0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Undskyld, undskyld, undskyld - men ...

Tidligere udviklingsminister Anita Bay Bundegaard fik danmarksrekorden i undskyldninger efter at have talt fattigdomsflygtningenes sag. Nu siger EU's nye retskommissær akkurat det samme. Kronikøren er cand.mag. i historie og italiensk.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

At en tidligere repræsentant fra Silvio Berlusconis barokke italienske kabinet skulle bringe sig på linje med en hedengangen kvindelig dansk politiker, der blev hængt ud for at være lalleglad idealist, var der ikke mange, der kunne vide.

Ikke desto mindre skete der netop det, da Europas formentlig nye retskommissær fra 1. november og ekseuropaminister i den italienske regering Rocco Buttiglione udtalte sig som følger til Corriere della Sera 20. august om Italiens flygtninge- og indvandrerpolitik: »Vi burde også åbne Italien for dem, som sulter«, sagde han, der snart får ansvar for blandt andet flygtninge- og indvandrerpolitik i Europa, og fortsatte: »Hvis krigsflygtninge og politisk forfulgte modtages, burde der også indføres en ny kategori af folk, som flygter fra sult, tørst, sygdom og fattigdom«. Fattigdomsflygtninge, altså. Lyder det bekendt?

Tidligere udviklingsminister Anita Bay Bundegaard aspirerede til danmarksrekorden i undskyldninger på tid, efter at hun i 2001 efter manges opfattelse begik den taktiske kapitalbrøler at foreslå at udvide flygtningekonventionen til også at omfatte mennesker, der flygter fra sult. - »Det var dog det mest forrykte, regeringen har budt befolkningen«, lød det med slet skjult jubel fra Danmarks liberale parti, mens socialdemokrater og radikale luskede rundt og så brødebetyngede og skyldsplagede ud foran de grillende kameraer. Uha, det var en dårlig sag, for den slags taber man valg på i Danmark. Bundegaard undskyldte til højre og venstre og blev undsagt af sin egen statsminister og trak hurtigt nallerne og forslaget til sig igen med en forklaring om, at det blot havde været en løs tanke, hvilket hun også måtte undskylde for.

Sergent i flyvevåbnet og folketingsmedlem Frank Dahlgaard leverede under den efterfølgende debat i Folketinget i februar 2001 de rystende tal for udviklingsministeren, som måske ikke havde læst godt nok på lektien? - »Jeg vil spørge ministeren, om hun er klar over, at der er 1,3 milliarder mennesker, som lever i elendighed, sygdom og fattigdom langt under fattigdomsgrænsen, som ville starte med at gå, de af dem, der kan, til Danmark, hvis det blev legalt at være fattigdomsflygtning«. Hun undskyldte, men det var hun dog godt klar over. The rest is silence. Indtil Buttiglione altså fremturede.

Som medlem af vort blege folkeslag burde Dahlgaard om nogen vide, hvad han taler om. Vi skal ikke engang længere end 100 år tilbage i tiden. Mellem 1866 og 1900 udvandrede cirka 180.000 danskere, hovedsagelig til USA. 180.000 danskere betød på det tidspunkt næsten en tiendedel af den samlede danske befolkning. Fra 1840 til 1914 udvandrede i alt 52 millioner europæere til oversøiske lande, hvoraf de cirka 35 millioner tog til Amerika. De udvandrede fra sult og fattigdom i hjemlandene og på grund af den tiltrækningskraft, som udstrålede fra det amerikanske kontinent i form af myter om frihed og velstand. Det samme sker nu, bare med Europa som et af målene for folkevandringerne.

Den store forskel imellem den daværende og den nuværende situation er, at Amerika dengang havde plads nok til stort set alle. Her ses naturligvis bort fra indianerne, som godt nok var der først, men lad nu det ligge. Nutidens Europa har vel ikke økonomisk kapacitet til at kunne absorbere en decideret folkevandring. Så hvad mener den italienske retskommissær?

Lad os vende tilbage til ham. Ni dage efter interviewet i Corriere della Sera, altså 29. august, offentliggøres et interview med Buttiglione i Frankfurter Allgemeine Zeitung, hvori han uddyber sit standpunkt. »Man må spørge sig selv, om økonomiske motivationer ikke udgør tilstrækkeligt grundlag for at få asyl«, siger han til den tyske avis. »I forhold til traditionelle principper skal vi modtage mennesker, som er forfulgt af et tyrannisk regime, men i dag findes en ny grund til flugt: Folk bliver tvunget til at flygte fra naturkatastrofer eller som følge af langvarig tørke, som det sker i Sydsahara. Naturens tyranni findes også«.

En tidligere repræsentant fra Berlusconis regering præsenterer nok næppe et sådant forslag på grund af de sultende børn i Afrika alene. Selv om man måske godt kunne tro det, sådan som indvandrerskeptiske Lega Nord-folk har protesteret på de mest inderlige måder. I interviewet understreger han da også, at Italien har brug for arbejdskraft i mange sektorer og specificerer: »Europa skal være åbent, men samtidig skal vi - ud fra et juridisk perspektiv - være i stand til at bestemme, om folk skal modtages eller ej, hvem der har ret til at blive lukket ind, fordi vedkommende ikke er i stand til at overleve fysisk og økonomisk i sit land, og hvem der derimod snyder og ikke skal modtages. Hvis ikke man sætter en grænse«, tilføjer Buttiglione, »ender det med, at man fremprovokerer fremmedhad, fordi folk føler sig truet i eget hus«.

Aha. Hvor grænsen skal trækkes, melder EU's kommende retskommissær ikke noget om. Det interessante er imidlertid også den blotte konstatering af, at kommissæren jonglerer rundt med begreber, som er sprængfarligt tabu i vores ende af kontinentet. Spørgsmålet til den danske politiske debat er i den forbindelse: Hvorfor giver vi asyl til A og ikke til B, når begge er truede på livet? Hvad er begrundelsen for at lukke netop de mennesker ind, som vi lukker ind, og ikke andre? Hvad er begrundelsen for at lukke den iranske politiske flygtning ind i landet, der risikerer døden ved at blive i hjemlandet, i forhold til den etiopiske familie, hvis tilværelse er truet af sult?

Det bemærkelsesværdige i forhold til den danske Bay Bundegaard-debat var, hvordan det til perfektion lykkedes næsten alle politikere og den danske offentlighed i øvrigt at vimse rundt om den varme grød, problemets egentlige kerne, mens de overdøvede hinanden i skingre forbandelser rettet imod Bundegaard og al hendes væsen. Grunden er, at problemets kerne var og er noget forfærdeligt stads at få på fingrene. Problemet er, at der er 1,3 milliarder mennesker i verden, som er i fare for at dø af sult og banale sygdomme.

Fra vores synsvinkel rummer det både et altruistisk og et egoistisk aspekt. Selvfølgelig er det hovedsagelig ubehageligt for de pågældende 1,3 milliarder mennesker, men det kan vi jo sådan set være ligeglade med, eller er det i hvert fald på en næsten manisk måde, trods vor abstrakte næstekærlighed og mindst lige så abstrakte velfærdsdikterede solidaritet med de svageste i samfundet. Vores hovedpine er en anden, og den lyder som følger: Hvordan forholder vi os, sammen med Frank Dahlgaard, til, at 1,3 milliarder styk fattige fremmede trækker teltpælene op og ser sig om efter et bedre sted at bo, eksempelvis under de brede bøge? Det gjorde vi jo selv dengang i 1800-tallet, så hvorfor skulle andre ikke gøre det nu?

En mulighed er sikkerhedsventilprincippet, som dyrkes i øjeblikket. Det går ud på at forsøge at dulme rige landes samvittighed og de fattige menneskers vandringstrang ved at praktisere et kvotesystem i forhold til flygtninge i verden - og det er sådan set, uanset om kvoterne kun gælder politisk forfulgte eller også kommer til at dække fattigdomsflygtninge. Andelen af folk, vi lukker indenfor i varmen, er forsvindende lille i forhold til den samlede forfulgte og fattige verdens behov, så ingen kan vel egentlig være i tvivl om, at dette princip ikke udgør nogen langsigtet løsning. Egentlig er det hyklerisk overhovedet at tale om konventioner og forpligtelser (for regeringens og DF's vedkommende, i deres bestræbelser på at standse indvandringen) eller om multikulturalismens velsignelser og etnisk rigdom som følge af indvandring (som venstrefløjen har for vane).

Indvandring er et onde, fordi det er skabt af nød. Man flytter ikke bort fra sine rødder, sin familie og sin hjemegn, medmindre der virkelig er grund til det. Venstrefløjen har det med at lulle sig ind i en flygtningekvotetænkning, hvor graden af venstreorienterethed synes proportional med antallet af individer, man lukker ind i landet.

En anden løsning på problemet hedder 0-indvandring. Det er politisk ukorrekt, men ikke mere etisk problematisk end den flygtningepolitik, der føres i øjeblikket. Problemets kerne er ikke, om der lukkes 0 eller 10.000 mennesker ind i Danmark om året, for der står alligevel 1.300.000.000 mennesker uden for tv-skærmene og vores gode samvittigheds intimsfære og venter. Problemet er derimod, at der overhovedet er nogen, der er tvunget til at flygte. Det burde være den altoverskyggende diskurs.

Det er dog langtfra sikkert, at sikkerhedsventilen kan absorbere alt trykket fra indvandringspresset, og 0-indvandringen kan i hvert fald slet ikke. Som vi har set i den seneste tid, bliver det gradvis nemmere for utilfredse personer at transformere vrede til handling. Man kan diskutere, hvad terror skyldes, men der er vist ikke mange, der med historien som vidne vil betvivle, at fattigdom alt andet lige giver grobund for ekstremisme og vold.

Er der så slet ingen mulighed for at redde Frank Dahlgaard og co. fra de truende flygtningestrømme? Endnu en gang trækker vor retskommissær en kanin op af hatten. »Det bedste, man kan gøre«, sagde Buttiglione til Frankfurter Allgemeine, »er at sørge for at sætte en stopper for ørkenens ekspansion«. Det er næsten helt poetisk og bliver det i hvert fald, når man kommer hans forrige politiske græsgange i hu.

Der er næsten ingen grænser for fordelene for den rige vestlige verden ved at 'stoppe ørkenens ekspansion' - dels i konkret, men især i overført betydning: skabelsen af nye markeder, større global velfærd, færre flygtninge, mindre ekstremisme, mindre terror. Vores hovedpine er, at moden på terrorbekæmpelsesområdet i øjeblikket hælder mere i retning af hippe ord som Stealth, Apache og masseødelæggelsesvåben.

Historien har ellers budt på sine succeshistorier, hvoraf Marshallhjælpen er den mest kendte i vores del af verden. Det er selvfølgelig kompliceret at iværksætte hjælpeprogrammer til at opbygge fattige landes produktionsapparater, men den samme tanke må have strejfet nogen i det daværende amerikanske udenrigsministerium og i Kongressen i 1947-1948, da de besigtigede ruinerne i Europa.

Det er også forbundet med problemer at hjælpe lande, som har vanskeligheder ved at eksistere efter demokratiske forskrifter, hvor ligestilling, social balance og respekten for menneskerettigheder er højt prioriteret. Men i den forbindelse er det måske igen værd at tænke over lande som Tyskland og Italiens beskaffenhed og rygte umiddelbart efter Anden Verdenskrig, hvilket som bekendt ikke afholdt den amerikanske administration fra økonomisk intervention. Amerikanerne befandt sig dog også så meget i kold krig, at de under alle omstændigheder ikke behøvede at overveje sagen særlig længe.

Det burde vi heller ikke. Nu, hvor vi ikke længere lever under truslen fra den kolde krig, har vi en enestående mulighed for at gøre noget reelt ved tingenes tilstand på området - om ikke andet for at mindske risikoen for en varmere krig. I øjeblikket går det i den forkerte retning. Tilbage i 1961 nåede ulandsbistanden det højeste leje i historien, da 0,54 procent af de vestlige OECD-landes BNP blev afsat til formålet. Siden er det gået ned ad bakke, og i 1997 var tallet 0,22 procent, svarende til 48 milliarder 1997-dollar. Til sammenligning beløb de globale militære udgifter sig til godt 800 milliarder dollar samme år. Samtidig holdes produkter fra fattige lande ude fra de rige landes markeder.

Det kræver et holdningsskift i offentligheden, en strategisk ændring. Væk fra buksetisseri i udviklingsforstand. Væk fra Røde Kors-indsamlingsmentaliteten og 'Vi giver en hånd til Afrika', hvor 20 kroner i indsamlingsbøssen holder samvittigheden ren til den næste indsamling. Væk fra en navlepillende og i det store perspektiv pedantisk dansk udlændingedebat, hvis fremmeste eksistensberettigelse er at score stemmer på den laveste fællesnævner. Over imod at formulere en langtidsholdbar økonomisk og politisk strategi, der rækker ud over kartoffelrækkerne og appellerer til folks logiske sans og sunde fornuft.

To uger før indledningen på krigen i Irak 20. marts sidste år holdt Verdensbankens præsident, James D. Wolfensohn, en tale, som skulle vise sig at være yderst veltimet og yderst forgæves. Hovedbudskabet i talen var, at udviklingsbistanden mindst skal fordobles for at nå FN's såkaldte 2015-mål (Millennium Development Goals), som sigter imod at halvere fattigdommen i verden i 2015 og at forbedre sanitet og uddannelse. Derudover sagde han: »11. septembers frygtelige begivenheder har fået os til at reflektere over måden, hvorpå vi gør verden til et bedre og fredeligere sted. Den verden kan ikke skabes med bomber og soldater alene. Vi vinder ikke freden uden fremsyn, mod og politisk vilje. Fattigdom er krigen, som skal udkæmpes«.

Ikke sandt, Anita Bay ... øh, jeg mener hr. Buttiglione?

THOMAS DYBRO LUNDORF