Kulturgenbrug findes overalt omkring os. De seneste årtier har i markant grad budt på lån fra eller direkte overtagelser af historiske stilarter, bygninger, billedkunst, mode og så videre og så videre. Denne fortidshungrende citatdrift danner en modpol til det tidlige 20. århundredes avantgardebevægelse, der i åndenød over småborgerlighedens trivialitet proklamerede en total og nådesløs forkastelse af traditionen. Men ud af modernismens stilrene og anonyme materialisme opstod et behov for det skæve og særprægede som modvægt til massesamfundets monotoni. Den negationskultur, som Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt beskriver i deres aktuelle, meget omtalte bog, er til dels betinget af et overskud af velfærd og ligeberettigelse. Det normale har været normen, og denne forudsigelige ensartethed har avlet trang til ulighed. Dyrkelsen af forskellighed, behovet for variation og glæden ved kontraster kan så ytre sig på et utal af måder, ikke kun negative: F.eks. kan nedlagt industriarkitektur virke mere stimulerende og inspirerende som kulturhus - udstillingshal, teater, musiksted - end nydeligt nybyggeri. Forfattere, komponister, teater- og filmmagere bygger deres værker op af lag på lag af stilarter, motiver eller figurer fra fortiden og dyrker fragmentet, genrebruddet og kompleksiteten frem for en enkelhed og helhed, der er blevet ensbetydende med overfladiskhed. Livsstilsblade taler om shabby chic i bogligindretning, hvor man kombinerer nyt og gammelt. Det har i parentes bemærket og ironisk nok ført til en produktion af nye møbler, der er patineret og ramponeret, så de får et antikt look. På den måde kan forbrugeren let og bekvemt få opfyldt sit behov for en duft af det historiske. Inden for modeverdenen nyproduceres tøj med slitage, lapper og huller, samtidig med at butikker med genbrugstøj blomstrer. Det pæne og det kedelige er blevet to sider af samme sag. Har disse tendenser til kulturgenbrug paralleller i historien? Findes der tidligere epoker, som kan perspektivere og inspirere den aktuelle fortidstilegnelse? Ja, hvis man vender blikket mod senantikkens Romerrige, kan man iagttage en håndtering af fortidens arkitektur, der minder påfaldende om de mere kreative tendenser i dagens byggeri. Fra omkring år 300 og frem fandt der en markant fornyelse sted i det arkitektoniske formsprog i form af en åbenlys anvendelse af genbrugsmateriale. I kunsthistorien kalder man det spolier (af det latinske spolia, der betyder krigsbytte, altså at man tager noget et sted fra til genanvendelse et nyt sted). Søjler, kapitæler, marmorpaneler og andre materialer fra antikkens forladte og forfaldne byggeri blev genbrugt - ikke mindst i det kirkebyggeri, som netop satte ind i denne periode, hvor kristendommen først blev gjort lovlig og siden til statsreligion. Og genbruget var ofte kendetegnet ved stor opfindsomhed og variationsrigdom. For dengang handlede opfindsomhed ikke nødvendigvis om at opfinde noget nyt og fra grunden af originalt, men snarere blot om at finde og udvælge noget fra fortidens kultur. Noget, som vel at mærke kunne anvendes på en ny og vedkommende måde. Middelalderens genbrug var således ikke fornyende eller opfindsomt i moderne forstand, men i høj grad ifølge datidens idé om kreativ tænkning. Det afgørende var at finde, genfortolke og reorganisere materialet, således at spoliebyggeriet blev en form for kommentar til den ældre tradition. Ikke mindst på dette område vækker perioden associationer til nutiden. Anvendelsen af genbrugsmaterialer blev et vedvarende og påfaldende træk i middelalderens arkitektur fra senantikken (ca. 300) og helt frem til gotikken (ca. 1100-1200). Denne udbredte spoliebrug var dengang givetvis til dels en praktisk-økonomisk nødvendighed afstedkommet af Romerrigets krise og opløsning. Men der var samtidig, vil jeg hævde, tale om et betydningsladet og bevidst efterstræbt formsprog, der indebar en hidtil uset tilegnelse af fortiden. En tilegnelse, der på én gang videreførte en værdiladet tradition og transformerede den til et nyt udtryk med nye betydninger og nye kvaliteter. Man må formode, at genbrug af byggematerialer af praktiske grunde altid har fundet sted i et vist omfang. Det, der var nyt i begyndelsen af 300-tallet, var imidlertid sammenstillingen af forskelligartede dele i nye sammenhænge og på nye måder. At kombinere forskellige materialer, stilarter og kapitæltyper inden for samme søjlerække, som vi ser det i senantikkens nye kirkebyggeri, havde været utænkeligt i klassisk romersk arkitektur. Samtidig blev det almindelig praksis at genbruge hele bygninger til nye formål. Verdslige bygninger eller templer blev f.eks. ombygget til kirker, og mausoleer eller teatre kunne gøre ny nytte som fæstninger, beboelse og lignende. Castel Sant'Angelo (Engelsborg) i Rom er en sådan ombygning af kejser Hadrians mausoleum (2. årh.) til middelalderfæstning og pavepalads. Karakteristisk for den nye, spoliebaserede kirkearkitektur var altså det sammenstykkede i byggeriet, der lod det bekende sig åbenlyst som genbrug. Der blev intet forsøg gjort på at kamuflere de uensartede kvaliteter ved byggerierne. Snarere tværtimod. I arkitekturhistorien har man i almindelighed haft svært ved at forlige sig med denne uklassiske virksomhed, hvor den traditionelle nydelige ensartethed i bygningsdelene er erstattet af mangfoldighed, afveksling og til tider en vis rå skævhed. Imidlertid er der netop i de sidste årtier opstået en ny interesse for og accept af middelalderens genbrugsarkitektur. Det forekommer nærliggende at forstå spoliernes aktuelle fascinationskraft som betinget af et slægtskab med vores egen tid, om man så kalder den postmoderne eller dekonstruktivistisk eller noget helt andet. Også her muliggør ønsket om mangfoldighed og genklange af historien nemlig nye former for tilegnelse af fortidens arkitektur. Når middelalderens spoliebrug kan være interessant for os i dag, er det blandt andet fordi den angiver måder at forholde sig til traditionen og fortiden på, som vi med gavn kan overtage. Og omvendt kan nutidens æstetik hjælpe til at argumentere for, at det utilpassede rent faktisk kan være mere eftertragtet end det forudsigeligt pæne og nydelige. Helt bogstaveligt indebar middelalderens spoliebrug selvfølgelig et brud med traditionen gennem en nedgørelse af den ældre arkitektur - man rev ned og byggede noget nyt i stedet; man byggede f.eks. en kirke af rester fra et hedensk tempel, hvorved den nye bygning kan ses som et billede på kristen triumf. Men man kan med lige så stor ret tale om, at der fandt en tilegnelse af fortidens kultur sted. Man valgte jo at genanvende gamle dele, der kunne opfylde en funktion under de nye samfundsforhold og den nye tro. Denne genanvendelse drejede sig i øvrigt ikke kun om fortidens bygninger, men også om dens kulter, litteratur og lignende. F.eks. indarbejdede man i digtekunsten fragmenter af 'klassisk' poesi. Altså litterære spolier. Det understreger, at sammenstykningerne og henvisningerne til fortiden var et fælles kulturelt ideal i tiden, uafhængigt af de økonomiske og tekniske vilkår, som man tidligere har set som en begrundelse for det materielle genbrug inden for arkitekturens område. Man må altså konstatere, at selv om genbruget af bygninger og bygningselementer kunne afspejle en kritisk holdning til den forudgående tid, kunne den nye arkitektoniske praksis samtidig indebære respekt for og fortsættelse af traditionen. Indsamlingen og tilegnelsen af spolier førte til en ødelæggelse, men også en erindring om fortiden. Og det gælder både overførelsen af spoliemateriale til en ny kirkebygning og genbrug af en antik bygning en bloc, som f.eks. Pantheon. Når Pantheon i dag er det bedst bevarede tempel i Rom, skyldes det netop, at det blev nyindviet til kirke omkring år 600. Fortiden fik lov til at leve videre, men samtidig bemægtigede man sig den gennem en omdefinering og en oversættelse eller overførelse til et nyt sted og en ny betydning. Det genbrugsmateriale, som blev samlet sammen til de nye kirker, indeholdt et potentiale til at minde om den fortid, der var så vigtigt et aspekt i definitionen af nutiden. I vores kultur har den originalitets- og fornyelsesjagt, som har været så væsentligt et aspekt af de sidste 100 års avantgardetænkning, resulteret i to umiddelbart modsatrettede, og dog indbyrdes forbundne tendenser: Den ene ses i forestillingen om, at kunstnerisk kvalitet er knyttet til radikale fornyelser og totale forkastelser af fortiden; den anden gør sig gældende i tidens udbredte musealiseringsdrift, som indebærer, at alt i princippet er bevaringsværdigt, blot det har en vis alder. Og dette ønske om bevaring afliver i grunden bygningen eller genstanden, der før var en aktivt anvendt, 'levende' del af vores kultur. For musealiseringen umuliggør den fornyelse i form af ombygninger og lignende, som holder et hus funktionelt og aktuelt. I senantikken leder man forgæves efter eksempler på et sådant nostalgisk bevaringsdogme. Der var ingen sentimental bevaring af fortidens byggeri, blot fordi det havde en vis historisk alder. Kun byggeri eller bygningsdele, der rummede en aktuel værdi, blev genanvendt - på en for nutiden gavnlig måde. Denne praksis kan synes selvindlysende, men er det langtfra i dag, når bevaring for bevaringens egen skyld gøres til et mantra, man ikke ofte nok sætter spørgsmålstegn ved. Musealiseringsdriften har beklageligvis netop atter gjort sig gældende. For mig at se er det meget trist, at de formidable, høje byhuse af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat planlagt til Christianshavn er blevet forkastet af Københavns Borgerrepræsentation. Det har været hævdet, at byggeriet ikke var 'Christianshavnerhuse', og dermed refereres der vel til resterne af Christian IV's bebyggelser fra 1600-tallet - for det er næppe bydelens monotont afvisende Udenrigsministerium eller de usigeligt kedsommelige og beboerfjendske boligejendomme, døbt 'Det hvide snit' af folkeviddet, som man tænker på her. Hvorfor skal Christianshavn nødvendigvis være en filial af Frilandsmuseet? Hvis de fleste i øvrigt er enige om, at Egeraats projekt er usædvanlig godt (kun beliggenheden vakte for alvor protester), hvorfor så ikke vove en løsning, hvor bydelens egenart både videreføres og fornyes, idet højhusene jo er en slags ekko af de historiske byhuse. Her er traditionen ikke brudt, men på forbilledlig vis omfortolket og aktualiseret. I stedet for sådanne bud på en byfornyelse, der bygger på stedets ånd, accepteres uden videre den ene utidssvarende, pseudomoderne blok af et virksomhedsdomicil, en opera, et universitet etc. efter den anden. De sidste årtier har dog trods alt været rige på opgør med det 19. århundredes kunsthistoriske ideologi, herunder dyrkelsen af en perfekt klassicisme baseret på en fundamental, ny tro på mennesket og dets rationalitet, sådan som det begyndte at gøre sig gældende fra renæssancen og frem. En konsekvens af dette er også, at den mekaniske reproduktions æstetik, som tog fart med renæssancen (først med trykpressen og grafikkens fremkomst og siden med den industrielle masseproduktion som bare nogle få eksempler af mange), er blevet omdefineret som historisk betinget. Det vil sige, at den smag for det - i det ydre - perfekt udførte produkt, som har været fremherskende så længe, at den har været taget for givet som en form for naturlov, har vist sig at kunne fortage sig igen. Den nye forståelse for spolier, som ikke kun ses i en voksende kunsthistorisk forskning i området, men også i de mere farverige og opfindsomme sider af nutidens kultur, kan således forstås som et fascinerende tegn på en historisk tilstand, hvor værdier som ensartethed, symmetri og serialitet, der har været accepteret uden videre fra renæssancen til det 19. århundrede, forandrer sig i retning af noget andet, som måske mere er i slægt med den tidlige middelalderlige periodes mentale klima. Ikke at historien blot gentager sig. Middelalderens genbrugspraksis var jo hverken i stil, ideologi eller historieforståelse ganske identisk med nutidens. Men den kan inspirere nutiden, og den kan understøtte mere intuitive fornemmelser af, at der må være andre muligheder end den store hob af upoetisk, serieproduceret nybyggeri, der stadig dominerer i dag. Det har ikke altid været sådan, og det behøver ikke vare ved. Den søvnige refleks, der melder 'acceptabel avantgarde' ved enhver firkantet struktur med fladt tag, må vi se at komme ud over. Og endelig kan middelalderens genbrugspraksis give os det fornødne mod til at turde vælge de anderledes, skæve løsninger i stedet for blot at forkaste dem pr. automatik i en misforstået ordenssans - de løsninger, der gennem deres usentimentale integration af fortidens kvaliteter i en ny form i sandhed kan holde vores byer og bygninger i live.