Kulturpenge i hænderne på kommunalpolitikere: Oh skræk, oh ve! Sådan tænkte skeptikerne, da Folketinget i midten af 1990'erne vedtog at gennemføre en række regionale kulturforsøg for at afprøve nye måder at administrere de statslige kulturbudgetter på. I stedet for at få penge til navngivne formål, fik forsøgsregionerne et bloktilskud, som de selv kunne administrere, dog inden for rammerne af en aftale med Kulturministeriet. Rædselsscenarierne gik ud på, at staten underminerede den succesfulde danske kulturmodel ved at fraskrive sig ansvaret for en samlet kulturpolitik. Den højt besungne armslængdemodel - hvor politikerne hidtil havde bevilget midler, som fagfolk derefter havde fordelt - ville knække. »Ro på«, sagde daværende kulturminister Jytte Hilden. »Vis tillid til beslutningstagerne lokalt«, sagde partierne, der stod bag. På papiret hed det et forsøg, men ministeren kaldte det selv ved dets rette navn: en »irreversibel« proces, som blev sat i gang med Venstres, de konservatives og de radikales velsignelse. Og siden voksede forsøgene sig ganske rigtigt fast. Den danske kulturmodel blev ubemærket hældt ud som et barn med badevandet ... men når jeg kigger ned i afløbet, kan jeg lige netop ane noget, der klamrer sig fast til afløbsristen med det yderste af fingerspidserne. Lad os kigge lidt på det og overveje, om det ikke var værd - ja ligefrem oplagt her ved kommunalreformen - at iværksætte en redningsaktion. Når højreorienterede kommunalpolitikere i Kolding gør et tilskud afhængigt af, hvilket billede af indvandrere der bliver tegnet på en konkret udstilling, er det en konsekvens af overflytningen af bevillingsmyndigheden fra fagfolk til kommunalpolitikere. Ved ikke at holde censur og politisering adskilt fra kunsten svigter de den tillid, der blev vist dem. Brian Mikkelsen kan godt se, den er gal. I lyset af den konkrete sag lyder det på ham, som om han gerne ville stille krav om armslængde, (jf. Politiken 3.3.), men at det kommunale selvstyre forhindrer ham i det. Et decideret krav om armslængde, hævder han, er kun noget, oppositionen kan fabulere om. Havde hans eget parti og kumpanerne i Venstre blot været sig den mulighed bevidst, da de selv som opposition var med til at vedtage loven om de regionale kulturforsøg i 1995. Dengang trippede de kommende forsøgsregioner utålmodigt, og pengene skulle nå at komme med på finansloven, så der var ikke tid til at dyrke den slags 'detaljer'. 'Nærdemokrati' var det forblændende argument. Nu siger Mikkelsen, at han vil give »et vink med en vognstang« i lovteksten for at gelejde vildfarne kommunalrødder på rette vej. Selv om processen er irreversibel, kan man give den retning, og i de rette hænder kan en vis decentralisering være konstruktiv og positiv. Men det er ikke i orden, at dansk lovgivning åbner op for at tage kunsten som gidsel med censur og politisering, som det nu helt åbenbart er tilfældet. Lige nu ser det ud, som om Mikkelsen savner mod og visioner til at føre en politik, der repræsenterer et gennemtænkt helhedssyn på dansk kultur. Det har han ellers solid baggrund for at gøre ud fra det udredningsarbejde, der gik forud for iværksættelsen af de regionale kulturforsøg, men hvis anbefalinger dengang ikke blev fulgt. Mikkelsen kan nu rette op på de fejl, der blev begået dengang - i stedet for at fortsætte ud ad den samme tangent. Forventningerne til de regionale kulturforsøg var høje netop på baggrund af det seriøse udredningsarbejde i form af Peter Duelund og Co.s undersøgelse af 'Den danske kulturmodel', der lå til grund. Redegørelsen beskrev, hvordan det 20. århundredes velfærdsprojekt særlig efter Anden Verdenskrig kom til at inkludere kulturens område. Kulturinstitutionerne blev fordelt ud over landet og dermed gjort tilgængelige for hele befolkningen på linje med uddannelse, sundhedsvæsen, etc. Ja, ikke nok med det: Via oplysningspolitikken med bl.a. public service-tv, love om folkeskole og folkeoplysning opkvalificerede man borgerne til at få det fulde udbytte af museer, biblioteker, teatre og koncerter: Nu gik de ikke længere undrende forbi de nye institutioner, men kom rent faktisk indenfor og gjorde brug af dem. Eksistensen af et bredtfavnende kulturliv blev sikret gennem et statsligt økonomisk engagement. På et overordnet niveau lagde staten fordelingen af midlerne i hænderne på fagfolk placeret i råd og nævn. Medlemmerne blev dels indstillet af interesseorganisationer, dels fra politisk hold, og som værn mod nepotisme og stagnation sikredes en jævnlig udskiftning blandt disse personer, der varetog fordeling, vejledning og evaluering af de kulturelle institutioner. Eksemplerne fra totalitære styrers diktatur på det kunstneriske felt stod som kontrast til den danske armslængdepolitik: hellere forklare og diskutere en henkogt hest end forfalde til sødladen sovjetrealisme. Via det såkaldte krone til krone-princip animerede staten med succes til aktivitet på lokalt niveau. Princippet gik ud på at matche kommunale investeringer på en række kulturelle områder med et lige så stort statsligt beløb. Politikken hvilede på en indsigt i, at nogle former for kulturel udfoldelse på kort sigt gav negativt udbytte - både målt med økonomiske alen og på grafen over positiv vælgerrespons. Ikke desto mindre viste erfaringen, at det på lang sigt gavnede et samfund og dets borgere at give plads - også til de abstrakte og alternative udgydelser. Løsningen var at lægge de kulturøkonomiske prioriteringer ud i et regi, som ikke var demokratisk i den forstand, at den aktuelle opinion herskede, men på den måde, at det repræsentative demokrati valgte en administrationsform, der bedst muligt varetog samfundets tarv. Den klassiske visionære mæcen er en succesfuld forretningsmand - nu påtog den succesfulde velfærdsstat sig rollen som garant for nyskabelse, og tog det således også på sin kappe at gøre kulturelle fejlinvesteringer. Det hører nu engang med. Der blev skabt rum for nyskabelse på de institutioner der hed noget med 'Danmarks', 'National', 'Det Kongelige' og 'Statens' - de lå for flertallets vedkommende i København - men man tilskyndede tillige lokalt forankrede initiativer økonomisk. Kultur blev et plusord. Det blev kommunerne, frem for amterne, der tog bolden op og brugte kunst og kultur som løftestang for det lokale attraktionsniveau, både når det gjaldt borgerne, erhvervslivet og turismen: Egnsteatre og lokalmuseer skød op som paddehatte. En række af disse initiativer fik en betydningsradius, der rakte - og rækker - langt ud over det lokale. I løbet af 1980'erne gik udviklingen i retning af, at kulturtilbuddene skulle give noget konkret og helst målbart tilbage til samfundet. De skulle have gavnlig indflydelse på socialt udsatte grupper, arbejdsløsheden, økonomien, etc. I 1990'erne gik tendensen i retning af at gøre kultur til lokomotiv for turisme og erhvervsliv. Selv om kulturbudgetter til alle tider har udgjort en marginal procentdel af de offentlige finanser, har de altid krævet en anselig del af mediernes spalteplads. Mange vælgere har ønsket en mere direkte sanktionsmulighed over for kulturbudgetlige disponeringer, der i deres øjne var fejlagtige: bombet pølsevogn, rådne grise, lort på dåse, blendet slørhale, henkogt hest - kavalkaden er lang. Smalle kulturtilbud kom, betragtet enkeltvis, hurtigt til at fremstå som overflødigheder, som velynderne passende selv kunne finansiere. Det regnestykke, hvor man dividerede et sådant tilbud med x antal hofteoperationer, blev det populære ikon for samfundets reelle og basale uopfyldte behov. Omvendt blev Monets åkander, der var lige så forkætrede i deres samtid som vor tids rådne grise, til ikonet på, at den brede offentlighed kan tage fejl i sin bedømmelse af, hvad der har kulturel holdbarhed, betydning og værdi. Sådan væltede diskussionerne frem og tilbage også i 1990'erne, hvor staten med stadig større styrke oplevede, at krone til krone-princippet løb løbsk. For alle parter tegnede der sig et behov for fastere og mere langsigtede økonomiske rammer. Udfordringen var at sikre cirkulation og nyskabelse inden for disse fastere rammer. Udfordringen var ikke ny. For at finde ud, af hvilken form fremtidens kulturpolitik skulle have, havde skiftende politiske aktører i 1980'erne og 1990'erne iværksat forskellige tiltag. Et af dem, der kastede skygger ind over de tidlige 1990'ere, var decentraliseringen af biblioteksvæsenet, der var blevet overflyttet til kommunalt regi, hvorefter beløbene på bogkontiene var styrtdykket. Når talen faldt på decentralisering, blev dette argument ofte - og med rette - hevet frem som afværgemanøvre. Men noget måtte der gøres. Derfor satte Jytte Hilden Peter Duelund i spidsen for udredningen, der skulle beskrive den aktuelle situation, udstikke mål og komme med anbefalinger til, hvordan de kunne nås. Ikke bare om de klassiske genrer; også pølsesalget i idrætsklubbens cafeteria og ihævdholdelse af copyright på digitale værker blev endevendt. Redegørelsen konkluderede, at de oprindelige mål fra Kulturministeriets oprettelse stadig var aktuelle at arbejde frem imod. Målene var: