11. september 2001 om eftermiddagen kaldte min datter på mig: »Far, kom lige og se her!« Jeg skyndte mig ned i stuen, hvor hun sad og så fjernsyn. Helt til klokken elleve sad jeg klinet til skærmen og fulgte med i det rædselsfulde horrorshow. Igen og igen viste man billederne af de to passagerfly, som bragede ind i World Trade Center. Mit hjerte hoppede i mit bryst, mit blodtryk steg formodentlig til uanede højder. Klokken elleve om aftenen gik jeg i seng, for jeg skulle jo trods katastroferne passe mit arbejde næste dag. Klokken fire om natten blev jeg ramt af en blodprop i hjernen. Min venstre side blev delvis lammet. Snart var jeg på vej til hospitalet, hvor jeg blev indlagt på håbløshedens afdeling med de lammede lemmer, talebesvær og hukommelsessvigt. Fra at være et meget aktivt menneske, som var voldsomt engageret både i mit arbejde og mit fritidsliv, var jeg blevet patient, prisgivet Guds og overlægens nåde. Kun to halve dage tidligere havde jeg været indlagt på et hospital. Første gang var, da jeg som femårig fik taget polypper, anden gang, da jeg som 40-årig blev steriliseret. Nu var det alvor. Nu var livet gået i stå. Jeg følte, at jeg var færdig, udvist fra banen. Når man ligger i en hospitalsseng, er der masser af tid til at tænke sig om. Tiden mellem besøgstiderne er meget lang, og nætterne er som år. Heldigvis var blodproppen ikke så stor, og jeg var ikke så hårdt ramt som for eksempel den midaldrende mand, som blev vendt flere gange af sygeplejersken om natten, og som lå med ble. Gudskelov var mit sprog ikke blevet taget fra mig. Jeg var i stand til at gå uden rollator og var hverken svimmel eller dårlig. Jeg var blot rædselsslagen for, at jeg skulle få endnu en blodprop ligesom den ældre herre i kørestolen, som sad henne i rygerummet og røg som en sindssyg. Da han blev indlagt, var det ikke så alvorligt. Men så kom der endnu en blodprop, som tog synet fra ham. Da jeg havde ligget der et par dage, begyndte jeg at fundere over, hvorfor jeg, som kun var 52 år, blev ramt af en sygdom, der efter min overbevisning var forbeholdt ældre mennesker. I lang tid havde jeg været stresset. Jeg hører til den slags mennesker, som ikke kan sige nej. Når nogen spørger mig, om jeg ikke har lyst til at være med i en forening eller til en arbejdsmæssig opgave, så siger jeg ja. For det er da en kompliment, at de vil have mig med. Og den flinke Jørgen, som er blevet opdraget til at være artig og fornuftig, udfører alle opgaver dygtigt og samvittighedsfuldt. Problemet var imidlertid, at der var alt for mange opgaver. Jeg havde fuld tid på mit arbejde, jeg lavede undervisningsmateriale til danskundervisning, jeg forberedte mig på et studieophold i Rom, jeg stillede op for et politisk parti til kommunalvalget, og jeg skulle også have tid til at skrive. Og til familien! Hu hej, hvor det gik! Jeg kunne klare det hele. Når man er stresset, er tobaksrygning en herlig ting. Jeg havde femogtyve dejlige piber og altid en dåse tobak inden for rækkevidde. Det tager uroen og gør én mere velafbalanceret at ryge løs på en smuk pibe. Det er skønt at ryge. Da jeg inden udskrivningen på hospitalet var til samtale hos en specialist i blodpropper, spurgte han mig: »Ryger du?« Jeg svarede, at jeg var holdt op, da jeg blev indlagt. »Glimrende«, udbrød han, »det er nemlig det bedste, du kan gøre.« Andre gode midler til at dulme stress med er alkohol og mad. Jeg spiste for meget og for fedt, jeg drak for meget, hvilket havde medført, at jeg dag ud og dag ind gik rundt med en voldsom kuffert foran, bestående af fedt. Ti overflødige kilo slæbte jeg op ad trapper, hen ad gaden, med på arbejde. Når man skal bære på så meget ekstra vægt, orker man selvfølgelig ikke at dyrke motion. Enhver, som læser helsesiderne i Politiken eller i ugebladene, vil vide, at fedme og lediggang sætter blodtrykket i vejret. Og kolesteroltallet, hvad med det? På det tidspunkt vidste jeg simpelthen ikke, hvad blodtryk og kolesteroltal var. Mens jeg lå der på hospitalssengen på fjerde sal, stod det hele lysende klart for mig: Jeg havde svinet med mit helbred i årevis. Ingen motion, for meget mad, for meget alkohol, for meget tobak, for meget arbejde, bare alt for meget. Blodproppen var min krops reaktion på alt svineriet. De første dage på hospitalet kunne jeg godt gå og heldigvis uden rollator. Jeg var selv i stand til at sjokke hen og spise i opholdsstuen. Efter et par dages forløb vovede jeg mig ned i forhallen, ud af døren og hen til en nærliggende benzintank, hvor jeg købte et blad. Det var mit første skridt ud i den verden, som var forandret både på grund af terrorangrebet og på grund af min blodprop. Dagen efter gik jeg med min kone hen i byen og spiste en bøf. 10 dage efter blev jeg sendt hjem. Så stod jeg der og kunne som et barn begynde på at bevæge mig ud i den store verden. Første dag gik jeg hundrede meter ud over marken og tilbage igen. Dagen efter gik jeg en tur rundt i villakvarteret. Hele tiden med frygten for, at jeg skulle få en ny blodprop. Angsten kunne jeg ikke dæmpe med tobak mere, for mine piber røg på loftet, lige så snart jeg kom hjem. Jeg kunne godt nok drikke noget rødvin, men det var ikke nok. Ofte gik jeg rundt om vores hus igen og igen for at få bugt med angsten. En måneds tid efter tog jeg en tur med min kone til Malmø. Året efter rejste vi til Visby, så London, Venedig og Rom. Jeg er kommet ud i verden igen, men hele tiden med en lille frygt for, at en terrorist endnu en gang skal angribe mig. Jeg havde heldigvis sygeorlov fra mit job, men jeg måtte opgive mine to måneder i Rom og alle de andre ting, som jeg havde engageret mig i. Jeg måtte lære at sige nej. Mit nye projekt blev mit helbred. Efter femogtyve års dårlig livsførelse sadlede jeg helt om. To dage efter min hjemkomst fra hospitalet gik jeg ned i det lokale helsecenter og meldte mig ind. Helsecentre er efter min mening nogle glædesløse institutioner, hvor selvpineriet florerer. At sidde på en kondicykel er bare så kedeligt. Hoppede der så endda smækre unge damer rundt om én, kunne det til nød gå an. Men af en eller anden grund er helsecentrene fyldt med småfede mennesker, som skal af med noget af fedtet, fordi det lige har været jul, eller fordi badesæsonen står for døren. Jeg hev i vægte, cyklede på kondicykel, asede af sted på stepmaskiner og hang i ribberne. Sjovere var det at gå i svømmehallen. Min fede mave var blevet noget mindre, så nu turde jeg godt vise mig i svømmehallen, hvilket jeg ikke havde gjort i årevis. At svømme er en behagelig sport, som involverer hele kroppen. Jeg købte også en ny cykel og susede rundt på landevejen. Også min hund kom ud på en masse gåture, hvilket den ikke havde noget imod. Min kondition blev bedre og bedre, og nu er jeg en af de midaldrende idioter, som løber op ad trapperne og overhaler de unge på tredive. Man kan ikke motionere sig slank. Maden er vigtig. Efterhånden blev jeg så fedtfikseret, at jeg begyndte at spise 6-procent ost og drak skummetmælk. Enhver antydning af fedt blev skåret af kødet, og jeg åd grøntsager og frugt i store mængder. Jeg hører til den slags mennesker, som elsker både at lave og spise mad. Og jeg fandt minsandten efterhånden ud af, at maden hverken behøvede at være fed eller sød for at smage godt. Men rødvinen holdt jeg ikke op med at drikke. Tre glas om dagen. Jeg opsøgte selvfølgelig lægen, lige så snart jeg kom hjem fra hospitalet. Heldigvis er min læge en fornuftig mand, som ikke pakker tingene ind. Han foreslog vægttab, indtagelse af kolesterolsænkende, blodtrykssænkende og blodfortyndende medicin. Desuden skulle jeg have kontrolleret blodtryk og kolesteroltal jævnligt. Lægen sendte mig op på vægten ved hvert lægebesøg. Når man har haft en blodprop i hjernen, bliver kroppens bevægeapparat påvirket i forskellig grad alt efter, hvor stor proppen har været. Omkring hver fjerde patient dør af blodproppen. Resten får handikap i større eller mindre grad. Det kan være talebesvær, lammelser, synsforstyrrelser, indlæringsproblemer og så videre. Genoptræning hjælper altid, og der er eksempler på, at patienter, som har været meget hårdt ramt, er blevet næsten raske igen. Min blodprop var heldigvis ikke ret stor. Jeg kunne som før nævnt gå og bevæge mine lemmer. Faktisk var jeg så lidt ramt, at man ikke satte noget genoptræningsapparat i gang. Jeg fik besøg af en talepædagog, som ikke lavede taleøvelser, da det ikke var nødvendigt. Snarere fungerede hun som psykolog og skriftemoder og hjalp mig psykisk over den traumatiske oplevelse. Jeg havde problemer med min venstre hånd. Når man er musiklærer og pianist, er det en katastrofe at miste noget af førligheden i sin ene hånd. Allerede den første dag, jeg kom hjem fra hospitalet, begyndte jeg at spille på klaveret. Det var en hårrejsende og grufuld oplevelse at mærke usikkerheden og svagheden i den venstre hånd. Men jeg gik i gang. Jeg valgte en klaversonate af Haydn og en vals af Chopin. Disse to musikstykker blev en slags måleapparat for min genoptræning. Jeg har i de forløbne to og et halvt år hele tiden kunnet kontrollere, hvor langt jeg er nået. Jeg er uddannet organist, men havde på det tidspunkt, hvor jeg blev syg, ikke spillet orgel i femogtyve år. Jeg henvendte mig i den lokale kirke, som har et knaldgodt orgel, og fik lov til at spille på det. De første gange blev jeg så svimmel af anstrengelse, at jeg var ved at falde ned på pedalerne. Men det var en fantastisk god træning på samme tid både at involvere hænder og fødder i den komplicerede proces, det er at spille kirkeorgel. Jeg blev bedre og bedre. Min venstre hånd var til at begynde med noget vingummiagtig og lavede nogle frygtelige akkorder. Nu er den næsten oppe på gammelt niveau. Jeg har fra den dag, jeg kom hjem fra hospitalet, cyklet, svømmet, gået, løbet, spillet klaver og orgel som en besat. For jeg skulle sat'me ikke blive syg igen, og jeg ville have min gamle førlighed tilbage. Det har jeg ikke fået endnu, der mangler måske 5 procent. Slagtilfælde er en god betegnelse for en blodprop i hjernen. Man bliver virkelig slået ud. Det er som et overfald, hvor en voldsmand slår én i hovedet. Først og fremmest bliver man fysisk ramt, og det er selvfølgelig det værste. Men det psykiske aspekt er næsten lige så vigtigt. Hvis folk kommer ud for en ulykke eller et overfald, dukker en krisepsykolog op for at hjælpe. Det er godt. Et slagtilfælde er et overfald, begået af en lille terroristisk blodprop. Jeg bad min læge om at komme til psykolog. I mange samtaler har jeg fået styr på angsten, men også en masse gode forslag til, hvordan jeg kan komme ud af min flinke-rolle, lære at sige fra og undgå at stresse mit liv med bekymringer for, hvad der kan gå galt. Når man er 52 år gammel, har det da strejfet én, at man skulle dø engang. Problemet for mange af os, der var unge i 60'erne, er, at vi tror, vi er evigt unge. Derfor har vi et fuldstændig forkvaklet forhold til døden. Vi taler helst ikke om det, og da slet ikke om, hvad der skal gøres med vores krop efter døden. Når man har ligget på slagtilfældeafdelingen, hvor døden er hverdagskost, må tanken om døden uvægerligt trænge sig på. Jeg var selvfølgelig bange for at dø, da jeg lå dér, men det har jeg sådan set altid været. Nu var det blot mere aktuelt. Hvis jeg døde, hvad pokker skulle min familie så stille op med mig? Min familie har et gravsted, som jeg ofte besøger. Dér ligger mine forældre og to af mine søskende, som døde ganske unge. Så døden burde ikke være fremmed for mig. En dag, da jeg var en tur på kirkegården, var min svigersøn med. Vi kiggede lidt på familiegravstedet, hvor min mor året før var blevet begravet. »Skal du også ligge dér, Jørgen?«, spurgte han. »Øh, bøh«, svarede jeg, »det skal jeg vel ...«. En anden karakteristisk ting ved os 68-flippere er, at vi ikke tror på Gud, for det er jo åh, så borgerligt. Men når man ligger på hospitalet med en dødsensfarlig sygdom, så ville det egentlig være rart at have en gud, man kunne få lidt trøst hos. For mange år siden meldte jeg mig ud af folkekirken. Jeg var jo ikke overtroisk. Da jeg kom hjem fra hospitalet, meldte jeg mig ind igen. Rigtig kristen er jeg ikke, jeg går ikke til gudstjenester, for det er så middelalderligt og verdensfjernt. Hvad skal jeg så med den kirke? Jo, jeg synes, det giver en slags tryghed og sætter livet og døden i perspektiv at være i et kirkerum, hvor mennesker gennem århundreder har afholdt dåb, bryllup og begravelser. At blive til ingenting efter døden er altså et frygtindgydende perspektiv. Hvert år rammes omkring 10.000 danskere af en blodprop i hjernen. Omkring 2.500 dør af blodproppen, og mange får varige handikap. De fleste af de ramte er ældre mennesker, men flere og flere yngre mennesker kommer til. Mange danskere er frygteligt bange for at flyve, for at blive bidt af en skovflåt, at blive overfaldet på en mørk sidegade i København, for at blive smittet med aids og så videre, og så videre. Hvorfor er man ikke rædselsslagen, når man spiser en kotelet med fedtkant, hvorfor rejser håret sig ikke af skræk, hver gang en smøg inhaleres, hvorfor gribes man ikke af rædsel, når man får øje på sin smækfede krop i spejlet, hvorfor begynder man ikke at ryste på hånden, når slikposen kommer frem? At i tusindvis af danskere dør hvert år på grund af fedme, tobaksrygning, sukkernarkomani og mangel på motion, har vi affundet os med. For det rammer sgu' nok ikke mig. Og hvorfor skal det være så kedeligt? Man skal da også nyde livet. Alle disse kondi- og helsefikserede klid-idioter ved slet ikke, hvad det vil sige at leve livet. Jeg nyder selv livet meget mere nu, end dengang jeg røg, åd fede sager og søde ting og lå på sofaen i stedet for at cykle en tur. Det er en fornøjelse igen at kunne passe de bukser, som i årevis har hængt i klædeskabet, fordi jeg ikke kunne hive dem på og knappe knapperne. Det er en stor glæde at kunne vise sig i svømmehallen eller på en strandbred uden at være mega-flov over sin ækle kuffertmave. Det er en udsøgt fornøjelse at kunne gå op ad trapper eller bakker og bjerge uden at føle, at hjertet er ved at springe ud af halsen. Der er så meget nydelse ved at have en sund og veltrænet krop, at alle de andre nydelsesmidler forsvinder i fjerne tobakståger. Men den største nydelse er dog at have overlevet en blodprop i hjernen og at have genvundet førligheden næsten 100 procent.