Michael Moore er tidens hotteste politiske agitator. Han er en mand, der er i fuld gang med at udskifte topadministrationen i USA. En mand, der har lavet en dokumentarfilm om Bushregeringens olieøkonomiske interesser i at intervenere Afghanistan og dernæst afsætte Iraks diktator Saddam Hussein. Da det amerikanske folk gik i sorg over terrorhandlingen i dagene efter 11. september 2001, fik Bush en uventet gave. Han gav sig selv lov til at bombe sig vej til endnu større militær, økonomisk og politisk magt. Det er Moores vinkel i 'Fahrenheit 9/11', her er en vinkel på Michael Moore. Cannes 22. maj 2004 klokken 20.20. Michael Moore og hans politiske dokumentarfilm 'Fahrenheit 9/11' har for fire minutter siden modtaget den fornemme førstepris, Den Gyldne Palme, ved den 57. Cannes Festival. Udenfor transmitteres der fra festsalen på en tv-skærm. Jeg står sammen med 25 andre journalister og venter på, at årets vinder kommer ud med svedig pande, pokal, assistenter og med assistenternes assistenter vimsende rundt om sig. For en gangs skyld kan man forvente en kommentar, der er mere end de forudsigelige klicheer af falsk ydmyghed og alenlange taksigelser. Michael Moore er en af de få, der bruger kunsten til at brøle sit politiske budskab ud over hele verden. En mand, der lever af at være kontroversiel, en mand, der kender de politiske korridorers beskidte og smarte tricks - og samtidig er han folkets mand. Moore arbejder i sine film med folket mod det kapitalistiske og korrupte styre. Moore har siden 1989, hvor han lavede dokumentaren 'Roger and Me', der handler om, hvordan General Electrics storindustri ødelagde hans hjemby Flint i Michigan, brugt den satiriske dokumentar som sit våben mod de politiske og økonomiske magthavere i USA. Han har både i to lange tv-serier ('TV Nation', 1994, og 'The Awfull Truth', 1999) og Oscarvinderen om amerikanernes våbenliderlighed ('Bowling for Columbine', 2002) vist, at han med sin joviale og uimponerede fremtoning kan få lokket sine slipseklædte ofre til at vedkende sig uretfærdigheder, de har begået. Enten taler Moore sagen for de mange uskyldige fattige amerikanere, eller også dokumenterer han, at der er noget faretruende galt i det amerikanske samfund. Tilbage i Cannes drøner rulleteksten af sted på tv-skærmen. Ceremonien er slut, og Moore står midt i billedet. Bag rulleteksten kan man se den synligt overraskede palmevinder, og ved siden af ham kan man ane årets jurypræsident, den amerikanske vildbasseinstruktør Quentin Tarantino. Moore lytter ivrigt til det, Tarantino fortæller ham. De har begge en ægte vinders smil på læberne. De to har noget sammen. Hvad mon Tarantino så engageret indviede Moore i foran publikum i salen, fotografer og tv-seere? Måske skulle han bare hilse fra deres fælles ven og distributør, Harvey Weinstein - en mand, der optrådte sammen med skiftevis Moore og Tarantino gennem hele festivalen. Med Tarantino, fordi deres fælles projekt, 'Kill Bill', var i Cannes, og med Moore, fordi de to var i fuld gang med at strikke en amerikansk distributionsaftale sammen til 'Fahrenheit 9/11'. Eller måske fortæller Tarantino, at lige om lidt, når Moore går ud ad døren til de ventende journalister, så kan Moore passende fortælle dem, at 'Fahrenheit 9/11' ikke har fået prisen, fordi det er en politisk film, ikke fordi det er en dokumentarfilm, men simpelt hen fordi det er den bedste film på årets festival. Moores film var den bedste i Cannes 2004 - men en ting, der er lige så bombesikker, som at Bush havde skurkagtige motiver, da han sendte de første fly mod Bagdad, er, at 'Fahrenheit 9/11' er en politisk film. Det er en kompromitterende og kontroversiel politisk film. Fra første frame er filmens præmis klar: Verden skal kende sandheden om den mand, der sidder for bordenden i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus. Den vil fortælle historien om hans store økonomiske interesser i at bombe sig frit lejde til at lede en gasledning gennem Afghanistan og senere få nallerne i Mellemøstens store olielagre. Michael Moore bruger to meget underholdende og veldisponerede timer på at pille Bushregeringens politik og motiver fra hinanden og i øvrigt vise, at hovedpersonen er dum, enfoldig og har dårlige venner. Uanset om man er til højre eller venstre for den amerikanske midte, uanset om man kommer fra Asien eller Europa, så fortæller Moore historien om en politisk slyngel - og i filmen hedder den slyngel George W. Bush. Se, det her er politisk dokumentar, så det batter! Det ved Tarantino naturligvis godt. Han er ikke en af de dumme og naive amerikanere, som Moore laver dokumentar om. Omvendt ved Tarantino også godt, at han ikke må sige, at han og juryen valgte filmen på grund af det politiske budskab og den konspiratoriske slagkraft. På et tv-sekund ville han melde sig ind i den amerikanske valgkamp og i øvrigt fjerne al interesse fra Moore og Cannes - han ville fra det øjeblik skulle argumentere politik, hver gang han viser sig offentligt frem til det amerikanske præsidentvalg. Quentin Tarantino har naturligvis en politisk mening. Han har holdt den for sig selv indtil nu, men nu får han en chance for indirekte at fortælle det amerikanske folk, at han bakker op om Moores synspunkter. Moore har på få år tilkæmpet sig en status blandt de bevidste filmfolk i USA. Han kan regne med deres opbakning, og dermed har han en elite i ryggen, der både hver for sig og i samlet flok har betydelig politisk gennemslagskraft - simpelt hen fordi de kan trække stemmer med sig. Madonna, Jodie Foster, Neil Young, Leonardo DiCaprio og mange andre sangere og filmfolk har pludselig en politisk stemme. De taler engageret og positivt om filmen, Moore er altså mere end bare en gal mand, der står på en ølkasse og brøler. Han er blevet en vigtig politisk spiller i USA. Nå, vi står stadig og venter på, at Moore kommer ud med sin forgyldte plante. Vi venter stadig på at få en lækker veldisponeret politisk kommentar. Journalisterne er sultne efter en blodig politisk luns, for sagen er nemlig også den, at Moore tidligere på ugen aflyste alle sine interview på festivalen. Officielt fordi han skulle til forretningsmiddage, og uofficielt fordi han havde opført sig så umådelig arrogant over for det bureau, der skulle sørge for hans presseaktiviteter i Cannes, at de til sidst opgav ham. Han havde gentagne gange svinet dem til, for han vil have det, som han vil have det. Verden skal rette sig efter Moore, og ikke omvendt. Et af problemerne var, at han ikke gad snakke med alle de journalister og svare på alle de opklarende spørgsmål om sin film. En politisk agitator, der ikke gider snakke om sine synspunkter? Underligt. Vi havde fået en snert af det på pressemødet lige efter filmen, hvor en journalist spurgte om elementer i filmen, der kortfattet handler om, at Moores kamerahold i Irak havde fundet flere meget kritiske soldater, der udtaler sig begavet og reflekteret om krigen og om dem, der har sendt dem i krig. Journalisten spurgte, hvordan Moore havde fundet de soldater, og hvordan han havde fået stoffet i kassen, uden at militæret havde fundet ud af det, hvortil Moore svarede, at hvis journalisten virkelig var journalist, så kunne han vel finde ud af det selv. Da journalisten tydeligvis havde gjort et pænt stykke forarbejde, valgte Moore demonstrativt at fjerne blikket og bad derefter om næste spørgsmål fra salen. Sådan interviewer man Michael Moore, og det her er det svar, man får af manden, der bruger sit liv til at forfølge politiske svar! Moore var historien i Cannes i år. Både fordi han havde skabt den bedste film, og fordi det gennem hele festivalen var en historie i festivalpressen, at 'Fahrenheit 9/11' ikke havde nogen amerikansk distributør. Baggrunden for det var, at Disney, der oprindelig skulle have distribueret filmen, er organisatorisk placeret i Florida, hvor George W. Bushs fætter Jeb Bush er guvernør. Disney ville ikke rage uklar med Bushfamilien, da Jeb sørger for en anselig skattelettelse til Disney, fordi de er så betydelig en turistattraktion for staten Florida. Der gik politik i den. Uden en amerikansk distributør ingen film til amerikanerne. Se, det er en god historie, for Moores film skal jo gerne vises og ses i biografen og udkomme på dvd inden valget til efteråret. Officielt fordi amerikanerne skal kende sandheden, inden de stemmer - uofficielt fordi der ikke er penge i en gammel politisk sag, hvis den anden fløj kommer til magten. Og at Moore ikke kunne få lov til at vise sin film i landet, der har ytrings- og meningsfrihed som et religiøst mantra, er en forbrydelse af de helt store. Moore ville med rette have noget at være sur over, hvis det ikke bare lige var, fordi det viste sig, at han bare var i gang med at lave spin af den mesterlige slags. Filmen var nemlig allerede afsat - til den tidligere omtalte Harvey Weinstein. Men historien om, at amerikanerne måske ikke ville komme til at se filmen, holdt hele vejen igennem festivalen, og det gjorde den stadig, da Moore gik ud ad fløjdøren med sin palme, lørdag 22. maj klokken 20.30. For så kunne han endnu en gang fyre sin bredside af om, at hans film bliver obstrueret i USA, og at ingen kan se den i Guds egen land. Nu viste det sig ikke at være helt så galt. To dage efter festivalen kunne Harvey Weinstein fremvise en underskrevet kontrakt, hvor han sammen med et par andre distribuerer filmen i hele USA. Mon ikke Moore vidste, hvor det bar hen, da han for 120. gang under festivalen galpede ud om den uretfærdighed, der havde ramt ham? Det gjorde han naturligvis - og Moore beviste, at han ligesom alle mulige andre i filmbranchen vil spinde en historie, hvor han får maksimal sympati og minimal modstand. Sagen er endt med, at 'Fahrenheit 9/11' med 870 kopier i USA får den største biografåbning for en dokumentar nogensinde. Der er forhåbentlig ingen blandt læserne, der stadig tror på, at Moore på fem uger kan skabe så stor en åbning uden at have haft den mindste anelse om, hvor sagen var på vej hen. I øvrigt indspillede filmen cirka 130 millioner kroner den første weekend, og filmanalytikere i USA mener, at filmen nemt når en indtjening på 600 millioner kroner, bare i USA. Se, det er big business! I køen i Cannes er Moore lige passeret forbi med sin palme. Da han endelig kom ud af salen med sin præmie, var det hverken Bush eller verdens uretfærdigheder, der var på den Mooreske agenda, men derimod indbegrebet af amerikansk valgkamp - family values . Bush opfandt begrebet, og Moore bruger det. Han ville ikke tale om filmens budskab. Han ville ikke tale om, hvad filmen kommer til at betyde for den kommende valgkamp i USA. Ingen paroler og bandeord, ingen »shame on you, Mr. Bush«, som da han vandt en Oscar for 'Bowling for Columbine'. Nej, han ville tale om sin datter, der som den første i familien havde fået en master på universitetet. Han dedikerede prisen til hende og hendes bedrift. Væk var idealismen. Væk var den politiske agitator. Alle mikrofoner stod åbne, der har aldrig været så meget blæk i kuglepennene - alle var klar til den store politiske slagtale. Moore kørte væk i sin limousine, ud til sit privatfly, der skulle flyve ham hjem til datteren, der holdt teen-celebrity-fest i Moores hus i New York. Jeg er vildt begejstret for 'Fahrenheit 9/11'. Den er begavet og humoristisk skruet sammen. Der er konstante overraskelser i den flot sammenflettede historie, der viser sider af det politiske USA, som aldrig når nyhederne. Det er afslørende, kompromitterende og kan meget vel være medvirkende til Bushregeringens rekviem. Det kan blive det dokument, eftertiden trækker frem for at beskrive, hvad der skete politisk efter 11. september. En af forudsætningerne for at kunne lide filmen er, at man har samme syn på krigen som Moore og griner umådeholdent af filmens totale latterliggørelse af Bush, Dick Cheney og Donald Rumsfeld, der alle fremstilles som lallende fjolser. Men jeg er ikke vild med mennesket Michael Moore. Han er lige så udspekuleret og lusket som dem, han beskylder for snyd og bedrag. Han foregiver at være seerens ven og advokat i sine film, men ude i virkeligheden er han det modsatte. Det er specielt underligt, fordi det er dokumentar, han laver. Det, vi ser på lærredet, burde være virkeligheden. Michael Moore er en charmerende folkeforfører i filmens univers, men lad jer ikke narre af den tykke mand med hængerøv i klapbukserne. Man er nødt til at skelne mellem filmmageren og mennesket Michael Moore - for mennesket er der ingen, der kan lide. Men det er tydeligt, at hos det intellektuelle, humanistiske og let venstreorienterede anmelderkorps er begejstringen over det, han kan og tør i sine film, så stor, at alle forsøger at skille Moore på lærredet og Moore på gaden ad. Moore er ikke folkelig, Moore er ikke venlig, Moore er ikke bekymret for særlig mange andre end sig selv. Moore er en smart og udspekuleret forretningsmand. Hans mål er at blive rig, magtfuld og berømt. Han har opnået det hele. Husk det, når I ser filmen efter 4. august, hvor den har dansk premiere, og husk det i debatten om filmen, der forhåbentlig kommer på de her sider.