Danskerne kan langt mere, end de har papir på. Og langt mere end de selv er klar over. På jobbet, i fritidslivet, på højskoler, i foreninger og i familien udfolder hundredtusinder af samfundsborgere hver dag kunnen og talent, som de aldrig har fået kredit for. Denne kunnen må Danmark anerkende og stimulere. For at øge den enkelte borgers udviklingsmuligheder og for at sikre landets velfærd. Danmarks fremtid afhænger af det, vi kan i dag - og hvordan vi udvikler det. Regeringen tager nu et stort skridt til at synliggøre og udvikle borgernes skjulte kompetencer. Initiativet har fået navnet 'Realkompetencer', fordi det handler om den enkeltes faktiske kunnen. Det du kan. Målet er, at alle borgere skal have lettere ved at bygge videre på deres kompetencer - uanset om de er skabt på arbejdet, gennem et au pair-ophold, i idrætsklubben eller på et kursus. Alt det, du kan, skal tælle. Og du skal ikke lære det samme to gange. Målestokken er de anerkendte standarder, som uddannelsessystemet har sat i form af eksempelvis et svendebrev, studentereksamen, bachelor, diplom eller en AMU-uddannelse. Altså bør relevant viden og færdigheder fra forskellige job, kurser eller frivilligt arbejde kunne anerkendes for at kunne få adgang til en uddannelse, få rabat i en uddannelse eller slet og ret få udstedt et eksamensbevis. Nøglen hertil er, at alle danskere skal have et tilbud om at kunne få deres realkompetencer vurderet og anerkendt. Det kalder vi 'individuel realkompetencevurdering'. Det skal være lettere at få papir og bevis på det, man faktisk kan. Kun ad den vej kan Danmark give borgerne reel mulighed for at udfolde deres skjulte talent. Lad os tage et fiktivt eksempel. Svend er ufaglært maskinarbejder i en virksomhed, der har automatiseret produktionen og etableret nye selvstyrende grupper. Denne proces stiller nye krav til Svend og hans kolleger. Svend har en række tilbud om omskoling og videreuddannelse i det formelle uddannelsessystem. De tilbud er han glad for, men han synes ikke, at tilbuddene tager nok højde for alt det, han kan. Som ufaglært maskinarbejder gennem 15 år er Svend erfaren og dygtig og har ofte fyldt huller ud i produktionen, når der var brug for det. Han har også stået bag firmaudflugter og været aktiv i virksomhedens kulturklub. Svend har været en væsentlig faktor til, at medarbejderne har oplevet en socialt velfungerende arbejdsplads, men alt det kan han ikke skrive på et papir. Eller et CV. I sin fritid er Svend kasserer i sønnens volleyballklub. Det er ulønnet arbejde, men han finder løn i det faktum, at klubbens hold kan være med til turneringer rundt om i landet. Nogle gange skal man rykke 'glemsomme' forældre for kontingentet, men det går som regel. Og i en gemytlig ånd. Men dét at han får ungerne til at dyrke deres idræt, uden at de skal bekymre sig om alt det logistiske, kan Svend ikke relatere til de muligheder, han har på arbejdsmarkedet. Der er det andre ting, der tæller, har han lært. Vi beskriver her nogle helt hverdagsagtige forhold, som tusindvis af danskere kender til. Vi har vænnet os til, at det vi kan i én sammenhæng, er det, vi måles og vejes på. For Svend findes der allerede i dag et tilbud om at kunne få sine talenter anerkendt i form af en realkompetencevurdering til en Grundlæggende Voksenuddannelse. Her kan han få udstedt et faglært svendebrev, hvis han har den nødvendige ballast. Hvis ikke, kan han få udarbejdet en uddannelsesplan til, hvordan han kan nå svendebrevet. I Danmark er der mange som Svend, der passer deres arbejde, men ikke har noget papir på det, de kan. Omkring en million danskere har ikke formelt papir på deres talenter og betragtes derfor som 'ufaglærte', eller kortuddannede. Det er ofte misvisende, fordi de kan så meget, som bare ikke er målt og vejet. Og på et fleksibelt arbejdsmarked med op til en million årlige jobskift bliver dokumenter på faglige færdigheder mere og mere afgørende. Regeringen ønsker større fleksibilitet og større mobilitet i virksomheder og landsdele. Derfor er det et stigende problem, at arbejdsgiverne er vænnet til udelukkende at se på eksamenspapirer og særlige evner/erfaringer for at udfylde lige bestemt én funktion. Med redegørelsen 'Anerkendelse af realkompetencer i uddannelserne', som Folketinget har debat om i næste uge, vil vi sige to ting. De kompetencer, vi får anerkendt med beviser i uddannelser, skal naturligvis stadig spille en væsentlig rolle. Men det skal de reelle kompetencer i erhvervet uden for det formelle uddannelsessystem også. For at få det fulde billede. Og de, der ønsker det, skal også kunne få et bevis for de reelle kompetencer. Målet er løbende at få Svend til at opdage og dokumentere de igangsættende og sociale kompetencer, han udviser i eksemplet. Det skal opdyrke en personlig motivation om at sætte ord og begreber på det, Svend kan. Og det skal give den nuværende arbejdsgiver - eller en fremtidig - et bedre billede af Svends potentialer, og de faglige sammenhænge han kan indgå i. Og det vil øge Svends mobilitet, for han kan nu dokumentere, hvad han kan. Dermed er det blevet nemmere at skifte til en ny virksomhed i Svends region eller i en anden landsdel. En kultur, der anerkender reelle kompetencer vil af flere årsager være unik. At sætte borgernes faktiske kunnen i centrum er mål nok i sig selv. Det vil hjælpe de borgere, der i dag holdes ude af uddannelsessystemet, fordi de på papiret ikke lever op til de formelle adgangskrav. Og det vil styrke de mange, der ønsker at efteruddanne sig, og som forhindres i at få eller skifte job, fordi de ikke kan dokumentere, hvad de reelt kan. Til glæde for både virksomhederne og medarbejderne, der samtidig bliver langt mere mobile både inden for virksomheden og i forhold til jobmuligheder andre steder. Virksomhedernes konkurrencedygtighed på et globalt arbejdsmarked afhænger netop også af, at medarbejderne får mulighed for at udfolde og udvikle deres kompetencer. Danske arbejdspladser har brug for dygtige medarbejdere, der tør udvikle sig - og kan omstille sig. Giver vi den enkelte medarbejder adgang til at udfolde og dygtiggøre sig på en ny måde, styrker vi automatisk virksomhederne. Fordi medarbejderne kan mere, tør mere og er mere motiverede. For den enkelte er det både attraktivt og motiverende, når der lægges vægt på det, man faktisk kan. Virksomhederne får langt bedre muligheder for at anvende medarbejdernes kompetence, når det er tydeligt, hvad de kan, og dermed kan man også planlægge medarbejdernes efter- og videreuddannelse. I Danmark har vi satset betydelige offentlige midler på at skabe de bedste betingelser for, at danske virksomheder kan udvikle deres medarbejdere. Et veludbygget offentligt voksen- og efteruddannelsessystem, et fleksibelt arbejdsmarked og en ny storstilet satsning på forskning i naturvidenskab og højteknologi giver os et godt afsæt. Men én ting kan gøre en væsentlig forskel: at virksomhederne i langt højere grad bruger alle de talenter, som medarbejderne udvikler i det daglige arbejde. Mange danske virksomheder har erkendt, at det betaler sig at satse på medarbejdernes kompetencer. Et godt eksempel er branddørsvirksomheden HansenDoor, som i flere år havde røde tal på bundlinjen. Det har de ikke mere. Alle lavede det samme dag ud og dag ind, og der var ingen forventninger om, at det skulle være anderledes. Virksomheden var i krise, og kommunikationen mellem medarbejdergrupperne og ledelsen var minimal. Noget måtte gøres. Ledelsen meldte ud, at de eneste, der kunne redde virksomheden, var medarbejderne, og et udviklingsprojekt blev sat i gang. Kodeordene var vidensdeling, samarbejde og kompetenceudvikling. Målet var at dele den viden, der fandtes i virksomheden, så ledelsen blev bedre til at udnytte alle medarbejdernes ressourcer. Man gik i gang med en kortlægning af alles kompetencer efter devisen »hvad vi kan, og hvad vi skal kunne« for at nå de opstillede mål. I dag arbejder de ansatte på kryds og tværs af tidligere skel. Medarbejdere fra produktionen deltager f.eks. i udvikling af nye løsninger til kunderne, og alle medarbejdere bliver løbende efteruddannet, ligesom der er en naturlig forventning om, at medarbejderne udvikler sig, for at virksomheden kan udvikle sig. Eksemplet viser, at Danmark risikerer et talentspild, hvis vi ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, at kunnen er mere end det, man får på en skole. Det spild har vi ikke råd til i fremtiden. Slet ikke i en situation, hvor presset på velfærden vokser, og kravene om innovation tager til. For at fremtidssikre landet økonomisk og socialt må vi give borgerne bedre udviklingsmuligheder. At anerkende det du kan lyder måske enkelt. I realiteten er det et visionært mål. Opgaven er at skabe engagement og nytænkning på alle de områder af samfundslivet, hvor danskerne i dag dygtiggør sig og udfolder deres skjulte talent: i uddannelsessystemet, arbejdslivet, i folkeoplysningen og i fritids- og foreningslivet. Skal borgernes samlede kunnen virkelig sættes i centrum, må alle sektorer, organisationer og institutioner tænke med. Det er en kompliceret opgave. Vi inviterer derfor alle parter til at deltage i udviklingsarbejdet. Både de, der allerede har arbejdet med realkompetencer i flere år, og de, der slet ikke er begyndt. I hele 2005 opfordrer vi til en debat på arbejdspladser, i foreninger, på uddannelser, i hjemmet og i det politiske system. Opgaven lyder simpel, men er svær: Hvordan identificerer og dokumenterer vi reelle kompetencer, og hvordan anerkender vi dem? Vi lægger op til, at der inden for de enkelte uddannelsesområder skabes bedre muligheder for at få en individuel vurdering af sin realkompetence. Udbygningen bør efter regeringens opfattelse baseres på, at de offentlige uddannelser skal tilbyde, at alle de, der ønsker det, kan få vurderet og anerkendt deres realkompetencer, og at den enkelte selv skal bidrage til at dokumentere det, man kan. Anerkendelse af realkompetencer skal især være en mulighed for de kortuddannede, som ønsker at få bevis på, hvad de kan som afsæt for jobskifte eller mere kompetenceudvikling. Resultatet af vurderingen dokumenteres gennem udstedelse af et bevis. I selve vurderingen anvendes metoder, som sikrer en pålidelig vurdering af den enkeltes realkompetencer. Det vil være afgørende for, at der er tillid til vurderingen, at resultatet anerkendes i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Uddannelsernes kvalitet og niveau må der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved. Kompetencevurderingen forestås som i dag af uddannelsesinstitutionen, og den foretages altid med udgangspunkt i de enkelte uddannelsers mål, niveau og adgangskrav. Vi skyder processen i gang på en konference i begyndelsen af det nye år. Håbet er, at så mange som muligt vil være med til at synliggøre og anerkende og udvikle det, danskerne faktisk kan.