Jeg arbejder i en integreret vuggestue og børnehave på Østerbro. Jeg er fastansat på Rød Stue i børnehaveafdelingen og har femten timer om ugen fordelt på tre dage, en specielt oprettet medhjælperstilling skræddersyet til studerende. Det var min kærestes lillebror, der sidste forår var opmærksom på mine økonomiske vanskeligheder. Og han foreslog, at jeg overtog hans stilling, når han startede på konservatoriet. Perfekt med lidt ekstra penge til den sultne konto - bare et halvt års tid og jeg ville være økonomisk på fode igen. Og heldigvis er jeg jo en garvet rotte inden for faget. Jeg har tidligere arbejdet både i SFO, i børnehave og på fritidshjem. Så det var en nem og sjov måde at tjene penge på, uden at det tids- og energimæssigt behøvede at gå ud over så meget andet, tænkte jeg. Men jeg tog fejl. Lidt populært sagt er børnehaven børnenes arbejdsplads. Eller måske nærmere deres læreplads, det sted hvor de finder ud af, hvordan man opfører sig over for hinanden og lærer sig selv at kende; for eksempel ved på junglelovsmaner at udforske, hvem der er sjove at lege med, og hvem der ikke er. Nogle dage vil Nikolaj gerne fægte eller lege Batman med Kristoffer - andre dage vil han hellere tumle rundt med lillesøster nede i vuggestuen. Så må Kristoffer tage piratsværdet og den sorte kappe med det neonfarvede flagermuslogo på, begive sig ind i børnehavens vrimmel og finde ud af, hvordan man gør sig interessant højere oppe i hierarkiet hos de lidt ældre børn. Sådan er nogle af de vigtige spilleregler. Og disse erfarer børnene hurtigt og effektivt i en børnehave. Men børnenes arbejdsdage kan være meget lange. For nogle børn er de det næsten hver dag. Dagen i børnehaven kan strække sig fra cirka klokken 8.00 til 16.30, det vil sige gennemsnitligt en otte til ni timers dag. Dette svarer til forældrenes fuldtidsstillinger - og nogle uger endda mere. Men hvor forældrene har haft et halvt liv til at lære sig selv og de komplicerede mekanismer, der styrer socialt samvær, at kende, så har Anne, Oline, Alexander og alle de andre børnehavebørn fuld tryk på indlæringskedlerne hvert minut. I børnehaven er der altid en ny og ukendt konflikt lige om hjørnet, man som fireårig kan rende ind i: hvad skal man eksempelvis sige til sine kammerater, der både kan gå på toilettet og endda tørre sig selv, når man stadig bruger ble og altså nogle gange skal skiftes midt i legen? Eller hvordan fortæller man sin nye kæreste - hende i prinsessekjolen - at man ikke kan lege efter børnehave, fordi man skal købe ind med mor? Eller hvad gør man, når ens bedste veninde en hel dag kun vil lege med en anden og slet ikke gider at se til ens side? Nogle børn håndterer fint de lange arbejdsdage, mens andre lider frygteligt. Hvert barn har sin måde at reagere på, når det savner mor og far eller er i underskud af tryghed og opmærksomhed. Nogle drøner forvirrede rundt uden mål og med og sparker og slår til både møbler, kammerater og pædagoger. Nogle bliver musestille og går rundt for sig selv som en mat skygge, der næsten forsvinder, hvis man kommer den nær. Andre er mere åbne og snakker om det, når de savner deres forældre. Så fortæller de ligeud af posen, hvis far aldrig er hjemme, hvis forældrene har været trætte og set fjernsyn hele weekenden, eller hvis de om morgenen er blevet uvenner med mor. Atter andre føler sig afvist over ingenting og reagerer med et selvbebrejdende raseri. Efter den obligatoriske brutale energiudladning kan de så sætte sig med våde øjne i hjørnet under bogreolerne og ønske, at mor og far var lige inde i stuen ved siden af. Som plaster på såret får mange børn i stedet legetøj med i børnehave. Det kan man bruge i korte stunder til at få en smule opmærksomhed. Men når nyhedsværdien i den nye Action Man eller Barbie-dukkehuset falmer, og kammeraterne er forduftet, så kan man kun synke ensom tilbage til sit mørke hjørne. Da jeg selv var omkring børnehavealderen, kan jeg huske de legekammerater, hvis forældre aldrig var hjemme. Kammeraterne var altid de sidste, der blev hentet i børnehaven eller på fritidshjemmet. Der var ikke så mange af de travle familier dengang som i dag. Men jeg kan huske, at mine kammerater ofte ikke var glade, men i stedet trætte og havde let til tårer. Når forældrene endelig kom og hentede, havde de susende travlt. Der skulle købes ind og laves mad og læses avis. Nærværet, den uforpligtende leg og 'Folk og røvere i Kardemommeby' kom i sidste række. Og morgenerne indeholdt samme mønster. Og således også for flere og flere børn i dag. Hvis man bliver hentet klokken 16.30 og måske skal i seng klokken 20.00, så er der ikke megen tid til at lege med mor og far i - og slet ikke, hvis de daglige praktiske gøremål også skal af vejen. Så ender det hele i sure pligter, der bare skal ordnes hurtigt. Børnene vil altid gerne hjælpe til og være en del af hverdagen, men hvis tiden er knap, er det ikke dem, der får lov til at vælge myslidrys i Netto, bære en lille indkøbspose eller skære aftensmadens kartofler i små stykker. Og pludselig bliver weekendens aktiviteter meget dyrebare. Så dyrebare, at både børn og forældre i hyggen og samværets hellige navn også i de få fridage kan blive helt stresset. Når man kommer ind i børnehaven, er det som at træde ind i en hule. I gangen, hvor ungerne må løbe, tumle og spille med de bløde skumgummibolde, er der lavt til loftet. Derudover lugter der selvfølgelig af prutter og madpakker - og om vinteren af drivvåde flyverdragter og snefyldte termostøvler. På stuerne finder solen vej gennem nogle hensigtsmæssige vinduer i det udbyggede loft, mens væggenes kridhvide farve forstærker lyset. Men det afhjælper ikke, at kvadratmeterne er få, og at der ikke skal hænge mange tegninger og papmachefigurer rundt omkring, før de indelukkede rum synes at snige sig ind på en. Rimeligvis er stuerne bygget til kun seksten børn. For tiden er der enogtyve på min stue. Mange af pædagogerne kan fortælle mig, at der gennem de sidste fire-fem år gennemsnitligt er kommet to børn mere per ansat, og at personalenormeringen, pladsen og økonomien desværre ikke følger med den udvikling. Pladsmanglen og det urimeligt høje støjniveau, der følger med, har stor indvirkning på både ansatte og børn. Især de store børn kan ende deres sidste år i børnehaven som løver i bur. Stærke, vilde og lidt svære drenge på fem-seks år behøver ikke at være mere end to til tre stykker, før de er i stand til at rasere en hel børnehave og gøre livet surt for de mindre og mere rolige børn. Sådanne store unger kender alle børnehaver til, og de bliver et stort problem, hvis der ikke er albuerum til, at de kan prøve kræfter med hinanden. I hverdagen ender alt dette i en klassisk ond cirkel, hvor børnene råber højere og højere for overhovedet at blive hørt, og hvor Tomas og Joakim bliver mere og mere aggressive og indestængte, fordi der ikke er plads og ressourcer til, at de kan få afløb for deres energi og indre konflikter - ikke engang på legepladsen, som også er lille. Normalt ville man forvente, at en arbejdsplads godt kan fungere på reservetankene, selv om en ansat eller en leder er væk, selv om et par børn kræver ekstra opmærksomhed, eller selv om økonomien i en periode er stram. Men i min børnehave er en stor del af tankene brugt op for længe siden. Arbejdspresset har været stort i for lang tid. De ansatte er transformeret om fra omsorgsfulde pædagoger til råbende gårdvagter. Der har i lang tid været for mange børn, for få vikarer, for meget støj, for megen sygdom og for store kommunikationsvanskeligheder mellem forældre, pædagoger og ledelse, siger mine kolleger med tunge skuldertræk. I løbet af et år sagde hele det faste personale på den anden børnehavestue, Blå Stue, op. Og sådan er status i mange institutioner, hører jeg fra vikarer, studerende på gæstevisit og ledere og pædagoger fra andre institutioner. Og de kære forældre, ja de vil jo bare gerne gøre det så godt både for deres afkom - men også for sig selv. Den nye forældregeneration er effektivt blevet karikeret i Politiken gennem den forvirrede, tragikomiske og selvcentrerede figur Nynne. Alenemoren Nynne sidst i trediverne vil både realisere sig selv gennem arbejde, holde sig evig ung, leve livet til fulde, forbruge til dankortet gløder og samtidig drømme om det rolige familieliv med datteren Bjørg og en eller anden mand. Af denne moderne generations dobbelte ambition spirer nogle problemer. Der viser sig nemlig det mønster, at flere og flere forældre har svært ved at få en hverdag til at hænge sammen, hvor de både kan dyrke en turbokarriere og tage sig af deres børn. Børn går sjældent den lige vej til målet. De skal lære, og derfor træder de ofte ved siden af vejen og ud i mudderet - gerne uden støvler på. Børn kræver langsomhed. Måske er forældrene ofre for en tidsånd og en samfundsanordning, der med Anders Fogh Rasmussen i spidsen hylder effektivitet, høj arbejdsmoral, resultater og god økonomi? Eller måske er de en generation, der selv har opdyrket disse hurtighedens idealer som en reaktion mod deres egne forældre og disses idealistiske løshed, og dermed dem, der nu har valgt Anders Fogh som leder? Som ansat synes man i mange tilfælde, at de moderne forældre overfører et handlekraftigt og facitorienteret verdenssyn på deres børn og på børnehaven. Når børnene skal hentes, skal vi ansatte ofte kunne opremse en række aktiviteter, deres børn har indgået i for at få smilet frem. At Magnus egentlig bare har siddet lige så stille og leget med Legoklodser for sig selv det meste af dagen, fordi det var det, han havde mest lyst til, er ikke en populær kommentar. Det skal helst være mere ambitiøst og udbytterigt. Noget med en tur i byen, et stort maleri, en hel serie af perleplader eller måske endda skoleforberedende aktiviteter som tal- og bogstavindlæring. På mange måder er jeg selv som en tilskuer på sidelinjen. Jeg mærker også de hårde arbejdsdage præget af mangel på ressourcer. Støjniveauet får hyletonerne til at stå i kø, og stress, afmagt, og hyppige feberture får hoved og ben til at blive tungere og tungere, som dagene går. Og jeg glæder mig selvfølgelig også over gode dage med glade børn og voksne. Men som udgangspunkt er jeg jo bare universitetsstuderende. Jeg er ikke, som forældrene, på arbejdsmarkedet og mærker ikke de pulserende krav herfra og de nødvendige valg, der måtte følge i kølvandet på et sådant liv. Jeg har heller ikke børn, dvs. jeg ved i princippet ikke, hvordan jeg selv ville reagere, hvis mit barn ikke så ud til at trives i børnehaven. Jeg er heller ikke fuldtidsansat pædagog, jeg har trods alt kun femten timer - så heller ikke her kan jeg udtale mig på faglig fast grund om det virkelige pres fra forældre, ledelse og en for stor børneflok. Og i sidste ende er jeg heller ikke leder og ved ikke så meget om, hvad man kunne gøre for bedre at takle de voksende administrative krav og samle de ofte modsatrettede interesser hos de mennesker, man både skal lede og repræsentere. Men som observatør forstår jeg ikke, at flere og flere i den nye forældregeneration i højere og højere grad vælger at betale sig fra den opgave, der primært må være deres egen, nemlig opdragelsen og nærværet med deres børn. På den måde betaler man sig vel også fra at være i berøring med det inderste i sig selv; at følge med i, være en del af og præge sit barns udvikling? Børn kan vel ikke få for meget af deres forældre? Og hvorfor er det mig som pædagogmedhjælper, der får glæde af børnenes mest vågne timer? Og mig, der oplever mange af hverdagens solstråleoplevelser med andre folks børn. Fantastiske oplevelser, som forældrene selv burde have fremkaldt og nydt? Når forældrene undviger nærmiljøets rammer og dyrker drømmen på arbejdsmarkedet, lægger de det ubærlige ansvar over på pædagogernes skuldre at leve andre menneskers indre værdier ud. Og børnene opdrages til, at de ligesom deres forældre i højere grad skal finde et menneskeligt indhold i de ydre værdiers verden; en verden, hvor det vigtige er, hvilket legetøj man leger med, og hvor mange vers af Mariehønen Evigglad man kan udenad - og ikke en tryg, hjemlig verden, hvor man bare accepteres som den, man er. Måske vi burde tage konsekvensen af et galoperende højeffektivt samfund, hvor den nye forældregenerations individualister (Nynne-generationen) blot er bannerførere for en række fremtidige generationer af samme støbning - bl.a. min egen? Derved bør vi anerkende pædagogernes voksende arbejdsbyrde samt nuværende og fremtidige centrale rolle i opdragelsen af samfundets børn og tilføre institutionerne mange flere økonomiske midler - hvad de har stærkt brug for under alle omstændigheder. Eller også må politikere og arbejdsgivere lægge sig i selen for at skaffe bedre vilkår for de mange familier, der både dyrker børn og karriere? Desværre kunne konsekvensen af disse løsninger være, at forældrene benyttede de friere rammer til at arbejde endnu mere, og børnene dermed kunne se frem til ikke kun at få morgenmaden serveret i børnehaven, men også godnathistorien. Debatten skal i hvert fald tages. Men i jagten efter rentable løsninger må forældrene ikke vige uden om den basale eksistentielle overvejelse: Er det karrieren eller børnene, der skal sætte dagsordenen i mit liv? Debattens kerne handler vel i bund og grund om viljen til at tage ansvaret for egne valg på egne skuldre. Især det vigtigste af alle: at sætte børn i verden.