Da regeringen efter valget blev gendannet, lovede det nye regeringsprogram, »at skabe størst mulig åbenhed omkring ministres personlige økonomiske interesser. Samtlige regeringens ministre vil derfor skulle udfylde et oplysningsskema om økonomiske interesser, medlemskab af VL-grupper og lignende. Besvarelserne vil blive gjort offentligt tilgængelige på Statsministeriets hjemmeside«. Den umiddelbare baggrund var måneders nærgående opmærksomhed omkring den daværende landbrugsminister Mariann Fischer Boels økonomiske interesser. Sagen startede, da hun var udpeget som dansk kandidat til posten som landbrugskommissær i EU, og anledningen var hendes baggrund som godsejer samt, som det undervejs kom frem, en aktiepost i Danisco, der som bekendt blandt andet producerer roesukker. Det gav anledning til kritik af ministeren, der i mellemtiden var fratrådt for at forberede sig til sit nye politiske embede. Kampagnen, der stundom lignede en hetz, fik næring gennem samspillet mellem EU's regler om kommissionens uafhængighed, Europarlamentets kamp om opmærksomhed og en hjemlig politisk journalistik, der med forkærlighed formidler letfattelige og politisk korrekte budskaber. Sagen var uden tvivl besværlig, og man kan snildt forestille sig, at enhver statsminister vil gøre meget for at forebygge den slags. Det blev ikke meget bedre, da det få dage efter valget kom frem, at der herskede et syndigt rod i privatøkonomien hos familie- og forbrugerminister Henriette Kjær og hendes samlever. Det krævede ikke mange timer for hende at drage den eneste rigtige politiske slutning, nemlig at hun her og nu ikke kunne fortsætte som minister. Det var i den sammenhæng ligegyldigt, at det var samboen, der havde problemer med sin økonomi, og ikke hende. Det er politisk ikke til at skille ad. Få dage efter regeringsomdannelsen kom det yderligere frem, at en vestjysk gårdejer, der er gift med den nye udviklingsminister Ulla Tørnæs, ikke havde orden i papirerne for et par medarbejdere, der kommer fra et af de baltiske lande. Hun overlevede, men hændelsen fik Anders Fogh Rasmussen til at understrege det kloge i, at ministrene også skænker deres ægtefællers dispositioner en smule opmærksomhed. Der var, fornemmede man dengang i begyndelsen af marts, almindelig tilslutning til statsministerens konsekvente linje, og fornemmelsen var også, at han havde behandlet Ulla Tørnæs endog meget venligt. Men siden er billedet vendt. Anledningen var, at miljøminister Connie Hedegaards mand gennem hustruen oplyste, at han »af principielle grunde« ikke ønskede at give oplysninger om sine økonomiske forhold. Hedegaard føjede til, at hun fandt det »principielt forkert at bede ham om de nævnte oplysninger, fordi han er gift med mig. Det er mig og ikke ham, der er valgt til et offentligt embede«. Så vendte stemningen, og man forstår på et blandet kor af politologer og jurister, filosoffer og simple journalister, at statsministeren med sin nidkærhed har demonstreret sit manglende format som leder. Alle overså i skyndingen, at ægteparret Connie Hedegaard og Jacob Andersen trods den principielle protest havde givet oplysninger på samme præcisionsniveau, som de øvrige ministre med ægtefæller. Så hurtigt kan det svinge. Det er i sig selv en god grund til at mene, at statsminister Anders Fogh Rasmussen med sit offentlige register har set aldeles rigtigt. Politisk var og er der ingen vej udenom, og den øjeblikkelige stemning holder kun, indtil medierne på ny mistænkeliggør en minister eller dennes ægtefælle under henvisning til deres økonomiske interesser og dispositioner. Men selv om statsministeren politisk ikke havde og ikke har noget andet valg, er udviklingen problematisk i et demokratisk perspektiv. Jeg skal stille og roligt prøve at forklare, hvorfor det forholder sig sådan. Der er først ligestillingsperspektivet. For halvtreds år siden var der ikke noget problem, for de fleste politikere var mænd, hvis koner ikke havde nogen selvstændig karriere. Sådan er det ikke i dag. Det forøger selvfølgelig risikoen for, at ægtefællen kan have gang i noget, der kan belaste hustruen eller manden, der har en karriere som politiker. Den risiko var af gode grunde ikke til stede i fortiden. Det er den nu, men når man gør den til en potentiel politisk belastning for de mænd og kvinder, der forsøger at gennemføre en politisk karriere på et rimeligt niveau, går det stik imod enhver nutidig forestilling om kønnenes juridiske og økonomiske ligestilling. Det går også imod de principper, som skattelovgivningen i efterhånden adskillige årtier har bygget på. Den eneste vej ud af dilemmaet er at fastholde, at der gælder andre principper for folkevalgte politikere og specielt for dem, der er nået så langt som til en ministerpost. Det er, hvad Fogh politisk har vurderet som det klogeste, men det hindrer ikke, at det principielle problem består. Der er dernæst opfattelsen af hvervet som minister, som den bliver dyrket af pressen og mange af de eksperter, som de selv samme medier læner sig op imod. Hvis jeg forstår det ret, er kravene til en minister af samme karakter som dem, man stiller til en dommer eller i det mindste til den klassiske embedsmand. Man ser ministeren som den upartiske, det vil sige neutrale myndighedsperson, der uden skelen til nogen interesse træffer den korrekte afgørelse. Hvad den er, forekommer ikke helt åbenlyst, men en minister har ifølge den kun to muligheder: Den ene er at afgøre sagen, som loven foreskriver; den anden er at træffe den sagligt rigtige afgørelse. Da ministre sjældent er retskyndige, indebærer det første, at ministeren skal træffe den afgørelse, som ministeriets jurister indstiller. Da ministre lige så sjældent har den relevante ekspertise som biologer, generaler, ingeniører, læger eller dyrlæger, indebærer det andet, at ministeren skal træffe den afgørelse, som ministeriets specialister indstiller. Hvor rigtigt det end lyder, er det grundlæggende galt. Danske ministre træffer utallige afgørelser i konkrete sager, men de sager, der når frem til ministerens skrivebord, har sjældent et enkelt og entydigt juridisk facit. Bevares, der vil være retlige hensyn, deriblandt procedurekrav, der skal iagttages. Men når det er gjort, er der et spillerum, inden for hvilket ministeren kan træffe sin afgørelse. Det er politik og ikke jura. På samme måde med de mange og ofte teknisk komplicerede afgørelser, som en minister træffer. Det er bestemt afgørelser, som man kan kvalificere ved hjælp af den tekniske specialistviden, som er samlet i ministerierne og deres styrelser. Men at give dem afgørelsesmyndigheden ville være at indføre teknokratisk styre. Ministrene derimod træffer dem ud fra en afvejning af alle de hensyn, som de politisk finder relevante. Dermed står de ikke frit. Der er retlige begrænsninger, jævnfør ovenfor, og der er i særdeleshed politiske og parlamentariske grænser, som bliver sat af Folketinget. Da Danmark næsten altid har mindretalsregeringer, er det sidste mere end en formalitet. Kan en minister da ikke være inhabil? Jo, da. Det skete for eksempel, da pastor Peter Fergo var indstillet til en lønmæssig oprykning. Det var som bekendt en sag, der hørte under det ministerium, som hans kone var politisk chef for. Det forekommer også andre steder, men det væsentlige er, at det er sjældent, og at det formentlig endnu mere sjældent sker, fordi ministeren (eller ministerens ægtefælle) har økonomiske interesser, som kompromitterer hans eller hendes habilitet. Forklaringen er først og fremmest, at danske ministerier gennemgående slet ikke har afgørelsesmyndigheden i sager af en beskaffenhed, som rejser tvivl om ministrenes habilitet i offentligretlig forstand. Sådanne sager bliver afgjort på et meget lavere niveau, og som oftest sker det uden for ministerierne. Den linje, som nu bliver lagt, og som ikke rigtigt bliver anfægtet, har en langt mere alvorlig side. Den diskriminerer mod nogle typer af politikere. Det kommer mærkværdigvis frem i VK's regeringserklæring, der som citeret kræver oplysning om ministrenes »økonomiske interesser, medlemskab af VL-grupper og lignende«. Dermed har den borgerlig-liberale regering bøjet sig for den samme vulgærmarxistiske kritik, som for et års tid siden blev rettet mod Magtudredningen. Den byggede på en påstand om, at den politiske magt er økonomisk betinget, og slutningen var, at den derfor er at finde i erhvervslivet. Når regeringserklæringen tager det synspunkt til sig, slår regeringen altså fast, at der er særlig grund til at være på vagt over for ministre, som har en aktiv baggrund i en eller anden form for privat erhvervsvirksomhed, og som ud over investeringerne i egen virksomhed måske også har en opsparing i aktier. Det slående er imidlertid, at kun to af den borgerlige regerings ministre (Flemming Hansen og Thor Pedersen) har denne profil. Resten ligner med deres kapital- og ratepensioner den jævne danske middelklasse. Diskriminationen er samtidig positiv. Der er nemlig nogle interesser, som slet ikke bliver mistænkeliggjort i denne sammenhæng. Det er dem, der knytter sig til den offentlige sektor. Det er i vinterens debat fuldstændigt overset, at mere end en tredjedel af arbejdsstyrken er beskæftiget som embedsmænd i forvaltningen og som lærere, læger, politibetjente, pædagoger og sygeplejersker. Hvor det er suspekt, at erhvervsfolk møder hinanden i VL-grupper for i fællesskab at udveksle erfaringer og begræde verdens uforstand, er der ingen, der har luftet deres kvababbelse over departementschefernes ugentlige frokoster, statslige direktørsammenkomster, kommunaldirektørernes foreninger og årlige embedsmandskonferencer i DJØF's regi. Der sker nøjagtigt det samme. Den forvredne optik har to alvorlige konsekvenser. Den første er, at regeringens ministre alle er levebrødspolitikere. Økonomisk er de aldeles afhængige af at bevare deres poster i Folketinget og regeringen. De skal have været meget fremstående og samtidig også have andre evner, før der venter dem en efterkarriere som en Knud Heinesen eller en Henning Dyremose. Deres status som levebrødspolitikere betyder, at de savner den økonomiske uafhængighed, som kunne give dem mod til at handle selvstændigt og uafhængigt i andre sammenhænge. Det er en helt anden logik end den, der ligger bag Fogh-registeret. Problemet rækker videre. Der er i regeringen egentlig ikke ministre, for hvem det er særlig afgørende, om erhvervslivets vilkår animerer til vækst, beskæftigelse og innovation. Og der er så godt som ingen af dem, der har nogen form for førstehåndskendskab til de vilkår, der gælder for virksomhedsejere og virksomhedsledere. Den verden kommer de ikke nærmere, end hvis de i strid med god politisk tone skulle finde på at acceptere et medlemskab af en VL-klub, hvor de sammen med et skønsomt udvalg af mere eller mindre fremstående ledere fra den private og offentlige sektor kan høre foredrag, der ikke altid er lige spændende. Den anden konsekvens er principielt demokratisk. Den har med rollen som folkevalgt politiker og parlamentarisk ansvarlig minister at gøre. Den klassiske forestilling så politiker-ministeren som en person, hvis rolle det var at balancere mellem en politisk idé eller program og en repræsentativ funktion. Balanceakten var ganske enkel, da man havde et partisystem, som var tæt forbundet med organisations- (og klasse)samfundet. Der var socialdemokratiske ministre med rimeligt klare forestillinger om partiets program og dets historiske alliance med fagbevægelsen. Der var Venstre-ministre og konservative ministre, der tilsvarende havde klare forestillinger om deres partiers mission og koblinger til landbruget, andels- og højskolebevægelsen, henholdsvis byernes borgerskab af selvstændige, liberale erhverv og højere tjenestemænd. Det gjorde, at man vidste, hvor man havde dem, og hvad det var for ideelle og økonomiske interesser, som de arbejdede for. Stil dem over for den moderne politiker. Han og hun er klasseløse middelstandspolitikere. Deres idéverden er labil, og trods statsministerens og hans kritikeres megen snak om en værdikamp, er det tvivlsomt, om ret mange af dem har værdier, som de er bevidste om og vil stå fast på. Deres egen og partiets succes står og falder med, at de kan bevare og helst befæste deres position blandt vælgerne, og i sidste instans med, at de kan få del i og fastholde regeringsmagten. Man kunne tro, at det lagde op til en form for politisk forvaltning, hvor det afgørende er at administrere samfundet på nogenlunde samme måde og næsten lige så godt, som et professionelt korps af teknokrater ville gøre det. Det er helt forkert. Resultatet er i stedet en moderne form for populistisk management. Det handler for regeringen og partierne om at fange folkestemningen, hvor den end er på vej hen og indrette den øjeblikkelige politik derefter. Det udelukker ikke reformer, men de finder enten sted på områder, som er politisk ufarlige (kommunalreformen er et eksempel). Eller også skal de forberedes i et så langt og målløst tilløb, at ingen rigtig opdager, hvad der er gang i (efterløns- og velfærdsreformer kan ad åre vise sig som et eksempel). Foghs ministerregister viser også ministre, der er så rene som Cæsars hustru. Det er en åbenhed om ministrene og deres interesser, som ingen kan have noget imod. Den er fremtvunget af et samspil mellem medier, der skriver og rapporterer på et simpelt og forenklet grundlag, og politikere, som i situationen ikke har andet valg end at spille med. Alt andet ville føre til mistænkeliggørelse af dem selv og deres motiver. Det er en meget forsimplet problemstilling, som har uheldige konsekvenser for folkestyret. Det rejser spørgsmålet, om man kan dæmme op for den gennem et regelsæt, der bedre balancerer de mange forskellige hensyn, der står over for hinanden. Det er temmelig klart, at Fogh-registeret ikke gør det, for det har bøjet sig for den vulgærmarxistiske logik, som er drivkraften i diskussionen. Man kunne lade det stå ved det. Men spørgsmålet er, om Folketingets præsidium eller dets udvalg for forretningsorden ville være i stand til at definere et sæt af regler, som efter en fælles skabelon blotlægger alle de økonomiske og organisatoriske relationer, som Folketingets medlemmer og de til enhver tid regerende ministre har haft og har. Ægtefællernes forhold er i den sammenhæng også andre uvedkommende, og skulle der være en minister med ægtefælle, der ikke har forstået, at der følger en forpligtelse med de gyldne kæder, har forårets begivenhedsforløb vist, at samspillet mellem medierne og en sensitiv statsminister klarer det problem mere effektivt end en registrering af for eksempel Jacob Andersen i Fogh-registeret.