0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den tredje skolerevolution

Debatten om folkeskolen er det moderne Danmarks nyeste kulturkamp. Men måske har vi brug for en pause? Kronikøren, der er kommunikationschef og far til et barn i skolealderen, foreslår nedsættelsen af en folkeskolekommission.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man skal ikke ridse mange millimeter i lakken på disse års politiske polemikker for at finde ud af, at de mest eruptive af slagsen alle sammen grundlæggende handler om det samme: danskhedens væsen i en tid, hvor globaliseringen jo møblerer om på folkehjemmet, og hvor det, der optager os, groft sagt hverken er nationaløkonomi eller arbejdspladser, men forandringerne i den nationalkultur, der igennem århundreder har været det særlige for netop Danmark. Enhedsstaten med groft sagt ét sprog, én fællesreligion, ét sæt af politiske og kulturelle institutioner - og så en pædagogisk tradition, der i lige linje fra Kold og Grundtvig bibragte opvoksende generationer de kvalifikationer, vi nu engang mente var nødvendige og helt særligt danske.

Folkestyre, kristendom, skole. Engang var institutionerne ikke bare klare i deres formål, de var selvindlysende, fordi ikke mindst kirken og skolen var væsentlige dele af nationaliseringsprocessen op gennem det 19. århundrede - og så fælles, at ingen for alvor stillede spørgsmål ved deres måde at fungere på. Folkekirken? Den kunne i ro og mag udvikle sig til den lydefri fællesreligion, der jo findes i dag, og hvor det volder selv biskopper problemer, når de pludselig skal til at forklare, hvori kristendommens værdi egentlig består i det 21. århundrede. Noget med tolerance, mener vi at vide - men derudover?

Og skolen? Den nationale dannelsesinstitution, der med opbakning fra hele det politiske spektrum jo ikke blot handlede om at producere fleksibel arbejdskraft, men i høj grad også om noget så uforbeholdent som at skabe hele mennesker af børn - hvad der i Danmark som bekendt betød en relativt ikkeautoritær folkeskole, i lige linje fra Kolds skolestue til 1970'ernes åben plan-eksperimenter. Hvem kunne være imod?

Derefter sceneskiftet til i dag, hvor tilsyneladende alting er til diskussion. Globaliseringen, om man vil, der jo gør landet mindre selvfølgeligt, de nationale institutioner i åbenlys splid med sig selv og de politiske debatter langt mere tumultuariske. I 1980'erne diskuterede v