flytter til udlandet, bliver udlandsdansker, det gør man på grund af job eller giftermål. Hvis man er akademiker eller humanist i dag, kan det godt være svært at finde job hjemme. Så kan man vælge at flytte ud, hvis man altså ikke lige vælger overførselsindkomsten og et mindre interessant cv. Hvis man gifter sig med en udlænding, så kan det også vise sig nødvendigt eller nemmere at søge ud. Man bliver faktisk nødt til det, i fald man ikke har noget arbejde. Man har jo forsørgerpligt. Jeg er dansk. Jeg er udvandrer. Af de to ovennævnte grunde søgte vi væk. Vi bor og arbejder nu uden for Danmark i et andet EU-land. Faktisk føler jeg, at jeg har gjort Danmark en tjeneste. Jeg har sparet Danmark for en social udgift og endnu en udlænding. Jeg burde have tak, men: Kun et år efter udrejsen fik jeg brev fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet med følgende ordlyd: »De kan ikke længere omfattes af en af de persongrupper, der nævnes i folketingsvalglovens paragraf 2, stk. 2, som kan omfattes af folketingsvalglisten«. Sådan! - Jeg mistede min valgret. Røg også ud af folkeregistret. Det føltes som en spand koldt vand i hovedet fra mit fædreland, som jeg besøger mange gange om året, og som jeg stadig føler mig hjemme i. Hele min familie bor der, alle mine venner bor der. Jeg kommer der hele tiden. Men stemme hjemme på mit gamle parti, som jeg endda har været medlem af - det kan ikke lade sig gøre. Hvad sker der, hvis jeg melder mig ind i partiet igen? Kan jeg så stemme? Nej! Jeg skal være udsendt af Danmark eller arbejde for en organisation, som Danmark samarbejder med. Jeg skal have fast bopæl i Danmark. Jeg arbejder ikke for FN, NATO eller EU. Jeg er lærer på en international skole, som Danmark ikke er 'medlem af'. Det er jo for dårligt! Man kan ikke bare forlade Danmark og søge job i andre lande uden at miste sin valgret. Kan det virkelig være rigtigt? Mine kollegaer, som kommer fra mange forskellige dele af verden, har aldrig mistet deres valgret. En kroatisk kollega stemmer stadig i Kroatien, selv efter 23 år. Hun stemmer også i USA, fordi der har hun boet i 13 år, og der blev hun gift, fik børn og blev skilt. Hun bor nu i tredjeland og kan stadig stemme i både Kroatien og USA. De fleste europæiske lande tillader deres borgere at stemme i deres hjemland, så længe de bor i udlandet. Mon ikke folketingsvalglovens lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. april 2001, paragraf 16, stk. 2, jf. paragraf 2, stk. 2, skulle tages op til revision. Det er en menneskeret at kunne stemme. I nogle lande er det obligatorisk at stemme. I mit nye land kommer myndighederne efter mig, hvis jeg ikke stemmer til EU-parlamentsvalget. Men jeg vil gerne stemme i Danmark, for der hører jeg til, i alt fald sådan rent følelses- og stemmemæssigt. I et demokratisk land som Danmark, med menneskerettighedscenter og hele moletjavsen, der bliver man nægtet at være med. Det gør ondt, og jeg tænker på det, hver gang jeg kører over grænsen til dette meget, meget lille land. Europarådets Komité vedrørende Migration, Flygtninge og Demografi afholdt en konference i juni 1997, som blandt andet handlede om valgret for europæiske udvandrere. Der er millioner af europæere, som migrerer rundt i Europa og uden for, og migrationen er stigende. Man enedes om at anbefale medlemslandene at styrke forbindelsen med deres udvandrere. Et af punkterne er, at man skal kunne stemme in loco i hjemlandet. I Europarådet mener man, at det er i nationalstaternes interesse, at deres borgere bliver ved med at 'udøve' deres nationalitet bevidst og aktivt. Derfor har Europarådet, hvis hovedformål det er at forsvare menneskerettighederne, i sin resolution 1.035 af 1994 anmodet medlemslandene om at få et større overblik over deres udvandrere og forbedre forbindelsen med disse borgere. I rapporten fra ovennævnte konference står der, at lande i Sydeuropa beskytter deres udvandrere bedre end de nordeuropæiske lande. I den portugisiske forfatning for eksempel er der et afsnit, som beskytter alle udlandsportugisere. Samme rapport nævner, at lande i Nordeuropa er indifferente over for udvandrere og koncentrerer sig om indvandringsspørgsmål i stedet. Blandt disse lande nævnes Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland og Storbritannien. Disse lande har en lang tradition for udvandring i det 19. århundrede til især USA, men de giver få rettigheder til deres udvandrere. Interessant er det at bemærke, at flere af de tidligere sovjetstater har været hurtige til at støtte deres statsborgere i udlandet og sikre dem rettigheder. Et andet land, Rumænien, for kun 15 år siden kommunistisk diktatur, beskytter sine statsborgere i udlandet. I den nye rumænske forfatning under 'Generelle principper', artikel 7, gælder det for rumænske statsborgere, som lever udenlands: »Staten skal støtte og styrke forbindelsen med rumænere, som lever udenlands, og staten skal opretholde, udvikle og give dem mulighed for at udtrykke deres etniske, kulturelle, lingvistiske og religiøse identitet«. Man betragtes og behandles som statsborger med nøjagtig samme rettigheder både ude og hjemme ifølge den rumænske grundlovs artikel 6. Ydermere står der under 'Fundamentale rettigheder, friheder og pligter', kapitel 1, artikel 17, gældende for rumænske statsborgere, som bor i udlandet, at rumænske statsborgere er under beskyttelse af den rumænske stat, mens de opholder sig i udlandet. I valglov nr. 68 af 15. juni 1992, art. 20 og 36, står, at alle rumænske statsborgere kan stemme in loco via Bukarest under udlandsophold. Man føler sin nationalitet stærkere, når man rejser til udlandet, og behovet for at holde forbindelse med sit hjemland, familie og venner aftager ikke, fordi man er ude. Jeg læser nu flere bøger på dansk af danske forfattere end nogen sinde før. Førhen læste jeg mest på engelsk på grund af mit studium, og fordi engelske bøger er billigere. At læse på dansk er et behov, som er opstået i udlændigheden, hvor alle taler alt andet end dansk. Man kan ikke bare slå hånden af sine statsborgere, fordi de er tvunget udenlands. Retten til at stemme er noget grundlæggende for demokratiet. Jeg har altid følt, at vi danskere er usædvanligt demokratiske og har alle rettigheder. Jeg må nu sande, at central- og østeuropæiske lande er langt mere interesserede i at give deres borgere i udlandet den rettighed, det er at kunne deltage i demokratiet. I Europarådets dok. 8.339 af 5. marts 1999 stk. 5.2.2 om øgede politiske rettigheder står følgende i pkt. 84: »Retten til at stemme er en vigtig del af den demokratiske proces, og enhver emigreret europæer bør være berettiget til at udøve denne fuldt og helt i deres oprindelsesland«. Hvorfor er det så, at jeg ikke må stemme til andet end lokalvalg der, hvor jeg bor for tiden, og så til EU-parlamentsvalg? Det er paragraf 29 i grundloven, der er skurken. Grundloven sikrer ikke min 'grundlovssikrede' rettighed! Hvorfor ikke? Fordi man kan fortolke den! Tre statsretssagkyndige professorer har uvildigt og grundigt undersøgt grundlovens krav om fast bopæl som grundlag for at have valgret til Folketinget. Vi er helt tilbage i 1848, hvor man altså beslutter, at bopælspligten er det afgørende. Det har gennem årene været oppe til debat, hvordan man skulle fortolke bopælspligten. I 1849, 1866 og 1915 konkluderer man, at kravet om fast bopæl skal forstås helt naturligt, nemlig at man faktisk skal bo i riget. Hvorfor er det så, at man, hvis man arbejder for EU, NATO eller FN, kan betragtes som havende fast bopæl? Man kan altså vælge at fortolke grundloven ret frit i nogle tilfælde. Hvad med alle folkepensionisterne på Solkysten? Kan de stemme i Danmark? Hvis de stadig har bolig hjemme, som de bor i i sommermånederne, så kan de måske nok. Og hvis de er syge, så kan de stemme. Hvis man har en sygdom, som kræver, at man er nødt til at bo i de varme lande resten af livet, også uden at opfylde bopælskravet, så kan man stemme. Det står der i folketingsvalglovens paragraf 2, stk. 2. Og det står også i det brev af 23. juni 2003, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte til mig. Min eneste sygdom er, at jeg har en humanistisk uddannelse, og dét i en periode med nedskæringer, og oven i købet har giftet mig med en udlænding og er flyttet uden for rigets grænser. Desværre har EU i sagen om valgret til nationale parlamenter ikke sagt andet herom, end at de nationale parlamenter selv kan bestemme på dette område. Ej heller Menneskerettighedskonventionen af 20. marts 1952 forpligter medlemslandene til at virkeliggøre borgernes ret til at deltage i frie, lige og hemmelige valg. Bopælskravet betragtes desværre ikke som en vilkårlig begrænsning af valgretten. Men fortolkningen af, hvad der nærmere skal forstås ved begrebet fast bopæl, den er der jo ikke regler for. Man kan da selv bestemme, hvordan det skal fortolkes. Hvad med denne version: Fast bopæl i Danmark betyder, at man er født i Danmark og har dansk pas. Man skal så kunne vælge in loco via København, som tilfældet er det ved EU-parlamentsvalg. Der er også en helt anden løsning. Man kan tage sig sammen og ændre grundlovens paragraf 29, for den er forældet. Se bare på de nye demokratier i Central- og Østeuropa. Det er lidt pinligt at skulle indrømme over for de nye europæere, at man ikke kan stemme i Danmark, medmindre man bor der. Et helt andet problem er også, at vi i Danmark er ved at udvikle en ny underklasse af udenlandske statsborgere på næsten en kvart million, som er sat uden for demokratisk indflydelse. Det er lidt som en saudiarabisk struktur, hvor borgere ikke kan deltage i 'demokratiet'. Paragraf 29 i grundloven nævner også, at mennesker, som er på fattighjælp, ikke har valgret. Fattighjælp hedder på moderne dansk overførselsindkomst. Når man er på moderne fattighjælp, mister man ikke sin valgret. Her vælger man altså at fortolke grundloven frit. Hvorfor kan man egentlig bevare sin valgret, hvis man modtager offentlig støtte? Og hvad med posedamen uden fast bopæl, den hjemløse, som både er fattig og uden fast bopæl. Hvis de hjemløse har lyst til at stemme, kan de så egentlig det? Der er nok ikke nogen hjemløse, som har haft overskud til at spørge. Og hvorfor er det, at politikerne ikke selv tør fortolke grundloven, men skal have eksperter til at undersøge, hvordan man skal forstå begrebet bopælspligt? Hvorfor er politikere bange for at fortolke selv? Og er det så meget sværere at fortolke i nogle situationer end andre? Og hvorfor er det lige, at man fortolker, at man ikke behøver at leve op til bopælspligten, hvis man er udsendt i for eksempel 12 år af Danida, på livstid for EU, NATO eller ...? Og hvorfor er det lige, at man ikke behøver bo i Rumænien, Kroatien, Portugal eller USA for at kunne stemme i hjemlandet? Hvorfor kan jeg ikke også bare stille mig tilfreds med at stemme til EU-parlamentet? Måske fordi mit parti på europæisk plan ikke er i parlamentarisk gruppe med partier, som jeg er særlig positivt stemt over for. Det er partierne mere eller mindre tvunget til på overnationalt plan. Se bare på det ret så grelle eksempel, JuniBevægelsen, som sidder i gruppe med græske antisemitter og UKIP. Desuden er der relevante ting hjemme, som jeg gerne vil have indflydelse på. Det kunne jo være, jeg vendte hjem en dag. Jeg vil også stemme i Danmark, fordi det er en del af ideen om at kunne udøve sin nationalitet og bevare sit tilhørsforhold. Jeg er demokratisk. Jeg vil være demokratisk - nu og altid. Jeg bryder mig ikke om ikke længere at være en grundlæggende politisk aktør i folkestyret. Udvid valgretten, eller lav grundloven om. Danmark behøver ikke være bange for, at stemmeurnerne vil blive så overfyldt med udenlandsdanske stemmer, at valgforskerne ikke kan forudsige, hvem der vil vinde valget. Jeg kan forstå, at det vil være umuligt for et land som Irland at give denne valgret, da de med to gange kartoffelpest og en konstant udvandringshistorie på grund af fattigdom har 70 millioner udlandsirere rundt omkring i verden og kun 4 millioner hjemme. Se, den går jo ikke. Men Danmark har aldrig haft kartoffelpest og kan sagtens tillade mig og andre, som er udenfor, at komme indenfor i varmen og stemme hjemme. Det er en menneskeret - at have valgret!