De fleste vil vide, at hvis Britney Spears, David og Victoria Beckham, Mick Jagger eller Demi Moore render rundt med et lille rødt armbånd om det venstre håndled, så er det, fordi de bekender sig til kabbalismen, en særlig esoterisk afart af jødedommen, som har sine rødder i middelalderens Sydeuropa. Eller for at være mere præcis: De bekender sig til den moderne udgave af den jødiske mystik, som udbydes af Kabbalah Centre International, en organisation styret af en tidligere forsikringsagent ved navn rabbi Philip Berg (website www.kabbalah.com). Disse små stykker garn til den nette pris af 26 dollar beskytter angiveligt mod »onde øjne« og er blevet »opladet« med en beskyttende energi ved Rachels grav i Betlehem. Organisationen markedsfører ud over dette salgshit en række andre produkter, f.eks. såkaldt kabbalavand, som skulle have absorberet Moselovens hellige energi, og som »renser sjælen«. Desuden udbyder centrene kurser og bøger som f.eks. 'Zohar', kabbalismens grundtekst fra det 12. århundrede. Originalen er uheldigvis forfattet på hebraisk og aramæisk. Den er derfor ikke tilgængelig læsning for hovedparten af sektens medlemmer. Rabbi Berg har i den forbindelse opfundet det groteske begreb om »skanning«, ifølge hvilket sjælero kan opnås ved simpelthen at kigge på de uforståelige kruseduller eller blot følge linjerne i teksten med en finger. Dette er blot eksempler på, hvordan man med stort held kan drive en religiøs forretning i dag. Neokabbalismen står selvsagt ikke alene. Scientology er uden tvivl bevægelsens nærmeste slægtning. Men der er mangfoldige andre prætendenter på det religiøse marked, hvis hovedandel tidligere tilhørte new age-bevægelsen. Neokabbalismen er blot i øjeblikket den mest mediatiserede blandt disse religiøse virksomheder. Det er nemt at latterliggøre neokabbalismen. Det er i øvrigt ikke unyttigt at gøre det. Men det er ikke tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at gøre sig klart, hvad det er for nogle sociale mekanismer, som den sætter i scene, og hvilken mangel i vores livsverden den vil udfylde. Problemet er ikke så meget, om neokabbalismen som spirituel doktrin har sin eksistensberettigelse eller ej, men at forstå, hvordan den overhovedet har kunnet skaffe sig ørenlyd. Set fra et overordnet religiøst synspunkt kan man bestemme både den oprindelige kabbalisme og neokabbalismen som mystiske esoterismer. Mystiske, fordi de søger efter et direkte forhold til kosmos eller det guddommelige, en mystisk forening med Gud. Esoterismer, fordi de tror på en skjult religion for særligt indviede. Men ud over disse overordnede fællestræk forekommer Philip Bergs valg af kabbalismen ret tilfældigt. Hvis han har udset sig netop denne doktrin til at drive sin virksomhed, er det i høj grad blot, fordi den henviser til en tradition ( quabbalah betyder simpelthen 'tradition'), som er overleveret siden middelalderen, og som kabbalisterne selv mener at kunne føre tilbage til Pythagoras og Moses. Historisk patos er good business. Man kan og bør selvfølgelig beklage, at kabbalismen misbruges på denne måde. Og det er vigtigt at fastholde, at hverken de oprindelige jødiske kabbalister, fra Isak den Blinde til Isak Luria, eller de kristne kabbalister, fra renæssancehumanisten Pico della Mirandola til alkymisten Franciscus Mercurius van Helmont, har noget som helst at gøre med de moderne kabbalacentre. Ikke at jeg vil forsvare den oprindelige kabbalisme som en reel religiøs mulighed. Det er blot ærgerligt, hvis man forestiller sig, at kabbalismens virkelige arvtager er Kabbalah Centre International, eller at dens betydning for vores kulturhistorie skal findes her. Diverse jødiske lærde gør et stort arbejde for at holde den virkelige jødiske mystik adskilt fra Philip Bergs kommercielle foretagende. I al beskedenhed har jeg selv i bogen 'Kabbalismen i den europæiske tanke' gjort, hvad jeg kunne, for at vise, at kabbalismens betydning for den vestlige idéhistorie befinder sig i særlige påvirkningsforhold mellem 1600-tallets arvtagere til renæssancens kabbalister og den tidlige oplysningstids videnskabsmænd og filosoffer. De mangfoldige værker af den store ekspert i jødisk mystik Gershom Scholem (1897-1982) er dog stadig den bedste modgift mod enhver forveksling af kabbalismen og neokabbalismen. Ud over at neokabbalismen må forarge enhver religionshistoriker eller troende jøde, hvilke risici indebærer da opkomsten af en sådan bevægelse? For det første økonomisk udnyttelse af svage sjæle. Madonna, den mest aktive stjerne i 'Kabbalywood', har investeret 7 millioner dollar i et kabbalacenter i London og doneret 22 millioner dollar til centret i New York. Det er mange penge, men det er selvsagt The Material Girls egen sag, hvordan hun vil bruge sine royalties, og hvis det giver hende sjælero at poste dollar i rabbi Berg, er det et forsvarligt valg. Hvis altså hun har valget! Flere stjerner har forladt organisationen, fordi det økonomiske pres var for stort, f.eks. Jerry Hall, som var blevet »træt af at bede sine venner om at give en tiendedel af deres indkomst til rabbi Berg«. For det andet er der en risiko forbundet med enhver religiøs gruppe, som opfordrer sine medlemmer til at have blind tiltro til organisationen, som overtager deres liv og økonomi, og som afviser enhver kritik som ond vilje. En artikel i The Village Voice fra 11. august 2004 rapporterer om adskillige tilfælde af denne art i forbindelse med kabbalacentrene. I Frankrig er et regeringssekretariat for kampen mod sekterisme (Miviludes = Mission Interministérielle de Vigilance et de Lutte contre les Dérives Sectaires) begyndt at indsamle oplysninger om de franske centre for at afgøre, om bevægelsen er en sekterisk udskejelse. Økonomisk udnyttelse og sekterisme er naturligvis nært forbundne. Det handler om en simpel kalkule af udbud og efterspørgsel. Værdien af et religiøst 'indkøb' er direkte afhængigt af at være eksklusivt og unikt. Man kan ikke udnytte folk økonomisk under dække af en religiøs doktrin uden at love dem en helt særlig indsigt og samtidig afvise værdien af enhver anden mulig sandhed. Før folk føler at have gjort et værdifuldt indkøb i de 23 bind af 'Zohar', må de overbevises om, at de hermed er initierede til en ellers skjult sandhed. Samtidig er det nødvendigt at forsikre dem om, at andre religiøse indsigter blot er store svindelnumre eller bevidste forsøg på at undertrykke sandheden, det vil sige konspirationer. Dette dobbeltgreb mellem initieringen og konspirationen, hvori de mystiske esoterismer holder deres medlemmer, sikrer, at disse fortsætter med at shoppe på hylderne i præcis deres religiøse supermarked og ikke overgår til konkurrenterne. Denne megalomant-paranoide salgsstrategi begrænser sig i øvrigt ikke til den religiøse sfære. Man behøver ikke at have læst mange linjer af Dan Browns formidabelt sælgende 'Da Vinci Mysteriet' for at genkende disse træk. Man genfinder dem også i de amerikanske politiske kommentarer, man kan købe i enhver lufthavn, i scenarierne til 'X-Files' eller 'Alias', i et utal af film, etc. Men hvad er det for et voldsomt behov for spiritualitet, som gør neokabbalismens tilhængere i den grad blinde over for organisationens åbenlyst bedrageriske foretagende? I et interview til ugemagasinet Le Nouvel Observateur (nr. 2.091, december 2004) fastholder religionssociologen Frédéric Lenoir, at den mystiske esoterismes genkomst svarer på et behov for spiritualitet i en »affortryllet verden« med sociologen Max Webers efterhånden noget fladtrådte udtryk. Lenoir forklarer således fænomenet som en virkning af en undertrykt drift mod at benytte sig frit af sin forestillingsevne. Denne drift viser sig i den mystiske spiritualitet såvel som i den poetiske tanke. Spiritisten Emanuel Swedenborg lægges i samme skuffe som poeten Novalis! Forstået på denne måde fremstår den mystiske esoterisme som en slags tilflugtssted fra en økonomisk eller politisk styret rationalitet tæt på den »instrumentelle fornuft«, som de tyske efterkrigstænkere Theodor W. Adorno og Max Horkheimer afsværger i værket 'Oplysningens dialektik'. Dette omsættes religionssociologisk i en vis romantiseren af den mystiske esoterisme. Den hyldes som en særlig poetisk virkelighed og et fristed for tanken. Hvis det er rigtigt, at en særlig korrumpering af fornuften er medskyldig i den tilflugt til uforstanden, som neokabbalismen er et udtryk for, er jeg imidlertid overbevist om, at Lenoir tager grueligt fejl, hvad angår de esoteriske sekters natur. Det kan ikke afvises, at den mystiske esoterisme faktisk anstiller sig som et alternativ til den instrumentelle fornuft. Neokabbalismens tilhængere er som oftest tiltrukket af den, fordi den udbyder en mening med tilværelsen forskellig fra den altoverskyggende vilje til rigdom, som definerer The American Dream. Men hvis udvandringen mod de esoteriske sekter rigtignok kan fremstå som en flugt, har dette imidlertid intet ved sig, som minder om en frisættelse. Hvorledes skulle et potentiale for frihed kunne udtrykke sig gennem en mysticisme, det vil sige en tankeretning, som per definition overimplicerer afkaldet på sig selv? Det er svært at se, hvordan Philip Bergs kabbalacentre - eller en hvilken som helst anden mystisk esoterisme i omløb - skulle kunne udfylde en frigørende rolle. For i forsøget på at flygte fra den dominerende fornuft giver de moderne tilhængere af mystikken frivilligt afkald på deres dømmekraft, som overdrages til sektens selvforanstaltede autoritet. De smider barnet ud med badevandet! Ved ikke at ville ræsonnere på denne måde, det vil sige, som de dominerende tankeformer foreskriver det, beslutter de sig for at holde op med at ræsonnere overhovedet.

I forhold til denne afsmag for fornuften er der ingen væsentlig forskel på de ofte bizarre doktriner, heriblandt neokabbalismen, som florerer i udkanten af den amerikanske religiøse kultur, og så den mainstream evangelisme, som dominerer i det såkaldte Bibelbælte. Der er vel nok en forskel i omfang. Evangelismen og specielt den konservative southern baptism udøver en indflydelse, som går langt hinsides en flok popstjerner. Men den styrende religiøse grundfunktion er ikke så frygtelig anderledes. Det er bestræbelsen på at opnå et direkte og personligt gudsforhold gennem en blind tiltro, der beskrives som at åbne øjnene for et andet og nyt liv gennem pludselig omvendelse og hengivelse. The Southern Baptist Convention taler om en »regeneration«, hvor den troende »genfødes i Jesus Kristus« (se website www.sbc.net). Alt, hvad man har at gøre, er at give slip, give op, ophøre med at tænke. I alle tilfælde drejer det sig om at forsvare sig mod den dominerende form for rationalitet ved at vende ryggen til enhver mulig fornuft. Ideer holdes for at være sande, ikke påtrods af at de er ufornuftige, men fordi de er ufornuftige. Fænomenet er generelt. Det manifesterer sig i et utal af amerikanske film, hvor helten til slut støder på en forhindring, som kun troen kan overkomme (se f.eks. den rædselsfulde tredje del af 'Matrix' eller A.G. Iñarittos glimrende '21 Grams'.) Det er også det, som sker, når man stemmer på George W. Bush, fordi »he says what he does and does what he says«, uden ellers at sætte spørgsmålstegn ved, hvad han siger og gør. Det er mystiske troshandlinger, som selvsagt ikke udtrykker rationel overvejelse, men som åbenlyst heller ikke udspringer af en eller anden 'genfortryllet' tankeform. De er udelukkende udtryk for den enkeltes manglende evne til selv at udforme de nødvendige alternative forstandsredskaber til at dæmme op for den dominerende rationalitetsform. Neokabbalismen er blot et symptom på en sådan intellektuel udmattelse. Det er der i øvrigt intet nyt ved. Det gælder for hovedparten af de mystiske bevægelser i den kristne kulturkreds siden den tidlige modernitet, fra den selvhævdende Antoinette Bourignons sekt i 1600-tallets Flensborg til partisanerne for madame de Guyons quietisme ved Ludwig XIV's hof. Bevægelser af denne type var (og er) symptomer på forstandens træthed, ikke på forestillingsevnens sprudlen. Som svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? skrev den tyske filosof Immanuel Kant i 1784, at oplysning er »menneskets udgang fra dets selvforskyldte umyndighed«. Genialiteten i denne berømte definition befinder sig i bestemmelsen af oplysning ikke som viden, men som myndighed, det vil sige som en praktisk kategori. Oplysning er noget, man gør. Det er i særdeleshed noget, man gør ved sig selv, idet man tager sin egen dømmekraft i besiddelse. Det er netop vores myndighed, som er på spil, når tanken hengiver sig til mysticismen. Der gives afkald på præcis det i fornuften selv, som ville tillade os, med metafysikeren Spinozas udtryk, at »behandle« eller »forbedre« forstanden ved egen hjælp. Der er rigtignok behov for en 'sjælens medicin' for nu at genbruge titlen på en bog af spinozisten Ehrenfried Walther von Tschirnhaus ('Medicina Mentis'). Men denne sjælemedicin findes ikke i en flaske kabbalavand. En myndig frihed må opsøges i generhvervelsen af ens egen dømmekraft hinsides den dominerende rationalitet, men uden mysticisme. Den findes i muligheden for at tænke anderledes, som idéhistorikeren Michel Foucault engang formulerede det, og ikke i afkaldet på at tænke sammenhængende. Bestræbelsen på at myndiggøre sig selv er ikke blot fraværende fra en mystisk esoterisme som neokabbalismen. Den modarbejder den direkte. Selv hvis man ser bort fra familien Bergs økonomiske interesser og udelukkende forholder sig til de menige neokabbalisters motiver, udgør bevægelsen et »uvidenhedens fristed« med endnu et spinozistisk udtryk. Ifølge Kant var oplysningens slagord 'Sapere aude!' - 'Vov at vide!'. Tankens udvandring mod mystikken er det stik modsatte. Neokabbalismen er et fristed for en dybtliggende vilje til at forblive uvidende. Ignorare aude! Den svarer til en tankebevægelse, der kan bestemmes som en indgang i selvforskyldt umyndighed, en slags antioplysning, og er en virkning af vores nylige indtræden i ufornuftens tidsalder.