Alle skal i gang. Overvægtige, depressive og misbrugere sendes til idræt og motion på recept. At bevæge sig opfattes mere og mere som noget, man skal opdrages til, som noget, der skal 'implementeres', tømres ind i folks hoveder. Især børn er kommet i søgelyset. Der er stor uro over, at børn og unge ikke er tilstrækkeligt fysisk aktive. Samtidig er samfundets holdning til børnenes leg og fysiske aktivitet præget af modsætninger. På den ene side er hudafskrabninger ikke længere det skattede symbol på den eventyrlige leg, på at klatre og falde ned fra træer, på vilde cykeleksperimenter. Der bliver ikke længere i samme omfang som tidligere bygget hytter og underjordiske huler, leget forbudte steder, f.eks. på usikker is eller i grusgrave. Børn mødes ikke mere efter skolen på 'gaden', tager i skoven eller bare leger sammen rundt om huset. Børns bevægelsesmuligheder i byen er drastisk formindsket de seneste årtier. Den tiltagende trafik er en af grundene, forældrenes manglende tid og bekymring en anden. Mange børn bliver kørt til skole og fritidsaktiviteter. Det kan have en dårlig indvirkning både på helbredet og på barnets udvikling og oplevelse af kropslighed. For at udvikle sig optimalt fysisk, psykisk og socialt har børn brug for udfoldelsesmuligheder uden for deres hjem. Børns leg finder ofte sted i det umiddelbare naboskab, og derfor gælder det om, at legearealer planlægges fantasifuldt på måder, som tillader udfordrende fysisk leg. Værst står det paradoksalt nok til på landet. Når børn vil bevæge sig her, melder de sig ind i en idrætsforening, som dernæst splitter dem i alle ender og kanter. Inddeler, underdeler og opdeler dem. De skal vælge mellem forskellige idrætsdiscipliner (badminton, håndbold eller fodbold), deles op efter køn (piger og drenge leger ikke sammen), efter alder (miniput, lilleput og så videre) og præstationsevne. De 'leger' på forudbestemte tidspunkter, f.eks. tirsdag og torsdag fra 17-18.30. En gennemstruktureret verden, hvor det selvorganiserede element mangler. Men på den anden side er interessen hos planlæggere og myndigheder for nye udfoldelsesmuligheder i byrum og landskab stor, og der arbejdes med fornyelse af idrætsanlæg for at skabe inspiration og rammer for de spontane og uorganiserede aktiviteter. Derfor er det oplagt at efterlyse en psykologisk indsigt i samspillet mellem rum og bevægelse. Efterlyse en oversigt over de faktorer, der har betydning for, at mennesker bevæger sig, eksperimenterer og leger sammen. Man kan ikke forholde sig indifferent til et sted. Mennesker giver rummet en betydning. Om mennesker føler sig veltilpasse eller utrygge, afhænger af, hvordan der svares på deres behov. Et behov giver udtryk for noget, man har brug for, og er derfor ofte forbundet med oplevelsen af en mangel, som skal tilfredsstilles. Det er ikke altid let at finde ud af, hvad brugernes behov er i forhold til en facilitet, men følgende kan nævnes: behovet for stimulation, for sikkerhed, for klarhed, for privathed, for social interaktion og for identitet. Stimulation er livsvigtigt. Stimuleres et spædbarn ikke sansemæssigt, dør det, selv om det får føde og drikke. Børn har brug for berøring og mulighed for at bevæge sig. Disse erkendelser fra 1950'ernes psykologiske forskning har betydet meget for børnepædagogikken. Også for det voksne menneske gælder det, at uden stimulation af sanser, tanker og følelser kan det ikke videreudvikle sig. Dette kunne være udgangspunktet for en kritisk diskussion af standardiseringen af idrættens og byens rum. Men stimulation er ikke det eneste behov. Oplevelsen af at være sikker er ligeledes et af menneskets centrale behov. Omgivelserne skal både af brugere og fremmede opleves og respekteres som beskyttet territorium. Løber man som kvinde en tur om aftenen, er det ikke altid, at ens behov for sikkerhed bliver dækket. Man løber anspændt, hele tiden med fokus på uventede hændelser eller trusler. At være uden for sit hjem forbindes ofte med angst. Rammerne kan imødekomme behovet for sikkerhed f.eks. ved at indrette et løbestisystem med belysning eller ved at bygge en hal eller plads på en åben og overskuelig måde. Sikkerhed opleves, når det fysiske rum og dets tegn kan afkodes. Rum, især når de bruges af mange mennesker samtidig, bør være overskuelige. Funktionerne skal være bygget op omkring et hierarki, så man kan skelne mellem vigtige og mindre vigtige informationer. Menneskers behov er dog ofte direkte modsigende. At føle sig sikker kræver en arkitektur, som gør den enkelte mere synlig. Samtidig ønsker mennesker også at opleve intimitet. Børn elsker at skjule sig under bordet, som voksen vil man gerne gå tur i fred. Behovet for privathed kan f.eks. opnås gennem en planlægning, som opdeler faciliteter i private og offentlige rum. Bevægelsens steder er ofte rum, hvortil man skal købe adgangsbillet. Det er ikke alle, der bare kan komme ind. Det giver en form for tryghed. Behovet for privathed skal også opfyldes ved bevægelse i byrummet. At finde den optimale ligevægt mellem privathed og fornemmelsen af sikkerhed kræver kendskab til de sociale mønstre i de forskellige miljøer. Mennesket er fra starten et socialt væsen med behov for at kommunikere. Den sociale interaktion lettes, hvis miljøet er udformet, så mennesker nemt kan komme i kontakt med hinanden. Omgivelser, der er centralistisk eller hierarkisk organiseret, gør det mere vanskeligt at skabe kontakt. Miljøer til bevægelse er meget forskellige, hvad angår invitation til social interaktion. Sammenligningen mellem en gymnastikopvisning og en fodboldkamp viser forskellen. En gymnastikopvisning om sommeren lægger op til at være en social begivenhed, hvor folk sidder på medbragte tæpper med termokander og sludrer, mens de afventer opvisningen. Man kan bevæge sig frit i landskabet; der er ikke faste pladser, og man bytter roller mellem at være deltagere og tilskuere. En lille café inviterer til at blive hængende et stykke tid og udveksle indtryk og erfaringer. En fodboldkamp på den anden side foregår i omgivelser, hvor rammerne begrænser dialogmuligheder. Banen er tydeligt afgrænset eller afskærmet, og begivenheden er meget centreret omkring det, der sker på banen. Mennesker er i begge tilfælde tæt på hinanden, men retningen og organiseringen af kontakten er meget forskellig. Især for børn er det centralt, at de kan knytte sig følelsesmæssigt til steder. De fleste kan huske steder fra deres barndom, som var meget vigtige for dem og gav dem en form for identitet. Det kan være huler, man byggede i træer, en grusgrav eller en kiosk ved siden af skolen. Den fysiske planlægning skal derfor lægge vægt på de egenskaber ved arkitekturen, som gør det nemmere for mennesker emotionelt at binde sig til omgivelserne. Især i dag, hvor identitetsbærere som tradition, religion og klasse har tabt betydning, får kroppen en vigtig identitetsgivende opgave. Der stilles dermed store krav til bygningen af bevægelsesfaciliteter. De skal svare til forventningen om fremskridt og fleksibilitet og samtidig give fornemmelsen af at være bundet til et sted, hvor man føler sig hjemme. Et splinternyt skinnende fitnesscenter tilfredsstiller måske ens behov for komfort og klarhed, men kan give en følelse af ensomhed og manglende tilknytning. Her gælder det om at skabe en nutidig balance mellem det udfordrende nye og det kendte gamle. Ud fra de skitserede behov kan én ting i hvert fald betragtes som givet: Bolig- og bevægelsesområder, som er præget af grå beton, kunstigt lys, højt støjniveau, mangel på beplantning, manglende muligheder for at skabe intimitet og ingen relation til omgivelserne, er oplagte til at skabe stress og problemer. Kommunale planlæggere bør have disse mønstre i tankerne, når de tænker rum og bevægelse. De skal vide, hvilke faktorer der gør, at f.eks. børn føler sig sikre og veltilpassede, og hvilke kvaliteter der er nødvendige for, at børn kan knytte sig til steder og bevæge sig frit. Er børn uafhængige i deres mobilitet, kan de møde nye mennesker, nye steder, og de kan nysgerrigt opbygge deres egne sociale netværk. Børn vil gerne have venner tæt ved deres bopæl, muligheder for at lege, adgang til forskellige steder på egen hånd, tilgang til vegetation og natur, andre mennesker i nærheden, kendskab til omgivelserne og tryghed ved at færdes dér, viser forskellige undersøgelser. Taler man med større børn om deres barndom, viser det sig, at bestemte steder spiller en stor rolle for deres udvikling. Disse steder behøver ikke at være særlig iøjnefaldende. De kan sagtens være nogle sten, et vandhul eller en hule, som i legen blev forvandlet til et slot. Vigtigt er det, at disse steder er fyldt med følelser, som giver barnet en fornemmelse af tilknytning. Nu kan man ikke bare i almindelighed tale om børn, da forskellen på drenge og piger er meget stor, især når det gælder bevægelsesmuligheder og tilbud uden for hjemmet. Det gælder kropslighed, legepræferencer, bevægelsesmønstre og adfærd i det fysiske rum. Piger får på mange måder tildelt mindre rum end drenge. Idrætsrum handler ofte om boldbaner, traditionelt drengenes domæne. Forskningen - og dermed planlægningen - har overset betydningen af den motoriske og kropslige side af pigers personlighedsudvikling. Det er derfor et oplagt emne at undersøge, hvordan piger oplever rummet og bevægelsen, og hvordan deres kropslige udvikling og bevægelseskultur influerer på deres personlighed og identitet. I 1930'erne undersøgte den tyske psykolog Martha Muchow børns livsrum i byen. 14-årige piger og drenge skulle ved hjælp af en byplan male alle de gader blå, som de kendte godt og brugte som legerum. De gader, de kendte, men ikke havde særlig meget erfaring med, skulle de male røde. De blå områder betegnede hun som 'legerum', de røde som 'strejferum'. Sammenlagt udgjorde områderne børnenes 'livsrum'. Det var påfaldende, at pigernes 'strejferum' kun var halvt så stort som drengenes. Det er strejferummet, der er afgørende for erobring af nye territorier samt for beredskab og initiativ til at gå i dialog med nye udfordringer. Drengene søger mere udendørs, er mere ekspansive og bedre forberedt på at løse nye opgaver. Martha Muchows undersøgelser støttes af nutidig forskning. Der er stadigvæk, også 70 år senere, stor forskel på drengenes og pigernes bevægelsesmuligheder og -vaner. Det areal, som piger benytter, er i gennemsnit meget mindre end drengenes. De bruger ikke på samme måde det offentlige rum. Yngre piger leger mest i gården eller på legepladser tæt ved hjemmet, mens større piger i stor udstrækning foretrækker deres værelses intimitet. Når man nu ved, at kropslige erfaringer er centrale for erhvervelsen af motoriske, sociale og intellektuelle færdigheder - og ved, at krop, bevægelse og identitet hænger sammen, kan det undre, at man ikke skaber mere inspirerende rum for udfoldelse. Drenge er som sagt mere udenfor, de bevæger og udfolder sig mere i det fysiske uderum. Det giver dem intensive erfaringer med situationer og andre mennesker. De erhverver rumlig viden og rumlig kompetence. De bliver mere uafhængige og udvikler færdigheder, som er knyttet til det at organisere mange menneskers aktivitet samtidig. De erhverver frustrationstolerance, mestrer udfordringer og udvikler selvbevidsthed. Vil man rette opmærksomheden mod pigerne, kan man spørge, hvad en byplanlægning skulle præstere for at give dem flere chancer for at erhverve de redskaber og egenskaber, som er forbundet med en større erobring af territorier. En mere pigeorienteret byplanlægning bør skabe flere muligheder for aktiviteter, der er sociale. Den bør skabe muligheder for, at man kan sidde sammen og kommunikere. Der skal være steder, som er nemme at komme frem til både tæt på hjemmet og med en god transportforbindelse. Der skal være steder, som opleves sikre med hensyn til trafik og andre mennesker. Der kunne etableres eksperimentarier, f.eks. pigelegepladser eller delområder, som kun er tilgængelige for piger. At skabe bevægelsesomgivelser til mennesker er ikke kun et politisk og et psykologisk anliggende. Det har også et sundhedsøkonomisk perspektiv. Giver vi ikke børn muligheder for at bevæge sig, afprøve sig selv og eksperimentere, har vi et kæmpe problem om 20 år. Så skal vi nemlig til at sætte dem i gang - alle de overvægtige, de depressive ...