PISA-undersøgelsen fortalte os, at det står skidt til med de danske elevers evner - især inden for naturfag. Samtidig har erhvervsliv og politikere længe skreget efter flere specialiserede kandidater inden for naturfagene, da de regner med, at det er her, samfundets fremtidige vækst vil foregå. Uddannelse og forskning var også et centralt emne for regeringen i valgkampen - og det må formodes, at naturvidenskaben vil blive det største satsningsområde, hvis planerne skal gennemføres. Men hvorfor er naturvidenskaben i dag så ringeagtet, at kun få af de unge gider at beskæftige sig med den? Der kan være mange grunde til, at de unge ikke vælger naturfag, men sikkert og vist er det, at der eksisterer mange fordomme om, hvordan det er at studere naturvidenskab og være naturvidenskabsmand. Desværre kan jeg ikke benægte, at mine egne erfaringer fra at læse matematik på RUC i nogen grad bekræfter disse fordomme. Siden jeg var lille, har jeg af en eller anden grund interesseret mig for naturvidenskab - jeg følte mig også som lidt af en outsider. Og hvis man ikke kunne positionere sig i klassen ved at banke de andre, kunne man jo forsøge med at være klogere eller smartere end dem. Men jeg blev nok lidt mindre nørdet med tiden, og mødet med matematik på universitetsniveau var alligevel for meget for mig. Da jeg mødte op på instituttet den første dag, fik vi at vide af nogle ældre studerende, at vi godt kunne droppe kæresten, studiearbejdet og vennerne - den slags er der ikke tid til, når man læser matematik. Derudover fik vi at vide, at der kun var én, der igennem hele instituttets historie havde gennemført det på normeret tid - og han var åbenbart af helt ekstraordinær begavelse. Det var et studiemiljø, der næsten udelukkende bestod af drenge med store briller og foragt for sport, fysisk udfoldelse og frisk luft. Bevares - hvis jeg ikke lige havde udskiftet brillerne med et par kontaktlinser, ville jeg passe udmærket til den ovenstående beskrivelse, men studiemiljøet, det tårnhøje abstraktionsniveau og den tålmodighed, det krævede, skræmte mig alligevel væk. Der var nemlig meget lang vej fra det, vi lærte, til nogen som helst form for virkelighed - i hvert fald den virkelighed, de fleste af os ser. Og det krævede en ekstrem tålmodighed at forstå noget, der i bøgerne fyldte ganske lidt. Bare fordi mine oplevelser med at studere matematik bekræfter fordommene om naturvidenskab, behøver det ikke at være sådan alle steder. Men selv om det mange steder er virkelighed og ikke kun fordomme, bør vi ikke se ned på folk, der faktisk vælger at fordybe sig og gør en stor indsats, der på sigt er med til at sikre vores samfunds velfærd og udvikling. Det er ikke nogen specielt udadvendt beskæftigelse at studere fysik eller matematik, og det er åbenbart nogle helt specielle typer, disse fag tiltrækker. Man skal have evnen til at lukke sig inde i sig selv og gruble over nogle meget abstrakte problemer i et matematisk-logisk sprog. Det forudsætter lidt eskapistiske tendenser - at man kan lide at lukke sig inde i en helt anden verden. Ikke at disse mennesker ikke er sociale eller er interesserede i andre ting end deres fag. Men naturvidenskabelige miljøer kan have det med at isolere sig fra omverdenen, da de har et sprog, omverdenen ikke forstår, og da de måske heller ikke føler sig forstået af omverdenen. Men vi må forsøge at fastholde naturvidenskaben som en del af samfundet, så den ikke fremstår som et isoleret miljø. Hvis det ikke lykkes, vil vi nemlig både få en meget smal skare af naturvidenskabsmænd i fremtiden og en begrænset vidensudveksling mellem de naturfaglige miljøer og resten af samfundet - og det ville være fatalt i et højteknologisk samfund som vores. Vi må derfor få et bredere udsnit af de unge til at interessere sig for disse fag og gøre det mere attraktivt for en bredere gruppe mennesker at beskæftige sig med naturvidenskab. Engang blev videnskabsmænd set som fremadrettede, dynamiske, smarte, intelligente og kloge mennesker. De var autoriteter, rollemodeller og inkarnationen af det moderne menneske. I dag stoler vi ikke længere på eksperter og autoriteter. Her tænker jeg ikke kun på 68'ernes opgør, for de blev jo senere selv eksperter, og deres oprør var heller ikke antiintellektuelt, men for en intellektuel frihed. Jeg tænker på regeringen og Dansk Folkepartis opgør med smagsdommere, der er en foreløbig kulmination på den ringeagt, videnskaberne udsættes for. Det er et angreb på det moderne og en søgen tilbage til det førmoderne. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at vi fra samme kant også ser et angreb på de kulturradikale, Georg Brandes og det moderne gennembrud, der skete i slutningen af forrige århundrede. Og hvad har dette med naturvidenskab at gøre? En del. Naturvidenskaben er et oplysningsprojekt og er drivkraften for den moderne tankegang, som vi altså i dag ser en stor del af befolkningen fornægte. Naturvidenskaben har spillet den afgørende rolle i opgøret med overtro, og konflikten mellem religion og naturvidenskab har været helt essentiel i skabelsen af det moderne samfund. Et berømt eksempel på konflikten mellem religion og naturvidenskab knytter sig til Darwins evolutionsteori. Han ventede en skarp reaktion fra teologisk hold, da han i 1859 udgav sit længe ventede værk 'Arternes oprindelse' - den fik han minsandten til fulde. Nogle steder i USA, hvor de højreradikale kristne er magtfulde, er det stadig forbudt at undervise skolebørn i evolutionsteorien, da de anser den for blasfemisk og mener, at Bibelens skabelsesberetning skal tages helt bogstaveligt. Vi har at gøre med de samme mennesker, som er mod abort og vielse af homoseksuelle og går ind for korstog mod muslimer. Her kan man altså tale om store og magtfulde enklaver i det vestlige samfund, oplysningstiden gik forbi. Endnu længe før Darwin fik videnskabsmænd som Galilei røven på den guddommelige komedie, og i 1633 tvang inkvisitionen ham til at dementere teorien om, at Jorden drejer rundt om Solen (det heliocentriske verdensbillede). Det var Kopernikus, der havde genoptaget denne teori fra antikken, og videnskaben spillede således en stor rolle i nyfortolkningen af antikken - renæssancen - ligesom naturvidenskaben har spillet en afgørende rolle for modernismen. Naturvidenskaben skabte grundlaget for en enorm vækst og udvikling i den sidste del af det 19. århundrede, som er fortsat op gennem det 20. århundrede. Men i dag er der som sagt stærke tendenser, der peger tilbage mod det førmoderne - f.eks. blandt magthaverne i USA og Danmark. Det er ikke en tendens, der gavner naturvidenskaben. Og i det perspektiv er naturvidenskabens historie yderst vigtig. For fremtidens skyld må vi modvirke tendensen, således at vi får flere dygtige naturvidenskabsmænd og -kvinder, der kan sikre samfundets fremtidige eksistensgrundlag mod det førmoderne og den mentalitet, der siger 'vi vide bedre selv'. Ikke for at genindføre tilbedelsen eller den ukritiske respekt for naturvidenskaben, men fordi et højteknologisk samfund kræver, at folk er interesserede i den højteknologi, vi omgiver os med. Man kan naturligvis ikke kræve, at lægmand forstår, hvordan al denne højteknologi fungerer, men en vis indsigt er vigtig. Der mangler især oplysning og viden om naturvidenskabens betydning for samfundet og samfundsudviklingen. Det er i øvrigt ikke kun højreradikale nationalromantikere, der ønsker os tilbage til det førmoderne. Det er i lige så høj grad grupper blandt det yderste venstre, der ønsker os tilbage til en tid før industrialiseringen. Der er i begge lejre en udbredt skepsis over for nye videnskabelige tiltag som f.eks. genteknologi. Angst for, hvad naturvidenskaben kan frembringe, er nu intet nyt fænomen. Tænk blot på Mary Shelleys Frankenstein fra begyndelsen af det 19. århundrede. Men det er nok ikke så meget på grund af angst, at de unge ikke vælger naturvidenskab. For selv om unge altid har dyrket og ledt efter deres identitet, er dette forstærket de sidste år, og naturvidenskaben har umiddelbart svært ved at opfylde det behov, mange har for selveksponering. Vi lever i et samfund, hvor alle gerne vil ses - være berømte sangere, filmstjerner, 'noget ved medierne' eller bare med i et reality-show. I forhold til dette ideal er det ikke specielt glamourøst at være videnskabsmand. Den enorme fokusering på individet og dets udvikling er altså ikke noget, der får folk til at interessere sig for naturvidenskab. Man må få flere til at drømme om at blive naturvidenskabsfolk, f.eks. ved at opstille nogle rollemodeller, der viser, at man som videnskabsmand m/k vinder en længerevarende anerkendelse og respekt, og at man er med til at skabe en bedre verden. I Asien er det ikke noget problem at skaffe kandidater til de naturvidenskabelige uddannelser. Og det ses tydeligt af det 'Brain-drain', der foregår af eksperter fra Asien til Europa og især USA. Tigerøkonomierne i Asien står på nogle måder også samme sted, som vi gjorde i industrialiseringen og det moderne samfund. En massiv teknologisk udvikling og økonomisk vækst har vist dem, hvordan naturvidenskaben har kunnet løfte nogle ud af fattigdommen. Det er derfor intet under, at naturvidenskab her er populært, og teknikken og den økonomiske udvikling sker i et sådan tempo, at de formodentlig vil overhale os inden alt for længe. Medmindre de altså vil opleve den samme lede ved naturvidenskab og teknologisk udvikling, når bieffekterne i form af massiv forurening mv. begynder at overskygge begejstringen for udviklingen. Herhjemme ville det hjælpe, hvis børn i folkeskolen fik gennemgået noget videnskabshistorie, så de kan se sammenhængen mellem videnskaben og det øvrige samfund, og videnskabens betydning for udviklingen - på godt og ondt. For naturvidenskaben har stået for yderst destruktive frembringelser; atombomben og andet krigsmateriel, gifte som DDT, agent orange, napalm. Det har helt sikkert givet naturvidenskaben nogle gevaldige ridser i lakken, værst har det dog været med de opfindelser, der skulle gavne menneskeheden, men har haft nogle kedelige bieffekter. Industrialiseringen igennem har videnskaben nydt en stor autoritet, som den altså nu har mistet. Det påpeger den tyske samfundsteoretiker Ulrich Bech bl.a. i sin teori om risikosamfundet. Videnskaben har været med til at påføre os en række miljøproblemer, katastrofer som Tjernobyl og Bophal osv. Når videnskaben viser tænder på denne måde, skræmmer den os, og da der er tale om uintenderede bivirkninger af videnskaben, mister den også troværdighed - vi kan ikke længere stole på den, og den bliver farlig og uberegnelig. Videnskaben om de moderne miljøproblemer har sine vanskeligheder, og man kan bare se på debatten omkring klodens klimaproblemer for at få syn for sagen. Uenighederne bliver her blæst op og ud i medierne og det offentlige rum, og det kan jo ikke undre, at folk så tænker, at videnskabsmændene alligevel ikke ved, hvad de snakker om. Ydermere er vor tids videnskab præget af usikkerheder - det virker, som om for hver gang vi finder ud af noget nyt, finder vi meget mere, vi ikke ved. Der er f.eks. masser af kemiske stoffer, vi ikke ved, hvordan vi reagerer på, og videnskaben kommer jo desværre til kort i mange forbindelser. Det skuffer os. Den positivistiske ånd med den nærmest blinde tro på videnskab og fremskridt, der hang sammen med det moderne samfund, er gjort til skamme. Trods det er vi stærkt afhængige af videnskaben, som i mange tilfælde må træde i stedet for vores egne sanser - vi kan f.eks. ikke smage, om en eller anden fødevare er kræftfremkaldende - det kan kun videnskaben give os svar på. Selv om det ikke er så synligt, er naturvidenskaben helt nødvendig, for at vi som mennesker kan orientere os og navigere rundt i et højteknologisk samfund. Videnskabens tab af autoritet resulterer også i dyrkningen af forskellige new age-fænomener, nyreligiøsitet, alternativ behandling, healing osv. Videnskaben kan ikke længere give folk et ståsted, og de må søge andre sandheder, som de kan benytte som holdepunkter i deres tilværelse. Jeg påstår naturligvis ikke, at videnskaben har svar på alt - tværtimod. Videnskabsmanden, der altid handler rationelt og putter alt i skemaer og kasser og ikke har nogen som helst kontakt til sit følelsesliv, har optrådt som en karikatur i mange film og bøger. 'Homo Faber' af Max Frisch fra 1957 beskriver på genial vis, hvordan den moderne rationelle videnskabsmands verden ramler sammen. Men man kan nu også hurtigt komme på afveje, hvis man søger i metafysikkens afkroge! Og selv om mange, jeg mødte på matematikstudiet, vil kunne betegnes som nørder, var mange af dem vidende mennesker, både i forhold til kultur og samfundsliv. Bare fordi man bliver klogere på naturvidenskab, behøver man ikke at blive dummere på andre felter. Der er ingen tvivl om, at en vis skepsis over for, hvad naturvidenskaben frembringer, er sundt. Jeg siger ikke, at man ikke må være kritisk over for naturvidenskaben. Man må blot ikke være så kritisk, at man afskriver de enorme muligheder, den indeholder. Det er jo ikke naturvidenskaben, der er noget galt med - det er den måde, vi bruger den på. Vi må af med mistroen over for eksperter, genetablere respekten over for naturvidenskaben og give folk nogle drømme, der går ud over de 15 minutters berømmelse, der ifølge Andy Warhol tilfalder os alle.