0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lige lukt på Frilandsmuseet

Hvad er den dybere mening med en dansk kanon for hver af kunstarterne? Dagens kronikører, der begge er anmeldere ved Politiken, ser ét formål med kulturministerens udspil: at vende tilbage til fortiden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kanondiskussionen her i Danmark er rimelig ny. For femten år siden, da Bertel Haarder sidst var undervisningsminister, endte diskussionen uafgjort eller førte i hvert ikke til indførelsen af nogen kanon. Måske fordi ministeren trods alt var så liberal, at han overlod det til en debat, mens den mere konservative kulturminister Brian Mikkelsen enevældigt vil have en sådan rettesnor for den gode borgerlige danske smag. Den første kanondiskussion var skudt i gang af undervisningsministeren og blev i dag sådan set også fulgt op af undervisningsminister Ulla Tørnæs, men i et forsonende skær og med en vis åbenhed i valg og intention - bortset fra når det gælder eventuelt alternative kvindelige forslag. Men det kommer vi til.

Brian Mikkelsen lugter korstog og morgenluft; med et bliver han forelsket i kanonbegrebet som et koncept for al kulturpolitik i Danmark. Halleluja - nu er løsenet fundet for at definere både kultur - og danskhed. Men det kommer vi også til.

I det store udland, frem for alt i USA og Storbritannien, har kanondiskussionen været der længe - og på et helt andet intellektuelt plan. I de to lande har man længe haft et fag som cultural studies, som på et både bredt og dybt plan har diskuteret fænomenet kanon. Uden denne viden om amerikanske og engelske akademiske kredse forstår man ikke den heftige debat mod Harold Blooms taksonomiske provokation: 'The Western Canon', hvor han opstiller en meget »hvid, europæisk og angelsaksisk« litterær kanon, som bruger Shakespeare og kompagni som bevidstløshedens parameter for alt andet - også H.C. Andersen, som først kom med, da Yale-professoren Bloom fik en pose penge og en honorær ambassadørtitel. Kritikken mod kanontanken er, at den fra og med 1800-tallet er en skjult dagsorden for skabelsen af en særegen nationalstat, hvor en fælles kulturel retningslinje skal virke klasseforsonende og sætte rammer for den enkelte borgers selvforståelse. Eksemplet er udbredelsen af læsningen af Shakespeare i det engelske skolesystem, der havde til formål at skabe en fællesskabsfølelse på tværs af sociale og geografiske barrierer. Lige meget om du kommer fra New Zealand, Newcastle eller New Delhi, er du medlem af den engelske kulturs commonwealth, klubben for den gode smag. Men kritikken går også på, at den form for kultur i virkeligheden mere er signalord og paratviden end egentlig forståelse af den nationale kunst(ighed). Hvorfor, siger litterater, skal litteraturen for enhver pris være bærer af en national identitet, som