Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvorfor Skoubogade hedder Skoubogade

Københavnerne vader rundt i gader og stræder med sære navne. Hvorfor ikke fortælle byvandreren historien bag dette og hint gadenavn? Københavns kulturborgmester (V) og byhistorikeren fra Enhedslisten vil sammen råde bod på denne uvidenhed.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

København er en dejlig gammel by. Takket være Bymuseets udgravninger ved vi, at der allerede 5.000 år før vor tidsregning, i Kongemosetiden, var stenalderbebyggelser ved det smalle sund mellem Sjælland og Amager. Her slog stenalderfolket sig ned, da de mange små øer og holme ved kysterne tilbød gode havneforhold for deres spinkle både og skibe: Bosættelsens betydning blev ikke mindre, da København blev det naturlige overfartssted til det dengang danske Skåne.

Der er ikke mange synlige spor tilbage fra de første årtusinder af byens historie. Men det er der af den bebyggelse, der opstod i 700-800-tallet og fremefter. Gamle gadeforløb, skæve hjørner og næsten eksotiske gadenavne sætter stadig deres præg på bybilledet inden for voldene.

Men en markering af byens historie, med synlige informationer, har København aldrig været god til, måske bortset fra midlertidige fodspor af H.C. Andersen. Hist og pist sidder der en kommunal teksttavle, som for eksempel til markering af det desværre forsvundne Hanetårn ved Nørre Voldgade. Men nogen gennemført kommunal konsekvens har der aldrig været i opsættelsen af skilte, der fortæller om byens historie.

På en række gamle huse satte den idealistiske stenhuggermester Peter Schannong (1869-1950) gennem 1940'erne en række mindetavler, der fortalte om historiske personers tilknytning til ejendommen. Det har københavnere nu i over 50 år kunnet glæde sig over, hvis de i øvrigt løfter blikket og kikker op på husenes facader. Da det var et privat initiativ, har ingen siden Schannongs død følt sig kaldet til at passe disse mindetavler. Nogle, som for eksempel mindetavlen for digteren Johannes Ewald på hjørnet af Skindergade og Lille Kannikestræde, er simpelthen forsvundet, fordi nye ejere ikke havde historisk forståelse og pli til at vedligeholde disse historiske markeringer. De er en del af ejendommen, sikkert også af dens markedsværdi, og derfor ikke et kommunalt bevillingsspørgsmål.

Det samme er tilfældet med mange af de mindesmærker for danske patrioter, der blev dræbt i kampen mod besættelsesmagten 1940-1945. Når disse mindetavler forfalder, er der kun ringe forståelse hos visse husejere for at vedligeholde disse privatopsatte mindesmærker. Det er en trist og beklagelig kendsgerning nogle steder, medens gode folk andre steder både vedligeholder og fornyr disse mindesmærker for nogle af de sande helte i Danmarks og Københavns historie.

Disse historiske markeringer er i bedste fald et nationalt ansvar, og ikke en lokal kommunal opgave. Derimod er byens egen historie en opgave, som Københavns Kommune bør fortælle sine borgere og gæster om, gerne med støtte fra almennyttige fonde eller virksomheder, der har deres rødder her i byen.

Mange steder burde det være en indlysende opgave, at der opsættes et forklarende skilt. For overalt findes der stadig bygninger og spor af store som små begivenheder i Københavns historie.

En helt åbenlys mangel i denne almindelige folkeoplysning lyser hver dag til os fra samtlige gadehjørner. På gadeskiltene står der navne som Westend, Larslejsstræde, Heinesgade, Skoubogade og lignende eksotiske betegnelser.

Selv for indfødte københavnere er mange af disse gadenavne et åbenlyst mysterium, så for besøgende og turister er mysteriet ikke mindre.

Westend har egentlig sit navn efter det byggeselskab, der opførte gaden, der oprindelig var tænkt som Københavns fashionable prostitutionsgade. Gennem porten fra Vesterbrogade kunne kunder diskret smutte ind i den uartige gade og få afløb for deres hormonale drifter. En model, der kendes i flere europæiske storbyer. Men ved ophævelsen af loven om den offentligt kontrollerede prostitution i oktober 1906 bortfaldt baggrunden for denne spekulation. Gaden blev derefter kendt for at tiltrække artister, skuespillere og musikere, især fordi Vesterbro var et af hovedområderne for de københavnske variete- og underholdningsetablissementer.

Gadenavnet Larslejsstræde kommer egentlig af mandsnavnet Lasse Leegs Stræde, efter en mand, der i mange år havde en gård i strædet. Til begyndelsen af 1600-tallet var det blot en blind gade bag Sankt Petri Kirke, der så blev ført igennem til Nørre Voldgade. Mandsnavnet er så på københavnsk blevet trukket sammen til det nuværende gadenavn.

Heinesgade på Ydre Nørrebro er opkaldt efter overretssagfører Nathan Heine (1835-1914), der var tilknyttet mange af de byggeforetagender, der opførte arbejderkarreerne i området. Det var bygherren og malermesteren P.D. Løv, der også opkaldte en allé efter sig, der stod for byggeriet, og som navngav gaden.

Skoubogade har sit navn efter, at her lå i middelalderen byens skoboder. Her boede skomagerne og solgte deres produkter. Selv om de forsvandt, blev navnet hængende. Det er så gennem århundreder blevet forvansket til det nuværende officielle navn.

Når den elskede Olga Svendsen i 1930, i sangen 'Nyboders pris', sang om Bjørnegades raske drenge, eller samme gadenavn indgik i populære børnebøger om 'Ungerne i Bjørnegade 5' fra 1946, kunne nogle københavnere måske godt lide at vide, hvor den gade egentlig lå. Det var faktisk Nybodersiden på stykket af Fredericiagade mellem Borgergade og Adelgade, der først i 1900 kom til at indgå i det samlede gadenavn.

De fleste steder er der tale om gadenavne, der ikke umiddelbart afslører deres logiske ophav, men som den forbipasserende ofte undrer sig over. Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan en kort undertekst til gadeskiltene vil gøre København til en langt sjovere by at bevæge sig i.

Besøger man Europas historiske byer, har de næsten alle steder den høflighed, at de har sat underskilte op, der fortæller, hvorfor gaden hedder, som den gør. Nogle steder tilbydes denne information endda på flere sprog. Selv Århus har opsat sådanne skilte, så borgere og turister ikke er henvist til opslagsværker for at få information om gadenavnets oprindelse og historie, men kan få den på stedet. Den service findes ikke i Danmarks hovedstad.

Måske kan det skyldes, at visse dele af bystyret tager det som en selvfølge, at alle kender baggrunden for byens gadenavne, eller også at de er ganske ligeglade.

Det er en beklagelig tilstand, der bør rettes op på, for der er tale om viden, som kommunen allerede besidder.

Københavns Vejnavnenævn blev oprettet i 1857 og har siden stået for navngivning af byens gader og stræder. Dog havde ejere af private gader, med privat brolægningspligt, ret til selv at navngive deres gader frem til 1930. Det har visse steder givet nogle underlige inkonsekvente hop, som for eksempel Amerikavej på Vesterbro og Australiensvej på Østerbro. I København er alle vejnavne, der relaterer til nationsnavne, ellers placeret i Sundbyerne på Amager. Men da de to nævnte gader fik deres navne, var de private gader, og ejerne kunne navngive gaderne, som de ville. Den ene, fordi bygmesteren havde tjent sin formue i Australien, og den anden, fordi der i den lille sidegade til Vesterbrogade fra 1814 stod en damp- og vindmølle, der efter ejeren, den amerikanske konsul Forbes, blev kaldt Amerikas Mølle. Møllen blev nedrevet i 1882, men navnet overlevede. Alt dette er registreret; både baggrunden for navnet og tidspunktet for, hvornår det blev officielt besluttet, findes i Vejnavnenævnets arkiver.

Denne viden kunne vel også gøres tilgængelig for borgerne på kommunens hjemmeside. Men det løser ikke borgerens og turistens undren, når de står under gadeskiltet ude i byen.

Derfor bør oplysningerne i Vejnavnenævnets arkiver redigeres til en kort oplysende tekst, der så sættes op som underskilte til vejskiltene og fortæller borgere og turister historien bag navnet. Det kan umiddelbart godt lyde som en sisyfosopgave, men den kan sagtens løses på en praktisk måde.

Tager man udgangspunkt i byens fysiske historie, er det i første omgang 'inden for voldene', at de mange ret specielle gadenavne optræder. Mange af dem, som for eksempel Pustervig, går så langt tilbage i historiens mørke, at vi faktisk ikke ved, hvornår de er opstået, og hvad de betyder. Men den information fortjener den interesserede også. Her kan blot konstateres, at stednavneforskere har flere forklaringer, og at navnet første gang optræder i skriftlige kilder i 1552.

Af logiske årsager bør Københavns Kommune tage udgangspunkt i postområde K, som også dækker Christianshavn. Alene denne postale betegnelse 'København K' har en pudsig historie. Det kommer nemlig af, at området dækkes af Christian IV's gamle postgård i Købmagergade. Så postbetegnelsen betyder København - Købmagergade.

Til at begynde med kan de forklarende underskilte opsættes i hver ende af gaden, siden måske på alle gadehjørner.

Denne opgave vil i første omgang komme til at koste omkring halvanden million kroner. Et beløb, som det burde være muligt at finde på budgettet og hente hjælp til fra fonde, der normalt støtter kulturelle og historiske formål i København.

Når det gamle København så er dækket, kan man begynde at sætte underskilte op i brokvartererne, og siden de 'nye' kvarterer i blandt andet Sundbyerne, Valby, Brønshøj, Islands Brygge og Ørestad. Det er en opgave, der i bedste fald vil strække sig over nogle år. Men da kommunen i forvejen ikke er færdig med at udskifte de gamle gadeskilte til nye, kan man slå to fluer med ét smæk i den sammenhæng.

I de nye kvarterer i byen, som blandt andet opstår på Islands Brygge og i Ørestad, er det især kunstnere og betydende afdøde politikere, der kommer til at præge gadenavnene. Nogle vil tænke, at sådanne navne må ligge umiddelbart tilgængeligt i almindelige menneskers hukommelse. Men mands minde er som bekendt kort.

Da en af kronikørerne for kort tid siden spurgte en ungdomsfodboldspiller, hvad han syntes om, at legendariske Gunnar Nu Hansen var blevet hædret med en plads ved Østerbro Stadion på Østerbro, vidste vedkommende ikke, hvem Gunnar Nu var.

Derfor er der mange både pædagogiske og historiske grunde til, at København forklarer sine gadenavne over for både borgere og turister.

En anden form for historisk markering, de to kronikører er enige om, er modstanden mod at forvandle Københavns middelaldercentrum til Disneyland After Dark. Byens gamle og krogede gader, borgerhuse og monumentalbygninger er stort set alle tænkt og opført i tran- og gaslampernes tid. Tanken om, at udvalgte bygninger i de smalle og krogede middelaldergader skal druknes i 'kreative' lysshow for at fremhæve dem på bekostning af den naturlige harmoni med de omliggende huse, er lige så afskyelig, som den er plat. Det stik modsatte af at fortælle vores bys historie.

Med smagsdommeres lysbårne pegefingre skal 'korrekte' arkitektoniske eksempler tvinges ind på sansehinden på bekostning at det historiske helhedsmiljø, de er en del af. Hvordan det vil føles at komme til at bo i et konstant lyshav nat og dag, må for naboerne nærme sig et mareridt. De må vel forberede sig på at barrikadere deres vinduer med mørklægningsgardiner, hvis de vil have en chance for at få søvn om natten.

Århundreders tradition med at opleve byens tårne og spir, der på måneklare nætter tegner sig som knivskarpe silhuetter mod nattehimmelen, vil forsvinde. Det samme vil deres næsten mystiske opløsning i nattedisen over de krogede gader på tågede eller regnfulde nætter. Disse individuelle syns- og stemningsoplevelser vil for fremtiden blive afløst af en evig vulgært påtrængende ensformighed, der ikke er en historisk by værdig. Her er mange års kamp for at bibeholde det gamle gaslampeskær i middelalderbyens gader den eneste værdige vej til at oplyse de historiske gader og bygninger.

Noget andet er det med kvartererne uden for de gamle volde. De blev skabt i den nyopfundne elektricitets barndom og var fra starten tænkt til illumination og lys. Det gælder for eksempel Martin Nyrops Rådhus, der som en af byens første bygninger blev udstyret med et elektrisk urværk. Da Rådhuset blev officielt indviet i 1905, var den elektriske gadebelysning en del af hverdagen. Arkitekturen og gaderne blev skabt til at ligge badet i elektrisk gade- og neonlys. Her er fremhævningen af enkeltstående bygningsværker både velvalgt og etisk acceptabelt. Den første elektriske belysning i byen var da også, da National Scala i 1881 satte to kulbuelamper på taget for at konkurrere med illuminationens hidtidige mester - Tivoli. Det var i øvrigt året før, de sidste tranlamper til gadebelysning forsvandt i det gamle København. De sad i Kastellet.

Københavns historie er også historien om udvikling og stadig nye tiders formsprog. Denne historie bør respekteres fra kvarter til kvarter, alt efter alder og stil. Det er med til at give vor hovedstad en del af det enestående særpræg, som det desværre hovedsagelig er turister, der bemærker og påskønner.

De tanker, der herved bringes i spil, fremsættes af et nok lidt usædvanligt makkerpar. Den ene er kulturborgmester, valgt af Venstre i København. Den anden er byhistoriker og kandidat til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten. Altså på absolut hver sin politiske fløj. Tilmed er den ene 'førstegenerationsindvandrer' i byen, medens den anden er en bedaget hjemmefødning i København.

Men kærligheden til og interessen for byen har vi til fælles. Så for at undgå enhver form for politisering af emnet har vi valgt i fællesskab at fremsætte forslaget som privatpersoner. Et forslag, som under alle omstændigheder burde være til gavn for både byens borgere og dens gæster i al fremtid.

Måske kan initiativet også skabe grobund for en større fokus på de historiske værdier, som enhver med kærlighed til København bør være med til at værne om. Samtidig kan det være med til at give byens borgere den fælles identitet, som en både geografisk, etnisk og socialt splittet by kan være fælles om.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden