Gennem min cirka 30-årige interesse for den store engelske lutspiller og -komponist, John Dowland, har jeg netop de sidste par år været så heldig at bemærke opsigtsvækkende opdagelser, der har kastet lys over mange af de gådefulde omstændigheder ved Dowlands otte-årige ansættelse hos Chr. IV. FØRST OG fremmest er det musikforskeren Peter Hauges fund af et brev fra 1602, stilet til Dowland, der bekræfter, hvad man før næppe har turdet antyde: Dowland var spion. Eller der lå i hvert fald en officiel engelsk forventning til ham om at levere visse vigtige økonomiske og politiske oplysninger fra Danmark videre til England. Hauges undersøgelser er grundige og inspirerende, de mange artikler vil snart kunne fylde en bog. Den eneste lille tilføjelse jeg har kunnet bidrage med, er en alternativ fortolkning af en passus i forordet til Dowland's 'Third and last Booke of Songs', der udkom mens Dowland var ansat i Danmark. Her taler komponisten i en art billedsprog om sine nye sange - han håber, siden de nu har overlevet farlige have og skarpe klipper, at de ikke vil grundstøde på negativ kritik. Hvordan Dowland end er havnet i Danmark, må han have krydset Kanalen, eller, i farligste fald, Nordsøen. Ingen af disse farvande byder på muligheden for nærkontakt med skarpe klipper. Det er derfor jeg kom til at tænke på Chr. IV's berømte togt til Nordkalotten i 1599, som eskadrekaptajn på det hurtigtsejlende mellemskib 'Victor'. DOWLAND KOM til Danmark i slutningen af 1598. Da Chr. IV - eller 'Generalkaptain Christian Frederiksen', som han under trussel af dødsstraf forlangte at blive tituleret - i foråret 1599 stævnede ud på vej mod Rusland, via Nordkalotten, med en konvoj af krigsskibe, har der været musikanter blandt besætningerne. Først og fremmest blæsere, der kunne sikre kommunikationen skibene imellem i tilfælde af tåge, men det er højst tænkeligt at Dowland med sit lille, let transportable instrument har haft æren af at spille til taffels i messen. Det synes under ingen omstændigheder logisk, at en internationalt kendt kunstner, der netop var blevet ansat med en gage, der var sammenlignelig med en admirals, ville blive ladt tilbage, når kongen ville rejse. Fra et senere tidspunkt findes der et kancelli-brev, hvori kongen kraftigt opfordrer nogle forsinkede musikere til at støde til ham i en vis fart, hvis de da ikke har lyst til ganske pludseligt at befinde sig indlogerede i det Blå Tårn. Besætningen på 'Victor' talte også Chr. IV's yngre bror, Hertug Ulrik, der i hemmeligholdelsens navn benævntes 'Mat Ulrik', samt forskellige andre notabiliteter, f.eks. den senere rigsadmiral, Mogens Ulfeldt, der var vicekaptajn. Skipperne hed Christoffer Gullikssøn og Mikkel Nep, kokken Hans Bülow, og styrmanden hed Anund fra Trondheim. Præsten var magister Anders Bentsen Dall, og kongen havde været så fremsynet at sørge for en russisk tolk, Borkhart Gertssøn. Besætningen har været på et sted mellem 200 og 240 mand. Eskadren talte 12 andre skibe, der dog ikke havde så store besætninger, ej heller kunne de skyde en så imponerende fart som 'Victor', der ofte utålmodigt måtte vente på de andre. GRUNDEN TIL den nykronede dansk-norske konges pludselige rejselyst var et nytegnet, hollandsk kort, der havde fået Nordkalotten farvet svenskergul. »Det skal være løgn!«, tænkte Christian - og det blev det: Norske forskere, som f.eks. Lars Roar Langslet, mener, at det er Chr. IV's togt i foråret 1599, der reddede Nordnorge fra at være en del af Sverige i dag. Togtet var således som udgangspunkt rettet imod et misforstået, svensk overherredømme, men den unge konge fik primært hænderne fulde af hollændere og engelskmænd, der var på gale veje, set fra et dansk synspunkt, forstås. SPECIELT I forholdet til England fik turen og den unge konges hårdhændede fremfærd svære politiske konsekvenser, som det illustreres af det omtalte brev til Dowland: Stadig i 1603, fire år efter rejsen, var der diplomatiske kurrer på tråden mellem de to lande. To dagbogsskribenter var med på togtet, nemlig Jonas Carisius, sekretær, samt adelsmanden Sigvard Grubbe. Deres skildringer har givet stof til flere skønlitterære værker, først og fremmest Thorkild Hansens: 'Jens Munk'. I denne bog nævnes det, citeret efter Carisius, at kongeskibet 'Victor', hvor Dowland utvivlsomt gjorde tjeneste, efter kongens ordre nådesløst jagtede engelske skibe, og afæskede kaptajnerne informationer ved brug af tommelskruer. »Uden at kende farvandet styrede han lige løs på englænderne med det resultat, at 'Victor' løb kølen op i et blindt skær og fik en svær læk under vandlinjen. Skibet stod stille med et saadant ryk, at der gik omkuld hveranden mand, som var derpaa ...«. Englænderen blev, trods 'Victor's grundstødning, indhentet og opbragt, og besætningen lagt i jern. Chr. IV forstod ikke engelsk. Afsenderen af det spionbrev Hauge har fundet, diplomaten Stephen Lesieur, 'Gentleman of her Majesty's Bedchamber', som hans titel var, kom til Danmark i slutningen af samme år for officielt at protestere mod kongens behandling af de stakkels englændere. Lesieur beretter, at han var henvist til at tale hollandsk med kongen. Dette medfører, at Dowland højst sandsynligt har været nødt til at påtage sig det ubehagelige hverv at tolke de pinte søfolks forklaringer. Dowland havde tilbragt nogen tid i Tyskland, men mestrede også latinen. Under Lesieurs besøg i Danmark har han givetvis gjort Dowlands bekendtskab, og de engelske forventninger til Dowland, der fremgår af spion-brevet, giver god mening, når vi antager at Dowland virkelig har været med på ekspeditionen, og oven i købet dybt involveret i overgrebet mod landsmændene: De havde noget på ham. Sørejsen har således uundgåeligt været uønsket og dybt traumatisk for Dowland, hvilket reflekteres i hans bitre bemærkning om farlige have og skarpe klipper. Mere specifik kunne han naturligvis ikke være, da det jo var en tophemmelig flådeoperation. PÅ HJEMVEJEN fra dette, i hvert fald fra kongens synspunkt, meget succesrige togt, opstod imidlertid et problem: Vejret. Konvojen var blevet opholdt af tåge, afvekslende med storm, ifølge Hansen, og først i det øjeblik en sort kat blev sendt fra borde i en balje, bedredes vejrsituationen. Nu havde jeg gennem tiden læst mange forskellige kilder og gendigtninger om dette glorværdige togt, og katten var der altid. Gennemgående kunne man læse, at katten tilhørte en af de medrejsende 'instrumentister', som havde 'erhvervet' sig den fra en russisk-samisk troldkvinde. Erhvervelsen foregik på den måde, at musikeren i sidste øjeblik stormede op ad landgangen med katten i favnen, mens dens oprørte 'mor', same-heksen, humpede bagefter, uden at kunne nå op på landgangen, før den blev taget. Hun råbte, hvad der tydeligvis var en række skældsord og forbandelser efter skibet, og tyven fik åbenbart bondeanger og kastede et halvdalerstykke ind til hende som betaling. Ikke nogen helt ringe sum, men om kællingen overhovedet har kendt til penge, eller haft mulighed for at bruge dem, er højst tvivlsomt. Betalingen skulle nok nærmest tjene til at undgå den ret strenge straf for tyveri, som håndhævedes i flåden: Hængning. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spekulere på, om det var Dowland, der på denne måde havde søgt at supplere sit lager af strenge til lutten. Disse var normalt fabrikeret af fåretarm. Dowlands samtidige, W. Shakespeare, lader på et tidspunkt en af sine personer fundere over det paradoksale i, at et så uæstetisk produkt som fåretarme frembringer en så himmelsk lyd på lutten. I mangel af får på Nordkalotten kunne Dowland muligvis have haft skumle hensigter med hensyn til genbrug af katten, der ifølge Grubbe var »... meget større end vore sædvanlige danske katte«. DENNE TEORI måtte imidlertid kasseres, da den norske universitetsbibliotekar og hekseforsker, Rune Hagen, venligt tilsendte mig sin artikel fra 1999, 'Kongen, katten og presten'. Sort, lang og langhåret var den - muligvis lignende arten 'norsk skovkat'. Heraf fremgår det, at det var 'Hornblåseren', der stod for rekrutteringen af monstret. Derfor måtte jeg naturligvis straks frikende Dowland for enhver mistanke om mulig påtænkt kattemishandling. Hagen er gået tæt på de to kilder omkring togtet, og tegner et nærbillede af kattens afbrudte rejse med 'Victor'. Faktisk blev kongen og den nypåmønstrede, russiske muse- og fugle-jæger ganske gode venner. Men vejret forhindrede den længe attråede hjemrejse, og folkene var overbeviste om, at det var den stjålne kat, der havde pådraget skibet same-heksens forbandelse. Men kongen holdt meget af det charmerende dyr, så ingen turde vippe det overbord. Det var først, da 'Victor' den 17.juni hang fast i en mærkelig blanding af afvekslende tåge og storm, at der alvorligt skumledes mod dyret, der så muntert kravlede i takkelagen. De morsomme katte-falbelader resulterede i uhellig besætnings-latter under gudstjenesten - og dermed var kattens skæbne beseglet: Den måtte væk. Kongen, som hidtid havde holdt hånden over sit nye kæledyr, måtte nødtvungent give skibspræsten ret: Den måtte være en djævelens udsending, siden den med sin gøglen kunne bespotte selve gudstjenesten. NU SKULLE DER holdes rettergang over det usalige kræ! I dag lyder det underligt, men i 1500-tallet var det ikke ualmindeligt at anlægge sager mod ulve, hunde og vildsvin, der havde forvoldet ulykker på mennesker, der rangerede højest i hierakiet af Guds skabninger. Domsafsigelsen overlodes til styrmanden Anund, der som næsten lokal var mest angst for sameheksens trolddom. Han dømte straks katten til døden ved drukning i havet. Carisius bemærkede undrende: »Det var mærkeligt at se, at fra den tid, da det blev omtalt at katten skulle kastes ud, blev den så stille og krøb sammen, ligesom den forstod, hvorom man talte«. (Et lignende fænomen har nærværende kronikør oplevet i nyere tid, da min sydfynske katteejer-genbo skulle flytte til Sverige og ikke var til sinds at ofre karantæne-foranstaltninger på projektet. Katten gættede alternativet, fattede straks en plan C og flyttede ind hos os, hvor den havde 13 gode, danske år). Men nu trådte kongen i karakter og udøvede sin traditionelle magt til at benåde en anklaget undersåt. Der var ganske vist ikke tale om, at katten kunne forblive om bord, dertil var argumenterne om helligbrøde for overbevisende. Derfor blev katten vel sat fra borde, men på kongens ordre ikke på den hurtigste vis: En stor balje, med mad og vand, og den land og formilde sin samiske hekse-mor. Og, så snart katten var drevet væk, fik 'Victor' » ... vejr efter vor vilje«, ifølge Carisius. KAN VI HERAF uddrage, at den ellers så barske, unge søhelte-konge i virkeligheden var et følsomt, dyrevenligt gemyt? Det kan ikke udelukkes, men kongens hensynsfuldhed over for den afmønstrede kat kunne også skyldes erindringen om storesøsterens oplevelser cirka ti år tidligere. Prinsesse Anna skulle giftes med den skotske konge, Jacob VI, der senere skulle blive valgt også til engelsk konge, under navnet Jakob (James) I. De havde udvekslet portrætter, og glædede sig gevaldigt til formælingen. Efter at have rundet Skagen blev den kongelige brudeflåde imidlertid af en skrækkelig orkan tvunget i nødhavn ved Flekkerø, syd for Kristianssand. Trods mange forsøg lykkedes det ikke at stævne ud mod Skotland. Man var ved at gøre forsøg på at returnere til København, da Jacob pludselig stod i Norge. Han havde fået den lyse idé at benytte sig af medvinden. Parret blev gift, og tog sammen til Kronborg for at fejre hvedebrødsdagene. Det var almindeligt antaget, at det var hekseri, der var skyld i naturkatastrofen: Hverken danske eller skotske hekse bifaldt alliancen. Om det var, fordi de selv havde dronninge-ambitioner, er selvfølgelig ikke til at vide, ej heller hvorledes de var i stand til at koordinere deres onde anslag på begge sider af Nordsøen. De havde jo hverken internet eller post og telegraf, men åbenbart en datidssvarende form for hekseri, der virkede lige så godt. Under alle omstændigheder blev der af begge landes øvrigheder, så snart dønningerne havde lagt sig efter stormen såvel som efter brylluppet, foranstaltet undersøgelser blandt kendte hekse. Det var artige ting der kom frem: seks hekse fra Fejø, samt tre fra København, havde fremkaldt storme i lerpotter, og sendt en specielt ubehagelig djævel ved navn 'Langvinus' afsted efter eskadren i en tom øltønde. Alle ni blev levende brændt i 1590, på Københavns daværende rådhusplads, mellem Gammeltorv og Nytorv. HELE HEKSEAFFÆREN havde gjort stort indtryk på skottekongen, der senere, som engelsk monark, skulle gøre hekseforfølgelser til sin mærkesag. Jacob var selv vidne til et forhør af heksen Agnes Sampson, der tilstod at have været med til at skabe uvejret: Satan havde lært heksene at kaste katte i havet for at påkalde vinde, der kunne sænke skibe. Så Chr. IV's beslutning om, at den sorte kat under ingen omstændigheder måtte kastes i havet, forekommer nu umiddelbart mere forståelig, fra et praktisk synspunkt: Det var jo ikke ligefrem mere storm, han havde brug for.