Godt en måned efter episoden ved Rust har støvet endnu ikke lagt sig. Endnu et voldeligt dødsfald har fundet sted på Nørrebro, og vi har oplevet endnu en 'omgang', der ikke lader turen efter drabet på Antonio Curra noget tilbage. Der er få steder i Danmark, hvor drab kan afstedkomme den opmærksomhed, som drab på Nørrebro får. Ikke fordi - som en udenforstående kunne tro - Nørrebro er et af de steder, hvor der dræbes flest mennesker, men netop fordi bydelen har indprentet sig i politikeres og lederskribenters bevidsthed og er blevet gjort til en næsten mytologisk sagnomspunden bydel, hvor gangstere og islamister hærger i et afskåret parallelsamfund, der styres af religiøse mørkemænd med årtusinde gamle regler. Dette billede er temmelig langt fra sandheden, men ikke desto mindre ser det ud til, at der er et betydeligt antal politikere og mediemennesker, der ønsker at opretholde det. Det er dog ikke et konsensusbillede, der er kommet frem, godt nok kan folk enes om, at noget er rivende galt på Nørrebro, men hvorvidt det er islamisterne, gangsterne eller sågar beduiner med deres kameler, der har ansvaret, har der ikke været enighed om. Både drabet og den efterfølgende debat om Abu Labans nu famøse forslag om blodpenge passede dog som fod i hose for alarmisterne. Der er ikke noget nyt i, at fantasien får frit løb, når politikere og 'eksperter' skal forklare, hvad der er gået galt for bydelen, men man har flere gange troet, at målet var fuldt, blot for endnu en gang at blive overrasket over en eller anden politikers eller lederskribents fantasi. Uanset variationerne i forklaringerne er der blevet tegnet et billede af et samfund afskåret fra resten af Danmark med egne normer og værdier, hvor islamismen og gangstervældet hersker. Et bekvemt skræmmebillede, der kan hives frem efter behov, når nye frihedsbegrænsende tiltag skal gennemføres. Reaktionerne på Abu Labans udspil overraskede ikke, men graden af hån og nedladenhed overgik alligevel, hvad der før er blevet sagt - specielt fordi udspillet i realiteten ikke adskiller sig fra 'sekulær' mægling og konfliktløsning. Antisharia-hysteriet fik hurtigt taget overhånd, igen var forestillingen om, at en religiøs mørkemand skulle komme og ignorere dansk retspraksis mere, end tyndhudede xenofober kunne klare. Ministre kom med forskellige kommentarer om kameler og middelalder og understregede, at vi i Danmark har et retssystem, der bruges til at dømme, ikke to eller flere. I hysteriet blev pointen, at det her ikke handler om strafudmåling, men om kompensation, helt overset. Det lod ikke til, at hverken Fogh, Hvilshøj eller Espersen havde sat sig helt ind i, hvad der var blevet sagt, faktisk var Birthe Rønn Hornbech en af de få politikere, der udmærkede sig ved sin saglighed - hvilket heller ikke er første gang, I vores fagre moderne verden fjernt fra både beduiner og kameler er det bestemt ikke ualmindeligt i både injuriesager og andre sagsanlæg (ikke mindst i forretningsverdenen), at involverede parter løser en problemstilling uden om domstolene, ej heller er konfliktråd et ukendt fænomen. Forslaget om 'blodpenge' var et kompensations- og mæglingsforslag til afværgelse af en eskalering, og hverken en udmåling af en straf eller en erstatning for den danske lov. Ingen person bosat i Danmark er i tvivl om, at der her i landet findes gældende love, der håndhæves, og at handlinger i modstrid med disse vil få konsekvenser, uanset hvad man personligt måtte mene om dem og deres grundlag. Det er ikke utænkeligt, at et menneske kunne mene, at det er uretfærdigt, at en person, der driver en beværtning, hvor klientellet befinder sig i en alkoholrus, kaldes en velintegreret entreprenør med iværksætterånd, mens en person, der i samme kvarter har en beværtning, hvor klientellet befinder sig i en hashrus, kaldes en uintegreret kriminel fra indvandrernes nye underklasse; det ændrer bare ikke på det faktum, at værtshuset ifølge loven er en lovlig forretning, mens hashklubben er ulovlig, og at hashklubejeren kan se frem til fængselsstraf og ikke ros! Dette faktum er der ingen, der betvivler - hverken på Nørrebro eller andre steder i landet. 'The usual suspects', islamisterne og de etniske kriminelle, har også været oppe og vende, denne gang ved en fælles optræden fra to af de populæreste aktører! En af de ledende aviser kom med den opsigtsvækkende 'afsløring', at ud over at kriminelle på Nørrebro nu efter sigende var begyndt at blive mere religiøse, så havde flere medlemmer af Hizb-ut-Tahrir (HT) et dobbeltjob som pushere, når de ikke lige stod og delte løbesedler ud eller holdt stormøder. Blandt andet var det bevist, at pushere, islamister og gadeplansmedarbejdere gik på cafe sammen, og at HT-medlemmer til skræk og rædsel havde omgang med kriminelle andengenerationsindvandrere. Med den slags kreative konklusioner er det bestemt ikke overraskende, at så godt som hele artiklen byggede på forskellige 'anonyme kilder i miljøet'. Det overraskende er derimod, at det kan vække så stor bestyrtelse, at HT-medlemmer omgås kriminelle. At medlemmer af en bevægelse, der har det som et af sine erklærede mål at 'sprede islams tanker og den muslimske livsførelse', omgås unge, der efter deres mening ikke har den rette livsstil, er omtrent lige så opsigtsvækkende, som at kristne missionærer i Indien omgås hinduer. At synet af unge fra de forskellige miljøer på cafe sammen skulle bevise en stor sammensværgelse, er også forunderligt. Først og fremmest er naboskab en almindelig dyd (og i endnu høj grad i 'fremmede' kulturer), og det kan ikke forventes, at unge, der er vokset op sammen, slår hånden af hinanden, fordi de ikke er enige om alt. Der er endvidere flere familier med 'højtstående' medlemmer i begge lejre. Der er vel ikke noget usædvanligt i, at et HT-medlem med kriminelle familiemedlemmer og naboer hellere vil se dem i HT end som kriminelle og derfor omgås dem for at forsøge at præge dem? I sidste ende 'rekrutterer' både HT, kriminelle miljøer og sågar Københavns Kommune fra de samme miljøer, og derfor er der i og for sig ikke noget underligt i, at et ungt menneske kan være i tvivl om, hvilket et han helst vil tilhøre. Hvis Københavns Kommune har ansat flere personer med fortsat tilknytning til det kriminelle miljø som gadeplansmedarbejdere, gør det så Københavns Kommune til en kriminel organisation? Hvis man brugte samme logik som den, der bruges over for HT, betyder det, at Københavns Kommune ikke blot tolererer kriminalitet, men i sig selv er et kriminelt foretagende ved at ansætte mennesker fra de kriminelle miljøer. Argumentation som ovenstående har udelukkende til formål at overbevise folk om, at 'islamisterne' er en flok hyklere, der ikke engang er tro imod egne principper. I modsætning til teorier om et parallelt retssystem og samarbejde mellem islamister og hashhandlere er forestillingen om et parallelt samfund, der opstår, når majoritetssamfundet af en eller anden grund ikke er rummeligt, en reel problemstilling, og uanset hvilken definition man bruger, er det nok de færreste, der kan argumentere for, at der ikke allerede eksisterer en form for parallelsamfund. Men svarene på to spørgsmål bliver tit taget for givet: 1) I hvilken grad dette parallelsamfund er religiøst (fremmed-)kulturelt betinget, og 2) i hvilken grad det er selvvalgt. Når talen falder på parallelsamfund i Danmark, følges påstanden af en uforklarlig grund altid op med en formodning om, at det enten er 100 procent selvvalgt af indvandrerne, eller at det er religiøse mørkemænd, der med deres middelalderlige prædikener forankret i hjemlandenes fjerne kulturer skaber kløfter mellem de etniske unge og resten af samfundet. Det parallelle samfund - eller den subkultur - vi oplever i Danmark og mange andre europæiske lande er dog langtfra en importeret 'muslimsk' subkultur, ej heller er den arabisk, tyrkisk eller noget tredje. Det er i bund og grund en 'minoritets'-subkultur, der også opleves i lande, hvor minoriteterne ikke adskiller sig religiøst. Det mest oplagte sammenligningsgrundlag er den sorte subkultur og latino-subkulturen fra USA, hvor følelsen af eksklusion fra majoritetssamfundet har ført til samfund med parallelle normer, parallel underholdningskultur og så videre. I et af dagbladene kunne vi læse, at det ikke er alle indvandrerne, der er at finde i et parallelsamfund, men at indvandrerne er blevet delt i en over- og underklasse, hvor underklassen misunder overklassen og derfor optræder aggressivt over for denne. Blandt andet skulle episoden ved Rust være et eksempel på dette. Der er ingen tvivl om, at visse minoritetsunge har haft større udholdenhed og modstandskraft end andre over for samfundets tyngende faktorer og derfor har klaret sig bedre, men ligefrem at tale om en splittelse er der ikke meget belæg for, ligesom man heller ikke siger, at det danske folk er splittet i en over- og underklasse, fordi nogle danskere er direktører, mens andre er alkoholikere og funktionelle analfabeter. Dansk racisme og xenofobi har om noget faktisk gjort skellene mellem 'klasserne' mindre, end de sikkert ville have været med mindre modvilje, da det igen og igen bliver bekræftet, at man er i samme båd og udsat for de samme fordomme og nedladende kommentarer, hvad enten man er 'taber' eller akademiker. At en række personligheder med flere forretninger og millionomsætning skulle være misundelige på, at en mand får lov til at stå i døren til en natklub, er en grotesk teori, og der er nok ikke den store tvivl om, hvem de fleste indvandrerunge vil opfatte som 'højere oppe'. Et par af mine bekendte har arbejdet som dørmænd, og det var ikke ligefrem på grund af 'den ophøjede status', der fulgte med jobbet, tværtimod! Den ene er universitetsuddannet akademiker, mens den anden er uddannet fra CBS, begge født og opvoksede i Danmark og socialt ressourcestærke personer. Valget af jobbet som dørmand hang i højere grad sammen med træthed over at sende ansøgninger, og at »der i det mindste var en smule mere værdighed i det end at feje gader eller gøre rent«. Efter deres udsagn er dørmænd ofte mennesker, der »ikke kan stave deres eget navn«, og ikke et job, der giver anledning til megen stolthed. Ovennævnte historie er ikke på nogen måde enestående og sender desværre et signal til mange unge indvandrere. At se en person, der har studeret, stå som dørmand, er langtfra en opløftende eller motiverende tanke. En hashklub er en forretning, der er til at tage og føle på, at stå i arbejdsløshedskøen efter flere års studier og ende i en akademisk blindgyde styrker ikke følelsen af accept, tværtimod. Alle mennesker vil gerne opnå personlig succes, ikke mindst i det succesdrevne vestlige samfund, og 'indvandrer'-kulturen har et meget stærkere vestligt islæt, end mange er villige til at indrømme. Når unge vokser op i et samfund, hvor materialismen og hedonismen er hovedværdierne, så er der et ekstra stort pres på for at 'nyde livet' og blive til noget stort, hvis ikke på den ene måde, så på den anden. Det er samme materialistiske fiksering, som vi også ser i den amerikanske 'bling-bling'-kultur. Denne fiksering får desværre også nogle til at springe over, hvor gærdet er lavest, specielt hvis gærdet i forvejen er urimeligt højt. Kriminaliteten er en direkte konsekvens af denne higen efter 'succes', og hvis den ene vej har for mange forhindringer, ja så er der desværre mange, der tvinges til at vælge den anden vej, hvor der lettere kan gøres karriere. Der er ikke meget bedSuinkultur over den tankegang, og man kunne uden mange justeringer bruge enhver amerikansk sociologs teorier om sorte og latino-subkulturer og se stærke paralleller. Mange af vores politikere og 'eksperter' har overset, at de unge i 'parallelsamfundene' ikke render rundt med en stor ambition om at blive tabere, men at de i kraft af barrierer i samfundet hellere vil opnå status og 'succes' på andre præmisser end blive fiaskoer i mainstreamsamfundet. Det er ikke første og heller ikke sidste gang, at Nørrebro, muslimer, indvandrere, islamister og andre skræmmebilleder vil blive hevet frem. Igen og igen mindes vi om, hvor skidt det står til med integrationen, indvandrerne halter bagefter, er kriminelle, er isolationister, og man kunne blive ved. Alt i alt ikke meget at sige til, at en ung 'opvandrer' har den opfattelse, at det omkringliggende samfund opfatter ham som et problem og intet mindre end en fiasko. Det er ikke tit, vi får at høre, at for mange af de indvandrere, der får sig en uddannelse, er der tale om et kvantespring med hensyn til den sociale arv. Ikke bare et skridt fremad på den sociale stige, som det måske ville være tilfældet for en dansk murersøn. For mange indvandreres vedkommende taler vi bogstaveligt talt om børn, hvis forældre er analfabeter. Pessimismen er vedvarende, og når takken for den store indsats mod stærke odds er ignorering og en plads i arbejdsløshedskøen, så er det ikke ligefrem en opmuntring, der giver en lyst til at yde en større indsats. Det er ikke alle indvandrere, der føler sig udstødte, der ender som kriminelle, og der er mange indvandrerkriminelle, der er relativt velintegrerede, men med den nuværende attitude over for etniske minoriteter i Danmark er vi allerede begyndt at se samme mønstre som i USA. Og det kan let blive værre. Det er let at skubbe ansvaret fra sig og skyde skylden på religion og fjerne kulturer, men denne eskapisme fra politikeres og mediers side bringer ikke en løsning nærmere. Selv om problemerne skaffer både integrationskonsulenter og journalister mad på bordet, og Nørrebro tjener som kærkomment skræmmebillede, hver gang politikerne skal have vedtaget en ny stramning, er ingen af os i det lange løb tjent med et hysteri, der bygger på falske præmisser. De eneste 'vindere' i et sådant tilfælde er de propagandister, der forudser raceoptøjer og før eller siden vil se deres spådom gå i opfyldelse.