Det vilde blod er presset ned i akvariet. Fiskene svømmer i det røde vand, gisper. Deres munde er som krydser, ingen vil afsætte på papirbunkerne. Det vilde blod er sildenes. Og sildene glider hurtigt med strømmen. Med stålbørste og blanke øjne, der stirrer vådt frem for sig. Min generation er blevet krydsklippet gennem en tålmodig kødhakker. Krydset er sat, vi tilbeder og knæler ned i gruset foran en dumdristig motorbetjent, der beder os kysse fremtiden i møde med salte munde, der smager sig selv til i den nattelange bar, hvor gangstativer og krykker flyder. Engang kunne unge skabende kunstnere vælte rundt i dekadente kunstdimser, drysse deres flager ud over stjernefabrikkens gulvknaster. Nu taler ingen på generationens vegne. Læberne tørrer ud af en eftertænksom udladning af verbale virusser, der på sælsom vis forplanter sig til livet mellem benene. Nu vover den såkaldte ungdom på ingen måde at erobre fremtidens ejendomskomplekser. På provinsmuren skrev vi store fortællinger om, hvor svært det er at bære en begavet fortid - en bagage af selvhøjtidelig og forlegen rødmen, der sprækkede huden i et utal af fordybninger. Nu har vi mest af alt lyst til at stille plastikposerne af vejen, støvsuge bogreolerne og glemme ligene fra værtshusene et tilfældigt sted, hvor ingen lokker med billig sprut og tyrkiske cigaretter fra fristaden. Vores generation er en mærkværdig størrelse. De protesterende hippier og marxister er røget ud af bomuldstrøjen og den blodige forfatning. Sikringerne er for længst brudt, strømmen drøner fra rustne batterier under varehusets møblementer. Hippierne og marxisterne er i dag enten forsumpede til fede job med magt og brun mappe, eller de sidder med deres indre posedame og taler filosofisk med en hvid væg på et behandlingshjem for lammelse og huskende erindring. Mændene viser deres røvhuller i cirkus, kvinderne svipper hængebrysterne op fra kuvøsens beholder, beder indtrængende forbipasserende om 'et flinkt dyt i teddybamsen'. De glamourøse diskodansere og de pædofile ophobninger af egocentrerede muskeldrenge i spejlcentret er skudt tilbage i historiens glød indeholdende rigelige mængder af narcissisme og kropsindbildning. Punken er død og forældrenes børn i fritidstøj er mislykkede menneskefostre, der kun er levende i sekunder hen over ligusterhækken eller i pilletrance til uartig dansemesse, hvor de knælange gummistøvler stolt fremvises med en pris på 995,- kr. Tendensen her er sygdommen til at se en subkultur, en arvelig masse af strømninger, elektriske eller ej, der vælter frem og skaber et hysterisk hysteri. En mediekrampe, men som på logisk vis nok ikke huserer en fredag aften, hvor jeg hænger ud ved køledisken, står og gør mig det hængende liv til en lang tråd af savl i mundvigen, mens jeg puster lyserød røg, men er yderst uspiselig. Jeg mumler »by, by, by«, fordi jeg aldrig vil forsvinde fra denne kerne, der giver mig mere end sæd til at holde hæfteplasteret bort fra ansigtet. »By, by, by«. Igennem de sidste par år er medierne ustandseligt eksploderet i nye ungdomskulturer, subkulturelle anliggender i et samfund, der minder om vores, et stammeliv med trofæernes landskab, der nu består af udstillede sygdomssymptomer a la hiphop, teknisk lyd og tjekkede børn, der ligner carporte. Tung musik og rockere med ræve på læderjakkerne, runetegn og volden drønende på høj frekvens på et ramponeret tv. Skinhoveder og teenagere fra Nirvana, popcorn og hedens små skaldede ansigter med klistermærker, der bekendtgør, at »besæt er sagen - hele dagen«. Helvedes engleflokke hacker sig vej over netforbindelserne. Metastasens fascister vælter vælling ind over bordene på den ildelugtende efterskole, hvor hobbyværkstederne kører i allerhøjeste gear. Etc. Generationen, der intet har til fælles, andet end en ungdom, der primært trives i velfungerende storbyer, hvor skibsbriksens ro maner sød søvn, og automatkaffen koger i drømmeløs illusion på kabelnettet og på varmepladen. Jeg læner ansigtet bagover, åbner munden, adskiller læberne og lader mig forføre af en sjælden virkelighed, rendyrket og afgrænset til en søgende journalistik, der forveksles med sygejournaler, og mærker et gult territorium med dope og nazistisk stemmeføring. »Højre om«, skryder de. De tatoverede bøsser med nikkehovederne. Mediebevågenheden går ind. Går lige ind. Mine hænder løfter jeg fra brættet. Lorten hamrer ned i det brugte vand i porcelænskummen. Mediebevågenheden tager afsæt i alt andet end min virkelighed. Fundamentet skrider ud. Asfalten kæntrer. Noget sætter sig og forplanter sin stime af nyæg til mine dryppende tarme. Jeg er noget, der er forandret. Situationen er afkrydset. Strømpilen pejler sig vej i min retning. I min kurs. Tiderne af tankespejle er forbi. Oprøret er ingen mulighed, og slet ikke noget særligt træk ved den ungdom, jeg påkalder mig i løbende retning. Ungdomsblodet og kulilten er stoppet ud med historisk underernæring. Et stofmisbrug, en underdosering, hvor vi hænger ud på trivialiteternes plyssæder, og ingenting sker fyldestgørende, når vi passive glor ud ad det dødssyge vindue. Samtidig med at de elektriske gadehjørner vil overdosere vores kogende ansigter med endnu et nyt liv, gør os tørstige efter alle de oplevelser, vi lige har slugt. Artige, flinke og lærenemme er vi. Pligtopfyldende. Resultatet er det samme. En evig tomgang, et rungende ekko af latterlig harme. En kalorie, to gram fedt og en galge fri for vredens uplejede medikamenter. Tungespidsen sprød af flødekarameller. Subkulturen kan rende og hoppe, for her er vi unge mennesker, der danser rundt og forlyster os - indpakket i vat, silikone og store mængder af blød vingummi, for vi bliver nødt til at have noget blødt omkring os, en hinde af beskyttelsesdragt, nu da vi gang på gang falder på røven på rulletrappen. Medierne kaster sig over os. Det unge blod, sildespændet. Medierne kyler os ned på gulvet, propper tryksværten ned i ganen og sidder med myreben og edderkoppearme og må omklamre os med deres kyndige insektinteresse. Vores struber er røde efter deres arrige bidemærker, for vi »gider sgu ikke hele tiden være levende reklamesøjler i en verden, hvor melodien er tv-musik«. Men det er vi nu alligevel. På side 9. Avisen vil kun udnytte os. Prostituere os, og så betale et klækkeligt beløb ved udgangen for de mange timers slag med stokroser. Verbal onani, gensidig. Generationen, der strækker sig fra midten af tresserne til midten af halvfjerdserne, de individer, der er født relativt mere eller mindre hele i den periode, har ikke gjort noget underfundigt oprør. De har bare vænnet sig til tanken om at være et levende menneske i varehuset. Et menneske i fart. Et menneske i løb. En bunke knogler så rene og blodige. Knoglehvid, papirtynd. Ungdomsoprøret udeblev. Vi er vokset op med massemediers voldsomme kommunikation. Vi er kritiske konsumenter med en ironisk distance til reklameindustrien og til de store, latterlige ideologier, der uddøde af mangel på vand og sved. For socialismens vedkommende snublede de røde forbindinger i maosutter og kolde firsere, der ikke vil stå i vejen for nogen vægge. Hvad der var, skulle bygges om. Der, hvor der intet var, skulle der bygges nyt. Materialerne fandt man ligesom egypterne blandt undersåtter. Fluerne, firbenene, mariehønsene, fritidstøjet. Ungdommens pander jogger i melonfarve og bomuldsbukser. De placerer tilværelsen i en pastel og grøn edb-skærm, opkast 22, materialet er her pvc. Bukserne buler af mænds tilbøjeligheder, kvindernes trusser vædes af attrapper. Teenagere fra forstaden stormer gennem det elektriske flimmer. Karrieren galopperer på søndagsturen. Massageapparater er i høj kurs. Familiens favn er kvælstof. Og forbandede ungdom og en let ridetur. Jeg siger, at »alt har mistet oprigtighed. Loven har ingen med sig. Og ingen skal træde ind i min audiens og tro, at selskabet har mistet den kraft og aura, der kan slå mig bevidstløs«. Vi tror ikke på jer længere! Vi er utålmodige strejfere, slår borgermentaliteten af os med allerstørste væmmelse. Vi er pludselig angste. Vi kan ikke få jeres helvedes grimme principper af os. Vi opgiver. Vi er magtesløse og meget, meget små. Nemme at påvirke. Og så træder I ind. I må lyne ned. I krydser os af. I hoved og røv. Godt og grundigt. Feberen er feber. Sygdommen er syg. Vi er moderne bohemer, der arbejder med lav prestige. Vi sætter os ikke for store mål og stræber langtfra, for vores øjne er lysende af den amerikanske drøm, der helst drømmes i døgndrift i vågen tilstand med opspilede øjne. Engang imellem støder jeg ind i forbipasserende på gaden. De hiver i min leopard. I kraven. De standser mig, for at begynde at fortælle deres små historier om deres stille liv. Mystiske modvægte til konsumkulturen, hvor vores samtaler er forvredne dialoger på hvert sit plan. Vi søger tilbage til noget mere oprindeligt. Noget smukt. Noget fantasifuldt. Zen, du! Buddhistiske anekdoter fra en kulturløs masse, hvor ørkenen er farveløs og bleg. Nøgen som en fjern episode af kornfed, frugtbar optimisme. Min kultur er et produkt, medierne er trængt op i mig bagfra. Helt ind i min intime sfære. Min virkelighed er blevet virkelighedernes. Min hånd er konstrueret til en filmisk iscenesættelse. Kropstemperaturen er faldende, munden forbløder uden dvale. Ordene flyver som gødning og irritationer, eksemen regner døsig og søvnig - uden pause på hybriden. Revolten er ikke uundgåelig. Men fortidens sprøde sang fra den glemte kuffert i ankomsthallen til firserne sidder stadig i os og bliver ved med at bræge en voldsom, trodsig energi ud på lufthavnens fliser. Oprørets patos er udsat på ubestemt tid. Vi skal lige tjekke et par udsendelser først. Afløst af en blasert ironi og distance. Attituden er, at vi ikke orker at blive taget for alvorligt. Vi vil helst grine os i stumper og stykker, men klæber gang på gang ansigtet til med uigennemtrængelig tape og plastik, en kold kølighed - ja, det vil vi sgu skide på! Vi tager ikke afsæt. Vi løber ikke. Der er ingenting, vi skal nå. Jeg prøver at glemme aviserne. De letkøbte oplevelser. Hurtigføden. Kulturens pornografi. Jeg vil i stedet prøve at tale med de mennesker, der er omkring mig. Prøve at se dem, som jeg gerne vil have, at de skal kunne se mig. Jeg strækker armene ud og hilser mig selv velkommen. I fjernsynet. Omkranset af en firkantet virkelighed, alt for elektrisk.