Som situationen udvikler sig i Irak med fortsat kaos, nu givetvis mere end 100.000 døde civile, mere end 1.000 døde koalitionssoldater, torturskandaler, kidnapninger osv., så tegner det til, at vi, der støttede invasionen i sin tid, må bøje hovedet i skam og indrømme over for Carsten Jensen, Georg Metz, Tøger Seidenfaden, Svend Auken og alle øvrige krigsmodstandere og skeptikere, at vi efter alt at dømme tog katastrofalt fejl. Selvfølgelig må alle, inklusive de nævnte, håbe, at det ikke er tilfældet - altså at tiden vil vise, at Irakmissionens hidtidige såvel som kommende menneskelige omkostninger ikke bliver forgæves, og at Irak, måske med det forestående valg som vendepunkt, vil udvikle sig til det foregangsland for mellemøstligt demokrati, som vi krigstilhængere drømte om. Og selvfølgelig er det forkert på nuværende tidspunkt at hjemkalde de militære tropper og overlade det kaos, som også vi har forårsaget, til irakerne selv. Så længe der er håb, er det vores forbandede pligt at blive i Irak. Så længe der er håb, er det alle demokraters og demokratiske landes pligt at gøre deres til, at missionen i Irak må lykkes. At stille sig på sidelinjen og selvtilfreds fryde sig over et amerikansk nederlag eller over den borgerlige regerings fejlvurdering, er nok en forståelige reaktion hos de mange tænksomme mennesker, som i USA's Irakambitioner så et rendyrket imperialistisk olieeventyr, og som i Danmarks opbakning så en uselvstændig leflen for denne kyniske storebror, men sådan en reaktion er intet mindre end umoralsk. Som borger i et demokrati, der på netop demokratisk vis tog en beslutning om at engagere sig i Irak, må man - krigstilhængere og krigsmodstandere, VK-regeringen såvel som en eventuelt kommende SR-regering - acceptere, at Danmark som sådan må yde et bidrag til håndteringen af det irakiske problem. Men alligevel: Vi krigstilhængere tog fejl, og vores fejl var, som jeg ser det i bagklogskabens ulidelige lys, vores idealisme! Vi drømte som andre idealister, hvortil jeg næppe gør forkert i at henregne de fleste krigsmodstandere, om at gøre verden til et bedre sted at leve - ikke kun for os selv, men også for verdens øvrige folkeslag herunder muslimerne. Og vi så i USA's Irakambition en mulighed for at realisere den almen-idealistiske drøm om at fjerne Saddam Hussein, en af verdens mest tyranniske, fascistiske og morderiske diktatorer, fra sin uretfærdige magt. Men til de flestes fortrydelse har denne søde drøm, konfronteret med realiteternes kaotiske og uforudsigelige verden, forvandlet sig til et mareridt - til det mareridt, som er den nuværende situation i Irak. Selvfølgelig var vi krigstilhængere ikke så naive, at vi ikke vidste, at der ville være omkostninger forbundet med en realisering af idealerne via et krigstogt. Selvfølgelig vidste vi, at uskyldige civile og offervillige koalitionssoldater måtte lade livet i den større sags tjeneste, men her drog vi en parallel til de allieredes tabstunge og - ja morderiske, men alligevel rosværdige indsats under Anden Verdenskrig. Den idealisme, som vi krigstilhængere bekendte os til, var nemlig ikke den naive ungdommelige idealisme, som eksempelvis prægede venstrefløjen under den kolde krig og endnu delvis præger den i flygtninge/indvandre-problematikken. Nej - det var, med en vending, som David Gress har brugt om de nykonservative, en idealisme, som er blevet slået i hovedet af realiteterne. Vi krigstilhængere vidste, at verden ikke er et sted, hvor man blot kan tale sig til rette om hvad som helst. Vi vidste, at verden er et sted, hvor det onde i form af magtbegær, udbytning og kynisme trives, og hvor den realitetsbekendende idealist derfor må være villig til at sætte magt bag sine gode hensigter. Og som sådan indså vi, at nok er FN en smuk ide, men også at det virkeliggjorte FN lige så meget er en scene for kynisk magtpolitik, hvor diktatoriske regimer kæmper for status quo, altså for fortsat adgang til udplyndring og undertrykkelse af fattige undersåtter. Og som sådan indså vi i den konkrete situation i Sikkerhedsrådet op til Irakkrigen, at eksempelvis Syriens og Angolas stemmer ikke var anerkendelsesværdige i spørgsmålet om rigtigt og forkert, og videre at ellers gode nationer som Frankrig og Tyskland nok tænkte lige så meget i lukrativ handlen med Saddam Hussein som på det irakiske folks menneskerettigheder. Og som sådan måtte en realitetsbekendende idealist bekymre sig mindre om FN's abstrakte jura end om den konkrete situation i Irak. Og som sådan så vi igennem fingre med den tvivlsomme (nu kendt som løgnagtige) begrundelse for krigen, altså eliminationen af Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben som et led i krigen mod terror. For vi vidste, at i et mediehysterisk demokrati må selv den gode sag pakkes ind i spindoktorerede fraser, og dette ikke mindst i den konkrete situation, hvor folket blev bedt om at tænke så langt ud over andegårdens idyl som til at tilkendegive støtte til en så omkostningstung og abstrakt affære som en krig for udbredelse af demokrati i Mellemøsten. Til en krig i idealismens navn. Og som sådan fandt vi det inderligt irrelevant, at man rent idemæssigt lige såvel kunne have valgt at angribe Nordkorea, Zimbabwe, Hviderusland eller Saudi-Arabien eller et andet af denne verdens alt for mange undertrykkende regimer. For naturligvis vidste vi, at i realiteternes verden måtte den egentlige begrundelse for invasionen af netop Irak lige såvel findes i det forhold, at Iraks ynkelige hær, Iraks oliereserver og Iraks strategiske betydning i det anspændte forhold mellem vesten og den muslimske verden gjorde en Irakinvasion og ikke et opgør med eksempelvis Kim Jong-ils Nordkorea en magtpolitisk mulighed. Vi vidste belært af erfaringerne fra Anden Verdenskrig og den kolde krig, at selv en idealist må være klar til at indgå tvivlsomme alliancer - må være klar til at få beskidte hænder, hvis sagen kræver det. Vi vidste, at det mere var Reagans faste, men til tider uretfærdige hånd, end den idealistiske, men altid naive og selvgode fredsbevægelse, der skabte grundlaget for det østeuropæiske tøbrud. Og det var her, vi så svagheden hos krigsmodstanderne. Nok kunne vi anerkende dem som idealister, men i deres fokusering på FN's jura og på spørgsmålet om eksistensen af masseødelæggelsesvåben syntes vi, at de glemte sagens kerne: det irakiske folk, foruden den muslimske verden og derved også alle os andre. Nok var der enkelte fornuftige røster i krigsmodstanden, der advarede om, at en invasion af Irak var som at antænde en krudttønde, men dette og lignende mere realitetsbetingede argumenter tjente mere som tillægspræmis til krigsmodstandens tekniske hovedargument end som den egentlige indvending mod os krigstilhængere. Altså bestod den egentlige uenighed modstanderne og tilhængerne af krigen imellem i en idealistisk polemik om rigtigt og forkert, mens de faktiske forhold blev trængt i baggrunden, og inden for en snæver idealistisk ramme mente vi krigstilhængere - med rette! - at vi qua vores realisme var krigsmodstanden overlegen. Forholdet mellem krigsmodstandens abstrakte tekniske idealisme og vores mere konkrete realitetsbekendende idealisme mente vi således - billedligt talt - at kunne sammenligne med forholdet mellem moseloven og næstekærlighedsbuddet: I næstekærlighedens navn var en elimination af Saddam Husseins styre etisk korrekt, selv om loven (FN's jura) talte imod. I næstekærlighedens navn var det spindoktorerede tågeslør over sandheden en tilgivelig nødvendighed, selv om løgnen aldrig er hvid. Eller rettere - sådan så det ud. Selv denne nykonservativt inspirerede idealisme må nu sande, at realiteterne, som de har for vane, har afsløret også denne ellers mere dybsindige afart af idealismen som naiv. Realiteterne har afsløret, at den amerikanske hær ikke er stærk nok - hverken militært eller etisk. Militært set er Irak mere end halvandet år efter krigen officielt blev erklæret for afsluttet mere kaotisk end nogensinde, og livet for den almindelige iraker mere besværligt end under Saddam Hussein - så vidt det kan bedømmes her på vores lange afstand. Og hvor det tidligere styre lod sin uretfærdighed ramme mangt en god mand, så er det nu kaos og tilfældighed, som regerer, og i denne skikkelse overgår uretfærdigheden langt Saddam Hussein målt i antallet af ofre. Etisk set har Abu Ghraib og Camp Bucca belært os om det, som allerede før krigen burde at have stået soleklart: En professionel hær fra et socialt ulige land som USA består ikke i første omgang af en universitetsuddannet humanistisk fortrop, men nærmere af rednecks, hillbillies og sorte fra ghettoen i hvis øre den amerikanske drøm må lyde som en smagløs vittighed, og for hvem hæren er en mulig vej væk fra elendigheden. For hvem formålet ved opholdet i Irak, forståeligt nok, nærmere er indtjening og overlevelse end uselvisk kamp for tvivlsomme ideer født af den elite, som klogelig holder sig på lang afstand af Iraks barske hverdag beskyttet af parlamenternes, universiteternes eller avisredaktionernes tykke mure. Misforstå mig ikke. Jeg er overbevist om, at der findes endog rigtig mange eksempler på samvittighedsfuldt heltemod i den amerikanske hær, men generelt set har den irakiske virkelighed vist, at den amerikanske hær ikke er den humanistiske udfordring, som opstod i kølvandet på de egentlige krigshandlinger, voksen. Og det er her, vi krigstilhængere, forblindet af vores idealisme, tog fejl. Det er ikke kynismen i forhold til FN og i forhold til sandheden om krigsgrundlaget, som udgør problemet med Irakkrigen. Nej - man kan vel nærmere sige, at vi krigstilhængere ikke var kyniske nok i vores vurdering. I stedet for at indgå i den idealistiske polemik om, hvad der var rigtigt og forkert, skulle vi nok snarere have lagt et illusionsløst fokus på de militære og magtpolitiske realiteter. Har jeg ret i disse dystre betragtninger, må det naturligvis føre til selvransagelse hos os krigstilhængere, men spørgsmålet er, om der ikke er en lige så væsentlig lektie at lære for vores kritikere. Kritikerne af Irakkrigen har generelt set været ude at stand til at indse, at i hvert fald den intellektuelle opbakning til Irakkrigen var grundet i idealistiske betragtninger. Vi støttede ikke krigen ud fra den kyniske betragtning, at den vestlige velstand er afhængig af en vedvarende forsyningsstrøm af olie, ej heller for at hævne de mange islamekstremistiske terrorhandlinger og da slet ikke ud fra et ønske om at undertvinge den muslimske verden, der ikke ad frivillighedens vej synes at ville elske den vestlige verden og livsform. Men det var sådanne hensynsløse synspunkter, krigsmodstanderne tillagde os. De argumenterede med udgangspunkt i en selvtilfreds tro på, at deres udlægning af det moralsk rigtige og forkerte var sand hævet over enhver diskussion, og som sådan hverken kunne eller ville de forstå, at det netop var her, at vi krigstilhængere kritiserede dem. Umiddelbart kan krigsmodstanderne betragte en kritik som arrogant og således ignorere den, nu hvor tiden har påvist kritikernes fejltagelse. Men hvis de i en tilsvarende fremtidig situation - og sådan en vil opstå snarere før end siden - ønsker at overbevise modparten om krigens ulyksalighed, var det nok en ide, om de indså, at de ikke har patent på idealismen, altså om de ophørte med at betragte modparten som moralsk betænkelig, og om de som en konsekvens heraf valgte at lægge tyngden på en mere realitetsbetinget argumentation. Lad mig sige det sådan: Var der nogen, der før krigen havde fortalt mig et par sandheder om den amerikanske hærs styrker og svagheder frem for at sætte spørgsmålstegn ved min moralske dømmekraft, så håber jeg da, at jeg, der i min egen selvforståelse netop er realitetsbekendende, havde været lydhør nok til at indse, at min drøm om magtanvendelse for et frit Irak og et demokratisk Mellemøsten nok snarere var en utopi hørende hjemme på lossepladsen for det 20. århundredes fejlslagne ideologier end et besindigt standpunkt det 21. århundrede værdigt.