»Hvad i hede hule helvede var det?«, udbrød min far med store øjne og ørerne på vid gab. Han så på mig, som om jeg var oraklet fra Delfi, men jeg blev ham svar skyldig. Vi stod på vores altan på Nørrebro i København og nød det gode septembervejr. Det var lørdag. Forretningerne havde lukket, skolebørnene nød den ret nye weekendfrihed, arbejderne slappede af. Alt åndede fred, da der pludselig lød et kolossalt brag, der fik folk til at standse op og se sig forskrækket omkring. Var 'den kolde krig' blevet varm? Var russerne kommet, som tyskerne i sin tid, tænkte de gamle, der havde oplevet 9. april 1940. Mens jeg, der lige var fyldt sytten, tænkte på Jehova. Gang på gang var vi i løbet af min barndom blevet opsøgt af hans udsendinge på Jord, der forkyndte, at dommedag var nær. Snart ville fårene blive skilt fra bukkene. Ragnarok ventede lige om hjørnet. Medmindre altså, at man hørte til de frelste. Medlemmerne af Jehovas Vidner. Det gjorde vi ikke. Tværtimod hørte vi til dørsmækkerne. Det sagde min far, at vi skulle; smække døren i, altså. »Bare - slam - i med den, hvis det er de hellige«, formanede han os børn og såmænd også sin ægteviede hustru. »Hvad bilder de sig ind at forstyrre én en søndag, bedst som man sidder og lytter til Giro 413 og 'Hvide rose fra Athen' med Grete Klitgaard!«. Vi hørte altså til den udsatte gruppe, der ville blive ædt af vilde hunde og i det hele taget lide en grufuld død, når verden gik under. Var det nu? tænkte jeg et sekund med hjertet i halsen, før jeg tog fornuften fangen og min far i hånden. Bare for en sikkerheds skyld. Som det vil stå enhver klart, var det ikke 'nu'. Ellers sad jeg nok ikke her og skrev, vel? Næh, nej, det var simpelt hen Valby Gasværk, der var sprunget i luften. Det kunne høres over hele byen og sikkert et stykke uden for den også. Ulykken kostede fire mennesker livet, og de materielle skader var enorme. Hvordan og hvorfor det var sket, ved jeg ikke, men jeg ved, hvor jeg befandt mig, i det øjeblik braget lød. Det er endda fyrre år siden, lige præcis 26. september. Ligesom jeg ved, hvor jeg var året før, da budskabet kom om, at præsident John F. Kennedy var blevet myrdet. Til gengæld husker jeg ikke, hvad jeg foretog mig den dag i september, jeg mener, det var den 27., da Warrenkommissionen fastslog, at Lee Harvey Oswald handlede på egen hånd, da han skød Kennedy. Men lad nu det ligge, for der skete ikke så lidt andet i løbet af 1964, som det, efter min mening, er værd at sende en nostalgisk tanke, her så længe efter, hvor vi er mange, som var unge dengang, der nu sidder med børnebørn på skødet og fortæller eventyr om, der var engang ... Jeg kan også et. Det begynder sådan her: Der var engang en digter, der hed Hans Christian Andersen. Han fortalte mange historier, blandt andet en om 'Den lille havfrue'. Den blev så berømt, ikke bare i Danmark, men over den ganske verden, at der blev rejst en statue af havfruen, om jeg så må sige. Og det er ganske vist, for enhver kan selv forvisse sig derom, hvis de lægger vejen omkring Langelinie. Og siden 1913 er folk kommet fra nær og fjern for at kigge på den kønne bronzepige med fiskehalen, der sidder på en sten, velformet af billedhuggeren Edvard Eriksen. Jamen, udbrød folk forundret, den er jo ganske lille. Men småt er godt her til lands. Vi er ikke ude på at konkurrere med Frihedsgudinden, og lad så være med at kritisere vores vartegn ved havnen. Men så en dag i april 1964 skete det hverken værre eller bedre, end at nogen i ly af mørket skar hovedet af havfruen. Det var en skrækkelig historie, slet ikke til at forstå, hvad det skulle gøre godt for. Spekulationerne var mange. Nogen påstod, det var en fuld sømand fra Canada, der havde muntret sig med at skamfere fruen. Andre troede ikke på den historie. Nu, så mange år efter, er vi stadig ikke helt sikre på sandheden om sagen. Men hun fik et nyt hoved, gjorde havfruen, og hun sidder der endnu og lader sig videofilme og fotografere, endda med digitalkameraer. Men sådan nogle tingester havde vi ikke for fyrre år siden; havde vi haft det, ville vi være mange, der nu kunne se vores helt egne videofilmoptagelser med The Beatles. Det eneste, vi behøvede at gøre, var at møde op foran K.B. Hallen og filme løs. For de var her. I Danmark. 4. juni. Selveste Paul, George og John. Desværre var Ringo ikke med, han var vist syg, men ellers! Stort var det, syntes datidens ungdom. Var du der? I K.B. Hallen? Jeg var ikke, det var for dyrt. Desuden var jeg ikke helt vild med dem. Jeg syntes, de larmede for meget, for eksempel i nummeret 'Twist and Shout'. Mage til råberi. Næh, jeg var mere til Elvis og 'Love me Tender, love me, do' end til 'She Loves You, yeah, yeah, yeah'. Og så det lange hår de havde, fyrene fra Liverpool! Gudfriogfrelsos. Mænd med hårlængder som kvinder. Jamen, nu stod verden ikke længere, lød det rundt omkring i de pæne hjem med tætklippede fædre og vandondulerede mødre. Der var ingen, der tænkte på de gamle konger med paryk og hårpiske. Mænd skulle være korthårede, ellers ... Ja, hvad ellers? (Det kan jeg godt hviske jer i øret, »ellers var der jo ingen ordentlig forskel på kønnene«, mumlede folk. Og de fik på en måde ret. Ikke så snart havde vi vænnet os til The Beatles og deres hårpragt, før det begyndte at ulme og knitre. En skønne dag blussede bålet op. Der blev oprør. På universitetet. Blandt kvinderne. Rødstrømperne kom og gjorde almindelige hjemmegående husmødre utilfredse med tilværelsen. Unisex dukkede op i modebilledet. Den bløde mand med lange lokker blev in. Ak ja). Men i 1964 var det endnu ikke kommet så vidt. Vi var mange unge piger, der samlede på 1-ører til brudesko og udstyr til det lille hjem, som vi skulle slå os ned i, når vi var blevet gift iført slør med myrter og måske brød i ovnen. For det skete jo, det gjorde det, at vi blev gravide i utide. Det var jo ikke altid, man havde et kondom lige ved hånden, når lidenskaberne kogte. Og en, to og et lille bitte spjæt, så var man med rogn, som det så poetisk hed. Men altså, så giftede vi os, pænt og nydeligt, og fik et fjernsyn. Så sad vi der og kiggede. Måske på Perry Mason og Della Street. Eller 'Preston og søn', eller 'Forsyte-sagaen'. Hvad som helst, der blev sendt. Og som vi snakkede om det, vi så. For vi var jo alle i samme båd, eller rettere sagt på samme kanal. Nemlig den, der var. Danmarks Radio, slet og ret. Det var ærlig talt så hyggeligt, det med at have fælles referenceramme. Hvis en sagde: »Hvad tror I, Irene gør, når hun opdager ...«, så var alle med. Hvis du ikke er yngre end mig, ved du vist, hvad jeg taler om. Hvis du er, er det bare ærgerligt. Så har du nemlig ikke været med i det store fællesskab, der var omkring det, vi så i tv. Til gengæld vil jeg vædde på, at du, uanset alder, ved, hvad jeg taler om, når jeg siger navnet: Simon Spies. Har jeg ret? Måske ikke så underligt, eftersom hans liv lige har været oppe at vende på Østre Gasværk, men jeg tror, du havde hørt om ham alligevel. Jeg kendte ham ikke, hverken personligt eller af omtale dengang i 1964, da jeg skulle søge elevplads på kontor. Så jeg bladrede bare forbi den annonce, han havde sat i avisen, da jeg kiggede efter et job. Den lød ellers spændende, det kan jeg godt se her i bakspejlet. Jeg citerer fra 2. april: »Privatsekretær til rejsebureaudirektør. Vi søger vel alle en Della Street, der kan vaske vore skjorter, skrive vore breve, forstå hvad vi foretager os, trøste os, når vi er bedrøvede, og huske alt, hvad vi burde. Vi finder hende aldrig, men er De en rigtig levende pige, ikke over 25 år, der kan stenografere, korrespondere, køre bil og finde på kan De få 3.000 kr. om måneden og frit ophold i meget fotograferet strandsvejsvilla for at gøre, hvad De kan. Send mig et par ord og et billede, hvis De har mod på at gøre forsøget. cand.polit. & psych. Simon Spies. Nørregade 35«. Så mange var ordene, som jeg altså ignorerede. For det første var jeg endnu ikke uddannet, så jeg kunne bestride en sekretærpost, for det andet stod der ikke noget om 'lørdagsfri'. Det var alfa og omega for mig. Hvis øjnene fangede ordene 'lørdagsfri' og 'elev' var jeg der med en gang nærlæsning. For mig endte det med en korrespondentelevplads til 460 kroner om måneden, for Simon Spies endte det, som I ved. For resten skete der noget andet det år, som begyndte lige så godt som kronprins Frederiks bryllup med frøken Mary Donaldson. Med hestevognskørsel gennem København. Modtagelse på Rådhuset. Middag på Fredensborg Slot. Vinkeri på Amalienborg Slotsplads (jeg var der selv, arbejdede lige om hjørnet). Jeg hentyder naturligvis til prinsesse Anne-Maries formæling med kongen af Grækenland. Konstantin. Ham, der kom, så og hentede hende foran Zahles Skole, hvor hun gik i parallelklasse med en af mine veninder. (Ja, ja, fint skal det være, kom bare ikke her, jeg er næsten lige så kongelig som præsidentkandidat Kerry. På en måde altså. Jeg kender i hvert fald en, der har gået i skole med en virkelig prinsesse). Nå. Byen stod på den anden ende. Garden spillede. Folket jublede. De kongelige viftede med hænderne. Og brylluppet blev holdt i Athen 18. september, og alle var glade. Det varede næsten et år, før Papandreou begyndte at rasle med sit »mig eller valg« over for kong Konstantin. Og det endte ... heldigvis godt for den unge kongelige familie. De slap med livet i behold og bor i London og har det godt ifølge Billed-Bladet og Se og Hør. Det var der andre, der også gjorde. Slap med livet i behold, mener jeg og minder om de mange østtyskere, der på den tid flygtede på alle mulige og - havde jeg nær sagt - umulige måder fra DDR. Seksten dage før gasværket i Valby sprang i luften, undslap tre voksne og elleve børn ved at skjule sig under et hundrede og halvfjerds svinekroppe i en kølebil. En måned efter forlod en og tredive kvinder, tre børn og tre og tyve mænd Østberlin via en tunnel under jorden og blev hejst op gennem en skakt i Vestberlin. Igen og igen hørte vi i Vesten om den slags episoder. Og vi gøs. Det måtte være et rædselsvækkende regime, der fik folk til at risikere liv og lemmer for at slippe væk. Et par af mine forældres venner var svorne kommunister. Men så skete det engang, at ægtemanden var i Østtyskland og så med sine egne øjne hvordan og hvorledes. Da han kom hjem til Danmark igen, meldte han sig ud af partiet. Det førte til mange bitre skænderier med konen. Det endte med, at de blev skilt. Af ideologiske grunde. De er begge døde nu. Somme tider tænker jeg på, om de havde fundet sammen igen, hvis de stadig levede og begge vidste, hvad vi nu ved. Men som sagt, de lever ikke længere. Døde på en normal måde, hvis man kan udtrykke det sådan, af sygdom. Ikke noget med nedskydning, halshugning for åben skærm eller lignende. Heller ikke noget med en vanvittig ulykke. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske forfatterens navn, måske var det Graham Greene, men historien var nogenlunde som følger: En person har det problem, at hver gang han fortæller, hvordan hans far døde, ler folk. Sagen var den, at hans far gik en tur, da han med ét fik en gris i hovedet. Den var drattet ned fra en altan på første eller anden sal og slog ham ihjel. Historien foregik i de dage, da det var almindeligt, at folk holdt kreaturer i lejlighederne. Det var ikke sjovt at se folk først lægge ansigtet i medfølende folder for så at slå en bralrende latter op. Den novelle kom jeg til at tænke på, da jeg faldt over en notits om noget, der skete 2. oktober 1964: En ung amerikansk pige stod foran Nôtre-Dame i Paris, da hun blev ramt af en kvinde, der kastede sig ud fra kirken halvtreds meter oppe. - Hvordan døde din søster? Hun fik en kvinde i hovedet. Åh ja, der er mange måder at forlade livet på eller maltraktere andre. Som nu ham i Herlev, forstaden, som Lise Reinau sang så smukt om engang. Han, man formodede, det var en han, forsøgte (første gang i oktober) at bedøve sine ofre, som regel enlige kvinder bosiddende i Herlev, med æter. Ergo blev han kaldt 'æterdrengen', da det viste sig, at det var en 18-årig maskinlærling, der var misdæderen. Allerede i november fangede man ham, hvorefter han tilstod. (3. august året efter blev han i øvrigt idømt to et halvt års særfængsel). - Godt, politiet fik fingre i ham så hurtigt, siger jeg bare. En af mine søstre boede (og bor) nemlig i Herlev, og selv om hun ikke var enlig, var hun af og til alene hjemme. Py ha, godt der ikke skete hende noget. Men ikke så snart er den ene forbryder bag lås og slå, før den næste slår til. Ikke bare her til lands, men også i udlandet, og her tænker jeg hverken på 'Skrig' eller 'Madonna', som røvere just har bortført i Oslo, men på vor egen dronning, den daværende prinsesse Margrethe. Om ikke hun fik tyvstjålet en del af sine yndlingssmykker under et ophold hos markisen af Northampton i Midtengland lige midt i november i det Herrens år 1964. Om hun har set skyggen af dem siden, ved jeg sandt at sige ikke. Måske er de smeltet om ligesom Guldhornene, who knows? Nu må jeg indrømme, at det ikke var noget, jeg lå søvnløs over i hine tider. Jeg havde nok at slås med. For jeg fik faktisk en elevplads og havde mit hyr med at bestride den. Jeg mener, jeg skulle både lære at skrive på IBM skrivemaskine med kuglehoved, tage fotokopier på en Rank Xerox-maskine, hvor papiret ustandselig satte sig fast i den indre mekanisme, og indimellem passe et omstillingsbord med snore og sager. Når nogen ringede og spurgte efter en bestemt person, skulle man kigge på nogle små runde sølvlignende dimser. Hvis de var 'faldet ned', var der ledigt; hvis de var 'lukkede', var der optaget. Eller var det omvendt? Det spekulerede jeg tit på, mens jeg sad og stirrede på numre og navne, klar til at stikke ledningerne i de dertil indrettede huller. Hr. Jensen er nummer ti, frøken Hansen nummer seks. Eller ... Somme tider blev der klaget, fordi en samtale var blevet afbrudt midt i en sætning. Nå ja, jeg skulle jo lige lære det, ikke? Men jeg havde ikke det mindste besvær med høflig tiltale. Det lærte vi i skolen dengang - og derhjemme. Hvis man skulle forbi en person, og der ikke var plads, skulle man sige: »Tillader De?«, og så vente på, at personen flyttede sig. Hvis en gammel mand eller kone eller en gravid eller en mor med et barn på armen kom op i sporvognen, skulle man straks og med det samme og tilbyde vedkommende sin siddeplads. Det er klart. Hvis man lavede en fejl, skulle man sige: »Undskyld«. Og for guds skyld huske at sige De til fremmede folk. Også unge på ens egen alder, indtil andet var aftalt. Eventuelt kunne man drikke dus. Det er en kunst for sig og bør demonstreres. Altså, hvis du ikke ved, hvordan man gør, så spørg en alderstegen person i din omgangskreds. Tag gerne en flaske vin og et par glas med til demonstrationen. Eller bedre endnu - lav en 1964'er-fest. En meget populær frisure til kvinder dengang var opsat hår med valk. Det fik virkelig håret til at fylde. Mange så ud, som om de havde en hel bryllupskage på hovedet. Fik man en af dem foran sig i biografen, så man ikke meget af filmen. Medmindre altså, man gjorde som ham, der sad bag min veninde og mig. Lige midt i 'A hard Day's Night' råbte han rasende: »Se så at få franskbrødet ud af håret, moster!«. Ja, ja det var ikke alle sammen Guds bedste børn, der befolkede gaderne dengang for fyrre år siden, hvor mælken frøs til is i flaskerne om vinteren og et franskbrød med eller uden birkes kostede 69 øre - og Valby Gasværk sprang i luften, ikke at forglemme.