0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lige lukt på Frilandsmuseet

Hvad er den dybere mening med en dansk kanon for hver af kunstarterne? Dagens kronikører, der begge er anmeldere ved Politiken, ser ét formål med kulturministerens udspil: at vende tilbage til fortiden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kanondiskussionen her i Danmark er rimelig ny. For femten år siden, da Bertel Haarder sidst var undervisningsminister, endte diskussionen uafgjort eller førte i hvert ikke til indførelsen af nogen kanon. Måske fordi ministeren trods alt var så liberal, at han overlod det til en debat, mens den mere konservative kulturminister Brian Mikkelsen enevældigt vil have en sådan rettesnor for den gode borgerlige danske smag. Den første kanondiskussion var skudt i gang af undervisningsministeren og blev i dag sådan set også fulgt op af undervisningsminister Ulla Tørnæs, men i et forsonende skær og med en vis åbenhed i valg og intention - bortset fra når det gælder eventuelt alternative kvindelige forslag. Men det kommer vi til.

Brian Mikkelsen lugter korstog og morgenluft; med et bliver han forelsket i kanonbegrebet som et koncept for al kulturpolitik i Danmark. Halleluja - nu er løsenet fundet for at definere både kultur - og danskhed. Men det kommer vi også til.

I det store udland, frem for alt i USA og Storbritannien, har kanondiskussionen været der længe - og på et helt andet intellektuelt plan. I de to lande har man længe haft et fag som cultural studies, som på et både bredt og dybt plan har diskuteret fænomenet kanon. Uden denne viden om amerikanske og engelske akademiske kredse forstår man ikke den heftige debat mod Harold Blooms taksonomiske provokation: 'The Western Canon', hvor han opstiller en meget »hvid, europæisk og angelsaksisk« litterær kanon, som bruger Shakespeare og kompagni som bevidstløshedens parameter for alt andet - også H.C. Andersen, som først kom med, da Yale-professoren Bloom fik en pose penge og en honorær ambassadørtitel. Kritikken mod kanontanken er, at den fra og med 1800-tallet er en skjult dagsorden for skabelsen af en særegen nationalstat, hvor en fælles kulturel retningslinje skal virke klasseforsonende og sætte rammer for den enkelte borgers selvforståelse. Eksemplet er udbredelsen af læsningen af Shakespeare i det engelske skolesystem, der havde til formål at skabe en fællesskabsfølelse på tværs af sociale og geografiske barrierer. Lige meget om du kommer fra New Zealand, Newcastle eller New Delhi, er du medlem af den engelske kulturs commonwealth, klubben for den gode smag. Men kritikken går også på, at den form for kultur i virkeligheden mere er signalord og paratviden end egentlig forståelse af den nationale kunst(ighed). Hvorfor, siger litterater, skal litteraturen for enhver pris være bærer af en national identitet, som dybest set må udelukke andre. Goethe talte om verdenslitteratur; nu taler andre om hver sit nationallitterære frilandsmuseum.

Forestillingen om det specifikt nationale er en romantisk konstruktion fra tiden efter den franske revolution i 1789. Den af Søren Krarup og konsorter forhadte periode med menneskerettigheder, oplysning og globalisering er sådan set den egentlige fader til enhver kanontænkning. Det er i denne periode, at man lancerer begreber som nationalfilologierne, sproglige og litterære fællesskaber, der funderer sig i tanken om fælles sprog, fælles jord og i virkeligheden fælles blod. Lyder det rigtig stygt. Det er meningen, lad os kalde en spade for en spade: Blut und Boden. Det er nok heller ikke tilfældigt, at den danske kanontankes tre fædre, professor Torben Weinreich fra Danmarks Pædagogiske Universitet, direktør og professor Jørn Lund og ikke mindst billedhuggeren og teologen Hein Heinsen - alle bekender sig til forestillingen om en sammenhængende helhedsstruktur: at kunst og kultur ovenfra kan sættes i en objektiv og guddommelig orden, hvor Helligånden hedder kvalitet og god smag. Systemtænkning så det basker, og som ikke lader den elizabethanske forestilling om the chain of being - en art organisk hierarki for al eksistens, hvor alt har sin faste plads og funktion - meget efter i både ahistorisk og ortodoks autonomi: Kunst er kunst er kunst. Tag den, kulturradikale attituderelativister, som ikke kender forskel på festsang og kantate. Tak, vi er kanonister.

Jamen, vi kan diskutere det, siger de med et gustent amen, som om der er fri bar og happy hour i Kulturministeriets pejsesal. Men hvad er der at diskutere? Lad os se på argumenterne.

Lad os begynde i den frække ende, hvor Dansk Folkepartis frejdige Louise Frevert siger, at man er nødt til at kende sine egne rødder for at kunne kende det fremmede. Et ærligt argument, der bekender kulør i al sin blyindfattede nationalisme. Thi hvor mange danskere, hånden på hjertet, genkender for eksempel deres rødder i Værløse i vers af Oehlenschläger. Hvor er det lige, at 'Sankt Hans Aftenspil' fra 'Digte 1803' med sin tyskinspirerede romantik accentuerer det specifikt danske? Eller Karen Blixens herregårdskultur; genkender jeg den i min egen kolonihave? Argumentet er himmelråbende naivt, om end smukt - og farligt. DDR kørte modellen i årevis. Samme dag i samtlige skoler blev der undervist i et bestemt digt af Schiller, så samtlige skoleelever genkendte deres fællesgermanske rødder. Indrøm det dog: kanon som systemtænkning. Og lad os da tage den derfra.

Det andet hyppigst fremførte argument hedder 'kvalitet'. Nu har dette ord, siden Grethe Rostbøll var kulturminister, ligesom ordet res i latin kunnet betyde alting undtagen støvleknægt. Og det kan det vistnok også alligevel i den rette sammenhæng. Men netop med hensyn til en national kanon er man som i finere vinsmagning på Herrens mark. Er Tom Kristensen en vigtigere forfatter end Franz Kafka, fordi Fribytter Tom havde sin gang på de små listige steder på Vesterbro - eller fordi han skriver klarere end den tjekkiske jøde nede i Prag? Eller er Grundtvig en større poet end Baudelaire, fordi førstnævntes poesi hver søndag afsynges i de danske kirker? Er de varme lande noget lort?, som Shu-bi-dua synger med så dansk, så dansk en sprogføring, at deres plads i en kanon over popsange burde være sikret.

Det næste argument er det pædagogiske. Man kan sige, at ligesom historieundervisningen har et begreb som hedder 'Grav hvor du står', kunne litteraturundervisningen have noget lignende. Altså: at lære unge mennesker den nationale kulturskat i deres egen omegn for at forstå sig selv i en nærværende sammenhæng: Danmark. Der er bare det aber dabei, at dette argument trækker proppen ud af enhver form for globaliseringstanke og internationalisering. For eksempel: Sidder man til middag med en franskmand, en smuk kvinde eksempelvis, kommer man nok længere med Verlaines kærlighedsdigte end B.S. Ingemanns morgen- og aftensange. Ikke at der er noget som helst i vejen med disse lyriske stemninger; der er bare så få ude i Europa, som ved, at sneglen med hus på ryg vil vandre. Igen: at motivere unge mennesker til den nationale kultur kræver lidt mere end dannelse og dekorum. Medmindre man vil tæske kanonen ind i kommende generationer, sådan som lektor Blomme gjorde det med den latinske grammatik. Nå nej, ham kender de ikke. Hans Scherfig kom aldrig med i kanonen.

Det litterære argument, eller æggehovedargumentet, er nok det smukkeste i samlingen, men også det sværeste at få hold på. Litteraritet er den videnskabelige benævnelse for et værks litterære kvalitet. Det er det forhold, som i Peter Weirs film 'De døde poeters klub' parodisk beskrives ved, at man i et koordinatsystem kan indtegne værdierne for væsentligheden af et givet værks emne og den kunstneriske formfuldendthed, det er behandlet med. Og jo større et område dets akseværdier inddæmmer, desto højere litteraritet. Der er bare det problem ved begrebet litteraritet, at det er underlagt historiens smagsdommeri. Shakespeare var ildeset i 1700-tallet, men blev kanoniseret i 1800-tallet. Nis Petersen var en væsentlig lyriker i mellemkrigstiden; i dag ligger han og roder et sted mellem glemsel og ulæselighed. Og vi er jo mange, som af kyndige dansklærere har lært at erkende, at Kaj Munk var en elendig dramatiker. I dag giver regeringen penge til et forskningscenter for den digtende præst. Endelig er det enhver kunstnerisk avantgardes pligt at gøre op med enhver form for akademisk vedtagen litteraritet. Ingen ordentlig og essentiel lyriker i verdenslitteraturen har umiddelbart ladet sig omklamre af salonfähige akademiers doktriner. Selv T.S. Eliot var engang oprørsk. Sådan set kan man sige, at al spændende litteratur er sabotage mod den vedtagne smag på bjerget. Modernismens opgør med hævdvundne metre og metaforer er den permanente revolution. Derfor vil enhver kanon altid være rettet mod det kommende til forsvar for det værende. Er det kunstens og kulturens nye rolle i dette konservative korstog? I så fald tak for kaffe til kustoderne.

Så er der det kønsspecifikke argument, som hævder, at der er for få kvinder på kanonen. Dette argument er interessant og inciterende. Det giver ekko af den kritik af Harold Blooms kanon, som gik på, at der var for mange 'Dead White Males' og for få repræsentanter for det andet køn og andre kulturer. At argumentet er væsentligt, mærkes på den indædthed og fanatisme, det afvises med af både Jørn Lund og Ulla Tørnæs. Men det er jo rigtigt, at Tove Ditlevsen har betydet meget mere for mange flere af begge køn end folkemindesamleren Martin A. Hansens gammellivsbekymrethed. Og Leonora Christines 'Jammersminde' er på international vis noget af det mest skelsættende overhovedet skrevet i verdenslitteraturen: at tænke sig at en prinsesse kan skrive - fra et fængsel. Og sådan kunne vi blive ved med hensyn til kvindelige forfattere. Tag nu Thit Jensen eller Amalie Skram, begge kvindelige forfattere som mere end nogen andre i deres samtid artikulerer modernitetens erfaring fra et kvindeligt synspunkt. Og er kanonens egentlige skyts ikke også at belyse overgangen fra det gamle liv til de moderne tider på dansk facon.

Så mange spørgsmål, så få svar fra kanonisternes side, som stort set kun svarer igen med et langsomt smil. Imidlertid må man sige - enig eller uenig - at det intellektuelle debatniveau ligner en jernnæve i en fløjlshandske. Regeringen har talt. Og vi gider ikke høre mere vrøvl. Det, som ofres og bliver ofret på langt sigt, er den kreative nysgerrighed og pionerånd over for alt det nye, det udenlandske, det anderledes og det alternative. Vi er nu sat på museum, omgærdet af argumenter i folkedragter. Lad os være ærlige: Kanon er en nationalisering af det, som engang var privat. Stop en halv. Hvor var det sidst, vi talte om nationalisering?

Men nu skal vi jo ikke alene have en litterær kanon. Vi skal også have en rettesnor for, hvad der er godt, dansk og sandt på en række andre områder såsom film, billedkunst, arkitektur, musik, teater - og inden længe nok også smørrebrød og bagværk. Her begynder farcen for alvor. For som vist ovenfor ligger der en interessant om end fraværende diskussion i skabelsen af den litterære kanon. Hvad er litteratur? Men i den nye udvikling er der gået topti og Jørgen de Mylius i affæren. Lad os tage film. Morten Korchs 'De røde heste' over for Carl Th. Dreyers 'Vredens dag'. Vi er enige om, at den første er den mest folkelige, mest danske og mest sete af de to. På sine præmisser et mesterværk, hvis film skal mobilisere et fællesskab på danske værdier. Altså helt i enhver kanons ånd. Dreyers film handler om et mørkt kapitel i vort lands historie: lutheranske præsters forfølgelse af anderledestænkende i almindelighed, stakkels kvinder i særdeleshed. Her er ingen happy ending og slet ingen mobiliserende fællesskabsfølelse. Stor kunst. En af verdens bedste film. Men netop fordi den er så udansk. Og mere er i familie med film af den franske filmkatolik Robert Bresson og den stille realisme fra mellemkrigstidens Frankrig. De fleste danskere vil falde i søvn til Dreyers film, savne biljagter og spørge til, hvorfor den ikke er i farver. Kan ske Ole Michelsen vil have den med på sin kanon, og ærligt nok bekender han da også kulør som en aristokratisk smagsdommer. Men er det meningen med en kanon over dansk film? Vi mener, hvad var det nu, statsministeren i sin tid sagde om de der smagsdommere i sin berømte første nytårstale?

Med musik bliver det helt umuligt. Bortset fra visse rustikke og muligvis autentiske stykker folkemusik er netop denne kunstart grænseoverskridende og international fra start. Hvor skal vi begynde? Carl Nielsen, okay. Men hvad med tyskeren Kuhlau, som skrev musikken til 'Elverhøj' på svenske folkemelodier og franske menuetter. Eller, for nu at tage noget fra vor tid: Svantes viser af den folkekære poet Benny Andersen. I de flestes bevidsthed er der næppe noget mere dansk end 'Svantes lykkelige dag' - den med ostemaden og kaffen, der er klar om lidt. Men dette ærkedanske tonesprog skylder mere end meget til den svenske jazzmusiker Jan Johanssons 'Jazz på svenska'. Lad det så være. Men problemet er, hvor man sætter grænsen for forskellen mellem dansk og udenlandsk? Hvad er egentlig forskellen på Buxtehude og Burt Bacharach i så henseende? De er begge udlændinge og kom til Danmark med 300 års mellemrum. Man kunne jo også slå til lyd for, at en kunstner som Povl Kjøller i sit tonesprog - vi nævner blot udødelige klassikere som 'Der er så fuld af sjov, inde i en skov' og 'Jeg er så glad for min cykel' - er langt mere originalt dansk end for eksempel Bent Fabric og hans 'Alley Cat', der mere hører hjemme i Las Vegas end Lyngby. Eller igen, som med den litterære kanon, bør man tage en diskussion om definitionen på de parametre, som åbner op for og giver adgang til en plads på kanonen. Således løber debatten igen ind i en pendling mellem en såkaldt kvalitetspoetik og renlivet populisme.

Teatret er også et betændt område for enhver kanonisk bestræbelse. Nu har vi jo hugget Henrik Ibsen fra Norge og sat ham ind i vor egen litterære kanon. Vil vi fortsætte denne kulturelle imperialisme og også snuppe Strindberg fra svenskerne? Han skrev jo ikke så få af sine stykker her i København.

I det hele taget er teatret som kunstnerisk fænomen langt mere æterisk og instruktørafhængigt i sit udtryk end megen anden kunst. Holbergs 'Jeppe på bjerget' kommer vi jo næppe uden om. Som litteratur. Men som teater, skal vi da vælge Kaspar Rostrups marxistisk indignerede opsætning over for John Prices mere klassiske rokokoyndefulde version? Foretrækker du Buster Larsen, Osvald Helmuth eller Ole Ernst i rollen som den fordrukne bondeknold? Og hvem husker dem? Har set forestillingerne? Kan sammenligne? Kjeld Abells 'Melodien der blev væk' er svag som tekst, men fremragende som teater. Og hvordan bedømmer vi så i den situation, om den skal på den ene eller den anden liste?

Det nemmeste område er i vore øjne malerkunsten. Takket være den internationale kunstverden og dens institutioner er der nemlig allerede en etableret kanon over dansk kunst i form af de billeder, der hænger på udenlandske museer. Til gengæld er det inden for billedhuggerkunst og arkitektur igen dybt problematisk. Franskmanden Salys rytterstatue har teologen Hein Heinsen døbt dansk, og det gælder vel også Operahuset i Sydney af Jørn Utzon; skade, at det ligger så langt fra Danmark, som det faktisk overhovedet er muligt komme. Lidt svært at spejle sin danske selvforståelse i denne geniale bygning på den anden side af kloden. Sådan umiddelbart.

Så hvorfor overhovedet skrive dansk kunst i mandtal? Hvorfor denne hang til problematisk evaluering, som vitterlig ingen vegne fører. End - som nævnt tidligere - lige lukt på Frilandsmuseet. Men det er måske også der, vi skal hen. Tilbage til fortiden.