Min mand havde samlet blafferen op på Helsingørmotorvejen og taget ham med hjem. Den unge Eastender havde fulgt sin svenske veninde over Øresund efter en ferie på Sicilien, som de forlod i utide, fordi de havde oplevet et mafiamord på gaden. Han var endnu lidt rystet, og under middagen kom vi uvægerligt til at snakke om mord og spændingsromaner. Jeg spurgte, om han kendte til Len Deighton. Jamen, det gjorde han da. Han arbejdede i en ungdomsklub, der sammen med Deighton havde lavet en dokumentarfilm om optagelserne af 'Oh, what a lovely war'. Forfattere kan ligesom alle andre både være engle og sataner, og jeg spurgte lidt tøvende, hvordan denne min litterære helt var. Han var helt fin, sagde Eastenderen, ikke noget pjat med ham. Det anede mig. Der er en understrøm af anstændighed i Deightons bøger trods agentromanernes nødvendige brutalitet, bedrag og likvideringer, selv hans aversioner holdes i en særlig balance, der lader læseren stå frit. Men når man som jeg har meget få helte, var det nu alligevel godt at vide, at jeg ikke havde taget fejl. Der er lidt af et mysterium omkring Deighton. Hans romaner er oversat til dansk, men bortset fra nogle få fagfolk har jeg kun mødt to, der læser alt, hvad han skriver - en regnelærer fra Gladsaxe og en historiker fra Aarhus. Også Deightons privatliv er svært at få styr på, informationerne er modsigelsesfulde. Men han er i hvert fald londoner, årgang 1929 og uddannet på en kunstskole. Han har sikkert også arbejdet i New York som reklamemand og aftjent sin værnepligt som fotograf i RAF. Én ting kan dog udledes ved at læse hans romaner, nemlig at hans far må have været ufaglært og aldrig rigtig fået en fair deal i livet. Det har dog ikke forhindret sønnen i at blive en omvandrende encyklopædi, en fremragende periodehistoriker og teknologisk begavelse, en plottets mester og en vittig, grum og elegant fortæller. Eksempelvis mestrer han bedre end andre i genren at sammenfiltre tre forskellige samtaler uden at tabe læseren på vejen. Hvis man som jeg har tilbragt adskillige år i erhvervslivet, forstørres hans helteglorie yderligere af suveræne beskrivelser af arbejdspladsens - og bureaukratiets - infight. Han kan som få portrættere forskellige cheftyper, så i hvert fald denne læser både griner og gyser. Deighton har skrevet andet end agentromaner, bl.a. kogebøgerne 'Où est le Garlic?' og 'Action Cook Book', hvor opskrifterne er udformet som tegneserier, en øm hilsen til 1950'ernes overpædagogiske kogebøger fyldt med sort-hvide billedinstrukser. Det er blevet til adskillige bøger om Anden Verdenskrig, en svindlerroman og en rigtig hvad nu hvis-roman: 'SS-GB'. Der findes en lille subgenre, der bygger på, at Tyskland og Japan vandt Anden Verdenskrig. Mest kendt er nok science fiction-forfatteren Philip K. Dicks 'The Man in the High Castle', der foregår i det japanskbesatte Californien. Der er Robert Harris' 'Fatherland' om en officers moralske skrupler i Albert Speers fuldendte Berlin og Deightons forbilledligt researchede, kuldegysende London med rationeringsmærker, Scotland Yards fodslæbende samarbejde med SS og - naturligvis - den engelske modstandsbevægelse. Deighton kendes især for sine agentromaner. Debuten i 1962, 'The Ipcress File', var eksplosiv med sit nye sprog og ynglende plot, her var en musikalsk, informationsmættet prosa, rig på punchlines, som blandt aficionadoer i årenes løb er blevet integreret i daglig tale på linje med Shakespeare-citater, reklameslogans og rocktekster. En af favoritterne er fra 'Funeral in Berlin': »Keep a foot in each camp, Johnnie, and they'll build the barbed wire through you ... «. Hovedpersonen i de første romaner er en navnløs agent, som filmholdet bag 'Ipcress File' døbte Harry Palmer - verdens kedeligste navn! I årenes løb smelter romanfiguren sammen med Michael Caine i rollen som den anarkistiske og dog loyale kompetente proletaragent Palmer. Under optagelserne af 'Ipcress File' skulle Caine slå to æg ud på én gang, men han kunne ikke, og i filmen bruges Deightons hænder (Caine blev i tidens løb feinschmecker, dog med lejlighedsvise orgier i junkfood sammen med en af gutterne fra barndommens gade). Caine var perfekt som Palmer i flere film, men desværre var hans legendariske sekretær Jean, spillet af Sue Lloyd, helt forkert castet i 'Ipcress File'. Hun dukkede op sådan her i romanen: »She could have been top kick in the Bolshoi, Sweden's first woman ships's captain, private secretary to Chou-en-Lai, or Sammy Davis's press agent ...«, og det var antagelig for meget for dem, der castede både denne og senere film. Måske kan de ikke gøre for det. For sært nok er det et sjældent diskuteret problem, at en romans bipersoner er ufuldstændige. Læserne kender dem ikke så godt som hovedpersonerne, og derfor er det især bipersonerne, man som læser digter videre på. Det gør filmfolkene nok også, men man kunne lidt ondskabsfuldt påstå, at selv filmfolk kan blive bekymrede over enestående kvindeskikkelser. I 1983 udgav Deighton første del af en serie om Bernard Samson, 'Berlin Game', begyndelsen på et agentromanernes herkulesarbejde, hvis tiende og sidste del, 'Charity', kom i 1996. Efter 'Berlin Game', 'Mexico Set' og 'London Match' kom i 1987 mainstream-romanen 'Winter: A Berlin Family 1899-1945', godt 500 siders historisk baggrund for senere begivenheder og menneskelige relationer. Efter dén endnu en trilogi: 'Hook, Line og Sinker', og så begyndte aficionadoernes væddemål: Hvad ville sidste trilogi hedde? Mit bud var 'Lock, Stock and Barrel' - og jeg tabte væddemålet. Deighton gik bibelsk med trilogien: 'Faith, Hope and Charity'. De tre trilogier handler kort fortalt om at få Samsons kone, Fiona, anbragt som spion i østblokken - og få hende ud igen. Som andre agentromaner er der æsker inden i æsker - de økonomiske forhold, operationer på begge siden af Berlinmuren, volden, konspirationerne og de interdepartmentale magtkampe filtres sammen i et klima af mistro, bedrag, had og kærlighed og snuskede gader, mørke trappeskakter og likvideringer og forklaringer - kort sagt: klassiske spionromaner. Som i de tidlige romaner om Palmer vælter det ud af sprækkerne med bipersoner fra overalt - dog savner jeg den brutale, kloge russer we are the fingertips-oberst Stok. Han er erstattet af benhårde Stinnes, der får sin kugle for panden i et fantastisk, natligt shoot out på Autobahnen mellem Berlin og Vesttyskland. En anden russer, den modbydelige Pavel Moskvin, får et tilsvarende tilfredsstillende endeligt på en forladt station nær ved Checkpoint Charlie. Jeg savner også sekretæren your seams are crooked-Alice, men der er kompensationer! Neglebideren Dicky Cruyer, den ledeste bureaukrat i nyere engelsk litteratur, manden vi elsker at hade. Honningblondinen Gloria fra Ungarn. Gamle tante Lisl, irriterende og fuld af altberlinerisch charme, husket som ung skønhed fra 'Winter'. Den amerikanske survivor Bret, hvis forbindelser med Berlin går tilbage til 1899. Grådige Zena fra Østpreussen. Stenrige George Kosinski, cockneyen fra Polen, med sin kone Tessa, der er så skrøbelig, at hun kun kan drikke champagne. Og først og sidst Samsons barndomsven Werner, hanrejen båret af al den jødiske melankoli og overlevelsesevne, der kan byltes sammen i én romanfigur. Og Bernard Samson selv, meget maskulin og professionel, småparanoid, i sjælen mere tysk end engelsk, med sin selvlærte far og sin heroiske hustru, gådefulde Fiona og to børn - normalt usynlige i spionromaner. Kan det høres? At jeg taler om min familie? Om mennesker, jeg kender og holder af? Trods spændingen og de komplicerede plot er der ikke kun tale om spionromaner, men om en sædeskildring i ti bind. Forholdet mellem kønnene og børn og forældre, den sociale hakkeorden, forskellen på amerikanere og englændere, måltider, biler, påklædning og møbler, alt det og mere til beskrives med en Jane Austens selvfølgelighed (mandlige kritikere taler om Flaubert). Jeg-romanerne roterer omkring Bernard Samson, men byen Berlin er den egentlige hovedperson. Eller rettere: Romanerne er én lang kærlighedserklæring til Berlin. Deighton har skrevet historiske bøger om Anden Verdenskrig som 'Blitzkrieg' og 'Fighter' (om Battle of Britain). Hans engagement i krigen - han var ti år, da den begyndte - er umiskendeligt, og han har samarbejdet med krigsmuseet i årevis. Foruden historieskrivningen blev det også til en kollektivroman om en fejlbombning i Ruhrdistriktet i 1943: 'Bomber', et gribende værk fra 1970 om et bombeflys besætning, en tysk lillebys institutioner og antiluftskytsets folk på den hollandske kyst. 12 år senere udgav han 'Goodbye Mickey Mouse', igen en kollektivroman, denne gang om nogle af de amerikanske jagerpiloter, der fløj Mustangs fra sydengelske baser. Som i 'Bomber' og striben af spionromaner en stærk historie, et vidunderligt levende og troværdigt persongalleri, amerikanernes og englændernes forskellighed og - igen, igen - mændenes magtkampe inden i den fælles krig mod Hitlers Tyskland. For en kvindelig læser uden sans for luftslag - og forholdet mellem bombe- og jagerfly - kan romanen sine steder føles en smule teknisk. Men det er kun, indtil man har fanget ideen med et luftrums muligheder og risici, så anderledes end dem på havet og den faste jord. Udvikles sansen for luftrummet, løftes historien ud af det flyvetekniske og får sine steder tragiske dimensioner, som da en ung pilot forstår, at han har skudt sit første tyske fly ned og dræbt et menneske - fjende eller ej. Jeg har diskuteret især herkulesarbejdet om Bernard og alle de andre med engelske aficionadoer og er kommet til følgende konklusion: Len Deighton har ydet en stilfærdig, men betydningsfuld indsats som forsoner. De ti bind skrevet mellem 1983 og 1996 humaniserer historien - ikke krigen! - og samler den lille, individuelle biografi med den store Anden Verdenskrig og den kolde krig. Det er ikke nok at komme overens med og lære at holde af tyskerne. Der skal et særligt menneskesyn til, en rummelighed, som kun få ejer - Deighton er kosmopolit med en både vertikal og horisontal anbragthed i verden. Ikke kun, fordi han kender historien, men også, fordi han er noget så enkelt og sjældent som humanist: Nysgerrig, åben, tolerant uden at være naiv - hans blik for menneskelig dårskab, egoisme og fejhed er skarpt som et barberblad! Hans fortælleglæde, hans enestående musikalitet som forfatter og vide horisont placerer ham i et større perspektiv som forsoner, fordi han med sine romaner menneskeliggør de traditionelle fjender - fra nazister til kommunistiske apparatjiks. På den måde tilbyder han sine læsere muligheden for anstændige og usentimentale revurderinger af den tid, vi lever i. Fra en smal dansk vinkel er de ti romaner netop i år 2004 interessante efter bogudgivelser om besættelsen, et par dokumentarfilm og debatten om Ole Wivels fortid som nazisympatisør. Jeg under faktisk danske læsere et møde med Deightons historiske viden, rummelighed og livsvisdom - måske kunne det give mere balance i debatten om både fortid og nutid. Vinteren er ved at være over os, og vinteren er, som Benny Andersen skriver i en Svante-sang om årstiderne: Skilsmisser. Dødsfald. Romaner. Hoste og nedfrosne planer. Næsen blir dryppet Og tuden blir dyppet for nu er det vinter i Danmark. Skilsmisser og dødsfald kommer planmæssigt. Romanerne, derimod, kan den enkelte vælge selv. Jeg håber, at I, kære læsere, har næsedråber, en potte te eller en flaske whisky i nærheden, når I finder frem til Len Deighton!