Mona Hatoum fik sit gennembrud i 1980'erne som politisk kunstner. Hendes navn var knyttet til den politiske del af kunstscenen i London, og hendes værker kommenterede Vestens forhold til den tredje verden og emner som krig, imperialisme, eksil, racisme og overvågning. I slutningen af 1980'erne tog hendes kunst en ny drejning. Hun trådte ud af rollen som øjenvidne til storpolitiske begivenheder. I stedet for at tage udgangspunkt i det aktuelle og give sin mening til kende i provokerende performances og et grænseoverskridende formsprog, begyndte hun at kommentere menneskelige forhold på en mere almengyldig og eksistentiel måde. Det skete sideløbende med, at hun opprioriterede det æstetiskes egen udtrykskraft og udviklede et kunstnerisk udtryk kendetegnet ved formel enkelhed og præcise konstruktive greb. Lige siden har Mona Hatoums værker haft et særligt og til tider næsten klassisk vingesus. I dag opfattes Mona Hatoum således snarere som en humanistisk engageret kunstner end som en decideret politisk kunstner, fordi hun i sjælden grad evner at få det skulpturelle og æstetiske til at gå op i en højere enhed med såvel et eksistentielt og humanistisk som et politisk engagement. Bringes hendes navn i dag på tale blandt kunstnere og kunsthistorikere, er det med den respekt, der passer sig for en kunstnerisk ledestjerne, der finder afgørende nye midler til at sætte billeder på virkeligheden, og hvis værker rummer en uimodståelig æstetisk tiltrækningskraft. Den aktuelle historiske virkelighed er altid til stede som tema og referencepunkt i Mona Hatoums værker. Hun afbilder dog sjældent virkeligheden direkte, men arbejder snarere med tingenes og materialernes fysiske og betydningsmæssige aspekter. For Mona Hatoum udgør begivenheder og fænomener derfor ikke motiver i traditionel forstand. De udgør snarere et råstof, som hun kan bearbejde og kombinere på overrumplende måder, så 'virkeligheden' genopstår i forvandlet form. Af samme grund synes hendes værker på én gang at befinde sig fjernt fra den kendte virkelighed og at ligge den ganske nær. Mange af de former, objekter og materialer Mona Hatoum anvender, er vi fortrolige med fra hverdagslivet. De bærer deres fortidige eksistens med sig ind i hendes værker som en grusom og uafrystelig erindring, der ofte giver en nøgle til værkernes betydning. Tag f.eks. de to stålgynger, som Mona Hatoum har ophængt over for hinanden og så tæt ved hinanden, at de ville slå deres skarptslebne kanter mod hinanden, hvis nogen satte dem i bevægelse ('Balançoires en fer', 1999). Objekterne associerer til børnenes leg, men også til barberbladets skarphed og lemlæstende kollision. Således forvandlet bliver genstande fra barnets hverdag til en dyster metafor for vold, sammenstød og gensidig destruktion - et æstetisk skarptmejslet billede med glidende overgange mellem de eksistentielle og politiske betydningsniveauer. Mona Hatoum er - som Gertrude Stein sagde om kubisten Picasso - 'en samtidig', der forstår, hvad der er samtidigt, mens de samtidige endnu ikke ved det, og som derfor er i stand til at skildre den moderne verden på en måde, som den aldrig er blevet skildret før. Nu er Mona Hatoums udgangspunkt selvfølgelig et ganske andet end Picassos. Som mand skulle han ikke først overvinde den store barriere af fordomme, som selv i dag spænder ben for, at en kvinde anerkendes som en virkelig 'stor kunstner'. Valget af Mona Hatoum til Sonningprisen er således også en anerkendelse af, at vi kan takke kvindelige kunstnere for mange af de sidste 50 års nybrud i kunsten. Picassos og Hatoums udgangspunkt er dog også forskelligt i en dybere forstand. Picasso var spanier og arbejdede i kubismens år i Paris. Han var nok en udlænding blandt fremmede, men dog en europæer blandt europæere. Anderledes med Mona Hatoum. Hun er opvokset i Mellemøsten og har derfor følt sig mere fremmed i forhold til den europæiske kultur, hun senere blev konfronteret med. Hun er født i Beirut af palæstinensiske forældre, som var blevet tvunget til at leve i eksil i Libanon. Hun voksede derfor op med en ambivalent følelse af at være hjemme og hjemløs på samme tid. Da hun i 1975 som 23-årig tog til London, forhindrede borgerkrigens udbrud i Libanon hende i at vende tilbage til sin familie. Hun besluttede da at søge ind på et kunstakademi i London, hvor hun har boet og arbejdet siden. Efter fire år på et mindre kunstakademi blev hun optaget på The Slade School of Art fra 1979 til 1981. Det var i disse år, at Mona Hatoum udviklede et stærkt politisk engagement. Hun engagerede sig i feministiske grupper, og hun begyndte at undersøge magtens strukturer og at analysere, hvorfor hun følte sig »so out of place«, som hun engang har udtrykt det. Andethed, forskydning og marginalisering - det har altså været nøgleord lige fra starten. Hvad kunstverdenen angår, er Mona Hatoum for længst blevet budt velkommen i de toneangivende institutioner. Hendes værker har optrådt på talrige udstillinger rundt omkring på kloden. Hun har haft en soloudstilling på Tate Gallery i London i 2000 og deltaget på den prestigiøse Documenta 11 i Kassel i 2002. Hun har deltaget på biennaler i så forskellige lande som Korea, Egypten og Spanien. I dag kan man møde Hatoums værker i førende museers samlinger: Tate Gallery i London har en større samling af hendes værker, og hun er også at finde i bl.a. Kunstmuseum Basel, The Museum of Modern Art i New York, Centre Georges Pompidou i Paris, The National Gallery of Canada og Moderna Museet i Stockholm. I Danmark har Louisiana og Arken Museum for Moderne Kunst erhvervet værker af hende. Mona Hatoumstidlige værker var dog alt andet end 'museumsstykker'. En del var performances og dermed flygtige værker, som kun har overlevet i form af dokumentation. Hatoum opførte dem ofte kun én gang, nogle gange i gallerier, andre gange til bedste for tilfældigt forbipasserende på gaden. Andre af hendes værker var temporære installationer, ofte med adresse til aktuelle konflikter mellem Israel og palæstinenserne. Hendes performance 'The Negotiating Table' siger meget om den billedskabende og fysisk pågående karakter, som kendetegner hendes performances fra 1980'erne. På et bord flankeret af to tomme stole og oplyst af en enkelt projektør lå hun tre timer ubevægelig, indsvøbt i plastik og gaze og dynget til med indvolde som et dødeligt såret offer. De tomme stole reducerede magtens mænd til rene abstraktioner, hvis eneste kendetegn var deres fravær fra kampzonen. Dette fravær føltes så meget desto mere påtrængende på grund af lydsporet med politiske ledere, der fra et sted i det fjerne talte om 'fred'. Det er imidlertid ikke kun mennesket i sine politiske og historiske roller, der optager Hatoum, men også dets fysiologiske eksistens - mennesket som krop. Hendes interesse for kroppen og spørgsmålet om overvågning finder sammen i en syntese i videoinstallationen 'Corps Étranger' fra 1994. Her er det, som i performanceværkerne, kunstneren selv, der lægger krop til. Videoen viser kroppens indre hulrum optaget med et endoskop. På lydsporet høres kropslyde og hjerteslagets puls. Kameraet skanner hurtigt hen over hudens overflade i et mikroskoperende close-up, trænger derpå ind i kroppen og søger aggressivt gennem forskellige åbninger: mave, tarm, skede. Et resumé af videoens indhold forklarer dog ikke, hvorfor værket fremkalder et sug af angst i mellemgulvet. Denne virkning hænger nøje sammen med Mona Hatoums sans for at opbygge rumlige ambienter (det rum der omgiver en skikkelse, red.). 'Corps Étranger' er organiseret som et rum, en installation, ikke som en konventionel projektion på et lærred. For at se videoen må beskueren træde ind i en trang, mørk celle, der omslutter én tæt og beskyttende, men også opslugende. Optagelserne af kroppens slugter og huler projiceres ned på gulvet, så éns blik drages mod billederne som mod afgrunden. Det er, præcis fordi de projiceres på gulvet, at kropsåbningerne synes at åbne nedad og true med at opsluge én som en altfortærende livmoder. 'Corps Étranger' viser en anonym krop, der har mistet legemets form. Den fremtræder på en gang truende og truet. Den har mistet hudens beskyttende hylster, er blevet til et uigenkendeligt organ stillet til skue for et testende blik. 'Corps Étranger' er en krop, der er blevet fremmed for sig selv og sårbar i forhold til det videnskabelige øje, der undersøger den og overskrider dens grænser. Mona Hatoums værker er nok næret af personlige erfaringer med overvågning, eksil og migration, men styrken i hendes værker ligger i, at hun altid filtrerer det private fra, så det, der står tilbage, er et subjektivt udsagn om almene vilkår. Sådan er den store kunst altid gået til værks. Tag 'Light Sentence' fra 1992: I det mørklagte udstillingsrum bevæger lyset fra en nøgen elpære sig langsomt og ildevarslende op og ned. Pæren kaster et uroligt lys på den U-formede indhegning af trådbure, der omkranser den, så burenes skygger flakker som fantomgitre hen over vægge og gulv. Som beskuer er man tvunget til at færdes i rummets periferi, det vil sige uden for indhegningen. Her fanges man ufrivilligt i skyggernes hvileløse og uberegnelige spil. Den faste grund synes at skride under ens fødder og al stabilitet at forsvinde. Mona Hatoum er en mester i sådanne psykologiske og symbolske forvandlinger af rum og objekter. Det gælder ikke mindst buret, et af hendes tilbagevendende motiver, som hun altid lader med referencer til fangenskab, internering, begrænsning, kontrol, undertrykkelse eller tvang - frihedens dæmoniske modsætninger. Det er også typisk for hende, at hun får tingene til at tale mindst lige så meget til kroppen som til øjet. Da hun i 1996 udstillede i Kunsthalle Basel, tegnede hun hele Jordens overflade op på udstillingsrummets gulv med glaskugler. Ved at placere kortet direkte på gulvet lagde Hatoum op til, at publikum skulle gå på det. Det var imidlertid klart for enhver, at det ikke var muligt at betræde 'landjorden'. Næppe ville man have sat fod på den, før man ville skride og falde på underlaget af løst sammenskubbede glaskugler. Bevæge sig kunne man altså kun på 'søvejene', som bestod af det bare gulv. I Mona Hatoums miniatureverden var naturens vante orden ophævet; det stabile var blevet ustabilt, og det flydende fast; jorden var usikker; fast grund under fødderne en umulighed. Den erfaring af eksistentiel ustabilitet og permanent undtagelsestilstand, som Mona Hatoum har bragt til udtryk i værker som 'Light Sentence' og 'Map', deler hun med så mange, at den må betragtes som en almen moderne erfaring. Som den palæstinensiske forfatter Edward Said skrev om eksilet, er der »... lige uden for grænsen mellem 'os' og 'outsiderne' ... det farlige territorium for dem der ikke hører til. Det er der, hvortil folk blev forvist i tidligere tider, og hvor vældige menneskemasser opholder sig som flygtninge og hjemstavnsfordrevne personer i den moderne æra«. Det, Mona Hatoum udtrykker, er dermed ikke blot den moderne erfaring af splittelse, fremmedgørelse, dissonans og angst, som har været en fast bestanddel af de vestlige kunstarters eksistensanalyser siden slutningen af det 19. århundrede. Det giver kun mening at se hendes værker i forlængelse af denne tradition, hvis man samtidig holder sig for øje, at de også skiller sig markant ud fra den og med stort kunstnerisk overskud føjer noget nyt til den. Det gør de ved yderligere at tematisere forhold som ødelæggelse, marginalisering, eksklusion, trusler, tvang og tortur. Således var det lys, der lyste beskueren i møde i Hatoums installation 'The Light at the End' (1989) ikke frelsens lys for enden af tunnelen. Det viste sig ved nærmere bekendtskab at være gloende varme rør, der kunne brænde huden af ind til knoglerne. Tilsvarende forholder det sig med installationerne 'Homebound' og 'Sous tension' (Arken) fra henholdsvis 2000 og 1999. De 'bånd', der her forbinder et udvalg af et hjems faste inventar til et lukket kredsløb, er i realiteten strømførende ledninger, der får de elektriske pærer, som er fanget under sier, dørslag og rivejern, til at lyse op med tilsyneladende vilkårlige mellemrum. Samtidig fyldes rummet med summende og knitrende lyde, der viser sig at være den forstærkede lyd fra elektriciteten, der løber gennem kredsløbet. I Mona Hatoums foruroligende fortolkning af hjemmet er trygge og stabile omgivelser transformeret til et fjendtligt miljø - en højspændt farezone. Det er, fordi Hatoum ser på Europa udefra, at hun har kunnet finde så distinkte og - også i en kropslig forstand - bevægende udtryk for de 'nye' europæeres erfaring af at eksistere på den usikre grund mellem flere kulturer og aldrig rigtig føle sig hjemme i nogen af dem, hverken i den, man forlod eller flygtede fra, eller den, man er endt med at blive en del af. I et interview siger hun: »... i almindelighed handler mit arbejde om min oplevelse af at leve i Vesten som en person fra den tredje verden, om at være en outsider, om at optage en marginalposition, blive udelukket, defineret som 'anden' eller som en af 'dem'«. Mona Hatoum, som vi hædrer i dag, bør ikke kun takkes for den række af enestående værker, som hun har skabt til dato, og som hun lykkeligvis er ung nok til at gøre meget længere. Hun skal også æres for det eksempel, hun har sat for andre ved at udvikle et kunstnerisk sprog, der taler klart og indtrængende om flerkulturel identitet og om kulturel andethed som en væsentlig dimension i den europæiske selvforståelse.