Omkring 70.000 mennesker har mistet livet i Darfur i løbet af det sidste halve år. Hvis krisen fortsætter, forventer FN, at yderligere 10.000 mennesker vil dø hver måned. Samtidig er halvanden million sudanesere på flugt og kan ikke længere bo i deres hjem. Det er alt sammen konsekvenser af det sudanske styre i Khartoums åbenlyse støtte til arabiske militser, der igennem det sidste års tid både har udført etnisk udrensning i regionen og også beskyldes for folkedrab. Mens folk dør som fluer i Darfurregionen, lader styret i Khartoum fortsat hånt om alle løftede pegefingre og trusler fra blandt andre FN og USA og fortsætter sin politik, der har fået så skræmmende menneskelige konsekvenser. Det får den sudanske regering lov til ustraffet. De to handlingsmuligheder, FN og verdenssamfundet foreløbig har overvejet for at løse konflikten - væbnet magt og økonomiske sanktioner - er nemlig begge utilstrækkelige. Det må FN's Sikkerhedsråd indse. I stedet bør sikkerhedsrådets igangværende to-dages møde om krisen munde ud i, at der indføres intelligente, målrettede sanktioner mod magthaverne i Khartoum. Darfur er en af de egne i verden, der ikke har den store geopolitiske betydning. Derfor er ingen vestlige magter villige til at gøre noget ved katastrofen med magt, hvis det omfatter at sætte egne soldaters liv på spil. Hvem ønsker dog det for en konflikt, som de færreste alligevel forstår, og hvilket politisk parti vil risikere nationens sønner og dermed, måske, en årrække i opposition langt fra magten bare for at redde en flok nødlidende afrikanere? Da skabelse af fred indtil nu har krævet vestlig opbakning for at være effektiv, er der ikke meget, der tyder på, at katastrofen i Darfur bliver løst med magt. Det andet våben i verdenssamfundets arsenal er økonomiske sanktioner. Men efter 13 års frugtesløs blokade af Irak med store humanitære konsekvenser - og hvor resultatet af handelssanktionerne i højere grad var at cementere Saddam Husseins magtposition end at hjælpe oppositionen - er det de færreste, der i ramme alvor tror, at økonomiske sanktioner, som vi kender dem, er et brugbart våben mod verdens repressive regimer. Resultatet er, at verdenssamfundet står magtesløst, når katastrofer som den nuværende i Darfur bryder løs. Men der findes måske en vej ud af det nuværende vakuum: de intelligente sanktioner. De intelligente sanktioner eller målrettede sanktioner, som de også kaldes, adskiller sig på en række områder fra de klassiske økonomiske sanktioner, vi kender i dag. De har ikke samme negative humanitære konsekvenser, og meget tyder på, at de tillige er mere effektive. Hvor økonomiske sanktioner, som for eksempel den handelsembargo, der blev indført mod Irak i 1990, har rødder i middelalderens belejringstaktik, minder de intelligente sanktioner i langt højere grad om de smart bombs, vi ser amerikanerne bruge igen og igen. De intelligente sanktioner er kort sagt designet til at ramme de udvalgte få og lade resten af en befolkning forblive urørt. Teorien bag dem tager sit afsæt i forskning fra 1990'erne og er i al sin enkelhed, at der er størst chance for at få et regime til at makke ret, hvis man rammer enten regimet selv eller dets støtter. Efterhånden som de negative konsekvenser af handelsembargoen mod Irak blev klare for de fleste, begyndte forskere og menneskerettighedsforkæmpere rundt omkring på kloden at analysere sanktionsvåbnet. Tanken var at finde frem til, hvorfor klassiske økonomiske sanktioner i nogle få tilfælde kan anvendes med succes (f.eks. i Sydafrika), men i langt de fleste tilfælde enten ikke virker eller er direkte skadelige i forhold til de mål, man ønsker at opnå. En af de mest opsigtsvækkende konklusioner på dette arbejde blev leveret af amerikanerne David Cortright og George Lopez. I 1996 konkluderede de, at et sanktionsregimes succesrate ikke afhænger af, hvor omfattende sanktionerne er. Det, der tilsyneladende udgør forskellen mellem succes og fiasko, er graden af håndhævelse, og i hvor høj grad et sanktionsregime bakkes op af politisk vilje. En anden af deres konklusioner er, at sanktioner ikke kan stå alene, men må støttes af aktive politiske tiltag, der søger at styrke den interne opposition. En tredje konklusion er, at sanktioner ofte indføres mod lande, hvor regimet kerer sig meget lidt om civilbefolkningens velbefindende, men i højere grad om sit og sine støtters fortsatte velstand. Samtidig viste deres analyser, at hver eneste gang, der er blevet indført total handelsembargo mod et land, har resultatet været omfattende humanitær nød blandt civilbefolkningen. Den videre morale ligger lige for. Eftersom økonomiske sanktioner tilsyneladende ikke virker og ofte gør ondt værre for den civilbefolkning, man prøver at beskytte, er der ingen grund til at indføre dem. I stedet må der findes tiltag, der rammer et regime og dets støtter uden at ramme civilbefolkningen. Hvis man håndhæver disse effektivt, bakker dem op med politisk vilje og støtte til oppositionen, skulle der være skabt en farbar vej frem i forsøget på at beskytte civilbefolkninger rundt omkring på kloden mod undertrykkende regimer. Spørgsmålet er så bare, om det er muligt at finde den slags tiltag? Det er der heldigvis meget, der tyder på. I hvert fald har en række forskere gennem de seneste år peget på en stribe sanktionsmuligheder, som alle har det tilfælles, at de først og fremmest rammer eliten og har meget få negative konsekvenser for den brede befolkning. Fælles for disse tiltag er også, at de ikke kan stå alene, men må ses som en del af en pakke, hvor FN fra gang til gang vurderer, hvilke og hvor mange af dem der skal sættes i værk. Den mest interessante, og potentielt mest effektive, af disse intelligente sanktioner er den finansielle. Den kan bestå af flere ting: indefrysning af økonomiske midler og konti fra enkeltpersoner, regeringer eller hele lande, stop for nødhjælp og kreditter fra den internationale valutafond og andre internationale institutioner og udelukkelse af internationale finansielle markeder. For at undgå at ramme bredt, på samme måde som klassiske økonomiske sanktioner gør, er det afgørende, at finansielle sanktioner målrettes. Det kan gøres på flere forskellige måder. Da EU og USA indførte sanktioner mod det tidligere Jugoslavien i 1990'erne, var målrettede finansielle sanktioner et af tiltagene. I fællesskab identificerede europæiske og amerikanske embedsmænd de jugoslaviske politikere, ledere og fremtrædende regimestøtter, der stod bag Slobodan Milosevic' politik i Kosovo. Det fremgår af EU-papirer, at der var tale om Slobodan Milosevic selv, hans familie, alle ministre og højtrangerende embedsmænd fra den jugoslaviske og serbiske administration, personer, der støttede præsident Milosevic politisk eller økonomisk, personer, som var tiltalt for krigsforbrydelser og lederne af politiet, militæret og efterretningstjenesten. I alt blev 800 mennesker placeret på en særlig sanktionsliste. Efterfølgende blev deres bankkonti frosset. Flere sanktionsforskere mener, at det pres, der blev lagt på de 800 mennesker - og dermed på toppen af regimet - har en større del af æren for, at Slobodan Milosevic i sidste ende måtte give magten fra sig, end NATO's bombardement af Serbien i 1999. Blandt dem, der er længst fremme med arbejdet med finansielle sanktioner, er det amerikanske forsvarsministerium. Ministeriet udformer en liste over personer og enheder, som de finder mistænkelige enten i forhold til hvidvask af narkopenge eller terrorisme. Disse personer får deres konti frosset og bliver udsat for skærpet overvågning. Det vurderes, at en stor del af de erfaringer, amerikanerne har gjort sig, vil kunne bruges i kampen mod repressive regimer. Ved på den måde kun at ramme en udvalgt gruppe undgås samtidig de vidtrækkende humanitære konsekvenser, som klassiske økonomiske sanktioner har. Et andet sanktionsvåben med potentiale til at kunne bruges intelligent er rejsesanktioner. På samme måde som de finansielle sanktioner dækker rejsesanktioner over flere forskellige typer sanktioner. Generelt hører rejsesanktioner hjemme i den blødere ende af sanktionsspektret, men ikke desto mindre er der en del, der taler for, at de kan give resultater. Især FN's sanktioner mod Libyen har givet grund til optimisme. Her viste det sig, at landets regime og elite i stigende grad lod sig frustrere over de manglende muligheder for at socialisere internationalt. Rejsesanktioner kan udformes på to måder. Enten kan man forbyde et lands luftfartsselskab at lande uden for landet. På den måde gøres det både besværligt og dyrt for et lands magthavere at komme til internationale møder og konferencer. Den anden mulighed er at placere en stribe individer på en visumforbudsliste. Dette kan gøres på samme måde, som når der indføres finansielle sanktioner. Altså, regimet og dets nærmeste støtter identificeres og placeres på en liste over personer, der ikke er velkomne uden for landet. Hvis det ikke virker i første omgang, kan listen gradvis gøres længere. Dermed øges presset på toppen af regimet, da flere og flere mennesker får deres liv besværliggjort af sanktionerne. Kunsten er at lægge snittet det rigtige sted, så hverken uskyldige eller oppositionen bliver ramt. Fordelen ved rejsesanktioner er, at de nærmest ingen humanitære konsekvenser har. En tredje mulighed for at indføre intelligente sanktioner er våbenembargoer. Våbenembargoer er klart den mest brugte af FN's sanktionsmuligheder. Det er også den med det mest åbenlyse potentiale: Hvis man sørger for, at et regime ikke har adgang til våben, får det meget svært ved at håndhæve sin magt. Desværre er våbenembargoer også den af de intelligente sanktioner, der foreløbig har vist sig mindst effektiv i praksis. Den manglende effektivitet tilskrives mangel på håndhævelse, og at våbenembargoer er født med et skisma, der gør dem mere end almindeligt svære at håndhæve: Jo mere effektiv en våbenembargo er, jo større er profitten ved at bryde den for våbenhandlere. Hvis det i fremtiden skal gøres mere effektivt at indføre våbenembargoer mod undertrykkende regimer, er man derfor nødt til ikke alene at indføre sanktionen, men også at bakke den op af håndhævelsestiltag. Det kan for eksempel være kontrol af alle varer, der kommer ind i det sanktionerede område. Finansielle, rejse- og våbensanktioner er de tre mest afprøvede tråde i det reb, der tilsammen kan kaldes intelligente sanktioner. Men ud over de tre eksperimenteres der for tiden med en række tiltag, som kan støtte dem og gøre rebet stærkere. Blandt tiltagene er sanktioner mod visser varetyper. Det kan eksempelvis være sanktioner mod ædeltræ fra et undertrykkende regime eller mod de såkaldte bloddiamanter, der er blevet brugt til at finansiere flere krige i Afrika. Ny teknologi giver mulighed for at spore diamanters ophav, så man til enhver tid ved, hvor de kommer fra, og derfor ikke kan hævde at have brudt sanktionerne ved en fejl. En anden og indtil nu ikke særlig anerkendt type intelligente sanktioner kaldes sammenfattende psykologiske sanktioner. I denne kategori falder tiltag som sportssanktioner og diplomatiske sanktioner. Erfaringer fra 1990'erne og fra sanktionerne mod Sydafrika viser, at disse relativt milde sanktioner har større effekt end hidtil antaget. Et regime og dets støtter bryder sig ikke om at blive gjort til international paria. De psykologiske sanktioner fratager både regimet selv og dets støtter muligheden for at socialisere ved internationale konferencer, topmøder og sportsstævner. Det gør tilsyneladende ofte mere ondt, end når selv samme regimers civilbefolkninger lider. Intelligente sanktioner handler ikke kun om at fratage et styre dets råderum. De handler i lige så høj grad om at støtte oppositionen. På den måde presses styret indefra. Men det er ikke den eneste fordel ved at arbejde sammen med et lands opposition. Ved at støtte den interne opposition i et land undgår man også, hvad der er blevet kaldt 'samles om flaget-effekten' eller bunkermentaliteten. Altså at det ydre pres får oppositionen og hele landet til at samles i trods, som det ofte ses. Da denne erkendelse er ret ny, er der ikke de store erfaringer at trække på. Men et forsøg i denne retning var EU's 'Olie for demokrati'-program, som blev praktiseret i det tidligere Jugoslavien sidst i 1990'erne. Jugoslavien var på det tidspunkt udsat for en olieblokade, men EU valgte at gøre en undtagelse i de byer og områder, hvor den demokratiske opposition var ved magten. På den måde ville EU vise den jugoslaviske befolkning, at det ikke var dem, men alene deres ledere, der var mål for sanktionerne. EU's daværende sanktionskoordinator, hollænderen Antonius de Vries, har siden hen beskrevet dette forsøg som meget lovende. Hvis vi springer tilbage til den nuværende katastrofe i Darfur, betyder ovenstående, at FN bør indlede et analysearbejde af styret i Khartoum. Hvem er dets støtter? Hvad betyder noget for disse mennesker? Hvilke fora er det vigtigt for dem at være anerkendt i? Når det er gjort, kan FN's embedsmænd begynde at kigge på, hvilke typer sanktioner der vil ramme magthaverne bedst. Det kunne for eksempel være et udrejseforbud for Khartoumstyrets støtter, en international sportsblokade og stop for flere lån fra internationale institutioner, medmindre disse penge beviseligt bruges på nødlidende i Darfur. Samtidig skal ofrene for katastrofen i Darfur have så meget hjælp som muligt. De må ikke være i tvivl om, at verdenssamfundet kender deres eksistens og ønsker at hjælpe dem. På den måde vil der også være sendt et effektivt signal til den interne opposition i Sudan om, at omverdenen fordømmer den nuværende politik og aktivt ønsker at ændre den. Dette arbejde bør startes omgående, men er det ikke sket inden nytår, bør Danmark bruge sin nye position som et af de femten medlemmer af FN's Sikkerhedsråd til at sætte det i gang. Samtidig bør Danmark bruge sin placering blandt de udvalgte femten til at styrke forskning i, og implementering af, intelligente sanktioner. Hvis det i løbet af de to år, Danmark har sæde i Sikkerhedsrådet, lykkes at få skabt et sanktionsberedskab i FN, der i fremtiden kan analysere og sættes ind over for undertrykkende regimer overalt i verden, vil det ikke alene ligge godt i tråd med den humanistiske linje, vi ønsker at blive kendt for, men også betyde alverden for de mennesker rundt omkring på kloden, hvis rettigheder undertrykkes.