'Eiffeltårnetbadet i rødt lys' - som tilfældet var for nylig i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Paris - skal det være symbolet på en ny meget imødekommende holdning i EU's fremtidige forbindelser til det kommunistiske Kina? Hvis det står til den franske præsident, Jacques Chirac, er det åbenbart den vej, Frankrig ønsker, at EU skal gå. Det kom også klart til udtryk fra den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, der betegner Kina som en privilegeret partner for EU. Frankrig stiller krav om, at EU allerede på topmødet i marts skal ophæve det forbud mod at eksportere våben til Kina, som har været i kraft siden massakrerne på et stort antal demonstrerende studenter på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Hvem ønsker vel dårlige forbindelser til verdens folkerigeste land, der tilmed er inde i en rivende økonomisk udvikling. Men derfra og til uden håndgribelige resultater at opgive det europæiske forsøg på at påvirke Kina vedrørende menneskerettighederne og Taiwan må forekomme som et unødvendig stort skridt. Det vil tilmed være en ændring, der vil bringe EU på kollisionskurs med USA, som ønsker at fastholde boykotten, indtil der er indtruffet reelle fremskridt på de to områder. Med et temmelig usædvanligt diplomatisk udspil i det transatlantiske forhold har USA over for EU's medlemslande tilkendegivet, at EU bør fastholde våbenembargoen. Som begrundelse ud over hensynet til de fortsat alvorlige krænkelser af menneskerettighederne henvises også til, at en kinesisk oprustning kan true stabiliteten i hele det asiatiske område. EU bør selvsagt ikke tilrettelægge sin udenrigspolitik efter den amerikanske. EU har sine interesser, ligesom USA har sine. Men hvis man ved en enig europæisk-amerikansk optræden kan fremme de fælles mål om fred, demokrati og menneskerettigheder, bør der være meget tungtvejende grunde for ikke at gøre det. Sådanne begrundelser synes ikke fremlagt fra EU's side. Der er tværtimod en række alvorlige spørgsmål vedrørende den europæiske politik i forhold til Kina, som presser sig på til besvarelse, inden det måtte være aktuelt med stillingtagen til en ny europæisk politik på våbenområdet. Der har ikke i Kina været et retsopgør med de ansvarlige for 1989-massakrerne; nogle af studenterlederne sidder angiveligt endnu i dag fængslet. Beijingstyret forfølger fortsat demokratiforkæmpere, den fredelige meditationsbevægelse Falun Gong udsættes for massiv undertrykkelse, og bevægelsens aktive tilhængere udsættes for tortur og fangelejre - mange rapporteres at være omkommet. Det forsvarsløse Tibet er ved at forsvinde i et hav af kinesiske tilflyttere, og et af Asiens mest blomstrende demokratier, Taiwan, er udsat for alvorlige militære trusler. Endelig er Hongkong fortsat under stærkt politisk pres fra Beijing. Store demonstrationer viser befolkningens krav om at kunne fastholde den ytrings- og organisationsfrihed og retssikkerhed som led i den såkaldte et land - to systemer-ordning, som skulle præge Hongkong indtil 2047 efter den kinesisk-britiske aftale om overdragelsen af området til Kina. Det er nogle af hovedpunkterne i det Kinascenarie, som EU's ledere først må forventes at forholde sig til. De sikkerhedspolitiske overvejelser må veje tungt, hvis EU ikke vil udsættes for beskyldninger om ved letsindig hensyntagen til snævre økonomiske interesser at skade den fredelige udvikling i Asien. Forud for ophævelsen af våbenembargoen må det forekomme nærliggende at afveje, hvorledes en sådan europæisk kursændring må formodes at påvirke magtbalancen og udviklingen i Asien. Det kræver næppe profetiske evner at forudsige, at en ophævelse af den europæiske våbenboykot mod Kina med stor sandsynlighed vil kunne forstærke våbenkapløbet i Asien. Den reelle militære udfordring, som atommagten Indien er stillet over for, kommer i langt højere grad fra Kina end fra Pakistan. Det er næppe på grund af den beskedne og temmelig gamle pakistanske flåde, at Indien med kæmpesummer er i færd med at øge sit søværns kapacitet på hangarskibsområdet med bistand fra det kapitalhungrende Rusland og dets store overskudslager. Men det militært underlegne Pakistan, der trods sin ekstremt pressede udenrigsøkonomi bruger næsten ti procent af sin import på militærudstyr, vil utvivlsomt føle sig nødsaget til at afsætte nye store summer til militæret som svar på udviklingen hos naboen. Kina, Indien og Pakistan har overordentlig store uløste sociale problemer til fælles, der ud over de menneskelige trængsler betyder store indre stabilitetsproblemer for de pågældende samfund. Pakistans leder slås med islamistiske fundamentalister, der finder deres næring i landets fattigdom. I Kina er der mange millioner fattigbønder under konstant vandring for at finde beskæftigelse. Den offentlige sektor i de tre lande har et stort behov for ikke mindst at få tilført ressourcer til uddannelse og sundhed. SARS-krisen, den alvorlige hiv/aids-udvikling og truslen fra fugleinfluenzaen taler deres tydelige sprog. For Kinas vedkommende betød SARS, at der blev sat fokus på årelange forsømmelser inden for sundhedssektoren. Hvilken gavn vil de mellem 1,5 og 2 milliarder fattige i Kina, Indien og Pakistan mon have af et nyt våbenkapløb, som EU risikerer at bidrage til, hvis Kina frit kan købe det mest moderne militære udstyr i Europa? Andre fattige lande som Vietnam og Indonesien vil også blive berørt. Det rige og i mange år meget fredelige Japan, der i absolutte tal bidrager næstmest til den internationale udviklingsbistand, vil hurtigt også kunne blive påvirket. Der er en nærliggende risiko for, at landet i en sådan situation vil se sig nødsaget til at flytte nogle af sine store bistandsmidler, som især fattige lande i Asien har gavn af, til hjemlige forsvarsformål. Hvis de europæiske beslutningstagere, hvad de naturligvis ikke bør, vælger at lægge de etiske afvejninger til side, forekommer det i det mindste relevant, at de ser på, hvad der måtte gavne Europa på lidt længere sigt. Hvis Frankrig får gennemført sit krav, vil det utvivlsomt meget hurtigt gavne europæiske våbenproducenter, primært til gavn for de største europæiske lande. Men hvis man anlægger en bredere og især mere langsigtet vurdering, mon man så ikke ville komme til den konklusion, at der vil være langt flere varer at afsætte, hvis den kinesiske, den indiske og den pakistanske økonomi ikke belastes af et gensidigt militært konkurrenceforhold og af hensynet til de tre landes 'militærindustrielle kompleks'. EU-topmødet behøver kun at kaste et blik på Taiwan, hvor bruttonationalindkomsten per indbygger er cirka 14.000 dollar mod cirka 900 dollar i Kina. Udviklingen af en fri markedsøkonomi i en demokratisk politisk ramme har betydet, at menigmand i Taiwan i dag har levevilkår, der i høj grad minder om dem, der præger Vesteuropa. Den militære spænding omkring Taiwan bør også spille ind i de europæiske sikkerhedspolitiske overvejelser. I 1996 affyrede Kina missiler mod mål kun omkring 50 km fra det nordlige og sydlige Taiwan. Det blev tolket som et forsøg på at svække tilslutningen til den ledende kandidat ved øens første direkte præsidentvalg. USA sendte hurtigt derefter hangarskibe til Taiwanstrædet for at lægge en dæmper på Beijing. Den seneste tids opstilling af op imod 500 store raketter på den sydøstkinesiske kyst rettet mod Taiwan skyldes ikke nogen militær udfordring fra denne ø. Det er alle vist enige om. Udfordringen for Beijingstyret består langt snarere i det demokratiske forbillede, som Taiwan udgør for befolkningen på fastlandet, præget af en fri samfundsdebat, og et eksempel på et fredeligt magtskifte mellem regeringsparti og opposition ved hjælp af stemmesedlen. Men for Taiwan er den militære udfordring reel nok. Taiwans præsident Chen Shui-bian, der sidste år kom i selskab med Nelson Mandela og Dalai Lama som modtager af den prestigefyldte menneskerettighedspris Human Rights Award, har som modtræk besluttet samtidig med præsidentvalget 20. marts at spørge befolkningen, om øen skal styrke sit antimissilforsvar, hvis Kina fortsætter med denne militære opmarch. Folkeafstemningen i Taiwan ses af styret i Beijing som et muligt forspil til en taiwansk uafhængighedserklæring. Selv om USA's regering ikke har udtrykt begejstring for den taiwanske afstemning, som man mener, kan forstyrre status quo, har man efterfølgende ifølge New York Times 12.2. tilkendegivet, at Kina burde trække raketterne tilbage, og at byrden med at reducere spændingerne over Taiwanstrædet falder tungt på Beijing. Taiwans præsident har afvist de kinesiske beskyldninger. Han hævder, at folkeafstemningen ikke står i modstrid med den erklæring om 'de fem nej'er', som han fremsatte i forbindelse med sin indsættelse i 2000. Denne erklærings hovedpunkt er, at Taiwan ikke vil erklære uafhængighed, det vil sige ikke ændre sin status som en del af Kina, der ikke er underkastet kommuniststyret. Beijingregeringen derimod betragter Taiwan som en løsrivelsesprovins under Folkerepublikken. Taiwan kræver demokrati på fastlandet, for at 'et Kina'-politikken kan virkeliggøres. Det vil næppe gøre noget stort indtryk i Beijing, hvis EU og USA taler med hver sin røst i denne sammenhæng. Frem for en ny atlantisk splittelse, der risikerer at uddybe den konflikt mellem især Tyskland og Frankrig på den ene side og USA på den anden, der indtraf i forbindelse med Iraksagen, bør USA og EU tværtimod koordinere deres politik i forhold til Kina. Det vil ikke alene være til gavn for en fredelig udvikling i Asien, men også være af stor betydning for hensynet til menneskerettighederne i Kina og i Tibet. En sådan fælles kurs præget af fasthed og vilje til at belønne fredelig kinesisk adfærd vil utvivlsomt også være den bedste støtte til de moderne kræfter i Kina, der vil gøre op med fortiden, herunder indstille anvendelsen af magtmidler til løsning af samfundsmæssige problemer. Det vil være et bidrag til den demokratisering af Kina, som vil være en vigtig forudsætning for, at landet kan komme sikkert igennem den nuværende epokegørende omstillingsproces. For Den Europæiske Union, der har folkestyre som grundlag, burde det være nærliggende at fremme en sådan udvikling. At undlade en sådan påvirkning af hensyn til våbenindustrien ville derimod være udtryk for et betydeligt knæfald og af mange blive opfattet som tegn på, at EU ikke nærer store ambitioner om at kunne spille nogen væsentlig rolle vedrørende den globale udvikling. Denne sammenhæng knytter sig nært til den europæiske vilje og evne til at gøre en indsats for menneskerettighederne. At netop Frankrig, der har spillet en så stor historisk rolle for udformningen af grundlaget for det enkelte menneskes rettigheder, skulle gå forrest i en underdanig politik over for Beijing, er ikke desto mindre overraskende. Ingen kan naturligvis forhindre en fransk enegang. I kølvandet på det kinesiske besøg fik Frankrig da også angiveligt en meget lukrativ flyordre i form af 21 Airbusfly til et kinesisk indenrigsflyselskab. Men hvis en sådan linje kom til at præge EU's holdning til omverdenen, ville det unægtelig sætte store spørgsmålstegn ved styrken i de europæiske kerneværdier. Skal den europæiske indsats for menneskerettighederne fremtidig afvejes af, hvor stort og mægtigt det land er, hvor overtrædelserne foregår? Frankrig har hidtil været et ofte generøst tilflugtssted for forfulgte mennesker og deres organisationer. Det må overraske, at den franske fidelitet over for den besøgende kinesiske præsident gav sig udslag i, at en fredelig dansk repræsentant for Falun Gong blev tilbageholdt af det franske politi i Paris på en aldeles uvenlig måde, tilsyneladende alene fordi han bar bevægelsens gule tørklæde og lille Falun Gong-symbol på sit tøj. Frem for at svække den europæiske indflydelse burde man styrke den ved en fælles politik og en fælles adfærd med udgangspunkt i de europæiske principper om at fremme frihed og menneskerettighederne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil utvivlsomt i forbindelse med sit officielle besøg i Kina 24.-28. februar, ledsaget af en større dansk erhvervsdelegation, blive udsat for pres både fra dansk og kinesisk side for, at Danmark skal vælge den franske linje. Forhåbentlig vil statsministeren stå fast på de fælles europæiske værdier. Skal EU bidrage til en demokratisk udvikling i Kina eller modvirke den ved at yde støtte til et totalitært system? Visionen om et demokratisk Kina bør ikke tabes af syne. Det går næppe på samme måde i Kina som med den uventede hurtige opløsning af Sovjetunionen. Men udvikling af den kinesiske markedsøkonomi vil stille stadig stigende krav om demokratisering og fjernelse af hindringerne for informationssamfundet. Det kinesiske magtapparat har titusinder af kontrollanter ansat for at censurere brugen af internettet. Amnesty International har netop oplyst om 54 tilfælde af fængslinger af kinesiske borgere, der straffes for at udtrykke deres mening på internettet eller downloade informationer fra nettet. Hvor længe kan systemet dæmme op for udviklingen? En af studenterlederne fra Den Himmelske Freds Plads 1989, Wuer Kaixi, som det lykkedes at flygte, gør i et indlæg i International Herald Tribune 31. januar op med vestlig følgagtighed over for styret i Beijing og retter en stærk kritik mod den franske præsident, Jacques Chirac, og hans hårde behandling af Taiwan. Kaixi minder om vedtagelsen i den franske Nationalforsamling 1789 om menneske- og borgerrettighederne og lægger særlig vægt på vedtagelsens ord om 'frihed' og retten til at 'modsætte sig undertrykkelse'. Selv om Frankrig af kommercielle grunde midlertidigt måtte overse landets store historiske bidrag til sikring af det enkelte individs rettigheder, behøver EU ikke at begå den samme fejl.