Der stod jeg med en original filmæske fra 1938. Udenpå var der utydelige stempler fra Minerva Film og Nordisk Films Kompagni. Æsken var godt brugt med kaffepletter, glasringe, flossede kanter, slidte lyse pletter og et tykt blyantskryds. Mine hænder blev svedige, og mit hjerte slog lidt hurtigere. Det her var jo fantastisk. På papæsken var der en håndskrevet signatur af en filmoperatør, der nu var så utydelig, at den kun svagt kunne tydes. Måske står der R. Prold. Gennem mig strømmede en overvældende glædesfølelse, som de fleste nok vil sige var kraftigt ude af proportioner med det faktiske fund. Jeg oplevede det, som om jeg stod med The Missing Link. På siden af filmæsken var der klistret to mærkater. En påtrykt, 'Et hjørne af Sjælland', og en anden, 'til Champagnegaloppen'. Aha, den havde altså været vist som forfilm til George Schneevoigts 'Champagnegaloppen'. Med anspændte hænder vippede jeg låget af æsken. Indeni funklede celluloiden, som måske så dagens lys for første gang i 66 år. Her lå en 35-mm-version af den film, jeg forgæves havde søgt i filmarkivet på det Det Danske Filminstitut. Faktisk ikke bare én kopi, men to 35-mm-nitratkopier, hvoraf den ene var i pæn stand. En kæde på fire opringninger havde ført mig til disse film, der har ligget godt gemt på Holbæk Stadsarkiv. Første telefonopringning var til Holbæk Turistforening. Det førte mig til deres gamle leder Søren Volstrup. Han viste sig at have et godt kendskab til filmen og havde vist den ved flere lejligheder rundt omkring i landet. Han førte mig til Holbæk Stadsarkivs tidligere leder, og endelig havnede samtalen på Holbæk Bibliotek, hvor stadsarkivar Peter Blumensaat kunne oplyse, at de skam lå inde med filmen. Ingen havde tilsyneladende tænkt over materialets karakter. For det første dets filmhistoriske værdi, og for det andet nitratmaterialets brandfarlighed. Hr. Blumensaat var glad for at slippe af med det letantændelige materiale, der i værste fald kunne have forårsaget en nedbrænding af arkivet. Mod at overspille til dvd fik Det Danske Filminstitut overdraget den savnede film fra 1938, der nu ligger under optimale forhold på filmarkivet i Glostrup. 'Et hjørne af Sjælland' er lavet af Theodor Christensen (1914-1967) og Karl Roos (1914-1951). To meget afgørende figurer i dansk dokumentarfilms historie. Som de danske guldæg Carl Th. Dreyer og Lars von Trier begyndte begge deres instruktørkarriere gennem leg i barndommen. Theodor Christensen voksede op i Holbæk under gode kår, hvor han gerne samlede nogle børn i kvarteret, som blev hans assistenter og skuespillere. Bag en barnevogn, der lå på hovedet, instruerede Theodor hele menageriet med alvorlig mine. Inspirationen kom fra utallige biografture. Han blev især begejstret for instruktøren A.W. Sandbergs Charles Dickens-filmatiseringer. Film som 'David Copperfield' (1922) og 'Lille Dorrit' (1924). I 1932 blev Theodor student, og prompte flyttede han til København for at studere statsvidenskab. I den forbindelse træffer han Karl Roos, der også netop er startet på universitetet. Roos læste tysk og litteratur. Tilfælles havde de en filminteresse, der hurtigt skulle bringe dem sammen. De medvirkede som statister i George Schnéevoigts film 'Nøddebo Præstegaard' (1934) og fungerede fra 1935 som filmanmeldere på Arbejderbladet. De kunne ikke få film nok og anmeldte alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Lige fra kortfilmene i DSB Kino, ugerevyer i AOF-biografen til de store amerikanske lystspil. De sidste holdt de meget af, hvilket egentlig er underligt, i betragtning af at de begge beundrede Sovjetunionens film og ideologiske tankegang. Begge var de urolige for fremtiden. Allerede i 1935 kritiserede de hårdnakket det tyske diktaturs propagandistiske ugerevyer og spillefilm. Sammen udgav de i 1936 Danmarks første filmteoretiske bog, 'Film'. Flere filmhistorikere har kaldt 'Iran, det nye Persien' Theodors første film. Men det er det ikke. Filmmaterialet til Iranfilmen var Theodor ikke engang med til at indspille, og han blev først inddraget i klipningen af filmen. Flere ældre opslagsværker nævner overhovedet ikke 'Et hjørne af Sjælland'. Alle, der har set 'Iran, det nye Persien' i sin fulde udstrækning, vil vide, at den overvejende er en middelmådig travelogue (rejsefilm). Filmen er blevet kendt for en smuk montagesekvens af et tog i fart. En sekvens, som tydeligt er inspireret af den russiske film 'Turksib' (1929) og den engelske 'Night Mail' (1936). Hvilket nok har forårsaget den følgende seance mellem Theodor og hans store teoretiske forbillede John Grierson, som var primus motor i den britiske dokumentarfilmskole op gennem 1930'erne. Theodors første møde med sit forbillede var ikke særlig flatterende. Det var netop til en visning af Theodors anden film, 'Iran - Det nye Persien' (1939), som blev vist på Edinburghs dokumentarfilmfestival. Filmen gjorde ikke særligt indtryk på Grierson, der sad lige foran Theodor. Efter at have set filmen vendte Grierson sig om og sagde: »I England hænger man folk for mindre!«. Hvordan Theodor reagerede på dette, vides ikke. Theodor og Karl Roos debuterede, som allerede nævnt, året før med den film, som indtil for nylig har været henlagt og for de fleste glemt på Holbæk Stadsarkiv: 'Et hjørne af Sjælland'. At Theodor og Karl kom i søgelyset til denne film, skyldes formentlig deres anmelder- og forfattervirksomhed, men måske også kontakter i Theodors hjemby, Holbæk. Magtfulde personer, som kendte Theodor eller hans familie. Initiativet til filmen kom fra Holbæk Amt og dets tre turistforeninger i henholdsvis Kalundborg, Holbæk og Nykøbing Sjælland. Forhandlingerne med de implicerede filmselskaber, Fotorama, Daku, Urania, Nordisk Film, Minerva og Dansk Film Co. tog over otte måneder. Det endelige valg blev Minerva Film, som var blevet etableret i 1935 af Axel Lerche og Ingolf Boisen. Først 2. maj 1938 mødes de implicerede fra Holbæk Amt for at snakke budget. Ved dette møde deltager Theodor også, men ifølge mødereferatet blander han sig ikke i snakken. 11. maj er budgettet fastlagt til maksimum 6.500 kroner. Heraf tilfalder der Theodor 500 kroner for manuskriptet. 23. maj skrives der kontrakt med Minerva Film, som får 5.500 kroner. Blot tre måneder senere forelå en foreløbig version af filmen. Den var der dog nogen utilfredshed med. Problemet var de tre turistforeninger, der alle ønskede at blive repræsenteret bedst muligt på filmen. Det på trods af at Theodor havde indført en klausul i manuskriptet: »Filmens helhedsvirkning må gå frem for individuelle ønsker om at få dette eller hint med (...) det vil sige, at alle detaljer i den underordnes en plan, at dens tekniske konstruktion, tempo og kunstneriske virkning ikke på nogen måde lider under, at enkeltheder fra en bestemt turistforenings område nødvendigvis skal med i et bestemt omfang«. Alligevel blev det nødvendigt at ændre i filmen og fordele optagelserne mere jævnt. 1. september 1938 kom så den tilrettede udgave, som ikke desto mindre stadig mødte beklagelser fra Kalundborg Turistforening, der godt kunne have ønsket sig flere optagelser af områdets skønne natur. Fra anden side var der beklagelse over for få optagelser fra Jyderup og omegn, og en tredje beklagede sig over, at der var for lidt fra Tølløse. Det hele var dog til ingen verdens nytte, da direktør Lerche fra Minerva Film oplyste, at det nok teknisk kunne lade sig gøre at ændre på filmen, men ikke rent praktisk. Theodor og Karl Roos instruerede 'Et hjørne af Sjælland' for Minerva Film, men Theodor skrev tilsyneladende manuskriptet selv. Det inciterende soundtrack blev komponeret af Aage Stentoft, der gjorde det uden beregning. Ude på landevejene i Holbæk Amt optog holdet 1.200 meter film, men det blev klippet ned til 317 meter eller cirka 11 1/2 minut. Filmen er en turistfilm, der skal forsøge at lokke turister til Nordvestsjælland. Alligevel er det ikke en almindelig turistfilm, og den bør ses som et hovedværk i dansk dokumentarfilms historie. Ikke bare fordi den er Theodor og Karls første film, men fordi den stadig virker frisk i sin rytme og sprudler af begynderglæde. Filmen 'Et hjørne af Sjælland' blev de to instruktørers chance for at komme ind i filmbranchen, og i betragtning af at de aldrig tidligere havde rørt en filmstrimmel, er det en usædvanlig vellykket film. Theodor Christensen sagde selv om filmen: »Jeg havde aldrig rørt ved celluloid på det tidspunkt, men man havde naturligvis visse ideer, temmelig overfladisk, men filmen blev ganske kvik«. Nu, da jeg har set filmen, kan jeg kun sige, at den er imponerende. Set i forhold til de øvrige danske dokumentarfilm i 1930'erne. Film, som nok var dokumenterende, men om de var værdige til betegnelsen dokumentarfilm, kan man diskutere. Dokumenterende film med nyheds- og oplysningsværdi havde man kendt til siden slutningen af 1800-tallet. De har i dag stor historisk værdi og er interessante at studere. For at se udviklingen af filmæstetikken og følge integreringen af den filmfortællende værktøjskasse. Med i dokumentarfilmens udvikling var Peter Elfeldt, H.F. Rimmen, Poul Eibye, A. Andersen, A.W. Sandberg og Richard Lund. Filmfolk, der tidligt viste opfindsomhed og god forståelse for de filmiske fortællegreb. Alligevel er det få mennesker, der ville kunne værdsætte deres film. Dramatik og kunstneriske udtryk var simpelthen en mangelvare. Det kunne findes i brudstykker af en film, men ikke før Poul Henningsens turistfilm, 'Danmarksfilmen' fra 1935, kan vi tale om en dansk helstøbt filmisk dokumentarfilm. 'Et hjørne af Sjælland' har samme klasse. Styrken ved Theodors manuskript til 'Et hjørne af Sjælland' er hans idé om en konstant bevægelse i billedet eller af billedrammen. Men også hans ønske om temposkift, således at klippefrekvensen øges, når man i filmen kommer til Holbæks havnekvarter. Som han skriver det: Denne sekvens skal »formes lidt dramatisk« i en »rytmisk accentueret komposition«. Gennem klipning, kompositionsskift og billedlinjer fornemmer man som tilskuer dynamikken og hastigheden i det driftige bykvarter. Selv i natursekvenserne står filmen ikke stille. Der panoreres, og filmrammen er i bevægelse. Fordi kameraet er monteret på cykel eller bil. Kun kort tid dvæles der ved naturen, så sættes der atter tempo på med billeder i bevægelse, hastige klip og besnærende musik. En musik, der er fremadskridende som Ravels 'Bolero'. 'Et hjørne af Sjælland' er sammenlignet med tidens øvrige nonfiktive film meget levende og ungdommelig. Musikken er tempofyldt og lader ikke, som normen i tiden var, landskaber nedsvælge med rigelige doser nationalheroiske og romantiske kompositioner. Det samme kan til gengæld ikke siges om billedkompositionerne, der faktisk er ualmindelig flotte, men som ikke giver et realistisk tidsbillede af Danmark i 1938. De danner snarere et nationalromantisk glansbillede. Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at filmen ikke fortjener at henligge i glemslens afkroge, men bør frem i dagens lys, hvor dens 12 minutters kvaliteter til stadighed kan nydes. Derfor bør så mange som muligt benytte lejligheden til at se filmen. Enten på Holbæk Stadsarkiv eller på Cinemateket, hvor der i dag er forskerdag.