Ved ambassaden 6.9. 2004: Her stod jeg og en lille håndfuld mennesker, cirka 15 i alt, også, den dag Jeltsin havde annonceret de russiske troppers indsættelse i den tjetjenske hovedstad, Grosnij, eftermiddagen var bidende kold, og efter nogle timers standhaftighed ringede vi på for at aflevere vores i forvejen annoncerede skrivelse. Min debut som arrangør af en demonstration var en fiasko, rent kvantitativt: Dengang - som nu - synes Rusland og alt, hvad der foregår i Ruslands retning og områder, at være os danskere uvedkommende. En demonstration, et lille pip ... Jeg erindrer forfatteren Jesper Jensen, der udtalte sig foran den amerikanske ambassade ved en demonstration mod Vietnamkrigen. »Tror du, det nytter noget«, blev han spurgt. Svaret lød: »Nej, men det skal gøres alligevel«. Det lykkedes mig ikke engang at få lokket et par motiverede politikere ud i frostvejret, fire dages arbejde med at samle en flok mislykkedes, og vi var mere en deputation end en demonstration. Da vi ringede på, tændtes et skarpt lys over gitterporten, og inde bagved, et stykke borte, sås et par funktionærer i heftig ilen frem og tilbage mellem bygningerne, og længe efter vores andet opkald kom en bleg og ikke ret fattet yngre mand ud til os. Han havde en nytændt cigaret i munden - med sikkerhed kan jeg sige, at vores henvendelse gjorde indtryk på manden. Det er alt, hvad jeg kan sige. Efter en del diskussion om vores slogan 'Skån civilbefolkningen', som stod på russisk på vores banner og i det russiske brev, vi afleverede, og efter at manden (frysende i sin hvide skjorte) havde bedyret, at netop dette at skåne civilbefolkningen lå den russiske ledelse meget på sinde, fremdrog en af vores folk en udgave af Dagbladet Information, som nogle dage tidligere havde ryddet forsiden og bragt et kæmpestort billede af ruinerne i hovedstaden Grosnij. Tonen mellem os og tjenestemanden blev derpå noget ufordragelig, og vi fortrak. I dag ser jeg nogle håndfulde blomster ligge her, nogle små lys, et par danske hilsner, flest russiske. Lidt borte går en kvindelig funktionær frem og tilbage, hun er forgrædt, og nu kommer et ældre formodentlig russisk ægtepar med en buket. Dagene gik, og det lykkedes mig ikke at dele min fortvivlelse med et eneste menneske omkring mig, jeg hører eller ser ingen tegn på, at danskerne har fået nys om tragedien i Rusland. Ikke et par ludende skuldre, ikke et fjernt og forpint blik til højre, ned eller til siden - ikke et sukkende ord fra et af de mange mennesker, jeg møder på min vej. Ikke et optog, en skole eller en forening i sørgemarch. Var der en gudstjeneste i utide eller et kongehus, der ytrede sig? I skrivende stund føler jeg mig som en sentimental gammel idiot, som forsøger at få lidt samtale ud af den ene eller anden, for jeg hører ikke folk tale uopfordret om massakren i Beslan. Men blidt presset og ofte med et lidt flovt ansigtsudtryk siger folk, at det var skrækkeligt, og vender så hastigt tilbage med ansigtet stift rettet mod computerens grå maske - intet sted i verden kan man være så synlig og gå sådan i ly på samme tid som foran sin pc. Skriver manden en kronik om sine private frustrationer, har man nu hørt mage! Ja, det er sandelig min hensigt, for jeg nægter at tro, at jeg kan være alene med min indespærrede fortvivlelse. Mit ærinde er at dele og at tale om at dele følelser - vel at mærke andre slags end jubel over OL-guld. Naturligvis, ikke alle kan have set DR 1 og de mange timers direkte billeder fra gidseltragedien, cirka fra klokken 11 og mange timer frem fredag 3. september, og mange mennesker kan let sige, at de får så mange informationer - mange af dem så frygtelige, at de i al deres følsomhed må lukke af. Man kunne næsten tro, at danskerne var et særligt kanon følsomt folkefærd, siden vi lukker sådan af, når verdens ulykker eksponeres for os. Jeg tror ikke, de fleste lukker af; jeg tror, de aldrig lukkede op. Vi orker det ikke, og »Det handler alt sammen om noget, jeg ingen indflydelse har på« - det er, som om det ikke kan betale sig at føle noget? Det er nu ikke helt korrekt, det sker nemlig, at vi viser vores sympati og empati, prinsesse Dianas død og 11.9. i New York - hvad er det da med Rusland? Nu skulle man tro, at når gidseltagning og drab udvider spektret til at indbefatte en mængde børn, var kultur og nationalitet eller race underordnet, men er det dét? Ikke let at svare på et så ubekvemt spørgsmål, så lad os prøve! I mange år efter Anden Verdenskrig var russerne, Sovjet, Rusland, med de røde fascister ved magten, nærmest holdt uden for historiebøgerne, ud over at de »sovjetiske horder« fór frem, »plyndrede og voldtog«. Sådan som jeg har hørt i en berømt engelsk skuespillers speak til en 'dokumentarfilm' om Anden Verdenskrig. Intet propagandamaskineri har fungeret så effektivt og sandhedsslørende som europæisk såkaldt krigsdokumentarisme. Det var ingen ringere end sir Laurence Olivier, der lagde Shakespeare-stemme til sidebemærkningerne om de »russiske horders plyndringer og voldtægter«, mens de nærmede sig Tyskland, det vil sige - oh skræk: OS! Men adelsmanden glemte at fortælle, at det var russerne, der definitivt standsede Hitlers tropper, og at krigen tog cirka 12 millioner russeres liv - mod cirka 120.000 amerikanske soldaters. Uskarpe sort-hvide billeder af krig, tanks i snevejr og kanoners bragen og dertil en seriøs og dannet mandsstemme, der speaker, sandheden lyser ud af det! Siden da var russerne, som alle kan nikke ja til: fjendebillede nummer ét, og jeg mere end aner, at russernes dårlige rygte, med hordernes hærgen og grumt nok Stalins kz-lejre, har lagret sig solidt i vores mentale kompost. Medens russernes pragt, al folkets og folkenes litteratur og musik, videnskab, ballet og opera, altså den russiske ånds fantastiske smykkeskrin, stort set er uåbnet af almindelige danskere: Vi ved kun en smule om korruption, Jeltsins druk og den russiske mafia, som vi har læst om både i Cruz Smiths bog 'Gorkij Park' - og hos Leif Davidsen, som sørme ved, hvad han taler om. Hvad der sker i Rusland, rører os ikke, så enkelt synes det at være. For er der nogen nation i denne verden, som er grundigt indoktrineret om stormagternes historie og om verdenskrigene, så er det os! For os danskere er amerikanerne Europas frelser, og russerne de omtalte horder. Gad vidst, om det smitter af på medfølelsen? »Var det sket i USA«, sagde en herboende svensker til mig, »så var der sørgetog og lys i vinduerne og meget mere«. Måske er jeg på vildspor, og så er vi kort sagt bare apatiske og bange for alt det fremmedartede, bange for gråden i spejlet og mærkelige sprog og andres ulykke. For guds skyld, vi vil helst ikke vide for meget - man kan jo ikke tage stilling til alt muligt, man bliver tosset i hovedet! Men det handler om at vide og føle og risikere at blive tosset i hovedet, og nu ved vi så meget og i detaljer om tragedien i Beslan - resten handler om medfølelse. Om sympati og empati: Vi forestiller os, at der findes én eneste skala for den slags, og i den ene ende af skalaen finder vi groft sagt de muslimske terrorister og deres bestialske adfærd - og fraværet af enhver form for medfølelse. Dette som den handlekraftige nul-empati. I den anden ende ser vi ingen ringere end den affektspærrede danske nation, hvis indbyggere kun føler noget, hvis det kan betale sig, og hvis det er venner og allierede, der lider. Den passive nul-empati. Dette er ikke et filosofisk bagholdsangreb, det er den ægte vare, thi dén, der ikke kan medlide og sørge på andres vegne, er en del af grusomhederne. Vi er den anden ende af den frygtelige skala, vi er den passive terrorisme, det bortvendte ansigt, som ikke kan græde over russiske børns død, vi raser ikke mod eller anråber en Gud eller bare griber hinandens arme og skaber to minutters fællesskab. Hos os er der mangefold mere lidenskab i Parken, når Morten Olsens tropper spiller noget, der ligner klubfodbold - til siden og så til siden og lidt tilbage - fulgt af en lidenskabelig pibekoncert - i timerne, da hundrede tusinde italienere går med levende lys gennem Roms gader. Vi kan kun udtrykke os i fællesskab, når vi vinder et eller andet stort, et mesterskab eller OL - men vi kan ikke være fælles om noget så introvert berørt som medfølelse med andres ulykke. Vi er en del af grusomhederne, fordi vi ikke magter at gå ud over vores egen generthed, vores trummerum og computerfikserede hverdag og vores bøvl med pengene og seksualiteten og de små, små enheder. Den store enhed, der forbrødrer os og vikler os ind i russiske skæbner, når de er som hårdest ramt, den slags enhed er netop - 'en by i Rusland'. Man kan tro på det eller lade være, om det ene eller andet nu hjælper, men at sende varme strømme over alle grænser, intet mindre, støtter de ulykkesramte og binder os mennesker sammen på tværs af storpolitik og race, religion og det alt sammen, og er det ikke en værdig pointe? Man siger ofte, at verden er blevet så lille, hvilket betyder, at man kan rejse til den anden ende på ingen særlig tid eller indhøste informationer (halleluja!) fra fjerne kroge, tekster og lyde og billeder, så enestående live! Mens det hele nærmest er i fuld gang. Verden er så lille nu, og dermed snævres vores horisont åbenbart også ind ... Vi indskrænkes tilsyneladende på alle ledder og planer, og vi skrumper vel snart lige så meget i hjerteregionen som i leveren. Jo mindre verden bliver, jo mindre bliver vi selv. Det er skræmmende at overvære denne nationale krympen og forgæves spejde efter de tændte lys eller den berørte samtale ved ens side - tavsheden slipper jeg øjensynligt ikke for. Men én ting slipper man for, når man er en areligiøs stodder som jeg, og det er at stille det martrende spørgsmål: Hvor var Gud henne? Spørgsmålet, de bastant troende og grådkvalte tvivlere har stillet millioner af gange, som det hedder: op gennem historien. Uden at få svar. Men jeg har svaret, det må komme som en befrielse i al sin lakoniskhed: Han var her aldrig. Kristne fundamentalister er af den overbevisning og prædiker frejdigt om det: Den store Retfærdighed findes, men vi små mennesker skal ikke forundes at fatte den, og vi skal ikke være hovmodige og tro, vi nogensinde vil. Det guddommelige og retfærdige regnestykke findes - og selv om det ikke var på den måde, de små børn skulle komme til Jesus, så kom de til ham i Beslan, og hvad siger præsterne ved de små kister? Nej, det er nok bedre at melde sig ind hos absurdisterne og tage Albert Camus frem igen og læse hans bog 'Sisyfosmyten' og derved forstå, at absurdisme er at indse meningsløsheden og dog yde sit bedste. Siger præsten dét, når mødre og fædre ligger skrigende over kisterne: »Det er meningsløst, men vi gør vores bedste!«. På dansk tv har man gjort sit bedste, og dækningen af tragedien har været både sober og dybdegående. Det er vores fælles kanaler, de gør det for os. Udtrykker sig. Og hver aften kunne tillige oplæseren se stift på os og introducere billeder af sørgeoptog og solidaritetsceremonier i mange lande og hovedstæder. Så går man over til noget andet - uden at vi af gode grunde fik nævnt os selv. Også i nabolandet Norge tændtes lysene i hjemmene over hele landet. Jeg ved ikke, om nordmænd er særlig empatiske eller befinder sig lidt nærmere Rusland, hvordan kan det være, at Norge er i sorg og viser og udtrykker den? Kunne vi danskere bare folde os ud, så medfølelsen fik lidt luft under vingerne, det kræver ikke ret meget, men vi må hjælpes ad, så sådan en som jeg og de mange, der ligner mig, ikke skal føle sig så ensomme og sentimentale. Nok er det smukt, at man måned efter måned lægger blomster dér, hvor den italienske turist blev dræbt på Nørrebro i København - denne nærsorg skal man ikke smile af, men lad os dvæle en stund ved følelser, der kunne række ud i den store, lille verden, selv om det er så angstfremkaldende: for vi må forestille os at være forældre til dræbte og savnede børn, og det kan vi ikke holde ud. Men andre skal holde det ud. Det er dem, vi kan hjælpe den anelse, det ville være, hvis vi udtrykte os til hinanden og lod verden se os. Le nu bare af min selviske smerte, mit lille luksusmartyrium i ikke at få delt mine følelser med andre - men er det i bund og grund ikke her, det hele har sit udspring - eller ej?