0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den nye underklasse

I en Bermudatrekant mellem uddannelseskrisen, ghettodannelserne og aktiveringsmøllen vokser en ny underklasse frem, snart 10-15 procent af befolkningen. Og når 'arbejderpartierne' ikke mere i særlig grad er arbejdernes, ligger fornyelsen for S og SF hverken til 'højre' eller 'venstre', hævder tre faglige tillidsmænd.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Folketingsvalget 8. februar cementerer, at privatansatte lønmodtagere fortsat i stort antal fravælger de klassiske arbejderpartier, samtidig med at disse partier udfordres på vitale samfundsspørgsmål, hvor den politiske dagsorden sættes af de borgerlige.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. På 15 år er de klassiske arbejderpartiers vælgeropbakning i befolkningen faldet fra 50 til 35 procent. I samme periode er disse partiers opbakning blandt LO's medlemmer faldet fra 71 til 40 procent, og blandt privatansatte lønmodtagere endnu mere. Arbejdertilslutningen nærmer sig dermed den almindelige vælgeropbakning som sådan. Med andre ord er arbejderpartierne ophørt med i speciel grad at være arbejdernes partier. Folketingsvalget understregede, at 'katastrofevalget' i 2001, hvor 'højre' i dansk politik fik magten alene og uden om 'midten', ikke var et udslag af et tilfældigt vælgerlune.

Det karakteristiske for denne udvikling er - ifølge vores opfattelse - opkomsten af en 'ny underklasse', som bemærkelsesværdigt nok for alvor tog form under 1990'ernes økonomiske velstandsstigning, hvor Mogens Lykketoft som finansminister havde svært ved at holde armene nede i bar begejstring over den bundsolide samfundsøkonomi, han var minister for.

Formandsvalgene i Socialdemokratiet og i SF er i denne sammenhæng interessante derved, at de har trukket parallelle og identiske skillelinjer op i de to partier.

I begge partier er den klassiske venstrefløj repræsenteret ved en mand. Mærkevaren er social indignation, så det kan høres og forstås blandt de gamle, trofaste partimedlemmer, der ikke har glemt, at bevægelsen er rundet af socialismens idéverden.

Den anden fløj er i begge partier repræsenteret ved en kvinde, og det er i sig selv en god fornyelse. Og når nu mandesiden er blevet døbt 'venstrefløjen', så er det nærliggende at døbe kvindesiden som 'højrefløjen'. Hvilket da også er sket, men med den yderligere tilføjelse, at den nødvendige fornyelse tilsyneladende tilhører de kvindelige formandskandidater.

Vi kan tilslutte os nødvendigheden af fornyelse, men er samtidig overbeviste om, at den fornyelsesproblematik, som vi straks skal omtale, vil blive enhver ny partiledelses afgørende svendestykke. (Som medlemmer af SF deltager vi naturligvis i formandsvalget, men vi stemmer ikke på den samme kandidat). Den nødvendige fornyelse befinder sig nemlig i traditionel forstand hverken til højre eller til venstre.

De to partiers parallelle fornyelse skal udvikles ved, at partierne rykker tilbage til rødderne, tilbage til de tabte vælgere, og dér sætter en ny dagsorden, der er mere social og kulturel end i egentlig forstand økonomisk (som bl.a. påpeget af journalist ved Ugebrevet A 4, Lars Olsen). Fornyelsen vil være centreret omkring tre bærende søjler i det danske samfund: skole, bolig og arbejdsmarked.

Vores påstand er, at bygningen, som arbejderbevægelsen rejste, og som blev elsket af folket, i dag befinder sig i en livstruende krise. Situationen er karakteriseret ved, at opkomsten af en ny underklasse er i gang med at flå tidligere tiders sammenhængskraft i arbejderbevægelsen i stykker. Dermed er velfærdssamfundets sammenhængskraft sat under pres.

Klassiske kernevælgere irriteres over arbejderpartiernes 'laden stå til-holdning', og det er ikke forbigået disse vælgeres opmærksomhed, at det er de borgerlige partier, som tilsyneladende ønsker problemerne frem i lyset. Når eksempelvis Kamal Qureshi, folketingsmedlem for SF, udtaler, at han hellere vil samle på en progressiv lektor end en reaktionær arbejder, så tolker vi denne isoleret set fantastisk fine udmelding ud i politisk korrekthed, som en bekvem måde for et socialistisk parti at skyde problemet med den nye underklasse fra sig.

Af bygningens kriseramte konstruktioner kommer folkeskolen ind på en sørgelig førsteplads. Folkeskolen er ikke længere en skole for folket. Og det tror vi på, at et stort flertal af danskere oplever som et stort og smerteligt tab. Folkeskolen har bidraget til at binde danskerne sammen uafhængigt af sociale tilhørsforhold. Den har bidraget til at skabe den sammenhængskraft i samfundet, som trods alt har gjort Danmark til et land med relativt stor lighed.

Men når en tredjedel af Københavns skolebørn går i privatskole, så er vi ikke længere i gang med at løfte en glorværdig friskoletradition i den Grundtvig-Kold'ske ånd endsige i nogen andens ånd. Så er vi i gang med at skabe et opsplittet samfund, hvor 9 års enhedsskole er en indholdstom proklamation. Engang delte man i 5. klasse børnene i en faglig og i en boglig linje. I enhedens navn blev dette system afskaffet, men virkeligheden i dag er langt værre.

Med København som skræmmebillede foregår der i dag et gigantisk udskillelsesløb i folkeskolen, hvor de ressourcestærke forældre løbende gennem alle ni skoleår med fødderne stemmer den lokale folkeskole fra - ikke som fritænkere, men i frustration over manglende faglighed i skolen. Medens eksperter og politikere diskuterer PISA-undersøgelsernes resultater, har alle almindelige borgere i årevis været vidende om, at den er galt fat med folkets skole. Man skal være skoleborgmester i København for ikke at kunne se problemet. I Thisted har fagforbundet 3F sat fokus på problemet ved på et medlems vegne at stævne kommunen for ansvarsforflygtigelse ved ikke at sørge for, at den lokale folkeskole lærte medlemmets barn at læse. Vi ønsker forældrene og 3F held og lykke med sagen!

Den udvikling, som vi i dag stærkest oplever i København, vil i de kommende år accelerere i omfang og dybde, hvis der ikke politisk gøres noget nu. Et samfund, hvor de ressourcestærke stemmer med fødderne, burde være et samfund, som de klassiske arbejderpartier gik i kødet på. Men kernevælgerne har ikke oplevet, at det er tilfældet. Og hvorfor er det så ikke tilfældet?

Skyldes det, at de klassiske arbejderpartiers politikere i dag selv savner en arbejderbaggrund? Eller skyldes det konfliktskyhed over for den storm, som ganske givet vil rejse sig, hvis folkets skole skal genrejses? For hvordan kan det ske uden et opgør med hele dette lands friskoletradition og uden en politisk bestemt opbremsning af tilgangen til privatskolerne?

Og efter folkets skole er den galt fat med de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser, hvor alt for mange har problemer med elementære læsefærdigheder. Igen stemmes der med fødderne, idet de svageste dropper ud og ender i den i størrelse stigende 'restgruppe' på en fjerdedel af befolkningen. At så stor en del af en ungdomsårgang i morgendagens videnssamfund står uden den nødvendige viden er en katastrofe. Det er et stort problem, at så mange påbegynder en ungdomsuddannelse uden nogen sinde af gennemføre den. Det skal der gøres en særskilt indsats overfor.

Mesterlærens genindførelse er Bertel Haarders 'visionære' svar herpå. Men det er ikke vores. Danmark har absolut ikke brug for flere discountuddannelser. Derimod har vi brug for, at de faglige ungdomsuddannelser får et løft. De skal omorganiseres og tilføres ressourcer, så de både bliver i stand til at uddanne fremtidens håndværkere og samtidigt tage hånd om dem, der har brug for et lidt længere tilløb for at klare kravene.

I gamle dage ville den såkaldte 'restgruppe' gå ud til et økonomisk dårligt betalt arbejdsliv i samfundet - et arbejdsliv, som fagbevægelse og arbejderpartier efterfølgende kunne kæmpe fordelingskamp omkring. I dag er problemet meget mere komplekst. At forstå dette og efterfølgende få problemerne afdækket og modsvaret politisk er det springende punkt. For hvem er denne restgruppe?

I dag er unge med indvandrerbaggrund stærkt overrepræsenteret som fødekilde til 'restgruppen'. Nyere undersøgelser viser også, at 'restgruppen' går i arv, og det i større grad i dag end for en generation siden. I løbet af de næste 10 år vil antallet af unge mellem 16-19 år med indvandrerbaggrund tredobles. Fra 6.000 til 18.000 unge. Mange af disse unge vil socialt og kulturelt leve i en ghetto med adresse i en af den gamle bygnings andre kriseramte konstruktioner - det almennyttige boligbyggeri.

Det sociale boligbyggeri var arbejderbevægelsens pryd. Det synlige bevis på et arbejderliv, der var rykket fra baggårdens mørke og usle korridorlejligheder ud i lyse, sunde og gode boliger af en kvalitet, der satte en standard for fremtiden. Men også her stemmes der i dag med fødderne. De ressourcestærke rykker ud, i samme takt som svage indvandrergrupper rykker ind, og kommunen løbende fylder op med socialt belastede personer, psykisk syge, narkomaner og alkoholikere. Et historisk løft i livskvalitet, som socialdemokratiske borgmestre med stolthed lancerede som 'planer' opkaldt efter dem selv (f.eks. Urban-planen), nærmer sig faretruende en status som rene ghettoer med butikscentre, hvor fredelige borgere ikke tør bevæge sig efter lukketid. At sunde boliger til en overkommelig husleje for almindelige lønmodtagere mange steder i landet har forvandlet sig til kommunale dumpingpladser for en mislykket integrations- og socialpolitik, er et af de største nederlag, dansk arbejderbevægelse har påført sig selv i nyere tid.

En tredje af den gamle bygnings kriseramte samfundssøjler vedrører den aktive arbejdsmarkedspolitik. De tider, hvor den enkelte lønmodtager oplevede, at 'bevægelsen' tog vare om én ved ledighed, opkvalificering og jobsøgning, er mere og mere en saga blot. A-kasserne, som for mange er identisk med de faglige organisationer, er gennem en årrække blevet underlagt et dyrt og rigidt regeltyranni, hvor ressourcerne i mindre grad anvendes på at bringe medlemmerne i arbejde, at kontrollere, at misbrug af offentlige midler ikke finder sted. Dertil kommer hele det store aktiveringscirkus, som i dag er udliciteret til en hærskare af private aktører - men med uændret resultat.

Store dele af indsatsen har bibeholdt sit skær af kafkask uvirkelighed, og man fristes til at tro, at det dyre system lige så meget holdes i live, for at skatteplagede danskere ikke skal få det indtryk, at ledige bare kan gå og drive den af for offentlige midler.

Hertil kommer, at selve overenskomstdækningen, som er en grundpille i 'den danske model', er på hastig retur - ikke mindst blandt nye lønmodtagergrupper. Også dette medvirker til, at sammenhængskraften blandt lønmodtagere er aftagende.

Fælles for krisen i ovennævnte samfundsinstitutioner - folkeskolen og ungdomsuddannelserne, det almennyttige boligbyggeri og ghettodannelsen, AF og aktiverings-mølleindustrien, er en katastrofal mangelfuld integration af borgere med indvandrerbaggrund. Dette problem er i sig selv meget kompleks, men det er en fælles problemstilling for alle nævnte institutioner. I dybet af denne Bermudatrekant vokser i disse år en ny underklasse frem - et nyt proletariat - som inden længe vil udgøre 10-15 procent af befolkningen.

Vores påstand er, at de klassiske arbejderpartiers vælgermæssige nedtur er sket i takt med, at denne nye underklasse har fået lov til at vokse frem og dermed sat tidligere tiders sammenhængskraft i arbejderbevægelsen på en prøve. Brede lønmodtagergrupper - især blandt privatansatte arbejdere - oplever, at disse partier udviser en svigtende evne til at 'tage hånd om' dem, som det ellers har været disse partiers historiske rolle at forsvare.

Vores påstand er yderligere, at der i de klassiske arbejderpartier befinder sig en betydelig modvilje mod at erkende problemets omfang og dybde. Ved alt for længe at lade stå til over for opkomsten af dette nye proletariat har de traditionelle arbejderpartier bragt de borgerlige politikere i spil på egen banehalvdel.

Det er samtidig vores opfattelse, at den gamle og traditionelle modstilling mellem en venstre- og en højrefløj i såvel Socialdemokratiet som i SF udgør en særdeles ufrugtbar modstilling, som holder begge fløje fra klart at melde ud med politiske svar på ovennævnte sociale og kulturelle krise.

Det nemmeste i denne verden er at kritisere. Det er straks vanskeligere at komme med gode løsningsforslag. Godt nok har den borgerlige regering fokuseret meget på integration, ghettoisering og uddannelsesløft, men vi frygter, at regeringens konkrete tiltag blot vil føre os videre frem mod totredjedels-samfundet, hvor befolkningen lever som to adskilte befolkninger. Skal den nye underklasse integreres i morgendagens videnssamfund, tror vi på, at de gode løsninger skal findes inden for bl.a. disse overskrifter - og vi vil kun fremhæve de politisk kontroversielle.

Folkeskolen skal gøres til folkets skole. Politisk og økonomisk skal flugten til privatskolerne stoppes, og friskoleloven skal ikke kunne bruges som svaret på manglende faglighed i folkeskolen. Historisk har kirke og skole i Danmark en række fælles rødder, men tiden er for længst overmoden til, at skole og religion adskilles. Med Danmarks forvandling til et multikulturelt samfund med stigende islamisk tilsnit har adskillelsen fået fornyet aktualitet.

Fagligheden i folkeskolen skal styrkes. Gode gamle dyder som lektier, hjemmeopgaver, pligtopfyldenhed og almindelig respekt over for andre mennesker må gerne genintroduceres. Samtidig skal den tid, hvor børnene reelt befinder sig i en undervisningssituation, øges.

Alle unge skal have en uddannelse efter folkeskolen. Specielt de faglige ungdomsuddannelser skal udvikles. De skal være rummelige, og pædagogikken skal udvikles, så alle bliver i stand til at gennemføre en uddannelse.

Fagbevægelsens højest prioriterede opgave de næste 10 år skal være at bygge retten til livslang læring ind i overenskomsterne.

De almene boligselskaber skal gives muligheder for selv at styre udviklingen i deres byggerier sammen med beboerne, og samtidig skal de 'asociale kommuner' pålægges at bygge en bestemt mængde af almennyttige boliger.

Fiskekvoter er sjældent populære blandt fiskere. Men kvoter kan være nødvendige, når kræfternes frie spil spiller fallit. Vi kan lære af Albertslund Kommune. Det gælder ikke blot i forhold til skolevalg, men også i tildeling af boliger.

A-kassernes ressourcer skal fjernes fra regeltyranniet og målrettes mod opkvalificering af medlemmernes kompetencer og vej tilbage til job i videnssamfundet. De faglige a-kasser samlet i a-kassernes Samvirke bør komme i offensiven med bud på en billigere administration.

De kræfter i fagbevægelsen, som modarbejder 'Det nye LO', og som ønsker en tilbagevenden til tidligere tiders tætte bånd mellem parti og fagbevægelse, skal forblive en røst fra graven.

Overskrifterne er flere og de konkrete tiltag mangfoldige. Det første skridt består i en erkendelse af vælgerkrisens karakter, omfang og dybde.