0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nye præsteroller på film og tv

Præster har fået deres livs rolle på film, men ikke deres embedes, skriver kronikøren, der er sognepræst. Hvorfor skal de altid fremstilles som forvirrede kvindemennesker i 30'erne?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Gode venner har med ironi lånt mig en lille pjece fra 1937, som kaldes et 'Præstespejl'. Pjecen er ironisk nok fundet blandt udrangerede bøger på Teologisk Bibliotek, hvor mange vordende præster har deres gang. Spejlingen foregår ved, at der stilles en masse spørgsmål »Til Guds Ords Forkyndere«, som præsten til selvransagelse kan svare på (»Overvej hvert Spørgsmaal og svar ærligt på hvert enkelt«), altså man 'ser sig i spejlet'.

Umiddelbart læser man spørgsmålene med et smil på læben, men når man fjerner den sproglige patos og det gammeldags missionske flor, er de måske ikke så fjollede endda.

»Er det ikke en temmelig let sag at gøre din Præstegerning til en magelig Bestilling?«.

»Er der nogen Stilling, der kræver mere alvorlig Selvprøvelse og stærkere daglig Samvittighedsransagelse end Præstegerningen?«.

»Har du Ulyst til at møde de Vanskeligheder, som det hellige Embede fører dig ind i?«.

»Hvordan er dit Hjertes Tilstand, og hvilke Resultater vil den kunne give dig i din Præstegerning?«.

»Burde Præsten ikke være den redeligste og mest aandelige Mand i sit Sogn?«.

Jeg skal undlade at fortælle, hvad og hvem jeg ser i spejlet. Jeg spejler mig som regel i enrum. I stedet vil jeg tage vejen rundt om det præstespejl og -billede, som holdes op for såvel præst som menighed i nutidens medier. Der er nemlig mange præster i medierne for tiden.

Præster er godt stof. Ikke bare virkelighedens Grosbøll og Fergo, Krarup og Langballe, men også fiktionens gejstlige personager.

I disse år kan der næsten ikke produceres en dansk spillefilm eller tv-serie, uden at der skal være en præst med. Jeg nævner i flæng: 'Strisser på Samsø', 'Nattevagten', 'Italiensk for begyndere', 'Nikolaj og Julie', 'Jesus og Josefine' og nu senest 'Forbrydelser', som fuldstændiggør det fragmenterede billede, de andre giver. Det bliver formodentlig ved, og vi er nogle, der venter spændt på, hvornår hun mon dukker op i 'Krøniken'?

Når jeg skriver 'hun', er det ikke blot, fordi 'Krøniken' tager sin begyndelse i 1948, hvor de første kvindelige præster blev ordineret. Det skyldes, at den præst, vi hyppigst får at se på lærred og skærm, er en kvinde (undskyld Berthelsen) i 30'erne, gerne og helst med et fremskudt bryst og eksponeret privatliv. Det er nemlig hendes privatliv, der er interessant, også når man skildrer hendes profession. Der skal helst være lidt rod og problemer i privaten, sådan at man kan se, at præsten er et rigtigt menneske ('præstesex' er der nu noget særligt ved, som det siges i 'Forbrydelser'), men alligevel ikke så meget konkret rod, at det gør noget.

Det skalnaturligvis ikke beklages, at præster er blevet synlige i medierne. Også som noget andet end provst Meyer i 'Matador' og diverse sortmavede gejstlige i Morten Korch-film.

Årsagen til, at præster er gode karakterer i vores moralsk og religiøst søgende tid, er formodentlig, at det i vores profession er legitimt, ja ligefrem påkrævet, at beskæftige sig med de store spørgsmål om liv og død, godt og ondt.

Og så er der jo det med præstesexen.

Men det er ikke som forkyndere af kristendommen, præsterne skildres. Ikke som professionelle embedsudøvere, bundet af embedsbeskrivelse og præsteløfte.

Såvel privat som fagligt skildres de som fjumrehoveder. Ikke en sætning af en vedkommende prædiken får de over deres læber, ja, man håner endda menigheden ved at møde op uden juleprædiken! ('Jesus og Josefine') og standser i fængslet den gudstjeneste, som alle hungrer efter ('Forbrydelser').

Enhver sjælesørgerisk samtale mødes med en tøven og et distancerende 'hvad synes du selv?'. Hyrdinderne tuller som regel rundt og plukker blomster og bager brød i deres fine huse og haver; der er ikke antydning af den 80-timers arbejdsuge og ringe økonomi, virkelige præster har. Det fremgår heller ikke, at de har en akademisk uddannelse og kan læse bøger.

Og så det allerværste: De kan ikke holde deres privatliv ude af sjælesorg og forkyndelse.

Hvem kan dog med tillid henvende sig til en sådan præst, når hun ikke engang kan overholde tavshedspligten i forhold til sit eget liv?

Så amatøragtig ville man næppe fremstille en læge eller en nationalbankdirektør? »Jeg har ikke forberedt mig på, at det var en blindtarmsoperation, jeg skulle foretage i dag, så lad os fjerne åreknuder i stedet for, for sådan nogle har jeg selv!«. »Jeg kan desværre ikke fremlægge nationens tal, for jeg har rod i min egen økonomi efter skilsmissen, og nu går jeg altså hjem!«. Nej, vel?

Nu ved jeg godt, at der på ingen måde er tale om reklamefilm for præster. Ja, det er slet ikke præsterne, de handler om.

Men tilskuerne er på en måde en del af menigheden i biografsalen eller den hjemlige sofa og kan ikke undgå at knytte an til virkelighedens præster. Dem, de kender, dem, de kommer til at kende.

Viser filmene så alligevel virkelighedens præster? Dem, man møder til sin mors begravelse, søsters barnedåb eller tager sig sammen til at ringe til i en sort stund? Hvorfra har instruktørerne deres billeder, og hvordan virker filmenes 'præstespejl' tilbage på præsterollen?

Uden tvivl er der mange præster, der anvender deres privatliv i sjælesorg og forkyndelse, også en del, der ikke nøjes med renterne, men bruger af 'hovedstolen'.

Det er blevet langt mere udtalt end på 'Præstespejlet's og provst Meyers tid. Personen er blevet langt vigtigere end forvaltningen af budskabet. Når præster søger embede, er privatlivet en del af kvalifikationerne. Man lærer på Pastoralseminariet, som ikke har høje tanker om menighedsråd, at man skal tage (kerne)familien med til den foreløbige præsentation, og ved ansættelsessamtaler bruges der ofte lige så meget tid på at udspørge ægtefællen som kandidaten.

Det har den konsekvens, at ansøgere, som lader familien blive hjemme, eller hvis børn og mand er flyttet hjemmefra eller måske endnu ikke flyttet ind, fremstår, som om de mangler noget.

En menighedsrådsformand lænede sig ind over bordet og konstaterede i sin første bemærkning til den potentielle ansøger: »Du har været gift to gange«. Så var der ligesom ikke mere at tale om, hverken om Gud, Grundtvig, Kierkegaard eller menighedsarbejdet.

Den nye individorienterede damebladsjournalistik har også bredt sig til kirkebladene og til Kristeligt Dagblad, som er landets største kirkeblad. I et interview med en nytiltrådt præst kunne man for nylig læse ægtefællens karakteristik af hende. Intet om, hvad hun selv ville og kunne, for manden syntes naturligvis - og heldigvis - at hun var sød og klog og en god mor. En ny Andrea Vagn Jensen med en bagende mand.

Men det er ikke nok at bage, for til den nye trend hører også, at præsten skal præsentere en interessant og kompetent ægtefælle.

Ikke en ydmyg præstekone, men en, som kan holde foredrag og underholde ved sogneaftenerne. For nylig blev det endda sagt til en nyudnævnt provsts fordel, at hendes mand var bankuddannet, så han kunne holde styr på budgetterne. Det havde man åbenbart ikke tillid til, at hun selv kunne.

Det er formodentlig med mediebilledet af præster som med reklamerne for hårplejemidler og tandpasta - man tager uvilkårligt det produkt, som har sat sig fast på nethinden.

Derfor kan det bekymre, hvis mediebilledet medvirker til, at præstearbejdet drænes for faglighed. Det religiøse område er blevet demokratiseret, sådan at vi alle kan have hver sin mening om det.

Præstens teologiske uddannelse og kirkelige embede giver hende ingen form for autoritet, som er større end sandsigerskens. Det bliver formodentlig ikke anderledes af, at præstearbejdet efterhånden er blevet et kvindefag.

Fra præsteflirtenpå Samsø er der langt til 'Forbrydelser', den sidste nye præstefilm. Filmen viser som udgangspunkt en forholdsvis banal konflikt mellem etiske problemstillinger. Ikke konflikter, som kristendommen autoritativt kan løse, men som den kan sige noget til og ind i, hvad vi end vælger.

Præsten i den nye film viser alle de andre mediepræstebilleder i forstørret og forvrænget udgave og vil i sin konsekvens medføre et farvel til præsteembedet.

For her er en præst, som i sin selvoptagethed forråder hele sin menighed, sin ægtemand og biografgængerne med. Hun overtræder sin tavshedspligt til begge sider, ender som dobbeltmorder og vandaliserer helligdommen konkret og symbolsk. Hendes luksuriøse tvivl anfægter og latterliggør hendes omgivelsers nøjsomme tro.

Præsten er i denne film stillet op som kontrast til den religiøse skikkelse, som egentlig er Lars von Triers gebet, og der gives dermed en form for konklusion på nutidens billede af den religiøse repræsentation i verden. Langt stærkere end præsten står 'den gode kvinde' med et intuitivt forhold til det religiøse. Sådan er Bess og Grace, og sådan er Kate i 'Forbrydelser'. Den sande præstinde. Det dør - også - hun af, og hvis martyriet er løsningen på livets konflikter, hvem skal så trøste og styrke de efterlevende? I hvert fald ikke hun, som er ansat til det.

Forhåbentlig taler nutidens mediespejle ikke sandt. For de viser os en præst, der er et forvirret kvindemenneske i 30'erne, som hverken kan finde ud af sit eget eller andres liv, og som skubber sit privatliv foran forkyndelsen. Men hun er køn og går i smart tøj, med flagrende hår og indkøbspose.

Så giv mig hellere det gamle præstespejl!

Der står: »Ville du ikke hellere regnes for et Udskud blandt Menneskene end høre op med at være en Kristi Præst? Hvis ikke, har du saa i det hele taget nogen Ret til at være Præst?«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage