I 1979 aftalte jeg med Gyldendal at skrive en bog om Georg Brandes på cirka14 ark, leveret i løbet af to år. 14 ark vil sige 448 sider. Siden voksede opgaven, de 448 sider blev til 2.820, udgivet i fem omgange, otte bind i alt, sluttende med et personregister på cirka 5.000 navne. De to år blev til 25, (til læserens beroligelse: Jeg har også syslet med andet end Brandes i løbet af denne tid). Jeg er selv ambivalent over for dette uhyrlige omfang. Faktisk er jeg bange for, at min biografi hører hjemme i Guiness Rekordbog. Den slår i hvert fald Sartres berømte Flaubert-biografi med 20 sider. Findes der andre, der er endnu længere, viger jeg gladelig pladsen. For hvad stiller den læser op, som vil læse denne uhyrlighed? Tager fri i fjorten dage eller hvad? Samtidig med, at hele dårskaben i dette projekt står mig klar, er jeg stolt af at have ført det til ende. Ikke mindst er jeg nok stolt af, at det hele er foregrebet på første side i første bind, skrevet dengang for godt tyve år siden. Læseren var advaret. Her står nemlig: »Opgaven bliver at fremstille vekselvirkningen mellem den portrætterede og de dele af samtiden, han kom i berøring med, fra familien og den elskede og udefter til vennerne, fjenderne, kollegerne, offentligheden. Hvilken bagage kom han til denne verden med? Hvordan så den verden ud, han landede i? Og hvordan spændte det livslange møde af mellem de to parter? Den historie er ny og lærerig hver gang, men ikke mindst i det foreliggende tilfælde«. Det sidste er i hvert fald rigtigt: jeg tror ikke, der er noget andet dansk levnedsløb, som kunne bære så bred en beskrivelse. Jeg tror ikke, der er nogen anden dansker, der har berørt og oprørt sin samtid så heftigt og gennem så mange år, og som samtidig selv er blevet så heftigt forandret af mødet/sammenstødet med den. Ansgar, Holberg, Grundtvig? Muligvis. I hvert fald er det en elementært god historie, jeg har at fortælle om diskrepansen (uoverensstemmelsen, red.) mellem en mand og hans tid, og hvad denne diskrepans gjorde ved tiden - og ved manden. Var læseren advaret allerede på den første side, så fattede jeg til gengæld ikke selv, hvad jeg var gået i gang med. Det gik først op for mig, da jeg arbejdede med det andet bind, som jeg faktisk havde tænkt mig skulle være det afsluttende. Det kom til at omfatte seks år af Brandes' liv. Der måtte jo et kapitel ind om hans forhold til Ibsen, og til Bjørnson, og til Drachmann, og til J.P. Jacobsen, og til Schandorph, og til Kielland og så videre. Jeg husker, hvordan sveden sprang mig på panden, efterhånden som det skred frem og fyldte. Og da jeg afleverede mit manuskript, kan det nok være, at forlaget rynkede brynene, så jeg måtte bede Sven Møller Kristensen være min sekundant under de følgende forhandlinger, hvad han var på fineste vis. Siden har forlaget sagtmodigt fundet sig i bind på bind uden at kny. I erkendelse af, at Brandes' centrale position gør det rigtigt og nødvendigt at sprænge den normale biografis rammer. Man kan ikke skrive om denne mands liv uden at inddrage nogle af de mange kilder til oplevelse og erkendelse, som han sugede så megen inspiration fra, og man må også uundgåeligt skrive om hans betydning for den samtid, der enten beundrede eller forkastede ham, og om nogle af de mange samtidige, han var i forbindelse med - og ikke mindst om, hvad reaktionerne på hans indsats betød for hans egen udvikling. Poul Møllers omstændelige licentiat, han der for lutter forberedelse aldrig kom i gang med sit værk, har været mit nyttige skræmmebillede. Det er i sandhed ukristeligt, hvad der findes af kilder til en Brandesbiografi, trykte og utrykte, slet ikke til at remse op. Hans egne værker, herunder brevudgivelserne, fylder et par meter, dertil kommer alt det utrykte i Brandesarkiverne i København og Århus, foruden andetsteds. Og da han et langt liv igennem var i stadigt nær forbindelse med så mange samtidige - fra filosoffer til de allerjævneste medborgere - i et stadig skiftende, turbulent Europa, specielt har været inspiration og anstødssten i Danmark, Norge og Sverige, men faktisk også i det øvrige Europa, i USA, Japan og Kina - og samtidig nærede en altid levende interesse for københavnsk sladder, som det fremgår af hans dagbøger, så bliver mangfoldigheden så stor, at udvælgelsen kun kan blive vilkårlig. Jeg håber, min vilkårlighed i udvælgelse af stoffet er kvalificeret, men den har været den værste plage: Hvad skal med, hvad kan undværes? Jeg elsker den detalje, der gør anskuelig, det uendeligt små, der belyser det uendeligt store, men hvor mange detaljer skal jeg tage med? Og, den anden stadige hovedpine: hvordan skal stoffet struktureres? Jeg oplever selv, at mit strukturerende princip har været fortællingen, som er en temmelig journalistisk kategori. Hvor jeg har øjnet en historie, har jeg søgt at folde den ud, i hele dens forløb. Materialet er disponeret narrativt, af indlysende grunde: for at holde læseren fanget. Når man byder ham/hende så mange sider, kræver almindelig høflighed, at de skal være rimeligt fængslende, båret af glæde ved at fortælle. Dødt stof må gøres levende, eller også må det om i noterne. Men dernæst må Brandes' vitterligt levede liv beskrives i de stadige fremstød, stadigt nye initiativer, hvori det ganske af sig selv formede sig i episk-dramatiske forløb. Det gør aktive liv. Faktisk er der så mange historier i dette lange og rige liv, også kronologisk overlappende historier, at jeg til stadighed har haft besvær med kompositionen. Den overordnede historie kommer af sig selv: Dette stædige menneske har personificeret - og styret og fremskyndet - hele det skred fra traditionssamfund ind i det moderne liv, som tiden oplevede sig kastet ud i, og jo ikke specielt af ham. Snarere vel af Tietgen og socialisterne, af næringsfrihedsloven og sløjfningen af Københavns volde og siden f.eks. af imperialismen og verdenskrigen. Men Georg Brandes var der bare hele tiden og var den vågne, der satte ord på, skabte bevidsthed, tvang til stillingtagen. Der er tale om et historisk skred ud i overrumplende og svært administreret frihed, et skred der jo har fundet sted overalt på kloden, blot forskudt i tid. Det er mig en særlig fornøjelse at indlede mit sidste bind med en kort redegørelse for, hvorfor Brandes blev så populær i Kina omkring 1920, hvor landets førende kritiker Lu Hsun blev kaldt Kinas Brandes. Hvad er detså for et menneske, der giver anledning til al denne dramatik? Den Brandes, der forhåbentlig lever i disse bind, er et dobbeltvæsen. Smidig, åben og indfølende i en utrolig grad - og rasende principfast, stædig som et æsel, aldeles uforsonlig. Hans smidighed og åbenhed viser sig f.eks., når han kan skrive med så indfølende sympati om så forskellige mænd og kvinder som Cæsar, Kierkegaard, Nietzsche, Chr. Winther, George Sand, Kamma Rahbek, Eleonora Duse og så videre, og så videre indlevende, opslugt og forelsket samtidig med, at han viser disse menneskers begrænsninger. Det sidste han har brug for er, at den, han skriver om, ligner ham selv eller har meninger i slægt med hans egne. Hvad et menneske mener om tilværelsen, er for ham lige så uvigtigt som etiketten på en flaske: Det er indholdet, det kommer an på. Livsintensiteten. Han kan om Marats morderske, Charlotte Corday skrive denne sætning, som ikke mange kunne gøre ham efter, eksplosiv af modsigelser som den er: »Hun var et rent og heltemodigt væsen med snæver synskreds og energisk, ufrugtbar ånd«. Tilsvarende når han skriver om verdenskrigen: Lige så skarpt, rasende og entydigt han fordømmer dette meningsløse og alt for vellykkede europæiske selvmordsforsøg, lige så åben er han for de forskelligste forklaringer på det. Snart beskriver han krigen som en følge af forrykt nationalisme, snart som forårsaget af visse bankers økonomiske interesser, snart af fyrsters og statsmænds ringe format, snart af en idiotisk dagspresse, snart af nogle grundskavanker i den europæiske kultur - og hvorfor skulle vel den ene forklaringsmodel udelukke den anden? Rent ideologisk er han alt andet end principfast. Han hader kristendommen, og han beundrer jesuitterne. Om nationalfølelsen kan han skrive lige så varmt som vredt. De danske sønderjyder, hvis sag under prøjservældet han gjorde til sin, kan han siden (i et brev) nedladende omtale som »150.000 hellige bønder«. Kendt er hans afstandtagen fra alt det progressive, han efter 1871 var kommet til at stå som talsmand for, og som han i 1887 nedladende omtaler som »visse arvelighedsteorier, lidt darwinisme, lidt kvindeemancipation, lidt lykkemoral, lidt fritænkeri ...«. Man kunne ikke være tryg ved ham, og det nød han. Samtidig med, at han elskede at præge verden, ville han nemlig gerne være sin egen, upåvirket af den selv samme verden: en forhåbning, der i sin umulighed forvred hans sind. Når den fremskridtets verden, han engang havde håbet på og kæmpet for, endte med at kværne sig selv ihjel i en verdenskrig, forstod han det næsten som et forræderi mod ham selv. Han oplevede sig som forrådt og skrev i sin dagbog en 'forræderfortegnelse' over de mange tidligere tilhængere, der siden var faldet fra og faldet ham i ryggen. Denne bitre gamle mand var ikke desto mindre for et utroligt antal påtrængende mennesker et idol af den art, der lokker alle møl mod lyset, mild, fuld af forståelse, hjælpsomhed og godhed, selv om de røvede hans tid. Til gengæld kunne han fare op og overfuse intetanende middagsgæster. Han skræmte mange med al denne uforudsigelighed, disse vilkårlige stemningssving kombineret med hans stædige uforsonlighed, hans ubønhørlige stejlhed. Hans første krav var kravet om sandhed: Hvis ikke skribenten er sandhedens viede præst, så er han god til at kastes på en mødding! Uafhængighed og principfasthed er det ufravigelige grundlag. Han giver ikke køb, uanset omkostningerne. Da han sidst i 1914 hører om polske pogromer mod jøder, ofrer han uden betænkning sin meget store popularitet hos det indtil nu så elskede polske folk, hvis frihedskamp han har støttet, og hvis kærlighed han har fået, til fordel for nogle ukultiverede, kaftanklædte jøder, som han ikke har den fjerneste sympati for. Det mest groteske eksempel på hans stejlhed, jeg har fundet frem, er dog vel den artikel, han skrev foråret 1919, mens der forhandledes i Versailles om den forventede genforening med Nordslesvig. Var denne artikel blevet trykt, kunne den have vakt voldsomme politiske reaktioner, f.eks. hos hans tidligere nære ven, nu hans indædte fjende, Versaillesfredens hovedansvarlige, den franske statschef Clemenceau, der identificerede ham med Danmark, hadede ham som formentlig franskfjendtlig og nok havde reageret heftigt på artiklens påstand om, at Frankrig især ville give os Nordslesvig tilbage, fordi det kunne ærgre og svække Tyskland. Politikens redaktør Henrik Cavling nægtede at trykke dette indlæg, som da også kunne have fået grimme følger for de danske forhandlere i Paris. Historien illustrerer den indædte, totalt hensynsløse stædighed, der var Brandes'. Smidighed og stædighed var hans dobbeltvæsen. Især i desidste bind har jeg oplevet mig som en bulldozer i sneen: Jo længere jeg kom, jo mere stof hobede der sig op foran mig. Lettelsen, glæden og stoltheden over at nå til vejs ende har derfor været store. Jeg må citere, hvad den unge Brandes en sommernat i 1872 skrev til vennen C. J. Salomonsen: »Endelig anbefaler jeg det at føre sine forsætter, også de små, igennem. En af de heftigste fornøjelser, for hvilken vor hjerne er modtagelig, er øjensynlig følelsen af overensstemmelse mellem det for længst ønskede og besluttede og det nu udrettede. Denne fornøjelse er stærk selv hvor det gælder bagateller ... hjertens godhed, medlidenhed, sandhedskærlighed og andre af de egenskaber, der stærkest må betegnes som gode og som udgør godheden i streng forstand, synes jeg ej man kan anbefale som midler til at udholde livet, thi de gør én mindst lige så meget ulykkelig som lykkelig. Men sådanne egenskaber som letsind, begejstring og indsnævring af energien til få og altid udførte forsætter synes mig gode dulmemidler, ja midler til nydelse«. Letsind i accept af en opgave, hvis omfang jeg intet begreb havde om, da jeg begyndte, voksende begejstring efterhånden som opgavens væsentlighed blev mig klar, nødvendig indsnævring af energien til at løse den - alt det har været gode dulmemidler, ja midler til nydelse. Min fortælling slutter med hans død i 1927. Spørgsmålet om hans arvtagere har jeg ikke taget op. Almindeligvis nævnes 'de kulturradikale' - et ganske bredt begreb - som inspirerede af ham. Det er de utvivlsomt også, blot er der den forskel, at han afskyede enhver form for organiseret bevægelse, mens de fleste kulturradikale har fundet det naturligt at finde sammen med ligesindede i en organisation eller et parti. I grunden var der vel nok så meget af hans rebelske og anarkistiske ånd og hans urolige lidenskab i 68'ernes blomsterbørn - hvis negative forhold til den borgerlige dannelsestradition til gengæld ville have fortørnet ham. Husk, at denne oprører, som det dannede borgerskab forargedes så stærkt over som nedbryder af al overlevering, vel er den dansker, der har skrevet mest - i hvert fald mest indlevet, indsigtsfuldt og smittende - om hele den europæiske kulturarv.