Manhattans pier nr. 82. Herfra afgår en sightseeingbåd, der sejler ned ad Hudson River langs Manhattans vestside med kurs mod New Yorks vel nok største enkeltattraktion, Frihedsgudinden. På turen, der varer 75 minutter, er et helt kvarter viet til fortællingen om den imponerende statue. Man får fortalt, at statuen er 93 meter høj inklusive sokkel, at der er anvendt 125 ton stål og 31 ton kobber, hvad der står indgraveret på soklen og mange andre nyttige informationer. Men guiden 'glemmer' at fortælle, at dette monument - et af de mest potente symboler på USA - er en gave fra Frankrig. Et tilfælde? Næppe. Den amerikanske offentlighed har endnu ikke tilgivet Frankrig, at landet - sammen med en lang række andre lande - nægtede at støtte USA's beslutning om at invadere Irak. Så skal de heller ikke have æren for at have foræret USA det mest amerikanske monument, der findes. Det er på mange måder paradoksalt, at landet blandt netop newyorkere er så ildeset for tiden. For også i New York er modstanden mod krigen i Irak stor. Frankrigs Irakpolitik adskiller sig næppe synderligt fra flertallet af newyorkernes. Måske er det blot kommet så meget på mode at hade Frankrig, at man har glemt, hvorfor man gør det. Frankrig blev således et ufrivilligt offer i den amerikanske valgkamp. Ikke et stort emne i sig selv, snarere et skældsord, som republikanerne anvendte i forsøget på at underminere den demokratiske udfordrer, John Kerry. Under den første tv-transmitterede debat mellem de to præsidentkandidater gjorde Bush nar ad Kerrys forslag om at underlægge fremtidige beslutninger om væbnet indgreb i andre lande en 'global test' med disse ord: »Jeg vil aldrig underlægge USA's nationale sikkerhed en international test. Brugen af tropper til at beskytte USA må aldrig blive udsat for et veto fra lande som Frankrig«. Nu er Frankrig jo ikke ligefrem det, amerikanerne kalder en slyngelstat. I modsætning til for eksempel Nordkorea. Frankrig er tværtimod en allieret. Sågar et medlem af det NATO, som umiddelbart efter tragedien 11. september for første gang i sin historie enstemmigt påkaldte sig den såkaldte musketer-ed og erklærede, at angrebene på New York og Washington var at sidestille med et angreb på hele alliancen. Glemt er det, at det førende franske dagblad Le Monde på sin forside 12. september 2001 skrev: 'Nous sommes tous américains' - vi er alle amerikanere. Glemt er det i det hele taget, at Frankrig på linje med de øvrige europæiske nationer generelt støtter USA i kampen mod terrorisme. Frankrig er i stedet blevet prygelknabe for Washingtons frustration over den valne europæiske opbakning til krigen i Irak. Sandt er det, at Frankrig ikke bakkede op om invasionen i Irak. Det fik forsvarsminister Donald Rumsfeld til hånligt at omtale Frankrig og Tyskland som repræsentanter for Old Europe. I modsætning til det nye Europa, som blandt andet omfattede Polen, der ligesom Danmark havde vist stor villighed til sammen med USA at invadere et land på baggrund af mere end tvivlsomme efterretningsoplysninger. Washingtons vrede mod Frankrig fandt et ekko i det amerikanske folkedyb. En af de mere spøjse illustrationer var, da pommes frittes, french fries, blev omdøbt til freedom fries. En af de mere bekymrende er, at seriøse analytikere spekulerer over, om John Kerrys fjerne franske aner var så alvorlig en hæmsko, at det medvirkede til at koste ham valget 2. november. Lige siden en af George W. Bushs rådgivere i april udtalte til New York Times, at John Kerry 'så fransk ud', har republikanerne forsøgt at portrættere ham som arrogant og ude af trit med den almindelige amerikaner. Åbenbart en typisk fransk karakteristik. Konservative kommentatorer på en række af USA's toneangivende aviser holdt sig ikke tilbage. En kommentator på Wall Street Journal James Taranto omtalte Kerry som den »arrogante, fransk-udseende demokrat fra Massachusetts«. Sandsynligvis den værste etiket, man på den amerikanske højrefløj kan give en politisk modstander. Den stærkt højreorienterede radiovært Rush Limbaugh omdøbte konsekvent Kerry 'Jean Cheri' eller 'Jean F. Cheri'. Andre kaldte ham Jacques Kerry. Chefredaktøren for det republikanske Washington Times - ikke at forveksle med det liberale Washington Post - har sarkastisk bemærket, at man kun kan have ondt af én, der ser så fransk ud som John Kerry. Der er her ikke kun tale om nogle få konservative kommentatorers fiffige personlige bidrag til præsident Bushs valgkamp. Der var tale om en bevidst republikansk strategi, som ledende republikanere målrettet dyrkede i næsten et år. Den republikanske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, texaneren Tom DeLay, begyndte således typisk sine taler med et »goddag - eller som John Kerry ville sige, bonjour«. Den republikanske partiorganisation bemærkede i et kritisk faktablad om den demokratiske udfordrer, at han har en fransk fætter. Så kan det næsten ikke blive meget værre. Medmindre kommentatoren Mark Steyn fra Chicago Sun-Times skal have det sidste ord: »Kerry lød utroligt meget som USA's første franske præsident«, skrev han i foråret efter et valgmøde. At man kan begå karaktermord mod en politisk modstander blot ved at omtale ham som fransk-udseende viser, hvor stærk fjendtlighed til Frankrig der er i brede dele af det amerikanske samfund. Også i de officielle forhold landene imellem er der iskold luft. Bush og Frankrigs præsident, Chirac, har stort set ikke talt sammen i hele 2004. Paris er blevet lagt på køl i Washington, og i Paris har der ikke været nogen villighed til at bidrage til politiske initiativer, der på nogen måde kunne hjælpe den amerikanske præsident til at blive genvalgt. Hvor den amerikanske dæmonisering af Frankrig er et relativt nyt fænomen, har Frankrig en ganske lang tradition for antiamerikanisme. Den kan i det væsentligste føres tilbage til præsident de Gaulles regeringstid og havde især to årsager. Dels kunne de Gaulle ikke frigøre sig fra sine erfaringer under Anden Verdenskrig, hvor præsident Roosevelts tøven med at anerkende de Gaulles Frie Franske modstandsbevægelse som den legitime repræsentant for Frankrig skabte en bitterhed mod USA, som de Gaulle aldrig overvandt. Dels havde de Gaulle svært ved at acceptere den sekundære rolle, som Frankrig på linje med for eksempel Storbritannien blev påtvunget i den bipolære verdensorden, som den kolde krig skabte. De Gaulles modsvar var at formulere en tredje vej i international politik, som skulle give Frankrig en politisk platform uafhængigt af de to supermagter USA og Sovjetunionen. Det lykkedes kun i begrænset omfang. I stedet mobiliserede de Gaulle Frankrigs kulturelle elite i kampen mod amerikaniseringen af det franske samfund. Da de Gaulle i 1958 udnævnte forfatteren André Malraux som kulturminister var det lige så meget for at beskytte og promovere den franske kultur over for indflydelse udefra, som det var for at bidrage til opblomstringen af et aktivt kulturelt miljø. Siden har skiftende præsidenter, regeringer og kulturministre kæmpet hårdnakket for at forsvare fransk kultur - og ikke sjældent med direkte reference til truslen om den 'massekulturelle' påvirkning fra USA. Selv om den amerikanske supermagt har en række fælles rødder med den franske republik, opfatter den kulturpolitiske elite i Frankrig typisk USA's kulturelle påvirkning som en masseproduceret, folkelig og degenereret variation, som lefler for den laveste fællesnævner og påvirker den nationale identitet i ufransk retning. Kulturpolitikken er således blevet en vigtig, men også belejlig eksponent for fransk antiamerikanisme. Vigtig, fordi kulturens vægt i Frankrig er betydelig, da den opfattes som direkte knyttet til den nationale identitet. Belejlig, fordi kulturpolitikken ikke i amerikansk optik opfattes som high politics, hvorfor risikoen for alvorlige udenrigspolitiske sammenstød formindskes. Men en høj kulturpolitisk cigarføring kan - særligt når en del af kulturpolitikken føres mod en opfattet modpol - få en afsmittende effekt på det øvrige politiske forhold landene imellem. Den gensidige mistro kan virke som et paradoks, når man betænker, at de to nationer historisk set har mere tilfælles end med de fleste andre stater. Begge lande har en messiansk opfattelse af, hvilken rolle de har at spille i det internationale samfund. Begge lande ser sig selv som menneskerettighedernes ophavsland. Det har gennem de sidste godt to hundrede år givet sig udslag i et udtalt ønske om at virke som rollemodel for andre stater. For amerikanere står deres uafhængighedserklæring fra 1776 som et forbillede for, hvordan civiliserede individer kaster kolonialismens og det fjerne kongestyres åg af sig. For franskmændene står revolutionen af 1789 som borgerens og fornuftens sejr over et reaktionært samfundssystem inkarneret af et indskrænket konge-, adels- og religionsstyre. Begge begivenheder tages som udtryk for skabelsen af et moderne samfund: Frihed, lighed og broderskab var sloganet for den franske revolution og den franske republik, og frihed var nøgleordet ved udarbejdelsen af den amerikanske forfatning. Længe var det unge USA og det republikanske Frankrig da også naturligt allierede. Ikke kun militært og politisk, hvor de havde sammenfaldende interesser mod den fælles arvefjende England, men også filosofisk og kulturelt var der stor gensidig beundring. Mens den franske general Lafayette kæmpede på amerikansk side mod briterne, bragte den britiskfødte filosof Thomas Paine amerikanske frihedsidealer til Frankrig, hvor han sågar fik sæde i Nationalforsamlingen. I denne betydning så - og ser - begge stater sig selv som civilisations- og kulturbærende. Den modernitet, som den amerikanske uafhængighedskrig og den franske revolution varslede, skulle sprede lys blandt de folk, som endnu var underlagt forældede feudale og monarkistiske samfund. Oplysningens tanker, som den franske revolutions fædre idémæssigt tog afsæt i, skulle udbredes som en mild form for civilisationsimperialisme. Frankrig og USA kunne gå foran med det gode eksempel og vise, at kongers og statskirkers autoritet ikke var noget gudgivent, men at der fandtes alternative, 'moderne' måder at indrette samfund på. Da Frankrig i 1885 forærede det amerikanske folk Frihedsgudinden, skete det i tribut til et land, som franskmændene anså som et ideologisk broderland. Statuen var en gave, der skulle markere 100-året for den amerikanske uafhængighedserklæring. Selv om gaven var næsten ti år forsinket, var der tale om en monumental gestus og en bekræftelse af de tætte bånd, der eksisterede mellem de to lande. Men hvor de to lande tidligere byggede i al fald en del af deres nationale og kulturelle identitet på et fælles tankesæt, har først Frankrig og nu også USA siden haft en stigende tendens til at definere hinanden som kulturelle - og i nogle henseender også politiske - modpoler. Det er en farlig tendens, som kan få stor betydning for sammenholdet tværs over Atlanten. Ikke bare for forholdet mellem USA og Frankrig, men også for forholdene mellem USA og Europa som sådan. Det kan få vidtrækkende følger for de transatlantiske relationer i det 21. århundrede, hvis det værdifællesskab mellem parterne, der har været grundlaget for en fælles vestlig politisk dominans i de seneste snart 60 år, bliver svækket. Den vestlige verden har siden slutningen af Anden Verdenskrig været karakteriseret dels ved en fælles politisk og militær front mod trusler udefra, dels ved et værdifællesskab mellem USA og Europa. Efter Sovjetunionens sammenbrud er der fra tid til anden blevet sat spørgsmålstegn ved, om de transatlantiske bånd ville forblive lige stærke også i det 21. århundrede. Ofte har det lydt, at værdifællesskabet var så stærkt, at risikoen for en alvorlig svækkelse af båndene var minimal. Men spørgsmålet er, om ikke parternes stærke antiamerikanske og antifranske diskurs er med til at tære alvorligt på dette værdifællesskab. For selv om USA er udsprunget af europæiske rødder og i politiske sammenhænge endog af og til definerer sig som en 'europæisk' kulturnation, ser man sig i USA også som et modstykke til 'traditionel' europæisk tankegang, jf. forsvarsminister Rumsfelds udtalelser om 'det gamle' og 'det nye' Europa. Frankrig falder ind under betegnelsen 'gammelt Europa' i de fleste amerikaneres øjne og det bidrager givetvis til at forstærke fornemmelsen hos visse amerikanske beslutningstagere af, at de nære atlantiske bånd ikke behøver bibeholdes i samme omfang i det 21. århundrede. Nu blev det ikke John Kerry, der vandt valget 2. november. Og selv om portrætteringen af Kerry som den 'franske kandidat' har været en integreret del af republikanernes forsøg på at underminere hans troværdighed, har det næppe været udslagsgivende for udfaldet. Dertil var Bushs valgsejr for overbevisende. Til gengæld er der ingen tvivl om, at en optøning af forbindelserne mellem Washington og Paris har længere udsigter efter Bushs genvalg, end de ville have haft med en sejr til Kerry. I Paris har man bemærket den måde, hvorpå den amerikanske præsident har fremstillet Frankrig i valgkampen. Det vil uden tvivl kræve en stor og langvarig indsats fra begge parters side at nedbryde den indgroede gensidige mistro, der hersker ikke blot mellem landenes ledere, men også bredt i befolkningerne. I den amerikanske spændingsfilm 'The French Connection' spiller Gene Hackman en hårdkogt amerikansk politimand, som tager til Frankrig for at optrævle en narkoring. Samarbejdet mellem den utraditionelle politimand og de franske myndigheder fungerer langtfra gnidningsfrit. Men bag forskellighederne er der en fælles forståelse af udfordringen og en fælles vilje til at løse problemet. Måske skulle beslutningstagerne i Washington og Paris investere et par timer i at gense den gamle film. På trods af uoverensstemmelserne landene imellem er der mere end nogensinde behov for at genopdage de værdier og interesser, landene har til fælles.