For 124 år siden, i september 1880, valgte en gruppe bønder fra Langeland Edvard Brandes som deres repræsentant til Folketinget for partiet Venstre. Dette medførte et ramaskrig af dimensioner. Edvard Brandes var erklæret ateist, fritænker og af jødisk familie. Og hvordan kunne Folketinget nu fungere som folkekirkens lovgivende forsamling, når der sad en ateist på tinge? Var grænsen for rummelighed ikke hermed nået? Og var det mon ikke på tide, at kirken fik egen forfatning og selv fik lov at bestemme over egne sager? Præster og andet godtfolk rasede, og Rigsdagen blev kaldt »et hedensk dansk hus«. Valget af Brandes havde sat spørgsmålstegn ved folkekirkens tætte kontakt til folkestyret og dermed hele fundamentet for folkekirken. Men havde kritikerne ret i, at Edvard Brandes var et problem? Og hvordan lod det sig gøre at komme videre? I dag er det vist mere præsters end folketingsmedlemmernes tro, der er til debat. Men historien om Brandes er alligevel meget aktuel, for i tilknytning til polemikken omkring Grosbøll har der sideløbende kørt en levende debat om folkekirkens styring, folkekirkens økonomi, folkekirkens forhold til staten (folkestyret) og sidst, men ikke mindst om folkekirkens rummelighed. Sagen er også politisk aktuel. I forbindelse med den opgave, som jeg måtte påtage mig i forbindelse med den økonomiske oprydning i fællesfonden, folkekirkens fælles pengekasse, blev det klart, at beslutningsprocessen omkring folkekirkens fælles økonomi trænger til en demokratisering. I dag sidder kirkeministeren så at sige alene med kompetencen. Det bør ændres. Men hvordan demokratiseres denne centrale del af den folkekirkelige økonomi på den bedste måde? Eller rettere: Hvem skal i fremtiden bestemme? En synode eller en bestyrelse? Eller de folkevalgte i Folketinget? Eller kan en del af den centrale økonomi, der i virkeligheden vedrører det lokale sogns drift decentraliseres dertil? Og vil en ændring af folkekirkens forhold til folkestyret få konsekvenser for folkekirkens rummelighed? For at give et grundlag for en saglig debat udsendte jeg før sommerferien debatoplægget 'Én folkekirke - men tæt på' til landets menighedsrådsmedlemmer. Og i disse dage sendes samme oplæg til folkehøjskoler og aftenskoler. Samtidig er åbnet et debatforum kaldet Kirketinget på Kirkeministeriets hjemmeside www.km.dk, hvor alle kan deltage i debatten. I debatoplægget er samlet en række forslag til ændringer af folkekirkens centraløkonomiske styring, som inden for det sidste års tid er fremsat af forskellige udvalg og organisationer, samt nogle alternativer. Jeg ser frem til debatten og til at modtage svar og kommentarer til oplægget inden udgangen af oktober 2004, da det er min hensigt på baggrund heraf at udforme konkrete forslag til den fremtidige økonomiske struktur og styring i folkekirken. Men nok om det. Denne Kronik er nemlig ikke ment som et indlæg i debatten om 'Én folkekirke - men tæt på', men er derimod alene et bidrag til den sideløbende debat om folkekirkens rummelighed samt en klarlægning af de nye partipolitiske fronter, som i de senere år har tegnet sig på det kirkepolitiske område. Vi begynder med folkekirkens rummelighed. Den igangværende debat har allerede antydet, at der åbenbart er en intim sammenhæng mellem folkekirkens styreform og folkekirkens rummelighed. Men hvorfor er der denne sammenhæng? Og hvordan kommer det til udtryk? Kendetegnet for folkekirken har altid været, at den har kunnet rumme flere indbyrdes meget uenige kirkelige fløje side om side. Lige fra missionske kredse over tidehverv og de højkirkelige til grundtvigianere. Til tider har debatklimaet været både hårdt og råt, og grupper har truet med at forlade folkekirken. Det skete f.eks. i forbindelse med menighedsrådslovens vedtagelse omkring 1903, i forbindelse med ordinationen af de første kvindelige præster omkring 1948 og i debatten om homoseksuelles ret til en kirkelig vielse i 1980'erne og 1990'erne. Indtil videre er det lykkedes at holde sammen om én folkekirke. En vigtig årsag hertil skal findes i en fælles fornemmelse. En fælles fornemmelse, som har været vidt udbredt i store dele af det folkekirkelige landskab og ikke mindst i folkekirkens lovgivende forsamling Folketinget. En fornemmelse for ikke at gøre folkekirken til mere, end den er: en borgerlig indretning. At folkekirken er en borgerlig indretning, blev allerede understreget af hovedarkitekten bag menighedsrådsloven, I.C. Christensen. Men en ganske særlig borgerlig indretning tilføjede han. For selvfølgelig er der en del af folkekirken, som lovgivningsmagten aldrig kunne drømme om at blande sig i - forkyndelsen og sognelivet. Det er det kirkeliv og trosliv, som leves ude i sognene, i sognemenigheden med menighedsrådet som den demokratiske instans. Her bliver børnene døbt, de store børn konfirmeret, de unge viet, de gamle begravet. Her går de i kirke juleaften (og nogle lidt oftere). Her diskuteres Grosbøll og Plan B og Kristus. De er ikke altid enige, men tilfælles har de traditionen, salmerne og selvfølgelig de kirkelige bekendelsesskrifter. Det, der foregår i Kirkeministeriet eller ved et bispemøde for den sags skyld, er derimod teknik og politik, hvilket jo selvfølgelig er ganske underordnet set i et kirkeligt perspektiv. Ikke desto mindre skal det jo til. Rammen skal være der, for at det hele kan fungere. Præsterne skal have deres løn, der skal være penge til barsel og efteruddannelse, og ikke mindst skal menighederne via lovgivningen sikres friheden og ansvaret for at forme og udvikle den lokale sognekirke, som de ønsker. Rammen er vigtig, det er klart. Men rammen er noget andet end evangeliets forkyndelse og det kristne fællesskab. Fornemmelsen og respekten for, at folkekirken kun er en borgerlig indretning, er en utrolig vigtig indsigt, som har sikret kirken sin bredde, sin rummelighed og sin styrke helt frem til i dag. Af samme fornemmelse følger forståelsen af, at folkekirken bestemt hverken bliver mere Kirke eller Folkelig ved at opbygge et kirkeligt hierarki omkring et nationalt kirkeråd - også kaldet en synode. Tværtimod. Et klassisk eksempel på den lovgivende magts fornemmelse for folkekirkens væsen og respekten for folkekirkens rummelighed er vedtagelsen af de folkekirkelige frihedsrettigheder, såsom retten til at løse sognebånd og valgmenighedsloven. Disse frihedsrettigheder udgjorde på et tidligt tidspunkt i folkekirkens historie vigtige sikkerhedsventiler, når den folkekirkelige ramme virkede snærende om den levende folkekirke. En mindst lige så vigtig folkekirkelig frihedsrettighed er, at der ikke er nogen, der kan udtale sig på folkekirkens vegne. Folketinget har gentagne gange sikret folkekirkens ret til ikke at blive blandet ind i politik. Senest i forbindelse med oprettelsen af Det Mellemkirkelige Råd, hvor det klart fremgår af bemærkningerne til loven, at ingen af rådets medlemmer må udtale sig på folkekirkens eller rådets vegne, men alene på egne vegne. Den danske folkekirke er i den sammenhæng privilegeret. Svenska Kyrkan blev i år 2000 løsrevet fra den svenske stat og har fået egen forfatning og en synode, som bestemmer, hvad Svenska Kyrkan skal mene. Og den mener meget. Bare siden januar har Svenska Kyrkan udsendt pressemeddelelser og henvendt sig til den svenske regering med holdninger om alt lige fra WTO-forhandlingerne og flygtningepolitikken til palæstinakonflikten og de homoseksuelle. Medlemstallet daler kraftigt. Siden løsrivelsen i år 2000 har Svenska Kyrkan årligt mistet 100.000 medlemmer - ikke en situation, som kalder på en dansk efterligning. I den danske folkekirke er der indtil videre bevaret et frirum, hvor evangeliet kan forkyndes frit og levende uden at være belastet af en storsynodes seneste politiske udmelding. Det er klart, at når vi går ud ad kirkedøren, er vi som mennesker forpligtigede til at drage de konsekvenser, vi selv mener, der bør drages af evangeliet - også politiske. Men prædikestolen må aldrig blive forvandlet til en politisk talerstol. Den evangelisk-lutherske folkekirke er ikke rammen om et politisk parti. Den folkekirkelige ordning har altså indtil i dag sikret folkekirken en rummelighed, som er enestående. Den har været befriet for politisering. Og mindst lige så vigtigt: Den har været befriet for, at én kirkelig retning satte sig på magten og dikterede, hvad der var rigtigt og forkert. Samtidig har menighederne siden 1903 haft demokratisk indflydelse gennem menighedsrådene, og denne indflydelse er løbende blevet udvidet senest med indførelsen af sognefuldmagten 1. januar 2004. Menighedsrådene udgør ganske enkelt det ideelle demokratiske organ for folkekirken, fordi menighedsrådet er der, hvor livet leves, hvor mennesker bor og ånder. Menighedsrådene har frihed til at forme og udvikle sognekirken i den retning, de ønsker, og frihed til at samarbejde med andre menighedsråd. Og netop fordi det sker på menighedsniveau i frivillighed, og at forandringer skabes nedefra, sikres samtidig rummeligheden. Der er plads til at mene noget andet og gøre det anderledes end i nabosognet. På sigt så jeg gerne menighedsrådene yderligere styrket; at vi decentraliserer endnu flere opgaver ud til menighedsrådene og derved øger deres frihed og muligheder for indflydelse. Jeg har ikke alene fuld tillid til, at menighedsrådene vil være opgaven voksen, men er også sikker på, at det vil betyde en sikring af den rummelige og upolitiserende folkekirke. En folkekirke, som dikteres fra København af en synode eller et kirkeråd, vil derimod ikke alene være en direkte misforståelse, men også være skadelig for den kirke, der nyder så stor opbakning i befolkningen. Men er Folkekirken ikke stadig rummelig? Slutter befolkningen ikke stadig op om den? Jo, kirken er rummelig, og cirka 83 procent af befolkningen er helt frivilligt medlem. Og de betaler oven i købet helt frivilligt deres kirkeskat. Men folkekirkens rummelighed er ikke nogen selvfølge. Der er faresignaler, som viser, at der er flere, som gerne vil have fingrene i det magttomrum, hvor evangeliet i dag kan ånde og leve frit. Man kan sige, at den tidligere fornemmelse for, hvad folkekirken er, og hvad den bestemt ikke er, visse steder er ved at blive fortrængt. Partier som Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne har rykket sig på dette punkt. Tidligere var der bred enighed om folkekirken. Den synes i øjeblikket fortrængt til fordel for partipolitisk strategi. I Det Radikale Venstres kirkepolitiske program fra år 2000 hed det, at Folketinget skulle vedkende sig sit ansvar som lovgiver for folkekirken, og at man ikke ønskede en kirkeforfatning med et hierarki af stiftsråd, kirkemøde og kirkeråd. Og i Socialdemokratiets arbejdsprogram hed det tidligere, at Folketinget er folkekirkens lovgivende instans, og at Socialdemokraterne ville arbejde for, at menighedsrådene får den højeste grad af frihed og selvbestemmelse. Måske har disse partier blot skiftet holdning, fordi de ikke længere sidder i regering, for som P.G. Lindhardt skriver i 'Dansk Kirkekundskab' (1979): »Den gamle anklage, at kirken står på magtens side, vendes til en ros, når anklageren kommer til magten, og problemet ser naturligt nok anderledes ud fra oppositionsbænken end fra ministertaburetten«. Ja, måske er det sandt, når Lindhardt videre skriver: »Adskillelseskravet trives virkelig kun i opposition«. I dag taler de radikale om, at folkekirken skal løsrives fra staten. Og Socialdemokraterne taler om, at folkekirken skal have sin egen forfatning (med alt hvad dertil hører). Der tales om, at folkekirken skal have en synode, som skal være med til at bestemme, hvilken vej folkekirken skal gå. For mig er der ingen tvivl om, at folkekirken står i et vadested, og at de kommende år kan få stor betydning for folkekirkens fremtid. Mulighederne og meningerne er mange. Jeg ønsker, at folkekirkens forhold til folkestyret bevares. Folketinget bør, så længe folket ønsker det, fortsat være folkekirkens lovgivende forsamling og altså tage sig af folkekirkens overordnede ramme. Menighedsrådene bør fortsat ud fra lokale forhold og ønsker udfylde denne ramme, og forhåbentlig vil menighedsrådene i de kommende år få endnu mere indflydelse. Menighedsrådene vil netop kunne påtage sig dette ansvar, uden at det vil gå ud over kirken og dens rummelighed. En appel skal lyde til dem, der inden for det sidste par år har skiftet holdning til spørgsmålet om den folkekirkelige ordning - om ændringen i deres opfattelse skyldes det såkaldte multireligiøse samfund eller placeringen på oppositionsbænken - og derfor nu går ind for, at folkekirken løsrives fra staten, får selvstændig forfatning og et nationalt kirkeråd. Er det, når det kommer til stykket, svenske tilstande, man ønsker, hvor kirkens ramme og indhold er blandet sammen i ét politisk miskmask? Ønsker man virkelig folkekirken ledet af en kirkeledelse, hvor kirkelig fromhed og partipolitik huserer? Hvor er rummeligheden for den frisindede kirkegænger og det almindelige danske folkekirkemedlem i sådan en kirke? Og nå ja. Nej, Edvard Brandes var selvfølgelig ikke noget problem, og folkekirken kørte videre i bedste velgående. Det skete, fordi såvel de langelandske bønder som en tilstrækkelig stor del af det daværende Folketing havde en veludviklet fornemmelse for, hvad folkekirken var og er. De forstod at skille politik og kirke ad. De forstod, at rammen er noget andet end indholdet, og at det netop er i det derved skabte frirum, at evangeliets frie forkyndelse kan finde sted. Samme fornemmelse for, hvad folkekirken er, savnes i dag tilsyneladende hos flere af Folketingets radikale og socialdemokratiske medlemmer, der jo ofte ellers ser sig selv som Brandes' åndelige arvtagere. Er de radikale og socialdemokratiske kirkepolitikere mon i tråd med deres egne vælgere? Folkekirken kan rumme, at en Edvard Brandes og en Pernille Rosenkrantz-Theil er medlemmer af det Folketing, som er folkekirkens lovgivende organ. Folkekirken kan rumme medlemmer fra såvel Indre Mission som ærkegrundtvigianere. Folkekirken kan rumme både en Margrete Auken og en Tove Fergo, både abortmodstandere og homoseksuelle. Folkekirken er i dag rummelig, og sådan skal den fortsat være. Men husk, at det ikke er en selvfølge. TOVE FERGO