»Proletarer i alle lande, forener Eder«, lød det fra Marx og Engells i 1848. I dag gjalder en anderledes version ud over det ganske land: Forbrugere fra nær og fjern: Come together. Opfordringen kommer fra det nye shoppingcenter Field's i Ørestad. 'Fields of Shopping'. 'Come together'. Men hvorfor skulle man tage til Field's for at være sammen? Er der noget, der gør centret specielt velegnet til samvær - og i så fald til hvilken form for samvær? Hvad siger det om kulturen, at et indkøbscenter vælger netop dette slogan? Og hvilke rammer har Field's skabt som grundlag for, at vi skal komme hinanden ved? Rammerne først. Jeg tager en tur derud med metroen. Sammen med en hel masse andre. Så vidt, så godt: We come together. Og together maser vi os ind gennem døren. Jeg har læst på lektien. Hjemmesiden giver løfter om »nye muligheder«, »stor åbenhed over for nye trends«, »nye butikskoncepter«, garanti om »en shoppingoplevelse, der sætter helt nye standarder« og »nytænkning i det store format«. 'Denmark will never be the same again', lyder reklamen for det engelske stormagasin Debenhams. Og oven over det hele blinker sloganet 'Come together'. Field's er en kæmpe kasse. I lyse materialer og med vinduespartier rundt omkring, men stadig en kasse. Når man kommer fra metroen, træder man ind i et lyst rum med højt til loftet, gennemsigtige elevatorer og rullende trapper, der skaber dynamik i rummet. Det er effektivt og relativt overskueligt; overalt er folk i bevægelse, og man har et klart indtryk af flow. Jeg går en runde og kigger på rummet mellem forretningerne. Come together. Holder det? Opfordrer rummet til samvær? Er der plads til andet end at bruge penge? Eller er det kun forbruget, man kan være sammen om? Den dominerende rumtype er gangen eller 'gaden'. Gangene er relativt brede, og i hjørnerne vider de sig ud, men de bliver aldrig til afgrænsede opholdssteder, aldrig til torve og pladser, der indbyder til, at man stopper op og holder en pause fra indkøbene. Der er nemlig ikke nogen steder, man kan sidde ned - gratis pauser er ikke formålet med opholdet. Gangene er, som gaderne i byen, det funktionelle led i strukturen; her bliver man en del af strømmen; her styres man effektivt videre. Flow af kunder betyder flow af penge. I modsætning til gaden eller gangen er pladsens funktion flertydig. Den er valgmulighedernes og opholdets sted. Men i Field's er der ingen pladser; centret lider af decideret 'pladsmangel'. Der er 'fields of shopping', shoppingmarker - oversigtsplanen minder netop om effektivt udstykket landbrugsjord, Jylland set fra oven - men det skorter på come-together-fields. Det skorter på rum til fri leg og fri hvile. Jeg talte omkring 60 frie siddepladser mellem forretningerne i et center med tusindvis af kunder. Field's bryder således med den ellers fasttømrede centertradition for torvelignende pladser og bænke til fri afbenyttelse. Sandsynligvis for at undgå - som det er sket for mange andre centre - at mindre købedygtige grupper skal bruge stedet som varmestue. Vil man sidde ned, må man gøre det på anden og øverste etage, også kaldet Fields of Pleasure. Dér skal man betale for det, som gæst på et af de 17 spisesteder »med inspiration fra hele verden«. På hjemmesiden kalder de det »en hel etage til alt det, der gør livet sjovt, sanseligt og spændende (...) det er nytænkning i det store format (...) det er 'come together' i stor skala, for det indbyder til samvær og timevis af fælles oplevelser«. Eller sagt med mere nøgterne ord: Det er en food-court efter amerikansk forbillede, hvor man kan få burgere, sandwich, grillkyllinger, shawarma, pizza, pasta, is og kaffe. Mere mainstream kan det næsten ikke blive. Og arkitektonisk går det helt galt på øverste etage. Det enkle, lyse og funktionelle fra indgangspartiet er blevet til rundtosset postmodernisme med søjler og gulvbelægninger, lys- og loftsdekorationer i så mange forskellige udformninger og materialer som muligt. Tak for caffe làtte. Fields of Pleasure byder desuden på Danmarks største fitnesscenter (hvor man kan come together på hver sit løbebånd) og et stort legeland for børn, Capella Play. Her kan mor og far parkere deres unger (for 25-60 kroner i timen), så de selv kan fokusere 100 procent på de store indkøb (og, som der står i parentes: Alle børn skal ledsages af en voksen - man skal ikke nyde noget af, at horder af børn kommer anstigende uden voksne forbrugere i kølvandet). I Capella Play ikke bare leger børnene i de dertil indrettede faciliteter, de lærer også at blive gode shoppere. Der er Mini Field's, »for mindre børn som elsker at lege shopping«, og der er Capella Forældre adgang forbudt shop, hvor man som 8-årig kan spendere sine lommepenge. At et shoppingcenter gerne vil have folk til at lægge nogle gysser, er der imidlertid ikke noget odiøst ved. Selvfølgelig vil de det. Det interessante er måden, hvorpå de prøver at forføre folk til at gøre det. Forførelse er en helt grundlæggende ting ved shoppingkulturen, og forførelsens midler kan sige meget, ikke bare om shoppingcentret, men også om det omkringliggende samfund. Lad os underkaste Field's forførende midler en nærmere analyse. Først er der ordene: Sloganet 'Come together' betyder spend together. At tage sammen ud til et sted, hvor man ikke kan lave andet end at bruge penge, er det samme som at sige, at samvær og forbrug er to sider af samme sag. Shopping og underholdning er det moderne bindeled mellem mennesker, synes Field's at antage. Har de ret? Ja, et godt stykke ad vejen. 'Nyt' er et andet nøgleord, og det er der sådan set ikke noget nyt i. Nyt skal det være, før det bliver interessant. At løfterne om nye butikskoncepter og nye shoppingoplevelser ikke rigtig holder - Yes, Denmark is still the same - er en anden ting. Men fokuseringen på det nye er under alle omstændigheder helt i overensstemmelse med traditionen. Kunsten er at fastholde nyhedens interesse, hvilket bliver sværere og sværere i en verden, der udvikler sig hurtigere og hurtigere. Shoppingkulturen skal hele tiden være et skridt foran, hvilket udviklingen i USA er et meget tydeligt bevis på. Her har den traditionelle shoppingmall længe været skindød, 1990'ernes gigantiske underholdningsmalls (feriedestinationer i sig selv) er også ved at blive til dinosaurer, og shoppingkulturen er nu ved at finde nye veje ved hjælp af informationsteknologien. 'Psychogramming' kaldes metoden, der analyserer og kobler personlige data med forbrugsmønstre, så det enkelte individs fremtidige behov kan forudsiges af detailvarebranchen. Livsstil og vareproduktion synkroniseres på en måde, der på samme tid øger udbuddet af varer, produktionseffektiviteten og kundetilfredsheden. Herhjemme går det trægere, men mon ikke vi kommer efter det stille og roligt? »Mangfoldighed, kvalitet og livsstil er nøgleordene«, står der i ShoppingGuiden. Tre sesam, sesam, luk dig op-ord, som folk i dagens Danmark elsker. Livsstil? Hvilken livsstil? Får Field's folk til at åbne øjnene for et mangfoldigt spektrum af måder, hvorpå man kan leve sit liv? Nej. Der er tale om én livsstil. Den pæne middelklasses. Den cremefarvede, den, de utallige bolig- og forbrugsprogrammer i tv henvender sig til. I dag lever vi ikke, vi har en livsstil, som kulturkritikeren James B. Twitchell skriver i sin bog 'Lead Us Into Temptation'. Livsstilen er en profan religion, og den skal plejes. Vi observerer andre folks ting, og derigennem afkoder og forstår vi dem. 'Oplevelse, sanselighed og samvær' er andre kodeord, der virker som fluepapir. Det er åbenbart det, vi savner i vores rutineprægede hverdag, og derfor er det begreber, der sælger. Så er der arkitekturen, indretningen og placeringen. Hvori ligger forførelsen her? Adressen først: Arne Jacobsens Allé. Som man kan kigge ned på fra Arne Jacobsens Lounge, en kulturel blindtarm på første sal, et lille monument over manden, der skal tilføre centret et skær af eksklusivitet og formbevidst design. Der er såmænd vældig pænt og plads til, at ti mennesker kan sidde og slappe af ganske gratis (det er 10 ud af de 60), men loungen er ikke fri for at forekomme en smule påklistret. Et lille hjørne kultur, som man ellers ikke synes at mene, der er de store penge i. Jo, der er det åbne rum øverst, hvor der for tiden udstilles biler. Men det er jo ikke noget kulturcenter (der er ikke engang biografer - men det ville der selvfølgelig heller ikke være noget nyt i). Så er der selve kassen og dens indre, og den magiske blanding af noget velkendt og noget nyt, der forfører ved både at være spændende og alligevel trygt. Det enkle, rene, lyse, dynamiske og nordiske look nederst - og den spraglede, smagløse - eller 'sjove og sanselige' - Las Vegas-æstetik øverst. Blandingen af kendte og ukendte forretninger (der sælger den samme type varer) er med til at adskille Field's positivt fra - og alligevel gøre det identisk med - andre shoppingcentre. Man må både have identitet og være identisk med de andre, det gælder både shoppingcentre og kunder anno 2004. Og så skal det være overskueligt uden at være kedeligt. Derudover består tiltrækningen ved Field's i centrets tilgængelighed og Bilkas knaldtilbud. 'Proletareri alle lande, forener Eder' var en opfordring til sammenhold, der skulle give arbejderne bedre vilkår. Hvad er 'Come together' en opfordring til? Også til sammenhold, der skal give arbejderne bedre vilkår? Ja, ifølge statsminister Fogh er forbruget jo vejen til flere arbejdspladser. Forbruget styrer vores boligpolitik, finanspolitik og arbejdsløshedspolitik, så: 'Come together'. Lad ikke de arbejdsløse i stikken. Opfordringen til forbrug i den nuværende arbejdsløshedskrise kan lyde som et ekko af, hvad man kunne høre i dagene efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Her tilskyndede New Yorks borgmester Giuliano og præsident Bush amerikanerne til at støtte den nationale krig mod terror - ved at gå ud og shoppe. Gå ud og køb jeres julegaver med det samme, lød det, for hvis I venter til december, kan butikkerne være gået nedenom og hjem. I det postindustrielle samfund er shopping ikke altid bare en økonomisk nødvendighed, det kan også være en patriotisk pligt, der skal holde nationen kørende for fuld damp. Er 'Come together' og hele tanken om at gøre shopping til centrum for samvær i det hele taget et skridt på vejen til amerikanske tilstande? I USA udgør shopping - påstår mange kritikere - den sidste eksisterende form for offentlig og kulturel aktivitet. Resultatet er ensformighed og manglende mangfoldighed. Dén udvikling er nem at kritisere. I stedet for at vade rundt i det totale shoppingsamfunds elendigheder - hvilket ellers er vældig interessant - kunne man vende kritikken på hovedet og, som James B. Twitchell, forsøge at påvise, hvorledes shopping udgør selve den centrale meningsdannende handling i vores postmoderne, reklamestyrede verden. Forbrug giver mening, og der er ingen falske behov, påstår han. Reklamer poster masser af mening i varerne, og det er det, vi søger i livet, især når vi er unge og skal skabe vores egen identitet - vores egen livsstil. (De unge er uden tvivl en stor og vigtig målgruppe for Field's). At shoppe er en aktiv og kreativ handling, når forbruget fører til generering af mening - hvilket næsten altid er tilfældet, mener Twitchell. Han siger, at hvad magt og social kraft angår, kan kun én anden institution i historien måle sig med reklamens, nemlig renæssancens romerskkatolske kirke. Begge var/er i stand til at styre massernes opmærksomhed og overbevisning hen imod et særligt mønster af bevidsthed og forbrug. Begge giver løfter om forløsning, den ene gennem tro, den anden gennem forbrug, og således er reklamen og religionen to sider af samme meningsdannende proces. Hvis tilpas mange mennesker godtager, at forbrug giver mening på lige fod med andre aktiviteter, at det er lige så godt at have en livsstil som at leve, og at shopping er en fantastisk ting at være sammen om, så kan DR og TV 2 fortsætte overproduktionen af forbruger- og livsstilsprogrammer. Og folkene bag Field's kan - så længe forførelsen holder - læne sig tilbage i deres æggestole og betragte kunderne komme 'together' i det nye indkøbscenter, der på trods af mange fine ord ikke er andet end netop det: et indkøbscenter. Sådan vil det være, så længe hver eneste kvadratmeter skal give så stort et kontant udbytte som muligt. Nytænkning i det store format vil først komme på tale den dag, der er overskud til at tænke på andet end fortjeneste. Og nytænkning ville der virkelig skulle til, hvis folk begyndte at overveje og efterleve følgende udsagn af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas (2001): »In a world where everything is shopping ... And shopping is everything ... What is luxury? Luxury is not shopping«.