»Tilgiv dem. For de ved ikke, hvad de gør!«. Disse berømte sidste ord hører vi atter - i Mel Gibsons omdiskuterede film om Jesus' sidste timer. Men filmen giver intet, absolut intet i retning af at hjælpe os til at forstå, hvordan en dødsdømt mand, endda under selve henrettelsen, kan finde på at sige den slags. Platons 'Sokrates' forsvarstale' er i øvrigt en forgænger på netop dette punkt, og hermed er der ikke insinueret, at Jesus havde læst Platon. Men Jesus talte uden tvivl græsk. Det viser den nyere Jesusforskning, idet tømrerne omkring Nazaret, hvor der blev bygget til den store guldmedalje, både for romerne og for den jødiske overklasse, havde græsk som fagsprog. Og evangelierne blev skrevet på græsk - af jøder. Men ordene: »Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!« er sikkert originale, enten sagt af Jesus eller forfattet af evangelisterne. Lad os nu bare glemme den diskussion om Jesus kontra evangelister og gå ud fra, at det var sådan, Jesus sagde, i øvrigt helt i tråd med meget andet han sagde. Man kan og bør dog tvivle på scenografien i såvel evangelierne som Mel Gibsons film. Hvorfor skulle Jesus dog se op på himlen og råbe, når han snakkede med sin gud, som han udmærket vidste var i det indre? Og selv hvis vi accepterer dette: Hvorfor skulle Jesus dog bede sin gud tilgive sine fjender, når det centrale i hans budskab ikke var Guds tilgivelse, men at vi mennesker skal tilgive hinanden? Man kan imidlertid meget nemt forestille sig, at ordene har været henvendt til de disciple, som var til stede: I skal tilgive mine bødler. De aner ikke, hvem de henretter og hvorfor! Det giver mening. Det er et budskab, endda et dobbelt budskab. I skal tilgive. I skal ikke være fulde af had og hævntørst. Hvorfor? Fordi det er det bedste for jer. Had og hævn forgifter sjælen. Og det var netop Jesus' hele virksomhed at redde sjælen, og ikke samfundet. Og at uddanne, så at sige, sine disciple til på sine vegne at redde andre folks sjæl, uanset hvad disse ellers havde bedrevet af mord, hor og svindel. For de ved ikke, hvad de gør. Det er her, Mel Gibsons film intet har at tilbyde. De romerske soldater piner og torturerer Jesus, mens de opfører sig som en samling sadistiske rockere, der har alle tiders festdag. Kunstnerisk knækker filmen her. Der er nærmest tale om amatørteater fra provinsen. Pilatus derimod får tildelt en rimelig grad af psykologi. Han er som romersk statholder i krise på grund af de mange jødiske oprørsforsøg. Næste oprør, så falder hammeren - er den besked han har fået oppefra. Og nu befinder han sig i en sandwich mellem det jødiske hierarki og pøbel på den ene side og Jesustilhængerne på den anden, som bare få dage før havde sat Jerusalem på den anden ende med deres modtagelse af Jesus. Pilatus prøver til det sidste at afværge henrettelsen af Jesus, som han anser for at være lidt af en religiøs tosse, men ikke nogen trussel mod romerne og samfundsmagten. Det jødiske hierarki fremstilles derimod uden nogen tvetydigheder. De øverste præster er stenansigter. Hårde, bestemte, viljestærke, onde, ubarmhjertige. Jesus skal afskaffes, færdig! At der faktisk var uenighed i Ypperstepræsternes Råd, at Jesus faktisk havde sympatisører her, ser man kun i et enkelt lille glimt, hvor et rådsmedlem protesterer mod processen som ulovlig, fordi ikke alle er indkaldt - hvorefter han gennes ud. Jesus' ord om, at de ikke ved, hvad de gør, kommer til at stå i skærende kontrast til virkeligheden. De ved sandelig godt, hvad de gør. De vil have Jesus fjernet fra deres samfund for altid. Og fra Jordens overflade. Men hvad har Jesus mon ment med, at de ikke vidste, hvad de gjorde? I den forenklede kristendom, som Gibsons film er et udtryk for, må det vel være: at Jesus var Guds søn. De vidste ikke, at de henrettede Guds søn. Og at det oven i købet var den guddommelige plan, at de skulle gøre det. Nu er den forenklede kristendom jo baseret på efterfølgende skrifter og kirkelige dogmer, og ikke på historisk korrekthed. Så den har ikke det problem med dette, som visse af os andre har, nemlig at Jesus jo slet ikke gik rundt og proklamerede, at han var Guds søn. Guds søn-figuren optræder kun helt sporadisk i evangelierne og uden nogen endelig bekræftelse fra Jesus selv. Det er Peter, der siger, at Jesus er Guds søn, og Jesus bliver rørt over denne kærlighedserklæring og fortæller ham, at han har haft en åbenbaring. Så det er disciplene og ikke Jesus, der skaber Guds søn-figuren. Det ser vi også på, at andre folk spørger Jesus, hvorfor hans disciple hævder, han er Guds søn - og svaret er prompte: »Ved I ikke, at der står skrevet: I er alle guder!«. Wouw, pouw! Det er et af de stærkeste steder i evangelierne. I er alle guder. Sikke et budskab, og jeg tvivler på, at nogen præst kan prædike over det i dag. I er alle guder! Med andre ord og i moderne sprog: I besidder alle sammen det potentiale, som jeg har realiseret. Det var - efter min mening - budskabet, det fuldstændig revolutionære budskab. Og nu forstår vi, hvorfor den gode Jesus var en trussel imod den tids præsteskab og samfund. Ypperstepræsternes position som samfundets øverste var jo netop baseret på, at »I er overhovedet ikke guder, I er ikke engang tæt på guderne. Men det er vi«. Og de var godt og grundigt irriterede på Jesus, denne landprædikant som rejste rundt og fortalte folk, at de kunne realisere det skønne og gode i deres liv. Han fortalte endda, at de skulle holde op med at bekymre sig om fremtiden og i stedet stole på, at alting var helt i orden, hvis de bare gav slip og fandt deres himmerige. Uanset hvordan vi mener, det gik til, så var Jesus i alt fald en trussel, en meget stor trussel. Og uanset hvad han selv mente, han gjorde, så mente ypperstepræsterne noget helt andet. De vidste ikke, hvad han gjorde, og hvad han ville. De så på Jesus ud fra deres egne magtpositioner og deres eget verdensbillede, og alle hans ord og gerninger fik det til at gyse i dem. De så bruddet med konventionerne, som nu nok er overdramatiseret i evangelierne og i legenden, for Jesus holdt faktisk på, at man skulle følge loven og skikken - men han tilføjede, at deri lå ingen frelse. Frelsen, den virkelige lydighed mod Gud, var noget derudover. Altså en klassisk konflikt mellem konventionel religion og levende religion, som ikke bare Jesus var oppe imod, men før ham alle profeterne, og efter ham masser af såkaldte helgener og mystikere, som blev falsk anklaget for at ville nedbryde religionen. I den europæiske middelalder er processerne mod den tyske Meister Eckhart (1300-tallet) og den spanske Juan de la Crux (1600-tallet) begge et resultat af samme nonsens. Eckhart var en førende franciskanermunk, som prædikede, at Gud kunne opleves i hjertet, altså i enhvers egen bevidsthed. Han døde i fangenskab, efter at Vatikanet havde kendt en række af hans udtalelser for kætterske. Eckhart skrev noget af den første litteratur på tysk, og hans prædikener (om 'at blive sig selv') overlevede i århundreder i undergrunden. Juan de la Crux blev pint og tortureret i fangenskab hos jesuitterne og døde der, men har efterladt sig noget af den smukkeste og mest ekstatiske religiøse poesi, som er skrevet i en europæisk-jødisk sammenhæng siden Højsangen. De fleste uautoriserede mestre gennem tiderne har, når de har virket inden for en religiøs sammenhæng, holdt på, at man skulle overholde religionens bud. Det var bare ikke nok. Nok måske til at være et pænt menneske. Men ikke nok til at se det virkelige lys. Jesus var hverken oprører imod den jødiske religion eller den romerske statsmagt. Alligevel blev han behandlet som en oprører. Man kunne simpelt hen ikke overskue konsekvensen af at have en mand gående rundt, som var konge for nogle af indbyggerne, også selv om han sagde: »Mit rige er ikke af denne verden«. Ja, at hans rige var alternativt, gjorde det måske endnu værre. Dertil var samfundet for hierarkisk og hegemonisk. Der var Gud foroven, så kom kejseren i Rom eller ypperstepræsterne, alt efter hvordan man så på det. Men det var et styre oppefra og ned, og ypperstepræsterne var derfor selv latente oprørere imod kejseren. Kampen mellem romerne og de jødiske præster var en kamp imellem to hierarkier, og vi ved, at der ingen løsning blev fundet på den konflikt, andet end udslettelsen af den jødiske stat. Kampen mellem romere og ypperstepræster på den ene side og Jesus og hans tilhængere på den anden var en helt anden konflikt. Romerne regerede over et stort multinationalt, multikulturelt og multireligiøst rige, og derfor så Pilatus ikke noget problem i Jesus, så længe han fortalte folk, at de skulle »give kejseren, hvad kejserens er«. Men Pilatus skulle også respektere de jødiske præsters multikulturelle rettigheder, og de vejede i sidste ende mere end en enkelt religiøs tosse. Derfor blev Jesus henrettet, selv om den romerske statholder mest var imod. Lad os nu se på disse überpræster, hvis mørke stenansigter bliver de virkelige bødler i Mel Gibsons film. Men überpræsterne må have været ganske ude af sig selv. Her kommer Jesus og hans tilhængere og laver ravage midt i påsken, årets store religiøse højtid. Han erobrer øjeblikket fra dem, som mener sig berettiget til det i kraft af deres aristokratiske, religiøse og juridiske position. De har følt sig pint og tortureret, de har følt sig korsfæstet, helt ind til den rygmarv, som bestod af viljen til magt. Der er ingen, og slet ikke præster, som ønsker at udføre sin magt som mørke stenansigter. Nej, man vil hyldes af folket. Man vil tale kloge ord til folket, som lytter i ærbødighed. Man vil have, at respekten skal komme frivilligt fra folket. Og her stod en tømrersvend, oven i købet en aramæisk- talende fra Galilæa - og ham blev der lyttet til af store skarer. Han fik respekt, selv om han ikke have nogen autoriseret magt. Han var en trussel. Hvad ville han? Det vidste man ikke. Han sagde selv, han bare ville hjælpe folk, og at han ikke havde nogen politiske ambitioner. Men det kunne überpræsterne ikke tro på. For dem handlede det om ambitioner og magt. Og derfor vidste de ikke, hvad han gjorde. Og derfor vidste de heller ikke, hvad de selv gjorde, da de lod ham henrette. For i deres øjne var det ham, der pinte og torturerede dem. Det var ham, der korsfæstede dem. At de lod ham henrette var i deres egne øjne en lovlig forsvarshandling over for en stor trussel imod religionen og samfundet. Det var på en måde slet ikke Jesus, de henrettede, men en monster-Jesus i deres egen forestilling. Og så kan man med god grund sige, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Og det er Gibsonfilmens store svaghed, at præsternes indre konflikter aldrig kommer til udtryk. Derfor kan vi ikke forstå, hvad Jesus mener, når han siger, at de ikke ved, hvad de gør. For vi kan jo selv se, at de meget vel ved, hvad de gør. Og derfor kan vi heller ikke med Gibsons film forholde os til, at vi selv er potentielle korsfæstere. Og derfor er filmen en art religiøs billedbog for børn. Moderne store børn, der godt kan tåle at se oceaner af vold - men åbenbart ikke tåle at se ind i menneskers psyke. Korsfæster vi da hinanden i dag i fredelige Velfærdsdanmark? Ja. Nogle gange piner og plager vi hinanden, ikke fordi vi vil pine og plage den anden, men fordi det, vi gør, og måske oven i købet det, vi er, bliver en pine og en plage for den anden. Men kuren er, og det har den altid været, at træde ud af sine egne sko og se den anden, som den anden ser sig selv. Først da ved man, hvem man henretter, eller hvem man vælger ikke at henrette. Überpræsterne dengang kunne ikke et øjeblik drømme om at træde ud af egne sko og over i Jesus' sko. Og i dag kan folk, der har konflikter med hinanden, som regel heller ikke tage det spring. Tilgiv os, for vi ved ikke, hvad vi gør.