Sådan set havde hun vidst det, før hun ville indrømme det over for sig selv: Julen var et besynderligt og ikke særlig levedygtigt væsen, som skulle have kunstigt åndedræt, støttekorset bundet op med røde sløjfer og underlægningsmusik for at komme ind på scenen år efter år. Hun havde bare ikke indset det så klart som i år, hvor hun havde ladet sig hverve til det korps, som hedder 'juleassistancen'. At assistere julen bestod, for hendes vedkommende, i at spørge kunderne, om det var en gave, og om der skulle byttemærke på. At den skulle pakkes ind, det gav sig selv, og så denne hæslige permanentkrølle, som efter afdelingslederens ordre skulle raspes med saksen og samles oven på pakken. Det var ikke blevet sagt, at det skulle ligne et venusbjerg, men det gjorde det. Og så skulle hun tage imod betaling, smile og slutteligt ønske en glædelig jul, før end hun affabelt henvendte sig til den næste i køen, som skulle have assistance. Da hun var barn, var december lige så lang som sommerferien, som var uendelig. Fra den første luge i julekalenderen blev åbnet, og indtil dørene blev slået op til juletræet, var en evighed. Og julen var miraklernes tid, jamen det var rigtigt: Tænk bare på, at Jesusbarnet - som hun havde det med at forveksle lidt med Mosesbarnet i kurven - tænk bare, at det der barn var født lige præcis under den stjerne, der havde lyst så stærkt som en sol og bare den ene nat. Et mirakel at julemanden modtog alle børns gaveønsker oppe i Grønland og kunne hitte rede i, hvem der var hvem. Og dengang, da de julemorgen var vågnet ved, at lyset uden for vinduerne var mere funklende, end når det var sommer. Aftenen før, da de var blevet puttet, havde mørket været tungt og klægt, og så denne julemorgen - midt i en barndom - var hun og hendes søskende vågnet op til et glitrende diamantvejr. Var det ikke et mirakel måske? Der var også de små mirakler som gaverne i strømperne. Hun vidste godt, at det var de voksne, som puttede dem derned, men alligevel! At klejner kunne vrides, at stjerner kunne foldes, at hjerter kunne flettes hørte til afdelingen for små mirakler. Så var der de tilbagevendende mirakler. Hun kunne ikke fatte, at 'Peters Jul' kunne blive læst op på nøjagtig den samme måde år efter år, med præcis den samme stemmeføring, eller at Frelsens Hær kunne stå lige sådan magen til sidste år, spille de samme melodier og så nøjagtig på den samme plads. Og hvor havde de været gemt af vejen i alle de måneder, hvor det ikke var jul? Nå, ja hun spurgte bare. Og så juletræet, det største af de tilbagevendende mirakler. Juleaften var de altid hos hendes bedsteforældre, og hvert år skulle de voksne sige på den samme måde, at børnene ikke måtte se juletræet. »Børnene må ikke se juletræet«, det var en del af spændingen. Når julemiddagen var spist, og det varede altid lige så længe, som hele december havde varet, og lige så længe som den fjerne sommerferie, så blev børnene gennet ind i morfars kontor, hvor der var mørkere end mørkt. Og herinde fortalte morfar, med sin lige så mørke stemme, om den gamle nisse, som boede på loftet og var lige så klog, som han var gammel, og lige så gavmild, som han var opfindsom. Øjnene vænnede sig langsomt til mørket, men morfars stemme blev ved med at være dyb. Og så ... og så ... og så blev dørene slået op, og lyset inde fra den store stue var så skarpt, at det næsten rev i øjnene, og børnene kunne ikke tælle alle lysene, fordi så langt kunne man ikke tælle. Selv om juletræet var et gentagelsesmirakel, var det alligevel endnu højere, endnu bredere og endnu flottere end året før. Sådan var det ikke mere. Bedsteforældrene fejrede nu deres jul i de evige jagtmarker, familien var spredt for alle vinde, og hun ... ja, hun var i juleassistancen uden mindste gran af mirakel. Over højtaleren lød indsmigrende tilbudspriser, og mere sagligt blev forsvundne børn forsøgt familiesammenført med deres forfløjne forældre. Det var mørkt, når hun stod op, og mørkt, når hun cyklede hjem. Mørket havde taget tilløb længe, som vinden, der puster sig selv i ryggen, og nu havde det omsluttet dagene fuldstændigt. Når hun kom hjem, tændte hun så mange stearinlys, hun kunne nå at tænde med fem tændstikker, det var bare for sjov, at hun havde lavet den regel, og man måtte naturligvis ikke snyde og bruge pejsetændstikker. Alligevel kom hun ikke i julestemning. Og det var hende, som hundredvis af gange hver dag ønskede kunderne en glædelig jul! Måske hendes egen juleglæde blev tyndet ud af det som saft med alt for meget vand i? Nå, godt det samme, tænkte hun, så nøgternt hun kunne, det var udmærket ikke at piske for meget julestemning op, når nu hun skulle holde jul alene. Det havde hun ikke prøvet før, men hun brød sig heller ikke om at være den, man forbarmede sig over og inviterede med til juleaften, bare fordi det var synd, at hun skulle sidde alene. Nu var hun ikke gammel, heller ikke ung, hun var midt imellem, men havde følt sig som en gammel oldetante på slæb, da hun sidste år havde været inviteret til jul hos nogle venner med børn. »Det barn, som sig glæder fromt og kønt, skal aldrig den glæde miste«. Hun var ikke noget barn mere, og glæden var til at overse. Men juleassistancen gav gode penge, og klokken tolv den fire og tyvende, når sidste bånd var krøllet på venusbjergets top, ville hun cykle hjem og forberede sin ensomme juleaften uden at gøre det synd for sig selv, havde hun besluttet. Men den dag, den første sne faldt, dalede hendes kækhed, og da hun passerede torvet, hvor Frelsens Hær ufortrødent stod og spillede, fortrød hun, at hun ikke skulle holde jul med nogen. Men det var for sent nu, og hun måtte tage sig sammen! Inden hun tog hjemmefra den fire og tyvende om morgenen, satte hun nye stearinlys i stagerne, hun havde købt en stor æske husholdningstændstikker, det skulle jo nødigt være dét, det strandede på. Hun havde troet, at den fire og tyvende om formiddagen ville være forrevet og præget af sidste øjebliks panik. Men sådan var det ikke. Der var langt imellem kunderne, og der var en hyggelig, næsten højstemt ro i varehuset. Og så var det lige pludselig, at han stod der. Han kunne være gået hen til en af de andre i juleassistancen eller til afdelingslederen, som heller ikke havde noget at lave. Men han stod altså her ved hendes disk. Inden hun spurgte, om der var noget, hun kunne hjælpe ham med, nåede hun at se, at han var pæn. Næ, pæn er bare fornavnet. Han var en smuk mand. Høj og solbrændt her midt om vinteren, og så havde han ingen overfrakke på. Mærkeligt så meget man kan nå at se på et øjeblik. Han ville gerne have sådan en spil, som man spiller alene. Et øjeblik forstod hun ikke, hvad han sagde. Det var ikke på grund af hans accent, men fordi hun hørte på måden, han sagde ordene på, i stedet for at lytte til indholdet. Hans stemme havde samme farve som rosiner, syntes hun. »Et undskyld, hvad?«. »Sådan en alenespil«. En og et ... mærkeligt at det næsten altid går galt med det ... så sikkert, som at honningmadden altid falder med honningsiden nedad. »Et solitairespil?«. »Ja, hvis det er dét, den hedder«. Han havde også smukke hænder. Hvis altså der findes et objektivt mål for den slags. Man kunne også sige det på en anden måde: Han havde ikke korte, tykke hænder. Hvordan folk egentlig begynder at tale med hinanden er en gåde. Lige så besynderligt som at de holder op! Faktisk var han ikke solbrændt, det var bare sådan, han så ud. Og hans accent gjorde det ikke svært at forstå, hvad han sagde, det var snarere som et krydderi i maden. Hvordan de begyndte at tale om mad, kunne hun ikke engang kortlægge, det havde i alt fald ikke noget med hans solitairespil at gøre. Som om samtaler skal have en logisk følgerigtighed. Sjove samtaler har det sjældent. Normalt ville hun have syntes, at hun var for nem, og at manden skulle tilkæmpe sig retten til at invitere hende ud, sådan var det ikke nu, tværtimod. For det var hende, som inviterede ham. Hjem til sig selv. I aften. Han kom fra dét med spillet, og det var først, da han var gået ud for at købe ind, at hun kom i tanker om, at hun ikke vidste, hvad han hed, eller hvor han kom fra. Var det vigtigt? Senere fandt hun ud af, at hans navn havde betydning. 'Den generøse' betød det. Naturligvis. Han lagde den grønne koriander, den røde peber, de hvide bønner, de blanke auberginer, de æggeblommefarvede sharonfrugter og søde citroner op på køkkenbordet. Friske figner er lyserøde indeni, vin smager godt, når man deler. Tomater skal saltes og trække længe, for at smage sødt, auberginer skal saltes, for at vandet kan trække ud, der skal sukker i en olie-eddike-dressing, ellers bliver den besk. Rød peber stødes med chili, olivenolie, peberkorn og spidskommen og bliver til 'mohamra'. Hun så på, mens han lavede mad, og nævnede ikke med et ord, at hun havde kogt risengrød aftenen før. Hvis han spiste kød, var det kun en gang imellem og ikke i aften, kunne hun se, for grøntsagerne havde alle de farver, som grøntsager kan have, men kød var der ikke noget af. Hendes berberiandebryst var fedtet og gult i kanten. Hun tog det ikke ud fra køleskabet. Om hun havde noget musik at sætte på? Det kunne jo være Billie Holiday? Eller ... Umm Koulsoum ... faktisk havde hun Orientens svar på Billie Holiday på en cd, hun havde fået forærende, uden at hun havde hørt den nogensinde. Men den generøse kok fandt den blandt alle cd'erne i reolen. »Umm Koulsoum skal høres om aftenen«. Han stegte hvidløg og løg i ikke alt for hed olie. »Kan du ikke høre det? Hun synger som sødme i mørket«. Og krydderi stødte han i morteren. Han havde smøget skjorteærmerne op. Og ingen af dem sagde så meget. Han lavede jo mad, hun nød synet, og Umm Koulsoums sang. Da hun var lille, ville klokken en million juleaften have været et uovervindeligt antal minutter stablet oven på hinanden. Nu handlede det om at få minutterne til at række. Køkkenet duftede af hans mormors køkken, det kunne hun tydeligt lugte, når nu han sagde det. Hans mormors køkken i landsbyen mellem Eufrat og Tigris ... bare navnene var berusende af duft. Eufrat og Tigris ... hvid peber og sort peber ... vand og vin ... lys og mørke ... hans mormor havde lært ham at lave mad og var »tålsom«, sagde han, men mente tålmodig, det var hun sikker på, for god mad tager tid. Og det tog sin tid. Umm Koulsoum blev afløst af Billie Holiday, som blev afløst af noget andet. De hørte ikke efter. De dækkede bord. Hun tændte lys med fem tændstikker, de vendte forsiderne mod hinanden uden at kysse ... uden at han havde spurgt om hendes navn. Hun vidste bare, at han hed Karim. Han stillede ikke spørgsmål. Da hun havde været ude at tisse og kom tilbage, rejste han sig for hende. Det var nyt. Han bød hende af den røde mohamra, den grønne taboule, den hvide lebne. Det var nyt. Han talte, hun fortalte, og omvendt. Han med sin accent, hun uden, men på sit eget sprog. Hun vidste ikke, hvor han boede, han spurgte heller ikke om hendes telefonnummer. Og da han rejste sig efter at have budt hende en daddel med en mandel indeni, var klokken langt over små børns sengetid. Hun fulgte ham ud i entréen. De stod lidt over for hinanden. Og så var det, hun tog mod til sig og sagde: »Glædelig jul, for resten«. Et øjeblik så han uforstående på hende. Eller var det forlegenhed? Og så sagde han: »Undskyld, men var det i aften?«.