Kære venner. På denne plads vil jeg gerne gøre mig lystig over nogle tildragelser, som berører mig, rent metaforisk, i mit arbejde som praktiserende læge. Det pointerer jeg, for jeg er ikke ude på at håne dem, som 'det går ud over', da de hverken er kulturradikale eller gamle kommunister, tværtimod - eller for den sags skyld udøve en alvorlig kritik af deres virke. Det hele er ment som en lille opmuntring, midt i den grå hverdag. Apropos grå hverdag. Tilgiv en kort anmærkning om min dagligdag lige nu, hvor der i den aldrig standsende rækkefølge af børneundersøgelser, penicillinkure, kræftdiagnoser og blærebetændelser, de hurtige filmklip af glæder og sorger, der kører nonstop foran lægens øjne, tegner sig et andet billede af en omsiggribende sjælelig armod: Mennesket vantrives. Patienterne møder i stigende grad op med symptomerne på et vanskeligt liv. Kærligheden fungerer ikke, de gamle er ensomme, børnene savner nærhed, pigerne får anoreksi eller tager en overdosis Panodil, omsorgen er reduceret til mobilens kolde stål mod øret. Folk, der er nedslidt af et hårdt arbejdsliv som slagteriarbejder eller rengøringsassistent, kan ikke forlade arbejdsmarkedet, men bliver kastet ud i lovbefalet arbejdsprøvning, aktivering og kurser i jobsøgning. Mange bliver fyret fra job, som de samvittighedsfuldt og med stor dygtighed har udført og perfektioneret gennem årene. En morgen ligger en konvolut og venter på skrivebordet: På grund af strukturændringer i forvaltningen ser vi os nødsaget til bla, bla, bla ... Fire breve med en lidt anden ordlyd ligger på fire andre borde den morgen. Er der en forbindelse mellem de bortdømte? Har de taget af kassen? Er de medlem af en hemmelig terrororganisation? Nej, de har lige fejret deres 50-års fødselsdag. Hvad vedkommer det lægen? Jo, da det første chok har lagt sig, kommer kroppens svar: Jeg er ligesom ikke mig selv, doktor. Jeg ryster på hånden, når jeg løfter kaffekoppen. Jeg kan ikke falde i søvn. Jeg vågner midt om natten gennemblødt af sved. Jeg er svimmel, jeg har diarré, ondt i ryggen, mavesmerter. Mit hoved er ved at sprænges, er det en svulst? Langsomt daler selvfølelsen og livsglæden, mens blodtrykket stiger, og det vegetative nervesystems kvælende autonomi omslutter personligheden. Den før så glade sjæl efterlades som et dirrende bundt symptomer dér i stolen over for mig uden at forstå, hvad der er sket, og uden at vide, hvad jeg ved venter forude: mavesår, hjerteinfarkt, apopleksi, depression, død. Slut med al dyster tale. Det var ikke det her, vi skulle snakke om. Det handler om lægelivets 'opløftende' sider. Vi vil synge en hymne til en lille flittig hær, der i al slags vejr marcherer ind i vores klinikker, og mellem fodvorter, hæmorider og brok gengiver os optimismen og den humor, der i vores barske metier viet til sygdom bliver eliksiren, der værner os mod at ende i den samme suppedas som patienterne. Vort emne er lægemiddelindustrien, dens heroiske forsøg på at sælge produkterne - gennem os! - og de levende forposter, konsulenterne. Det begyndtemed Viagra. Nej, det er ikke sandt, det var nogle år før. Det begyndte med hormonerne til at mildne kvinders overgangsalder, som ethvert firma med respekt for sig selv havde på repertoiret dengang. Indtil de for nylig kom i alvorlig modvind, og salget styrtdykkede. Vil du være en klimakteriemakrel? Slut med Helgers hedetur. Den, der smør' godt, kør' godt. Gør ham glad igen! Det handlede om sex. Annoncerne havde været igennem de smarte reklamebureauers vridemaskine, forfattet af unge mænd, for hvem ordet 'klimakterium' hørte hjemme i en fjern galakse i en science fiction-film. Teksterne var draperet med billeder af før og efter-typen, rynkede madammer med poser under øjnene, bryster, der nåede gulvet, og et opgivende blik - eller modstykket - de der særlige modeller, som bruges af varehuskatalogerne til de store størrelser, lidt buttede, velplejede, omkring 35, farvet gråhåret for at illudere ældre og placeret sammen med den lige så gråhårede mand af golfspillertypen, begge smilende, anbragt i en særlig fotografisk positur, hvor han kigger selvsikkert ind i kameraet, mens hun betragter ham, henført beundrende. Alt det er historie. Hormonel substitution, som det hedder i fagsproget, er for tiden ude i kulden og må pænt vente på sin næste optur. Men ellers begyndte det med Viagra. Et amerikansk lægemiddelfirma lagde dette guldæg rettet mod en af menneskehedens store svøber, en sygdom, der forpester livet for de ramte og deres nærmeste, forvandler kærligheden til en gold ødemark og hæver skilsmisseprocenten faretruende. Det begyndte med Viagra, og en dag stod konsulenten fra det store firma i vores klinik med brochurer, middagsinvitationer, foredragsaftener, udflugter og rejser, 'bestilte' videnskabelige artikler med lovprisninger af præparatets fortræffelighed og mangel på bivirkninger; alt det junk, der følger i kølvandet på et nyt lægemiddel. Og ikke at forglemme lægemiddelprøverne. Det handler om erektil dysfunktion. Fagets betegnelse for ikke at kunne få den op at stå. Damen med Viagra var en midaldrende, rødmosset kvinde med bumset hud, som talte som et vandfald, viste plancher, gestikulerede, spyttede og hvæsede 'erektil dysfunktion' ud, mens hendes ansigtsfarve nærmede sig violet, hver gang hun sagde ordet. Vel ikke den bedste reklame for pillen. Eller måske netop. Her måtte Viagra til. I vores klinik er vi ikke puritanere. Nogle lægeklinikker forbyder besøg af konsulenter, fordi de er bange for at blive påvirket til at udskrive bestemte lægemidler. Sådan har vi det ikke. Hver tirsdag kl. 11 er der sat en halv time af til industrien. Vi lytter til budskabet og ser på varerne. Og har vores sunde fornuft i behold, når konsulenten haster videre til den næste klinik med sin kuffert. Det var sådan en tirsdag formiddag sidste år. Jeg var færdig med en patient og ville kalde den næste ind. En vidunderlig duft slog mig i møde fra venteværelset. Kender De fornemmelsen. Man går gennem parfumeafdelingen i Magasin: Cacharel, Louis Vuitton, Yves Saint Laurent, Chanel no. 5. Ekspedienterne smiler imødekommende. Som fuld narkose i parfume og kvindeblikke. Sådan var det. Sygdom dufter ikke. Den rådne stank af belagte mandler. Lugten af gammel sved hos den afklædte influenzapatient. Den sure lugt af svamp i skridtet. Sygdom er ikke pæn. Imellem patienternes triste skare sad en yndig kvinde med en blank læderkuffert. En smuk blomst fra det rosenflor af purunge piger, som firmaerne sender os midaldrende læger med grånende tindinger og begyndende demens. Kom indenfor, smilede jeg. Hun satte sig i patientstolen, kastede det lange lyse hår tilbage over en nøgen skulder bortset fra en millimeterbred bh-strop, lagde benene over kors og afslørede et velformet knæ under kjolen, der forsvandt op ad låret; hun fugtede læberne med tungen og smilede. Jeg mærkede en varme i mellemgulvet. Jeg vil gerne fortælle om vores nye tablet mod erektil dysfunktion. Jamen, vi har jo Viagra. Jo. Men vores pille virker i længere tid, faktisk op til 24 timer. Jeg sank en klump. Rejsning i 24 timer? Hvad så med priapisme? (Priapisme: Patologisk rejsning, som kun ophæves ved kirurgisk indgreb. Fører ubehandlet til koldbrand i penis og amputation). Hun smilede overbærende. Rejsning er mulig i 24 timer. Men det kræver selvfølgelig seksuel stimulation. Først nu lagde jeg mærke til den stramme udskæring, der kun lige dækkede brystvorterne. Se nu her! Hun begyndte ivrigt at blade i en mappe med plancher af gennemskårne peniser i forskellige grader af rejsning, og kurver som skulle vise, at hendes pille var bedre end konkurrentens. Hun talte sig varm om forspil og stimulation, mens to røde pletter bredte sig på hendes silkekinder. Vi synes selv, vi har fundet på et godt navn. Den hedder Ziakis. Hva' mener du? Af alle åndssvage navne på lægemidler havde jeg sjældent hørt noget så tåbeligt. Det lyder godt, sagde jeg. Hun lænede sig ind over bordpladen, min fysiske barriere mod patienterne. Brysterne var faretruende ved at trille ud af deres usikre leje. Hendes hede ånde pustede mod min trommehinde, idet hun hviskede: Ziakis. Sig ja, Kis. Smart, ikke. Man glemmer det aldrig. Hun faldt tilbage i stolen, og brysterne forsvandt i sikkerhed. Har du brug for en prøvepakke? Varmen fra mellemgulvet steg som en raket opad, og jeg rødmede som en hummer, der kastes levende ned i en gryde kogende vand. Hvad bildte hun sig ind. En mand på toppen af sin ydeevne. Til patienterne, selvfølgelig, lo hun. Vi vil også gerne forære dig en fyldepen, med vores logo, billedet af den første kendte erigerede penis fra et hulemaleri i Provence. Og med dit eget personlige navnetræk i guld. Hvem brugte en fyldepen i dag. Hun kunne lige så godt have foreslået at tatovere mit navnetræk på min egen personlige 'fyldepen'. Ja tak, svarede jeg. Sådan én kan man altid bruge. Tak for i dag. Hun rejste sig. Hendes duft ramte mig med fornyet kraft. Et øjeblik overvejede jeg at flå en tablet ud af pakken og kaste mig over hende. Man fraterniserer ikke med sine patienter, men etikken nævner vist ikke noget om lægemiddelkonsulenter. Selv tak. Jeg rakte hende hånden. På vej ud knitrede kjolestoffet mod den udspændte hud som små elektriske eksplosioner. Et modbillede blænder med smertelig kraft min indre nethinde. Et par øjne rammer mine. De er uden glans, matte, der er en underlig vantro i dem. Ansigtet er bekymret. Kroppen er lille, maven er opspilet og kompromitterer brystkassens hivende forsøg på at trække luft ned i lungerne. Barnet hviler det store hoved, som det ikke længere har kræfter til at bære, mod sin mors bryst. Hun vugger forsigtigt den spinkle krop. I næste billede er vejrtrækningen ophørt. Moren vugger det døde barn. Kameraet panorerer bagud. På en tør slette, hvor støvet hvirvler op for den mindste brise og fylder ansigterne med et gråt pulver, sidder så langt øjet rækker sorte mennesker, ubevægelige bortset fra lungerne, der arbejder som blæsebælge. Alle venter. På det samme. Døden. Jeg sidder og ser fjernsyn. Det er en udsendelse om den berømte dokumentarfilm fra 1984, som åbnede verdens øjne for hungerkatastrofen i Etiopien, og ikke mindst spilede musikeren Bob Geldorfs øjne op og fik ham til at handle, fordi statslederne i deres kyniske selvgodhed og magtbrynde, og deres kujonagtige afhængighed af de multinationale kooperationer, heriblandt medicinalgiganterne, undlod at handle, lukkede øjnene eller kiggede bort. Han samlede, som en Aragorn, sin hær af rockmusikere. Og ... resten af historien er velkendt. Det bekymrede ansigt. Som læge kender jeg det. Hos det lille barn er det et klinisk tegn. Det ligner en eksistentiel bekymring, men en sådan betydning er forkert at læse ind i et spædbarns begrænsede personlighed. Det bekymrede ansigt er et fysiologisk signal, som naturen har givet barnet som en mulighed for at vække omgivelserne. Det er nu, der skal handles. Børn kan skrige, græde, knytte næverne, grimassere. Men bekymringen er et faresignal. Her lurer døden lige om hjørnet. Og lægen bliver helt. Det svære astmaanfald, en sprængt blindtarm, lungebetændelsen, den alvorlige hjertefejl, hvor øjeblikkelig indgriben er nødvendig. Ilt, antibiotika, drop, kunstigt åndedræt, hjertemassage. I den moderne verden er det en selvfølge. Et par skud penicillin til nogle få kroner og en pose vand med salt og sukker var nok til at frelse de små børn i Afrika. For en enkelt Viagras pris kunne en håndfuld redde livet. Jeg slukker fjernsynet. En kvalme bevæger sig op fra mavesækken. Min strube snører sig sammen. Jeg kan ikke få luft. I panik vakler jeg over stuegulvet og flår terrassedøren op. Vinternattens kolde luft redder mig fra kvælningsdøden. Jeg ser en slette i Afrika, hvor mørket sænker sig over tusind og atter tusind sorte hoveder. Af mine lungers fulde kraft råber jeg ud i det sovende villakvarter: Sig nej, Kis. Fy for helvede.