0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Neokabbalismen

En særlig udlægning af den jødiske mystik går som varmt brød i USA og Europa. Hvilket religiøst behov opfylder denne pudsige bevægelse? Kronikøren er ph.d.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De fleste vil vide, at hvis Britney Spears, David og Victoria Beckham, Mick Jagger eller Demi Moore render rundt med et lille rødt armbånd om det venstre håndled, så er det, fordi de bekender sig til kabbalismen, en særlig esoterisk afart af jødedommen, som har sine rødder i middelalderens Sydeuropa. Eller for at være mere præcis: De bekender sig til den moderne udgave af den jødiske mystik, som udbydes af Kabbalah Centre International, en organisation styret af en tidligere forsikringsagent ved navn rabbi Philip Berg (website www.kabbalah.com). Disse små stykker garn til den nette pris af 26 dollar beskytter angiveligt mod »onde øjne« og er blevet »opladet« med en beskyttende energi ved Rachels grav i Betlehem.

Organisationen markedsfører ud over dette salgshit en række andre produkter, f.eks. såkaldt kabbalavand, som skulle have absorberet Moselovens hellige energi, og som »renser sjælen«. Desuden udbyder centrene kurser og bøger som f.eks. 'Zohar', kabbalismens grundtekst fra det 12. århundrede. Originalen er uheldigvis forfattet på hebraisk og aramæisk. Den er derfor ikke tilgængelig læsning for hovedparten af sektens medlemmer. Rabbi Berg har i den forbindelse opfundet det groteske begreb om »skanning«, ifølge hvilket sjælero kan opnås ved simpelthen at kigge på de uforståelige kruseduller eller blot følge linjerne i teksten med en finger.

Dette er blot eksempler på, hvordan man med stort held kan drive en religiøs forretning i dag. Neokabbalismen står selvsagt ikke alene. Scientology er uden tvivl bevægelsens nærmeste slægtning. Men der er mangfoldige andre prætendenter på det religiøse marked, hvis hovedandel tidligere tilhørte new age-bevægelsen. Neokabbalismen er blot i øjeblikket den mest mediatiserede blandt disse religiøse virksomheder.

Det er nemt at latterliggøre neokabbalismen. Det er i øvrigt ikke unyttigt at gøre det. Men det er ikke tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at gøre sig klart, hvad det er for nogle sociale mekanismer, som den sætter i scene, og hvilken mangel i vores livsverden den vil udfylde. Problemet er ikke så meget, om neokabbalismen som spirituel doktrin har sin eksistensberettigelse eller ej, men at forstå, hvordan den overhovedet har kunnet skaffe sig ørenlyd.

Set fra et overordnet religiøst synspunkt kan man bestemme både den oprindelige kabbalisme og neokabbalismen som mystiske esoterismer. Mystiske, fordi de søger efter et direkte forhold til kosmos eller det guddommelige, en mystisk forening med Gud. Esoterismer, fordi de tror på en skjult religion for særligt indviede.

Men ud over disse overordnede fællestræk forekommer Philip Bergs valg af kabbalismen ret tilfældigt. Hvis han har udset sig netop denne doktrin til at drive sin virksomhed, er det i høj grad blot, fordi den henviser til en tradition ( quabbalah betyder simpelthen 'tradition'), som er overleveret siden middelalderen, og som kabbalisterne selv mener at kunne føre tilbage til Pythagoras og Moses. Historisk patos er good business.

Man kan og bør selvfølgelig beklage, at kabbalismen misbruges på denne måde. Og det er vigtigt at fastholde, at hverken de oprindelige jødiske kabbalister, fra Isak den Blinde til Isak Luria, eller de kristne kabbalister, fra renæssancehumanisten Pico della Mirandola til alkymisten Franciscus Mercurius van Helmont, har noget som helst at gøre med de moderne kabbalacentre. Ikke at jeg vil forsvare den oprindelige kabbalisme som en reel religiøs mulighed. Det er blot ærgerligt, hvis man forestiller sig, at kabbalismens virkelige arvtager er Kabbalah Centre International, eller at dens betydning for vores kulturhistorie skal findes her.

Diverse jødiske lærde gør et stort arbejde for at holde den virkelige jødiske mystik adskilt fra Philip Bergs kommercielle foretagende. I al beskedenhed har jeg selv i bogen 'Kabbalismen i den europæiske tanke' gjort, hvad jeg kunne, for at vise, at kabbalismens betydning for den vestlige idéhistorie befinder sig i særlige påvirkningsforhold mellem 1600-tallets arvtagere til renæssancens kabbalister og den tidlige oplysningstids videnskabsmænd og filosoffer. De mangfoldige værker af den store ekspert i jødisk mystik Gershom Scholem (1897-1982) er dog stadig den bedste modgift mod enhver forveksling af kabbalismen og neokabbalismen.

Ud over at neokabbalismen må forarge enhver religionshistoriker eller troende jøde, hvilke risici indebærer da opkomsten af en sådan bevægelse?

For det første økonomisk udnyttelse af svage sjæle. Madonna, den mest aktive stjerne i 'Kabbalywood', har investeret 7 millioner dollar i et kabbalacenter i London og doneret 22 millioner dollar til centret i New York. Det er mange penge, men det er selvsagt The Material Girls egen sag, hvordan hun vil bruge sine royalties, og hvis det giver hende sjælero at poste dollar i rabbi Berg, er det et forsvarligt valg. Hvis altså hun har valget! Flere stjerner har forladt organisationen, fordi det økonomiske pres var for stort, f.eks. Jerry Hall, som var blevet »træt af at bede sine venner om at give en tiendedel af deres indkomst til rabbi Berg«.

For det andet er der en risiko forbundet med enhver religiøs gruppe, som opfordrer sine medlemmer til at have blind tiltro til organisationen, som overtager deres liv og økonomi, og som afviser enhver kritik som ond vilje. En artikel i The Village Voice fra 11. august 2004 rapporterer om adskillige tilfælde af denne art i forbindelse med kabbalacentrene. I Frankrig er et regeringssekretariat for kampen mod sekterisme (Miviludes = Mission Interministérielle de Vigilance et de Lutte contre les Dérives Sectaires) begyndt at indsamle oplysninger om de franske centre for at afgøre, om bevægelsen er en sekterisk udskejelse.

Økonomisk udnyttelse og sekterisme er naturligvis nært forbundne. Det handler om en simpel kalkule af udbud og efterspørgsel. Værdien af et religiøst 'indkøb' er direkte afhængigt af at være eksklusivt og unikt. Man kan ikke udnytte folk økonomisk under dække af en religiøs doktrin uden at love dem en helt særlig indsigt og samtidig afvise værdien af enhver anden mulig sandhed. Før folk føler at have gjort et værdifuldt indkøb i de 23 bind af 'Zohar', må de overbevises om, at de hermed er initierede til en ellers skjult sandhed. Samtidig er det nødvendigt at forsikre dem om, at andre religiøse indsigter blot er store svindelnumre eller bevidste forsøg på at undertrykke sandheden, det vil sige konspirationer.

Dette dobbeltgreb mellem initieringen og konspirationen, hvori de mystiske esoterismer holder deres medlemmer, sikrer, at disse fortsætter med at shoppe på hylderne i præcis deres religiøse supermarked og ikke overgår til konkurrenterne. Denne megalomant-paranoide salgsstrategi begrænser sig i øvrigt ikke til den religiøse sfære. Man behøver ikke at have læst mange linjer af Dan Browns formidabelt sælgende 'Da Vinci Mysteriet' for at genkende disse træk. Man genfinder dem også i de amerikanske politiske kommentarer, man kan købe i enhver lufthavn, i scenarierne til 'X-Files' eller 'Alias', i et utal af film, etc.

Men hvad er det for et voldsomt behov for spiritualitet, som gør neokabbalismens tilhængere i den grad blinde over for organisationens åbenlyst bedrageriske foretagende?

I et interview til ugemagasinet Le Nouvel Observateur (nr. 2.091, december 2004) fastholder religionssociologen Frédéric Lenoir, at den mystiske esoterismes genkomst svarer på et behov for spiritualitet i en »affortryllet verden« med sociologen Max Webers efterhånden noget fladtrådte udtryk. Lenoir forklarer således fænomenet som en virkning af en undertrykt drift mod at benytte sig frit af sin forestillingsevne. Denne drift viser sig i den mystiske spiritualitet såvel som i den poetiske tanke. Spiritisten Emanuel Swedenborg lægges i samme skuffe som poeten Novalis! Forstået på denne måde fremstår den mystiske esoterisme som en slags tilflugtssted fra en økonomisk eller politisk styret rationalitet tæt på den »instrumentelle fornuft«, som de tyske efterkrigstænkere Theodor W. Adorno og Max Horkheimer afsværger i værket 'Oplysningens dialektik'. Dette omsættes religionssociologisk i en vis romantiseren af den mystiske esoterisme. Den hyldes som en særlig poetisk virkelighed og et fristed for tanken.

Hvis det er rigtigt, at en særlig korrumpering af fornuften er medskyldig i den tilflugt til uforstanden, som neokabbalismen er et udtryk for, er jeg imidlertid overbevist om, at Lenoir tager grueligt fejl, hvad angår de esoteriske sekters natur.

Det kan ikke afvises, at den mystiske esoterisme faktisk anstiller sig som et alternativ til den instrumentelle fornuft. Neokabbalismens