kvalificeret debat. Imens vi debatterer, kan vi glæde os til at se Triers kommende film, hvor han boltrer sig i virksomhedsmiljøet med stærke danske skuespillere. Jeg håber, at han revser den danske folkesjæl, som August savner i dansk film, eller at han revser noget helt andet. Og vi kan glæde os til den dag, August 'vender hjem' for at lave den danske enkle, ærlige, uskyldige film, som han efterspørger, og måske giver os en ny 'Pelle Erobreren', en ny 'Tro, håb og kærlighed', men allerhelst noget, som vi slet ikke vidste, vi glædede os til. Så i mellemtiden vil jeg - forhåbentlig sammen med mine kolleger - fortsætte debatten og gøre mit bedste til, at vi bliver ved med at forny os selv og dansk film.