»Og må jeg så høre, hvor pengene kommer fra?«. Jeg gik rundt i klasseværelset og var i gang med et stort, pædagogisk projekt: at fortælle børnene noget om kroner og øre - og betydningen af dem. »Se!«, råbte nu én. »Ja, se der!«, råbte en anden. »Det sner!«. Vi befandt os i slutningen af november; efterårets første storm- og haglbyger hamrede ind mod ruderne. »Se flagstangen! Den bøjer helt!«. »Ja, ja, det er hagl, børn, ikke sne, og lad os nu komme videre. Hvor kom vi fra, nå ja, hvor er det pengene kommer fra? Hvem laver pengene? Christoffer?«. »Nøj, noget stor sne!«. »Christoffer! Jeg sagde jo lige, at det ikke var sne, men hagl, og sæt dig tilbage på stolen, også I andre, alle - væk fra vinduet, jeg mener det, nej, heller ikke jer, Anna og Josephine, sæt jer så ned ... jeg sagde NEJ!«. 21 børn stod og klistrede til vinduet ud mod gården, der var hvid og dækket af de mest fantastiske haglkugler. »Nå, men så løb bare ud da, men kun i fem minutter! Og husk jeres støvler og frakker, for det er koldt derude ... tro mig«. Jeg blev ansat som vikar i den danske folkeskole i september. Jeg manglede penge! Jeg sidder i disse måneder og prøver at skrive noget, og da jeg ikke længere stod og havde et fast job (jeg er tidligere ansat på en avis), så tænkte jeg: Hvorfor ikke lade folkeskolen betale? Hvorfor ikke tage en loppetjans? Skolelærere bestiller som bekendt ikke en dyt, til gengæld har de jo mange og lange ferier! Og da jeg i forvejen hader børn, så var den sag jo nemt klaret. Under samtalen med ledelsen på den nordsjællandske skole - lad os kalde den for N. - kom det frem, at jeg i givet fald skulle undervise i bl.a. fagene matematik og billedkunst. Perfekt! Jeg har ikke regnet den, endsige noget som helst ud, siden jeg forlod realskolen i forrige århundrede (dengang hed det regning), og mht. til billedkunst (som engang hed formning), nå ja, en lille akvarel à la Maudes bordkort i 'Matador' kan vi vel alle lave, for ikke at tale om håndaftryk, afsat i en død klump ler. »Jamen, skal vi så ikke byde Per velkommen i 2. klasse«, sagde lederen af skolen. Og således spadserede jeg med min nye matematikbog ned i klassen. Fem timer hver dag, fem dage om ugen, let klaret! Hvorfor hedder det i øvrigt skoleleder i dag? Hvad er der nu galt med at være skoleinspektør? Nå, men jeg åbnede forsigtigt, men bestemt døren til klassen og gik ind og ville, sådan havde jeg ligesom set det for mig, have sat mig ned ved katederet. Længe stod jeg og skuede ud over klasseværelset: Der var blomster i vinduerne (hvad er der nu galt med tremmer?), og de 21 puslinge sad vildt underligt: Nogle sad ved fællesborde, flere hang rundt om i små sofaer eller lå direkte på gulvet. To hang oppe under loftet. Men katederet? Hvor var mit kateder? Hvor var min barndoms folkeskoles sikre stavn: Lærerens eget og helt private bord, der stod oppe ved tavlen, på en forhøjning, så alle elever i klassen kunne føle sig som de små, og hvorfra al undervisning og højere lærdom udgik. Hvor fanden ind i helvede var nu det kateder!? Hvor var min stol henne? »Hvor er lærerens stol«, spurgte jeg ud i klassen. »Den sidder jeg da på«, svarede én. Tre af børnene sad på fine kontorstole, sådan nogle med god rygstøtte og med hjul på. »Må jeg gerne få en af kontorstolene?«, spurgte jeg så. Jeg er i virkeligheden, når jeg nu selv skal sige det, en meget høflig mand. »Næh! Det må du ikke! For de er vores, for vores små rygge, det siger klasselæreren selv«, svarede en dreng, der ikke er meget større end en halv meter, men hvis selvtillid kan fylde Rundetårn. Og lidt mere til. Så stod jeg der med endnu et minde om min barndoms lærer, der sad oppe ved sit kateder på sin fede dertil indrettede i samfulde ti år. I dag, har jeg nu lært, sidder læreren ikke ned, men servicerer i stedet for, det vil sige, man står op og løber hele tiden rundt i klassen, fem timer om dagen, fem dage om ugen, og åbner døre, trækker stole ud, deler opgaver ud, deler ros ud, og skælder ud, og kommer ellers, når eleverne kalder, respektive råber! »Per, Per, Per, se mig, lyt til mig, ros mig!«. Kort sagt, man udfører det, som med et meget fint ord hedder differentieret undervisning. Hver elev har sit niveau og sin særlige intelligens og kræver derfor sit; sin stol, sin bog, sin helt utrolige opmærksomhed. Den første uge tabte jeg tre kilo. »Så slår vi op på side 42 i regnebogen«, sagde jeg. Der skete intet. De to, der hang oppe i loftet den første dag, hang der også den næste dag. Halvdelen flød stadig rundt eller slog kolbøtter på kontorstolene og i sofaen. Tre kom i det samme ind ad døren - for sent. Jamen, de havde ikke hørt, at det havde ringet. Og et par stykker sad og byttede noget, der hedder Pokémon-kort (og spørg mig ikke, hvad det er for noget!), og havde ikke tænkt sig at lade sig forstyrre. Jeg ventede lidt endnu. Der skete stadig intet. Måske skoleinspektøren havde glemt at fortælle mig, at det her var en specialskole for døve børn, tænkte jeg. Måske jeg bare skulle tale lidt højere. »SÅ SLÅR VI OP PÅ SIDE 42 I REGNEBOGEN!«. Så skete der lidt. En lille pige forbarmede sig og rakte en finger i vejret. »Vi ved altså ikke, hvad du mener«. Hvorefter hun hev to håndfulde tuscher frem af sin skoletaske og begyndte at tegne og male. Havde jeg mon sagt tegnebogen? Så råbte jeg: »MÅ JEG SÅ FOR HELVEDE FÅ RO!«. Så blev der stille. Klassen og jeg lærte hinanden rigtig godt at kende de efterfølgende uger. Jeg lærte at sige matematikbog, og at man ikke må bande, og de lærte for eksempel at holde deres kæft og stå ret. Det kostede lidt hist og her; en stol, der blev kastet rundt i lokalet i raseri; en del skænderier, en hel del gråd og trøst - drenge i den alder er jo nogle fandens karle, lige indtil de slår sig eller bliver skældt ud - og et par af forældrene fik små nervesammenbrud. »Vores datter får altså hovedpine, når du råber«. Andre gav gode råd. »Måske du skulle prøve at lege matematikken ind, visualisere den, tegne den, spille eller synge den«, foreslog nogle. - »Børnene skal holde deres mund og lave de opgaver, jeg stiller dem«, svarede jeg. En dag i oktober var hele lærerværelset inviteret til særlig seance, 'pædagogisk eftermiddag', hvor to yngre lærere underviste i kunsten at gøre undervisning til en leg: Tag en mælkekarton, men husk at drikke mælken først, klip så et par huller og lav noget med noget pap og vupti: Kartonen fungerer som en slags spillemaskine, hvor man foroven putter et kort ind, hvor der for eksempel står: 3 x 3? Hvorefter kortet kommer ud i den anden ende, altså på mælkekartonen, med bagsiden opad: Svaret er 9! Hvad skal jeg med en gammel, sur mælkekarton midt i matematiktimen? Hvad er der nu galt med terperi? Om tidens børn er nogle dejlige børn? Ja, i grunden. Jeg mener det! De fleste er fagligt dygtige, rigtig dygtige, og alle er for så vidt søde. Til gengæld er de også forkælede, selvcentrerede, småhysteriske. Tidens børn er mig-børn: Verden eksisterer ganske enkelt ikke uden for dem selv. De fødes som små guder, bæres frem i tronstole og har en selvopfattelse, der grænser til storhedsvanvid, i alt fald til rigid arrogance, og med en social kompetence (i folkeskolen elsker man ordet 'kompetence'), der omtrent er lig nul. Kort sagt: Tidens børn - ikke alle, men mange af dem! - er opdraget som rene egoister: Langtfra stumme, bevar mig vel, men på den anden side: snotdøve! Begreber som at hjælpe og støtte hinanden, tage ansvar for andre og sige undskyld, når man har gjort noget forkert, er fremmed for dem. Noget, der grundlæggende skal indlæres. Her ligger den største, også mest utaknemmelige og tidsrøvende, udfordring for folkeskolen: at give børnene den dannelse - den skide opdragelse! - som forældre ikke orker eller evner at give deres egne børn i dag. Jeg har foreløbig brugt mere end halvdelen af mine regnetimer på at løse konflikter og råbe højt; rigtig højt. Der stilles mange diagnoser på børn i dag; og der stilles efterhånden med ikke så lidt psykologhjælp til hver enkelt. Måske er det godt, måske er det for meget, jeg ved det ikke. Det største problem, sådan som jeg ser det, er dog den sociale stupiditet, som er så udtalt hos børn: Man kan næsten tale om en højere form for analfabetisme, som er arvet hjemmefra hos forældrene, men jo lader sig se overalt i samfundet i dag. Social stupiditet: En diagnose på en hel tids(ånds) små og store danskere, som er blevet sig selv nok. Men ellers er de skam søde. Som en af pigerne udtrykte det forleden: »Ved du hvad, jeg drømte i nat?«. »Næ, Amalie, det ved jeg ikke«. »Jo, ser du, vi havde alle sammen været frække og lavet uro i klassen, og ved du hvad så?« »Så skældte jeg jer vel ud og råbte ad jer og sagde, at det her ikke kunne blive ved med at gå«. »Næ, slet ikke! Du gav hele klassen flødeboller, og vi piger fik lov at danse inde i spisefrikvarteret«. »Gav jeg jer flødeboller, fordi I havde været frække?« »Ja! Synes du ikke, det var en dejlig drøm?«. Der er mange, der i disse år går omkring med en drøm på vegne af den danske folkeskole. Eleverne skal deles op! - De gode og de dårlige, drenge og piger. Det faglige niveau skal op! De tosprogede elever skal blive bedre! Vi skal have mere ro! Vi skal have mere leg! Vi skal have flere penge! Vi skal have flere test! Med eller uden tak til PISA og omegn. Der er naturligvis også alle dem, der går rundt med en dårlig drøm, rene mareridt, om folkeskolen. Hvor mange lærere har ikke måttet forlade den larmende, forpulede, danske folkeskole? På grund af mobning, nervesammenbrud, alt for meget ballade i klasserne. Hvor mange forældre har ikke trukket deres søn eller datter ud, på grund af selv samme, og sendt dem i privatskole? Hvorfor er lærerlønnen i øvrigt så beskeden; den er jo dybt til grin sammenlignet med andre fag og uddannelser. Og hvorfor er der i dag så meget lavstatus i at være lærer? De pukler jo! Lærerne holder ganske vist for mange møder - de er helt tossede med at holde møder! Og de bruger for mange bullshit-ord - de mange kompetencer, de særlige intelligenser, kvalitetstid, kompetenceudvikling, og alt skal helst handle omkring noget. Men bortset fra det: De pukler. Kronikens største bifald til dem: Hvor er de dog gode! I hvert fald der, hvor jeg går for tiden. Her er langt til H.C. Andersens sataniske rektor i Slagelse, og til Peter Høegs skole- og lærerbillede i 'De måske egnede'. Her er overhovedet langt til Hans Scherfigs 'Det forsømte forår', og jeg havde nær sagt: Får man lyst til at forgifte nogen i dag (var det noget med et lille maltbolsje, fru Tørnæs?) - var det måske en elev eller tre. Helt konkret dem, der nu to gange har stjålet sadlen på min cykel. Og min egen drøm? Nej, jeg vil ikke tilbage til den stråtækte eller den sorte latinskole. Skønt, hvad er der egentlig i vejen med at synge en salme eller to? Jeg mener, når man på tre måneder har hørt eleverne synge 'Jeg er en papegøje fra Amerika' sådan cirka, skriver og siger, 500 gange, så er 'Nu falmer skoven' slet ikke så tosset endda. Nå, men det var et ultrakonservativt sidespring! Tilbage til drømmen. Jeg må jo indrømme, at jeg ikke selv er lykkedes som lærer. Hver dag, eller hver anden dag, er en nedtur, et nederlag - den rene fiasko! Men jeg har oplevet drømmen, så at sige, i små øjeblikke, hvor eleverne er lykkedes: Hvor de ligger rundt om i stolene, på gulvet eller står oppe hos mig; hvor der bliver lavet gruppearbejde, regnet ekstraopgaver og formelig tigget og bedt om at lave stykker på tavlen. Det er min personlige drøm om den danske folkeskole: det levende, frodige, faglige og sociale anarki! Dér, i disse øjeblikke, hvor alle arbejder, hver på sin måde, intenst, alene og dog sammen. Hvor der bliver taget hensyn, leet og snakket og diskuteret. »Per, jeg tror, du tager fejl, se nu her!«. Eller: »Per, nu bander du jo igen!«. Det er drømmen. Det er målet. Resten er desværre ikke helt tavshed, men larm og uro. I skolen, og om folkeskolen. Her i december har vi selvfølgelig også juleklippet og hørt både sange og salmer, bl.a. 'Der er ingenting i verden så stille som sne'. Til forskel for eksempel fra storm og hagl. Det er således mit juleønske: Må sneen - og fremtiden - falde blidt på den danske folkeskole. Den har fortjent det.