Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst har fulgt noget så profant som en tv-serie ugentlig, og endda købt en dvd-udgave af værkets tidlige sæsoner for at 'nærlæse' teksten. Men sandheden er, at amerikansk tv har begået en begavet serie, der tilmed handler seriøst om politik. En ærkeamerikansk optimistisk serie om et vindende hold, men en serie, der er sig selv bevidst, både som underholdning og seriøs formidler af det politiske liv og arbejde. Det er en på alle måder både elitær og vildt underholdende serie, så de to ting kan altså godt blandes, om end det sikkert er lettere i et land, der har et helt kontinent at trække på. Serien 'West Wing' - 'Præsidentens mænd' - er selvfølgelig forvist til DR 2, hvor femte sæson p.t. kører om tirsdagen i en slags primetime, fra kl. 21.15. Der gives ikke ved dørene, og serien tager ikke hensyn til omverdenens manglende viden om detaljer i amerikansk politik. Her er ingen 'Dansklærerforeningens noter' og ingen blid introduktion til f.eks. 'soft money' eller andre begreber fra miljøet - hvis man ikke forstår, må man hænge på og hente forklaringen i selve handlingsforløbet. Den eneste forklarende hjælp, serien byder på, er den søde, begavede, men kiksede sekretær Donna, der stiller alle de spørgsmål, politikere burde komme ud for hver dag, men sjældent hører fra baglandet. Hvis der er overskud på statsbudgettet, hvorfor så ikke kanalisere pengene tilbage til borgerne? Fordi politikerne bedre end borgerne ved, hvor borgerne burde bruge pengene - ikke på en dvd-maskine til sig selv, men på bedre skoler! Ikke desto mindre påtager serien sig at forklare og perspektivere dagens politiske emner (og morgendagens). Hvorfor ønsker visse afroamerikanske ledere, at staten skal undskylde for slaveriet og udbetale fiktive erstatninger for 'tabt arbejdsfortjeneste' til efterkommerne af slaverne? Hvorfor transmitterer de store tv-kanaler så lidt fra partikonventerne? Er uddannelse vejen til større lighed? Er køns- (eller race)kvotering vejen til et bedre samfund? Vrider vi spørgsmålene, så vi får de svar, vi ønsker, ved meningsmålinger? Serien præsenterer en slags provokerende alternativ virkelighed for dette nye århundrede. Tænk, hvis USA i stedet for George W. Bush (også kendt som BushBush eller, som Saddam Hussein kalder ham, Lille Bush) havde valgt en idealistisk liberal demokrat fra New Hampshire, en nobelprismodtager i økonomi, gift med en yderst selvstændig og meget kompetent læge. Tænk, hvis det var lykkedes at finde løsninger på våbenproblemet i USA eller at snigmyrde Osama bin Laden inden 11.9. 2001, tænk, hvis man havde genvalgt denne liberale præsident med en jordskredssejr ... Det er et ustyrligt alternativt scenario. Som dels skyldes, at seriens bagmand, Aaron Sorkin, selv er kortholdende demokrat, dels det faktum, at man trods alt kun vanskeligt ville kunne fremstille det nuværende Hvide Hus' administration som personerne i 'West Wing': uselviske idealister. Det går unægtelig lettere med fiktive skikkelser. 'West Wing' er på en måde blot endnu en udgave af arbejdspladsserier som 'NYPD' eller 'The Practice'. Men serien fungerer alligevel helt anderledes. Den søger, upædagogisk og dog ganske utilsløret, at skildre arbejdet med at styre staten, eller rettere sagt: den overordnede og diffuse del af statsstyret, som foregår i Det Hvide Hus i Washington. 'WW' er delt i to lag eller spor, om man vil: historien og hverdagen. Hvert afsnit er ideelt set en konfrontation mellem de to spor. I hverdagens historier skildrer serien administrationens håndtering af alskens øjeblikkelige problemer, fra legalisering af hash, over udnævnelsen af en latino højesteretsdommer, til de helt trivielle småting. Og man går vel at mærke ikke alene efter de farverige sager, som er nemme at sælge, men kaster sig med forkærlighed over komplicerede emner, der ikke er særlig sexede og derfor heller ikke sælger sig selv særlig godt. Hvordan finansierer man f.eks. en skattereform, der gør det muligt for forældre i lavindkomstgrupperne at give begavede børn en høj uddannelse? Hvor serien i sine første sæsoner gerne forfaldt til at prædike eller pædagogisk forklare f.eks. teorierne bag amerikansk folketælling uden folkeregister, lader den nu historierne leve på egen hånd. Personerne taler i større omfang end tidligere det fagsprog, de i virkeligheden ville bruge, og det klæder serien, men gør den nok endnu smallere herhjemme, hvor vi efterhånden er vant til, at tv-serier skal kunne forstås af idioter med et ordforråd på femten gloser. Det andet lag er det 'historiske', hvor præsidenten træder i karakter og må tage hurtige og præcise beslutninger om (især) udenrigspolitiske emner. Hvor hverdagslaget er banalt spændende, fordi spørgsmålene er almene, så går Sorkin og hans medskribenter ud på tynd is, når de omskriver det nye århundredes historie. Det mærkes i den grad, at serien blev påbegyndt, da Bill Clinton endnu var en generøs og uantastet, vildt populær præsident og verden levede i sen-90'ernes naive tro på evig fred. Der er en storslået uskyld over seriens start, som nu er afløst af en helt anden råbarket holdning til omverdenen. Godt nok kender Bartlets præsidenttid hverken til 9/11 eller krig i Irak, hans administrations store udfordring ligger netop i at undgå de to situationer, som har determineret George W. Bushs periode som præsident. Som øverstkommanderende har Bartlet i øvrigt lånt adskillige træk fra Bush den Yngre - nok er han skildret som ultraliberal og 'due', men i The Situation Room er det en handlekraftig og solid leder, man møder. I virkeligheden (og det erkender både serien og Bartlet) har præsidenten kun ret begrænsede muligheder for at styre og regere. Hovedsagelig sker det da som landets øverstkommanderende. Bartlet er en idealpræsident. En slags Clinton uden Lewinsky, en Al Gore med temperament, en John Kerry med vinderinstinkt, en Carter uden svaghed. Den demokrat, som Demokraterne burde have (op)fundet til de sidste to valg. Den kandidat, som det amerikanske folk ville have foretrukket frem for George W. Bush? Æstetisk set er 'WW' umådelig lækker - og ubetinget moderne. Forelsket i den moderne verden fuld af travlhed og teknologi. Personerne bevæger sig konstant rundt i bygningen, og vi følger dem i glidende uklippede scener, for de fleste samtaler foregår i kortfattet, hektisk form, mens man følges fra og til møder med andre. I kontorerne (der ganske ukorrekt er udstyret med den nyeste it-teknologi) brænder altid et tændt tv (dog uden lyd), og de store fladskærme viser ikke screensavere - her arbejdes der! Kunne man tænke sig en dansk parallel til 'WW' - 'Christiansborg'? Da BBC tog fat på et lignende emne, gjorde man det i den begavede sitcoms sprog - 'Javel, hr. (stats)minister'. Måske ville det være en befrielse at få skildret det politiske liv med idealister, opportunister, spindoktorer og journalister og embedsmænd i en realistisk, men positiv form. 'WW' formår at komme hele vejen rundt og at skildre alle involverede som flerdimensionale personer. Selv da præsident Bartlet i en periode trækker sig tilbage fra embedet og lader republikaneren Walken tage over, bliver den brutale, svært vægtmæssigt udfordrede Walken efterhånden til en karakter, man kan holde af og forstå. Man ansatte forhenværende medarbejdere fra Det Hvide Hus som konsulenter og scriptwriters og skabte figurerne ud fra levende model, især er pressesekretæren C.J. Cregg (en milelang, yderst alvorlig kvinde, som Secret Service har givet kodenavnet 'Flamingo') kreeret over Clintons medarbejder Dee Dee Myers. C.J. er den højest placerede kvinde i Bartlets interne administration, og typisk placeret uden for beslutningsprocessen: Hun er simpelthen administrationens talerør. Og udvikler sig gennem sæsonerne til en af de mest nuancerede figurer i serien, oven i købet udstyret med et fritvoksende privatliv og mange mulige kærester. Den mest perspektivrige af de nye bifigurer er den republikanske aktivist Alison Haynes, der bliver ansat direkte fra præsidentens kontor, fordi hun møder bedre forberedt op til en debat end Det Hvide Hus' medarbejder. Godt nok bliver hun drillet og placeret i et kunstigt ophedet kontor i kælderen, men hendes viden og holdninger parret med patriotisme og loyalitet gør hende til en ligefrem populær figur i kredsen. Plus at hun alene kvinde tydeliggør, hvorfor så mange unge mennesker to gange i træk har stemt BushBush til magten og et republikansk parlament! Hvor vandene skiller mellem USA og Europa, er klart. Vore helte og heltinder deler hinandens idealisme. Der er næsten ingen intern rivalisering mellem ansatte, ingen interne kabaler og udnyttelse af mediernes interesse for livet tæt på magtens tinde. Tværtimod er alle opsat på at gavne præsidenten og deler hans vision (om end den indimellem forekommer seeren ret diffus). Da alt er ved at gå skævt i første valgperiode, enes hovedpersonerne om at opfordre præsidenten til at følge sine egne holdninger - »let Bartlet be Bartlet« - hvorefter man nærmest rituelt gentager frasen 'I serve at the pleasure of the President'. Der er meget, meget lang vej til den kuldslåede danske 'Kongekabale's forenklede, desillusionerede blik på regeringsmagten. Den amerikanske optimisme er usvækket, selv i et projekt, der så tydeligt er skabt af 'venstre'-fløjen. 'WW' synes at have erstattet det systemskifte, som kunne have dynamiseret amerikansk politisk liv efter fire års Bushstyre. Her er historien om et helt andet USA, hvor den liberale præsident knuser sin naive republikanske modstander (der, som for at dreje kniven rundt i såret, spilles af James Brolin, gift med den ultraliberale Barbra Streisand, han spillede for nylig Ronald Reagan i en yderst kritisk miniserie). Præsidentens livvagt er netop blevet skudt ved et banalt kiosktyveri, og den republikanske modstander kommer med følgende bushisme: »Crime, boy, I don't know«. Den udtalelse får Bartlet til at beslutte at stille op, trods sklerose og udmattelse. Senere får Bartlet af manuskriptforfatterne lov at tvære modstanderen ud med veloplagt nådesløshed under en tv-duel. Hævn for otte års republikansk styre. Og man spørger sig selv - vil dette ganske andet USA blive muligt, et USA regeret af personer som John McGarry, præsidentens grånende stabschef, omvendt dranker og pillenarkoman? Eller Josh Lyman, en lynende intelligent, møgarrogant lille terrier af en østkystjøde? Overuddannet og med et svimlende ordforråd? Mens andre af figurerne direkte synes klonet over Bushs medarbejdere - Colin Powell forvandlet til Commander of the Joint Chiefs of Staff Fitzwallace og sikkerhedsrådgiveren Nancy McNally. 'WW' er blevet anklaget for de særeste ting, såsom at være racistisk, fordi serien fastholder 'virkeligheden', altså at den overvældende hovedpart af magtfulde personer ved 'hoffet' i Det Hvide Hus er mænd. Hvide mænd. Mig forekommer det forfriskende, at serien ikke forsøger at lyve virkeligheden bedre og mere nuanceret, end den er. Sandheden er, at kvinder (og alle minoriteter) er marginaliseret her såvel som alle andre steder, hvor magten er reel. Seriens akilleshæl er snarere, at den deler sine hovedpersoners dybeste politiske overbevisning. Serien er 100 procent enig med Bartlet og hans administration. Der er intet validt alternativ i 'WW's politiske verden. Men sådan ser virkelighedens USA jo ikke ud, det opdagede vi ved valget. Der er ingen afstand mellem personer og forfattere. Disse mennesker er på rette kurs for den rette sag, og vi holder med dem. Også da den til tider vildt blåøjede Sam Seaborn mister selvbeherskelsen, konfronteret med barnebarnet til en russisk spion, der ønsker farfaderen 'renset', så han kan dø i fred med sin søn. Tilgivelse er ikke muligt. Bartlets katolicisme står ikke til diskussion. Og dog. Da hans sklerose bliver til en skandale, rigsretssagen truer, og den illoyale vicepræsident rasler med sabelen i sin hjemstat i Syden, dør Bartlets sekretær, mrs. Landingham ved en færdselsulykke. Ved hendes bisættelse i The National Cathedral i Washington har præsidenten sit livs opgør med Gud. De to mest magtfulde enheder i verden i åbent opgør på latin. Bartlet forstår ikke den ulykke, som regner ned over ham, han har da kun gjort godt i sin tid ved magten. Hvis Gud ikke vil hjælpe ham, afskriver han Gud, skodder en cigaret på højalterets mosaikgulv og lover Gud, at han kan få den uduelige vicepræsident i stedet. En provokerende, velskrevet, men også vildt overgearet scene i den store stil. (Det ser da også ud, som om Gud - og i dette tilfælde må Gud være lig med seriens bagmand Sorkin - tilgiver Bartlet og giver ham sin fulde støtte). Et andet område, hvor serien vælger den svære vej, er skildringen af personernes privatliv over for arbejdslivet. Der er ikke meget tid tilovers til at pleje ægteskab og forhold. De fleste er singler - eller bliver det, som McGarry, hvis hustru forlader ham i første sæson - da han udmattet erklærer, at karrieren som stabschef er vigtigere for ham end ægteskabet. Over for dem står Bartlet som patriarken, der har (fået) alt, inklusive et livslangt varmt erotisk højtgearet ægteskab med en storbarmet kvinde, Abby, plus tre børn og endda børnebørn. At det ikke er spor let at få idealisme, arbejde, karriere og kærlighed til at hænge sammen, viser affæren mellem kvindeaktivisten Amy Gardner og Josh Lyman, der nok (fornemmer vi) er skabt for hinanden, men simpelthen ikke kan få regnestykket til at gå op. Serien vover faktisk at skildre det nye årtusindes svøbe, at arbejdslivet er blevet mere fascinerende og begivenhedsrigt end privatlivet. Det er vist kun Kristendemokraterne, der tror, at det er mere spændende at passe spædbørn end at styre USA. 'WW' tør sige, at det forholder sig lige omvendt. Alle seriens hovedpersoner er optaget af at styre »the mighty ship of state«, citat Leonard Cohen, og totalt bevidst om, at de indtager privilegerede nøglepositioner i verdens eneste supermagt. Privatlivet bliver noget, man har 'on the side', medmindre man har nået den absolutte top, hvor man har ret til alle goder, også et velfungerende familieliv. Men 'WW' ville ikke være sig selv værdig, hvis serien lod dette udsagn stå uimodsagt. Bl.a. derfor lader Sorkin fjerde sæson slutte med, at muslimske ekstremister tager Bartlets yngste datter Zoey som gidsel, fordi præsidenten har givet ordre til mordet på Sharif, seriens bin Laden. Her går omkostningerne ved absolut magt op for alle involverede, inklusive resterne af Bartletfamilien. Serien har vist sig uhyre modstandsdygtig over for almindeligt slid, den er stadig (skønt Sorkin ikke længere er hovedforfatter) både begavet og overraskende i sine pointer. Men intet varer evigt, heller ikke liberale demokraters magt. Hvis 'WW' skulle fortsætte, så ville det være uhyre forfriskende at få forevist et ungt republikansk team arbejde for en præsident som George W. Bush. Det ville da være en udfordring! For netop det aspekt, som gør serien fascinerende at følge - den alternative virkelighed - truer med at bringe den i sådan en uharmoni med den omgivende virkelighed, at serien ender i sit eget rum. En lomme i tiden. En negering af nutiden. Jo mere 'historisk' tiden forekommer, desto voldsommere rammer afvigelserne. Efter 9/11 har serien skiftevis søgt at inddrage 'noget, der ligner' - og at skabe sit eget historiske rum. Ingen af delene forekommer helt tilfredsstillende. Et USA uden 9/11, krig i Irak, George W. Bush, backlash, Michael Moore og Enron er det faktisk svært at forholde sig til i det lange løb. Også fordi tiden er ved at mudre begreberne til - George W. Bush har i al beskedenhed flere kvinder og 'etniske' amerikanere i sin regering end i sin tid Bill Clinton ... Kinda makes ya think ...