I betragtning af hvor definitivt et punktum man skulle tro, loven om fri abort fik sat i 1973, og hvor massivt mange danskere der støtter den, er det interessant at se, at halvdelen af os alligevel finder selve indgrebet etisk problematisk (Gallupundersøgelse, Kristeligt Dagblad, 13.6.03). Det er der en grund til. Abortproblematikken handler om andet og mere end den formelle anerkendelse af retten til at lade sit svangerskab afbryde. Den handler om følelser, om hvad et menneske dybest set er for noget, og hvad der gør livet værdifuldt. Men for at kunne diskutere de her ting, må vi for et øjeblik hæve os over det evindelige grøftegraveri, hvor alle er optagede af, om de andre nu er for eller imod den fri abort. Vi må insistere på at diskutere de livsholdninger, det menneskesyn, som kommer til udtryk i loven og i abortindgrebet selv. Dette er udgangspunktet for nærværende Kronik. Abortproblematikken stiller på det mest grundlæggende menneskelige niveau spørgsmålene: Hvordan skal vi forholde os til livet, til den menneskelige eksistens? Hvori består menneskenaturen? Dermed udgør den en paradigmatisk problemstilling, der som ingen andre koncentrerer vores forhold til disse spørgsmål. I abortens praksis er der med andre ord manifesteret et konkret svar på, hvad et menneske er, og hvordan vi skal forholde os til livet. Og som alle andre valg og handlinger former og forandrer også abortindgrebet os som mennesker. Spørgsmålet er: På hvilken måde er vi da forandrede? Min opfattelse af problemet med at vælge aborten frem for barnet er, at man dermed lader afgørelsen af, om livet er værd at leve, afhænge af sin konkrete situation og de livsplaner, man har lagt, altså en række i realiteten 'ydre' forhold. Og det er simpelt hen ikke det dybest mulige plan, vi kan forholde os til menneskelivet på, ligesom det heller ikke er på det plan, vi dybest set forholder os til andre mennesker eller os selv. At underkaste vores forhold til livet, og dermed til os selv, en kontrollerende, rationaliserende og livsplanlæggende tankegang er en underkendelse af vores egen menneskelighed, vores følsomhed som mennesker. Det er i abortindgrebets bagvedliggende idé, dets psykologiske og etiske grundtræk, man finder ud af, hvordan det forandrer os. Den følelsesmæssige reaktion efter en abort er af forståelige grunde svær at håndtere, og det er mit indtryk, at en typisk reaktion er at lukke dén dør bag sig for at kunne gå videre i sit liv, for at kunne fungere. Men hvad sker der, hvis man i stedet går den anden vej? Den norske forfatter Britt Karin Larsen har uforfærdet udforsket sin egen aborterfaring ('Du er alligevel til', 1990). Det første chok ramte hende allerede, da graviditeten blev konstateret, og hun pludselig oplevede at stå uden fremtid. Alle planer måtte suspenderes, indtil hun havde fået 'genplanlagt' sit liv. Afvejningen af bekymringen over alder, arbejde, økonomi, partner, familie m.v. mod det, hun inderst inde ønskede - at 'tage en vild chance' og få barnet - fyldte det hele. En uønsket graviditet er et møde med 'livets uventethed', hvor det liv, der åbner sig med et barn, og alt hvad deraf følger, afviger fra de forestillinger, man har gået og gjort sig. Livet virker pludselig uforudsigeligt, ude af kontrol, og for at genvinde kontrollen skal man træffe et valg. Britt Larsen mærker i sin egen forventning om, hvordan beslutningen skal træffes, at den frem for noget skal være velbegrundet. Også det at vælge barnet bliver noget, der skal begrundes. Konfronteret med kravet om begrundelse viger hun tilbage fra at tillægge sin indre fornemmelse, som jo 'bare' er en fornemmelse, alt for stor autoritet, og udfordres ligefrem af en påtrængende idé om, at det, der adskiller mennesket fra alle andre skabninger, er, at mennesket tænker sig om, ræsonnerer, planlægger, tager hensyn til situationen. Som om det menneskelige udelukkende består i at handle rationelt, fornuftigt. Og det særligt hårfine ved dette endimensionelle krav om begrundelse er, at det ligger som en stemning i samfundet. Det er ikke noget, nogen myndighed har besluttet, det er en underforståethed mellem mennesker. Konsekvensen af kravet om begrundelse er bl.a. - som i Britt Larsens tilfælde - at det at vælge livet bliver forbundet med dyb usikkerhed på fremtiden, og omkring hende nærer folk den samme tvivl: Ingen tør råde hende til at vælge livet - og det er livet, hun dybest set vil rådes til! Det er lettere at råde til døden, for døden forpligter ikke. Men over for alle fornuftens argumenter kan samvittigheden kun svare - sig selv. Den er ikke et raffineret ræsonnement, den er kun en følelse, en indre kraft, som man skal turde leve sit liv på. Og når tabet - sorgen, skyldfølelsen - når et punkt, hvor det bliver umuligt at leve med, ligger det ligefor at omdefinere det, så det bliver til at holde ud. Tabet - aborten - tilføjes et rationelt fundament, illustreret af en iagttagelse, jeg har set en anden kvinde gøre sig: »Jeg talte med min læge, der var fantastisk til at få det vendt til, at jeg havde udvist stor ansvarlighed ved at afbryde en graviditet, der ikke var ønsket«. Nok falder der ro over hendes traumatiske oplevelse, men desværre tror jeg, det sker på bekostning af hendes følelsesliv. I disse betragtninger ligger de første skitser til det psykologiske, etiske og i sidste ende samfundsmæssige problem, der for mig at se er forbundet med en provokeret abort. Når vi vælger at abortere barnet, fordi det er det fornuftigste i situationen - hvilket ifølge alle undersøgelser faktisk kendetegner folks motiver til at vælge abort - lukker vi døren til den anden mulighed, nemlig at der er andre indre autoriteter i os end vores evne til at rationalisere. Ved at omsætte ideen om, at livets afgørende valg udelukkende skal begrundes rationelt, i faktisk handling, spejler vi en rationaliserende livsindstilling ind i os selv. Og det betyder reelt, at vi lader denne livsindstilling forme os som mennesker. Hvis man med udgangspunkt i den rationaliserende livsindstilling tilsidesætter en indre vished, så underkender man i realiteten sin egen dømmekraft, man nedsætter sin menneskelige følsomhed. Hvis man i praksis demonstrerer, at 'ikke enhver har eksistensberettigelse', hvilket man gør med en abort, så kan man ikke samtidig forvente at have sin egen fornemmelse af eksistensberettigelse til rådighed. Sådan er bevidstheden simpelt hen ikke indrettet. Og da menneskelig udvikling springer af éns selv, modarbejder abortindgrebet vores fornemmelse af indre vækst, af livskraft. Britt Larsen forbinder således sorgen over det tabte barn med billedet af et træ i blomst, udsigten fra fjeldene, lyden af havet, musik - alt det mirakuløse i livet; aborten er en livskraft, som gik tabt i hende selv. Problemet angår altså intet mindre end vores kontakt med os selv, vores følelse af liv, vores gang på jorden. Stemningen i et abortindgreb 'afslører' sig ved, at den rationaliserende livsindstilling hele tiden er orienteret imod en påstand om tilværelsens usikkerhed. Eller anderledes formuleret: Abortvalget er typisk en reaktion på en underliggende ængstelse. Britt Larsen beskriver entydigt aborten som en sejr for angsten - angsten for at handle ufornuftigt, for sig selv, ja for selve livet. »Det, jeg fortryder mest i livet, er de ting, jeg ikke turde. De lykkeligste øjeblikke kom af chancerne, jeg tog, angsten, jeg overvandt«. At overgive sig til den rationelle tænknings enevælde for at fastholde tilværelsens forudsigelighed er ikke kun noget, som finder sted på et individuelt niveau. Kampen for orden og forudsigelighed er et definerende træk ved det moderne samfund, og det indebærer både socialt og psykologisk en udgrænsning af samvittighedens autoritet. Nok er denne forskydning i vores menneskesyn et alment og langtfra entydigt historisk fænomen, men det er en udvikling, som på afgørende vis er båret frem af abortens liberaliseringsproces. Den konstante insisteren på retten til fri abort skygger for det faktum, at både kvinder og mænd faktisk kommer forandrede ud af en abort. I forsøget på at spore de institutionelle implikationer af den psykologiske sammenhæng mellem aborten og den menneskelige følsomhed kunne man jo f.eks. sætte den i relation til vores moderne pasningskultur. Alle véd, at børn, især i deres første tre leveår, har brug for tryghed og kærlighed. Det er grundlaget for, at barnet får en sikker forbindelse til dets egen eksistensberettigelse, en solid følelsesmæssig forankring i verden. Og er dét først forstået, bliver diskussionen om, hvem af forældrene der sørger for hvad, sekundær, ligesom samfundets forpligtelse til at sikre, at alle forsørgere får mulighed for at skabe en god ramme for deres børn, hæves over diskussion. Alligevel accepterer vi, at vore børn tilbringer størsteparten af deres barndom i daginstitutioner, og vælger i realiteten bevidst - af 'fornuftsgrunde' - at give dem en dårligere start på livet, end de kunne have fået. Det gør vi jo ikke, fordi vi er onde, så forklaringen må være, at vi har en kollektiv blind plet, vi kan simpelt hen ikke mønstre den fornødne vilje over for problemet! Og det må hænge sammen med, at vi selv lider under det: Hvis vi har en nedsat fornemmelse af vores egen og andres tilstedeværelse i verden, skal der mange kræfter til for at finde ud af at give børnene den tryghed, de har brug for. Og hvad usikre, utrygge opvækstvilkår kan gøre ved et menneske, véd vi alle sammen alt for godt til, at jeg behøver beskrive det. I dét lys kunne det være virkelig befriende at påbegynde en fælles undersøgelse af den splittende effekt, aborten har haft på forholdet mellem kønnene - hvad aborthistorien tydeligt viser er tilfældet - og på forholdet mellem børn og forældre. I abortspørgsmålet problematiseres også vores forhold til sex. Der tales utrolig meget om, at vi kan sænke aborttallet ved bedre prævention og mere oplysning, og det er ingen uenige i. Men hvad om vi alle sammen startede med kun at gå i seng med mennesker, vi havde en reel forbindelse med? Et sådant synspunkt er nærmest dømt til at blive udskreget som 'nypuritanisme', fordi det tillader sig at se mennesket som mere end et driftsvæsen, men er det ikke på tide, at vi tillægger os et mere dybsindigt forhold til vores seksualitet? Og dermed et mere alvorligt forhold til os selv! Min pointe er ikke, at aborten er arnestedet for alverdens ulykker. Min pointe er, at der er en gensidig sammenhæng mellem den måde, vi betragter mennesket på, og den måde, vi behandler mennesket på. Så når vi 'praktiserer et beregnende menneskesyn ind i verden', som vi gør i abortpraksissen, så har det faktisk en effekt. Det forandrer os. Som jeg har set en kvinde formulere det: »Min abort har uden tvivl haft langt større konsekvenser for mit liv end det barn, jeg ville have fået«. Og en anden: »Jeg tænker tit på, hvad køn det ville have været, og hvilken personlighed der mangler i mit hjem. Der mangler en«. At 'mangle en' i den størrelsesorden, kvinden hér gør, må være så dyb en rystelse i éns liv, at det kan afgøre udfaldet af eksistensen, og det understreger, hvilken psykologisk tyngde aborten har. At det samtidig kan lykkes at komme stadig nærmere problemets kerne uden at måtte vige, er derimod utroligt opmuntrende. Livet får et knæk af den slags oplevelser - det er bare ikke ret tit, man opdager det, fordi de lejrer sig på dybder i éns bevidsthed, det koster utrolige kræfter at trænge ned i. Og det er vores opgave som samfund, som medmennesker, at inspirere hinanden til at gøre forsøget og insistere på følelsen af eksistensberettigelse. Men der skal meget til for at genvinde sin fornemmelse af, at man, psykologisk set, har 'ret til at eksistere'. Det kræver et holdepunkt. Og det sker, at nogen finder et sådant indre orienteringspunkt, en sikker fornemmelse af - ja, en vished om - at der findes noget i mennesket, som er stærkere end den rene rationalisering af tilværelsen. I sidste ende, bag fornuftsvældet, ligger der en mulighed for forløsning, som består i håbet om, at barnet 'alligevel er til': Selv om man ikke er religiøst anlagt, kan vejen gennem aborten lede én til et punkt hinsides smerten, hvor der venter et håb om, at barnet stadig findes, at døden så at sige ikke er det sidste ord i livet. For at nå til en dyb forsoning med oplevelsen af - for nu at formulere det meget direkte - at have anvendt døden til at sikre sin egen eksistens, tror jeg, man er nødt til at trække på noget i én selv, som er stærkere end det problem, man står over for. Noget, som i en eller anden forstand er hævet over døden. Hvad dette udødelige i mennesket er, er der givet mange bud på, og dets præcise formulering er ikke så vigtig her, men selve fornemmelsen af det er for mig at se grunden under vores menneskelige følsomhed. Og det er denne fornemmelse, aborten underkender.