I disse år foregår der i Danmark en strid om såkaldte genfundne erindringer, erindringsterapi (RMT), og falsk minde-syndromet (FMS). Drejer det sig om virkelige begivenheder eller fantasier? Når psykologer og psykiatere, der har fået videnskabelig uddannelse ved universiteterne, tror på genfundne erindringer, så må der vel være tungtvejende grunde til, at de gør det? Nej. I hundrede år er det samme vandtætte skot gået tværs igennem psykologien og psykiatrien. Det, der findes på den ene side, behandler man videnskabeligt. Man taler åbent om metoders, faktas og teoriers fortrin og mangler. På den anden side af skillevæggen befinder de psykodynamiske teorier sig, der alle er vokset frem af Freuds psykoanalyse. Her er der næppe nogen forskel på psykiatri og psykologi. Indtil for nylig forsikrede universitetslærerne, at teorierne er sande. Dog har de aldrig fremvist nogen fakta, der støttede dem. De har tilmed skjult al kritik, der faktisk eksisterede. En student, der skulle udføre et videnskabeligt eksperiment, fik udførlig undervisning i, hvor enormt svært det er ikke at påvirke forsøgspersonen. Og han lærte komplekse forholdsregler for at gardere sig mod uønsket påvirkning. Da han senere kom til den kliniske uddannelse, måtte han imidlertid glemme alt, hvad han tidligere havde lært sig. Nu behøvede han kun at bestemme sig for ikke at påvirke sine patienter, så forsvandt al påvirkning automatisk. Det er til en vis grad en særlig slags mennesker, der føler sig tiltrukket af klinisk psykologi og psykiatri. Michael Yapko er familieterapeut og ekspert i hypnose. I 1994 gennemførte han en undersøgelse af 869 terapeuter i USA. Det viste sig, at 28 procent troede, at man med hjælp af hypnose kan fremkalde erindringer fra tidligere reinkarnationer. 54 procent troede, at hypnose kan lede til erindringer af fødslen. 43 procent troede, at erindringer under hypnose er mere pålidelige end almindelige erindringer. 75 procent troede, at hypnose giver præcise erindringer. Og 27 procent troede, at det var umuligt at implantere falske erindringer ved hjælp af hypnose. 43 procent af psykologerne sagde, at hvis et individ ikke husker meget fra sin barndom, så skyldes det, at barndommen har været traumatisk. 19 procent mente, at det var helt umuligt at helbrede en patient uden at fremgrave skjulte erindringer. Nogle af disse opfattelser er særligt besynderlige, thi før toårsalderen er menneskehjernen ikke tilstrækkelig udviklet til at kunne bevare langtidserindringer. Og i 35 år havde adfærdsterapien, der slet ikke beskæftiger sig med skjulte erindringer, vist sig at have større effekt end nogen anden behandling. Siden 1954 har en lang række studier enstemmigt vist, at kliniske psykologer og psykiatere er usædvanligt dårlige til at bedømme mennesker. Bedømmelsen bliver tilmed værre, jo længere den kliniske erfaring er. Eksperimentalpsykologerne er klart klinikerne overlegne, medens fysikere og kemikere er eksperimentalpsykologerne overlegne. En udmærket populærvidenskabelig oversigt findes i Eysencks 'Sense and Nonsense in Psychology'. Grunden er, at klinikerne ikke plejer at skelne mellem observationer og spekulationer. De gør nogle få trivielle iagttagelser og bygger langtrækkende tolkninger på dem. De fleste klinikere har ladet sig grundigt inspirere af Freud. Og alle erindringsterapeuter påberåber sig netop eksempler som de følgende: En mandlig patient havde et stift ben, og en kvindelig patient led af eksem omkring munden. Hvordan finder Freud årsagerne til disse symptomer? Et ben sidder næsten på 'det rigtige sted'. Og hvor bruger man en stiv penis? Altså: Da patienten var to-fire år, havde en voksen kvinde anvendt hans fod som onaniredskab. Ligeledes beviste kvindens eksem, at hendes far havde udført oralsex, da hun lå i vuggen. (Det er ikke min skyld, at korrekte referater af, hvad der står i Freuds skrifter, lyder som ondskabsfulde parodier!). Man kan fylde et helt bibliotek med eksempler på psykologer og psykiatere, der har foretaget virkelig dårlige tolkninger. En deprimeret mandlig patient fortalte, at hans moder var død for en uge siden, og at han havde fået kvindebryster. Sådanne fremvækster hører til Klinefelters syndrom, som har været velkendt siden 1942. Alligevel bad lægen ikke engang patienten om at åbne skjorten. Han låste ham øjeblikkeligt inde på en afdeling for særligt farlige patienter. Først efter to måneder opdagede personalet, at manden virkelig havde kvindebryster. Da doktrinen om genfundne erindringer opstod i 1960'erne, og da den blev velkendt og ihærdigt debatteret over hele verden 1980'erne, syntes tilhængerne ikke, at det var nok at påberåbe sig deres egne kliniske iagttagelser. Deres vigtigste bevis bestod af Freuds tre 'forførelsesartikler' fra 1896, enten direkte eller i Alice Millers og Jeffrey Massons forvanskede referater. Ifølge Freud beror alle neurotiske symptomer på seksuelle overgreb, der er sket i to-fireårs alderen. Overgrebene har været så ubehagelige, at børnene har 'fortrængt' dem, det vil sige, at de er kommet til at lide af fuldstændigt hukommelsestab. Men erindringerne levede videre i den ubevidste sjæl og skabte derfra de neurotiske symptomer. Endvidere havde Freud opfundet en helt ny terapeutisk metode. Han havde derfor fået 18 patienter til at huske alle de fortrængte begivenheder, og dermed forsvandt symptomerne. Manden med det stive ben hørte til de helbredte patienter. Pludselig huskede han fod-onanien og kunne give en meget udførlig og detaljeret beskrivelse af, hvordan det gik til. Alle deltagere i debatten dengang var enige om, at Freuds tidlige patienter helt af sig selv havde fortalt om seksuelle overgreb. Men nogle mente, at Freud var naiv, da han i begyndelsen troede på patienterne. Andre mente, at han var fej, da han senere forkastede fortællingerne som fantasier. Desværre kunne ingen af debattørerne læse indenad. Det står nemlig klart og tydeligt i forførelsesartiklerne, at patienterne slet ingenting fortalte. Det var udelukkende Freud, der fandt på forførelseshistorierne. I sine breve beskriver han sine brutale overtalelsesteknikker for at overvinde patienternes benægtelser og vantro. For øvrigt skriver Freud også, at seksuelle overgreb efter otteårsalderen aldrig kan lede til psykiske skader. Den moderne Freudforskning, der begyndte i 1990'erne, har desuden påvist, at Freuds beskrivelser er direkte forfalskninger. Ingen af patienterne blev helbredt, og ingen fik nye erindringer. Desuden eksisterede de fleste af de 18 patienter slet ikke. Der har været store forskelle på, hvilke dele af den psykoterapeutiske uddannelse der er foregået på universiteterne eller ved uafhængige institutter. Men overalt har studenterne lært, at neurotiske symptomer skyldes fortrængte, pinefulde oplevelser. Psykodynamisk terapi kan genfremkalde oplevelserne. Og symptomerne forsvinder, når erindringerne kommer tilbage. Studenterne opdager snart, at deres egne patienter slet ikke husker noget nyt. Derfor har man konstrueret en 'hjælpeteori', som studenterne gradvis skal acceptere. Under ideelle forhold skal patienten huske den traumatiske begivenhed. Men 'undertiden' må man nøjes med mindre, nemlig at patienten 'indser', hvilken slags begivenhed der har forårsaget hans symptom. Terapeuten må give ham denne 'indsigt' i form af tydninger samt anvende overtalelsesteknik til at få patienten til at tro på dem. At terapeuten tyder patientens symptom benævnes som, at terapeuten 'husker i patientens sted'. Efter behandlingen er det patientens egen opgave at 'huske' eller rettere at fortsætte med at tro på tydningerne. Der har været flere modestrømninger omhandlende, hvilke begivenheder patienten skal tro på. I 1960'erne og 1970'erne dominerede den såkaldte jeg-psykoanalyse i Skandinavien. Jeg-analytikerne havde én universaltydning til at forklare næsten alle slags symptomer: Omkring etårsalderen var patienten vågnet op og havde set far og mor have samleje. Dette havde givet et alvorligt chok, som senere gav sig udtryk i psykiske sygdomme. I 100 år har psykodynamikernes terapi bestået i indoktrinering af tolkninger ved hjælp af brutale eller sofistikerede overtalelsesteknikker. Men de har altid forsikret, at de absolut ikke påvirkede deres patienter. For eksempel skriver Freud: »Man har overdrevet risikoen for, at patienten bliver vildledt gennem suggestion, enormt. En analytiker må have opført sig meget forkert, hvis en sådan ulykke skulle ske ham. Uden at prale kan jeg påstå, at den slags misbrug af suggestion aldrig er forekommet i min virksomhed«. Også på dette punkt har man krævet af studenterne, at de skal 'indse', at der slet ingen påvirkning forekommer hverken i litteraturen eller hos deres egen terapeut. Studenterne skal tilmed 'indse', at de selv heller ikke påvirker deres egne patienter. Denne attitude er måske blevet svagere i de sidste ti år. Men det skyldes kun, at den moderne Freudforskning har gjort det uklogt at holde fast i visse usandheder. Hvad skal menigmand tro, når to parter lige kraftigt forfægter modsatte standpunkter? I virkeligheden er dette problem ikke svært. Lad os antage, at erindringsterapeuterne har ret. I begyndelsen har patienten slet ingen erindringer om overgreb. Men senere dukker sådanne erindringer op, til trods for at terapeuten intet har gjort for at påvirke. Desuden forsvinder symptomerne samtidig med generindringen. Hvis dette er sandt, hvor kan man da finde beviserne? I båndoptagelser af dialoger i konsultationsværelset. Dersom RMT-terapeuterne havde talt sandt, så havde de for længe siden publiceret talrige båndoptagelser. De ville også have forstået, at det akademiske samfund ville have accepteret den slags beviser. Til dato eksisterer der næppe mere end fire publicerede båndoptagelser af psykodynamiske dialoger. De tre første er imidlertid omhyggeligt beskåret på alle afsnit, der afslører den terapeutiske teknik. Jeg er ubeskeden nok til at nævne, at det er mig selv, der har publiceret og analyseret den fjerde. Den findes i kapitel side 57-68 i min bog 'Textual Analysis: a Scientific Approach for Assessing Cases of Sexual Analysis'. Her er behandlingen udført af en velkendt psykoanalytiker, hvis kolleger har stor tillid til hans kompetence. Behandlingen har visselig ingenting at gøre med genfundne erindringer. Men den afslører tydeligt, at terapien består i indoktrinering uden det mindste forsøg på at undgå påvirkning. Analytikeren siger rent ud, at det er en uforskammethed fra patientens side ikke at tro på den tolkning, at patienten kun er syg, fordi han vil lide. Terapeuten får raseriudbrud over indbildte krænkelser, og han bombarderer patienten med tolkninger, der er absurde og stærkt nedsættende. Freuds forførelsesartikler blev længe betragtet som en ungdommelig fejltagelse. Men kort efter 1960 kom artiklerne til hæder og ære igen. Netop da oplevede psykodynamikerne en økonomisk katastrofe. De var ved at blive udkonkurreret af adfærdsterapeuterne. Ved den psykoanalytiske klinik på Columbia University i New York mindskedes antallet af patienter fra 803 i 1964 til 162 i 1971. Der opstod en intensiv jagt på nye markeder. Efterhånden kastede man sine øjne på incestklinikerne. Man gravede forførelsesartiklerne frem og forvanskede deres indhold: Freuds tidlige patienter var virkelig blevet misbrugt. Det var kun på grund af kollegaernes 'ramaskrig', at han senere tilbagekaldte forførelsesteorien. Følgelig var psykodynamikernes teoretiske leder 100 år før sin tid, og dermed udgjorde artiklerne fra 1896 en anbefaling for de nutidige terapeuter. Erindringsterapien tilhører altså en grundmuret tradition af indoktrinering og benægtelse af påvirkning. Den indeholder kun to nye elementer. De tidligere psykodynamikere var tilfredse, hvis patienten troede på tolkningerne. Det er et helt nyt krav, at patienten skal huske begivenhederne. Den anden radikale nyhed er, at politi og retsvæsen bliver indblandet, eftersom man næsten kun indoktrinerer seksuelle overgreb og rituelle børnemord og tillægger tolkningerne beviskraft. Ifølge rigsadvokat Henning Fode er ingen uskyldig blevet dømt i Danmark på grund af indoktrinerede overgreb. Thi ingen er blevet dømt på grund af 'genfundne erindringer'. Og de, der er blevet frifundet i nabolandene, var jo dømt på erindringer, der fremkom under terapi. Dette er to drabelige goddag mand økseskaft-svar. Rigsadvokaten ræsonnerer, som om terapeut og patient ærligt fortalte politiet og domstolene om indoktrineringen. Men deres standardpolitik er tværtimod at forsikre, at terapeuten blev »overordentlig overrasket«, da patienten »helt af sig selv« fortalte, hvad der var sket. Jeg har været sagkyndig i seks RMT/FMS-sager og i seks øvrige indoktrineringssager. Desuden har jeg som forsker analyseret mange flere. Dermed har jeg konstateret, at forsvaret ikke kan vinde sådanne sager uden at lægge ti gange mere arbejde i det end hvad det danske retssystem betragter som maksimum. Flere end hundrede svenske dommere har idømt uskyldige mænd op til ti års fængsel i RMT/FMS-sager. Alle disse dommere ville istemme Fodes ord: Heller ikke i Sverige er nogen blevet dømt på baggrund af genfundne erindringer. Tilmed, når tiltalte flere år senere bliver frikendt, har de nye dommere altid udtrykt den opfattelse, at den tidligere dom var rigtig på grundlag af de beviser, der forelå dengang. Desuden har jeg endnu ikke set en svensk dom, hvori dommerne indrømmede, at terapeutiske erindringer var indblandet.