0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Toget til Palæstina

Tiden er inde til et nyt europæisk fredsinitiativ i Palæstina-konflikten, skriver kronikøren, som var blandt initiativtagerne til de hemmelige Oslo-forhandlinger og i dag er direktør for The Peres Peace Institute i Tel Aviv.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den vanskelige færd hen imod fred mellem israelere og palæstinensere kan med en metafor beskrives som et tog, der pløjer sig vej igennem et bakket landskab for at nå frem til endestationen på toppen af et bjerg. De heldige, der både besidder fremsynethed og realitetssans, kan tydeligt se endestationen for sig: en omfattende fredsaftale.

Det er klart, hvad den skal indeholde: en uafhængig, palæstinensisk stat. En suveræn, levedygtig og demilitariseret stat side om side med en sikker israelsk stat, der er rykket tilbage til grænserne fra 1967 med mindre justeringer i form af afgivelse af land i forholdet 1:1. To hovedstæder i Jerusalem - de jødisk dominerede bydele til Israel og de arabisk dominerede til Palæstina. Jerusalems gamle bydel skal deles mellem befolkningerne og overvåges af internationale fredsstyrker. En retfærdig løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem, herunder tildeling af erstatninger, rehabilitering, ret til at vende hjem til den palæstinensiske stat og en aktiv israelsk indsats til indførelsen af disse betingelser.

Den seneste tid er toget gået i stå. Det fik den såkaldte kvartet (USA, Rusland, EU og FN) til at lancere 'Køreplanen for fred'.

Det største problem ved køreplanen er, at dens initiativtagere udformede en plan, der er for uklar og forvirrende og derfor ikke sætter afgørende skub i fredsprocessen. Der er ikke opstillet et klart mål i køreplanen. Der figurerer faste tidsfrister, men ingen bud på, hvordan procedurerne skal gennemføres.

Nogle af de erklærede mål som for eksempel oprettelsen af en palæstinensisk stat med midlertidige grænser vil, hvis de indføres, skade og potentielt helt afspore toget mod fred. Flere overgangsperioder vil kun forsinke processen. De internationale parter bag initiativet mangler på trods af alle deres gode intentioner en klar forståelse for konfliktens karakter og den rolle, som det internationale samfund kan spille.

Det er nødvendigt at undersøge de tidligere stoppesteder langs togets rute, hvor de internationale forhandlere aktivt tog del i at finde en løsning på konflikten mellem to nationale bevægelser, som indtil for nylig begge krævede at få hele landet for sig selv.

Peel-kommissionen under det britiske mandat begyndte i 1937 at lægge planer for en opdeling af Palæstina. Disse første tiltag førte til det første store skridt hen imod fred: FN's Sikkerhedsråds resolution 181 fra 1947, som anbefalede, at det omstridte landområde blev opdelt i to stater, en jødisk og en arabisk. Jerusalem blev betegnet som en international corpus separatum og altså hverken israelsk eller palæstinensisk hovedstad.

Et andet stop på fredstogets rejserute var Camp David-aftalen fra 1978. I aftalen tvang USA under ledelse af daværende præsident Jimmy Carter Israel til at acceptere fuld, men midlertidig palæstinensisk selvstændighed på Vestbredden og i Gazastriben som led i en rammeaftale med Egypten. Aftalen blev endelig med resolution 242 fra FN's Sikkerhedsråd, som påbyder, at Israel »også skal anerkende det palæstinensiske folks rettigheder og krav«.

Den begivenhed, der for alvor bragte de to stridende parter sammen, var PLO's anerkendelse af Israel på Det Palæstinensiske Nationalråds (PNC) 19. samling i Algier 15. november 1988. PLO erklærede sig desuden parat til at indlede fredsforhandlinger med udgangspunkt i resolution 242. PNC krævede etablering af en palæstinensisk stat, der henholdt sig til grænserne fra 1967 som et forsøg på at opnå en politisk og sikkerhedsmæssig aftale, der kunne accepteres af begge sider. Indtil da havde parterne kun forhandlet om teoretiske løsninger og fremsat ensidige krav.

På daværende tidspunkt havde Israel endnu ikke anerkendt PLO som lovgyldig repræsentant for det palæstinensiske folk. Det umiddelbare resultat af PNC's erklæring var, at forhandlingerne mellem USA og PLO blev genoptaget, dog først efter en omfattende diplomatisk indsats af Sveriges daværende udenrigsminister, Sten Andersson. Han forstod, at kun USA ville påvirke Israel afgørende, og kom derfor til at fungere som katalysator for USA's fornyede engagement i konflikten.

En af USA's vigtigste funktioner har været at skubbe bag på Israel, men det er faktisk Europa, der har haft størst indflydelse på udformningen af processen frem mod underskrivelse af en fredaftale. 15 år før PNC's erklæring i 1988 vovede europæerne at fremlægge den grundlæggende ramme for en fremtidig fredsaftale. Allerede i november 1973 erklærede EF-landenes udenrigsministre, at en fredsaftale skulle baseres på »kravet til Israel om at ophæve besættelsen af de landområder, som kom under israelsk kontrol efter krigen i 1967« og »en erkendelse af, at en hensyntagen til palæstinensernes lovmæssige rettigheder er nødvendig for skabelsen af en retfærdig og holdbar fred«.

Denne erklæring og i endnu højere grad Venedig-erklæringen syv år senere blev en hjørnesten for udformningen af enhver fredsaftale, både hvad angår løsning og partnerskab. Under mødet i Venedig i juni 1980 udsendte de europæiske regeringsledere, statsoverhoveder og udenrigsministre en erklæring om følgende: behovet for en israelsk »anerkendelse af det palæstinensiske folks lovmæssige rettigheder«, at »der en gang for alle må findes en retfærdig løsning på det palæstinensiske problem, som ikke alene er et flygtningeproblem, at »PLO skal repræsentere det palæstinensiske folk«, og at de ni lande i Det Europæiske Fællesskab »understreger, at de ikke vil acceptere et unilateralt initiativ, der har til formål at ændre Jerusalems status«, et krav til Israel om »at trække sig ud af de besatte områder«, og at de er »helt overbeviste om, at de israelske bosættelser er en alvorlig forhindring for fredsprocessen i Mellemøsten«.

Det var en visionær erklæring, der i dag er fuldt ud så gyldig, som den var for 25 år siden.

Både Israel og USA kom med en voldsom kritik på grund af den modige erklæring, men i bakspejlet kan man tydeligt se, at EF banede vejen for en reel fredsproces. Et europæisk ledet politisk initiativ kan og bør blive gentaget nu - på et tidspunkt, hvor begge parter i konflikten og USA har mistet gejsten og orienteringen, og en løsning forekommer fjernere end nogensinde.

Det er nu, et nyt europæisk initiativ skal søsættes.

I modsætning til USA, der ofte sympatiserer med Israel, er Europa i en position, hvor landene kan være propalæstinensiske og proisraelske på samme tid.

PNC's erklæring i 1988 og den efterfølgende fornyede dialog mellem USA og PLO fik amerikanerne ind i billedet igen. De involverede sig ved at lægge pres på parterne forud for Madrid-konferencen i 1991, der blev afholdt i kølvandet på den første Golfkrig. USA, Rusland, FN, Europa og en række mellemøstlande deltog i konferencen. Rammen var international, men USA var primus motor. Amerikanerne tvang den svage palæstinensiske delegation, der angiveligt repræsenterede alle palæstinensere, selv om den ikke måtte tælle delegater fra PLO, selvstændige palæstinensiske undergrupper eller Jerusalem, til at slå sig sammen med den jordanske delegation.

Fra Madrid kørte toget videre til Washington, hvor det gik i stå på grund af de klodsede bilaterale drøftelser, som blev gennemført under amerikansk styring fra 1991 til 1993. Under disse forhandlinger dikterede Israel en fastfrysningspolitik over for USA. Den israelske regering med ministerpræsident Yitzhak Shamir i spidsen havde ikke til hensigt at føre en seriøs dialog med palæstinenserne. Den sammensatte palæstinensisk/jordanske delegation fungerede reelt som en rent palæstinensisk delegation og modtog ordrer direkte fra PLO's hovedkvarter i Tunis. Så længe Shamir afstak kursen i israelsk politik, var det derfor umuligt at komme videre i fredsprocessen.

USA forsøgte ikke at få Israel til at lægge kursen om. Først da der i 1992 blev dannet en ny israelsk regering, og Yitzhak Rabin blev ministerpræsident, forandrede situationen sig. Denne gang var det de rigtige, der blev inviteret til Oslo i januar 1993: repræsentanter for en engageret israelsk regering og moderate palæstinensere, der officielt repræsenterede PLO. Her begyndte den virkelige rejse.

Oslo-forhandlingernes styrke var de to siders evne til at føre en meningsfuld, gensidig og direkte dialog. Nordmændene, som ikke var officielt tilknyttet hverken EU eller USA, optrådte som redelige fredsmæglere, der ikke havde en personlig dagsorden, men som var ægte interesserede i den mellemøstlige fredsproces.

Den første israelsk-palæstinensiske Oslo-aftale var resultatet af bilaterale forhandlinger uden indblanding fra en international tredjepart. Parterne havde en - om end vag - idé om detaljerne i slutspillet, en fælles vision om, hvordan de skulle nå målet og sætte gang i en politisk proces med udgangspunkt i gensidig anerkendelse og med resolution 242 og grænserne fra tiden før Seksdageskrigen i 1967 som basis for forhandlinger. For første gang lykkedes det de to nationale bevægelser at nå frem til en aftale, der havde til formål at løse alle problemer, herunder grænsedragning, flygtninge, Jerusalem, bosættelser og sikkerhed,

Den officielle underskrivelsesceremoni fandt sted på South Lawn foran Det Hvide Hus i Washington. Ikke fordi USA havde været involveret i Oslo-processen, men fordi parterne var klar over, at der ikke kunne gennemføres en aftale uden en form for amerikansk engagement. Den amerikanske regerings 'fredshold' gik derefter igen ind i processen og beskæftigede sig med detaljerne i kommende forhandlinger.

Processen skred langsomt frem og blev til Gaza-Jericho-aftalen, den midlertidige aftale fra 1994,som blev underskrevet i USA og førte frem til det andet topmøde i Camp David i juli 2000. Her gik den igen i stå.

I løbet af de syv år, der gik mellem Oslo-aftalen og det andet Camp David-møde, forsøgte en række lande, primært europæiske, at sætte gang i samtalen igen. Alle initiativerne var rettet mod at lette arbejdet med fremtidige forhandlinger, for eksempel den tidligere svenske udenrigsminister Sten Anderssons forsøg på at promovere Beiling og Abu Mazens forslag til en endelig aftale og de britiske forsøg på at fremme de israelsk-palæstinensiske bestræbelser på at løse spørgsmålet om Jerusalems fremtid. Den schweiziske regerings indsats i forhold til Genèveaftalen er endnu et eksempel.

Der var fra amerikansk og israelsk side lagt op til, at topmødet i 2000 i Camp David var et knald eller fald-møde. Med daværende præsident Bill Clinton i spidsen burde den amerikanske regering have været på toppen, men det viste sig meget skuffende, at amerikanerne var amatører ud i fredsmægling. De besad ikke forhandlingstalent og kunne kun påvirke parterne ganske lidt. De amerikanske forhandlere tolkede situationen forkert og overvurderede ministerpræsident Ehud Baraks restriktioner i forhold til det israelske bagland. Resultatet blev, at han tilbød palæstinenserne en aftale, der langtfra var rimelig, og bebrejdede dem deres - forståelige - uvilje mod at give sig og acceptere en dårlig aftale.

Først seks måneder efter sammenbruddet under Camp David-forhandlingerne i juli havde den amerikanske regering samlet mod til at fremlægge de såkaldte 'Clinton-parametre' i december 2000 lige før forhandlingerne i Taba. Disse retningslinjer burde have ligget på bordet under forhandlingerne i Camp David. Hvis amerikanerne havde gjort det, ville vi muligvis være tæt på gennemførelsen af en israelsk-palæstinensisk fredsaftale netop nu.

Nu er det op til palæstinenserne og israelerne at forhandle sig frem til en fuldstændig og retfærdig fredsaftale efter 100 års blodig konflikt. Ikke desto mindre må omverdenen holde sig klar, hvis parterne får brug for hjælp fra en tredje part eller ligefrem en aggressiv politisk intervention fra USA. Det internationale samfund skal være forberedt på at udfylde denne rolle.

Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar