For 200 år siden - 12. februar 1804 - døde den tyske filosof Immanuel Kant i sit hjem i Königsberg, det nuværende Kaliningrad, knap to måneder før sin 80-års fødselsdag. Hans død kom ikke som nogen overraskelse: Kants helbred var igennem flere år blevet stadig dårligere, såvel fysisk som mentalt. De sidste seks måneder af sit liv, hvor han blev plejet af en enkelt tjener og sin seks år yngre søster, kunne han knap nok gå, han kunne ikke længere genkende sine venner og var ofte ude af stand til at færdiggøre selv korte sætninger. Han tilbragte sine sidste dage siddende i en stol, som om han sov. Dagen før han døde, udtalte han sine sidste ord. En af Kants nære venner igennem hans sidste leveår, Andreas Wasianski, havde givet ham en slurk vin blandet op med vand, og Kant takkede ham med ordene: »Es ist gut« - »Det er godt«. Omkring klokken elleve dagen efter døde han fredeligt. Som Wasianski senere udtrykte: »Hans død var livets ophør, ikke en voldshandling fra naturens side«. Kant blev begravet 16 dage senere: Det frøs så stærkt, at det var umuligt at grave i jorden, og man måtte derfor vente med begravelsen, indtil det begyndte at tø. En stor menneskemængde deltog, og alle byens kirker ringede med deres klokker for at markere, at Königsbergs mest berømte borger var død. At Kant skulle opnå en sådan berømmelse, var ikke til at forudse, ligesom det kan være svært at forstå, hvis man ser på de ydre begivenheder i hans liv. Han blev født 22. april 1724 i Königsberg, en mellemstor provinsby i den alleryderste udkant af det prøjsiske kongedømme, som søn af en seletøjsmager. I skolen var han en udmærket elev, hvis karakterer var gode nok til, at hans lærere anbefalede ham til universitetet. Efter at have færdiggjort sine studier var han i otte år privatlærer for forskellige velhavende familier, før det lykkedes ham at sikre sig ret til (mod betaling) at undervise på universitetet. I 1770 lykkedes det ham endelig - efter flere forgæves ansøgninger - at sikre sig en fast professorstilling ved universitetet i Königsberg, en stilling, han beholdt resten af sit liv. Efter at have publiceret forskellige småskrifter inden for forskellige emner som naturvidenskab, metafysik, logik og teologi, udsendte han fra 1781 til 1798 en række vanskelige bøger og skrifter om filosofiske grundproblemer inden for erkendelsesteori, moralfilosofi og æstetik. Han giftede sig aldrig og havde en dagsrytme, der var så regelmæssig, at byens indbyggere efter sigende stillede deres ure efter hans spadsereture. Og med undtagelse af enkelte ophold umiddelbart uden for byen forlod han på intet tidspunkt af sit liv Königsberg. Med et sådant liv, uden nogen form for ydre spænding, kan det virke underligt, at Kants begravelse blev en form for tilløbsstykke. Mindst lige så besynderligt kan det måske forekomme, at da der forrige år udkom en dansk oversættelse af Kants filosofiske hovedværk, 'Kritik af den rene fornuft', blev den fulgt af begejstrede anmeldelser i samtlige større dagblade. Politiken bragte en Kronik af oversætteren, og Information satte et billede af Kant på forsiden. Hvad er det ved denne for længst afdøde, og tilsyneladende dybt kedsommelige tysker, som kan vække opsigt og begejstring såvel i dag som for 200 år siden? En af grundene er selvfølgelig Kants filosofiske betydning. Kants filosofiske værker, og i særdeleshed hans tre berømte kritikker, 'Kritik af den rene fornuft' (1781/1787), 'Kritik af den praktiske fornuft' (1788) og 'Kritik af dømmekraften' (1790), gjorde ham berømt i hans samtid og er stadig i dag standardlæsning for enhver, der beskæftiger sig med erkendelsesteori, moralfilosofi og æstetik. Den tyske idealisme, der efterfulgte Kant (Fichte, Schelling og Hegel), kan med god ret betragtes som såvel et opgør med som en videreudvikling af Kants idéer. Marx, Nietzsche og vores egen Søren Kierkegaard, der hver på sin måde gjorde op med idealismen, er således også, om end indirekte, påvirkede af Kants tanker. Blandt nutidens filosoffer er blandt andre Jürgen Habermas klart inspireret af Kant, men også en postmodernistisk tænker som Michel Foucault har, måske overraskende, erkendt sin gæld til Kant. Men Kants indflydelse var og er ikke begrænset til en snæver filosofisk kreds. Man kan nemlig med god ret hævde, at Kant var den første virkelig moderne tænker, og at hans idéer har præget den moderne tidsalder i en sådan grad, at de er blevet en del af selvforståelsen hos langt de fleste borgere i den vestlige verden. Kant er nemlig en af de første filosoffer, der bevidst og konsekvent gør op med forestillingen om, at mennesket som noget naturligt og selvindlysende er underlagt bestemte ydre autoriteter såsom Gud, kongen eller bestemte moralske bud. Det er dette opgør med traditionelle autoriteter, som gør Kant til en så integreret del af den moderne tidsalder, at det kan være svært at få øje på ham. Hvad der mere end noget andet gør Kant til den moderne tids første store filosof, er den radikalitet, hvormed han gennemfører dette opgør. For Kant må enhver legitim autoritet kunne begrunde sin autoritet med henvisning til menneskets egen fornuft. Ja, selv fornuftens egen autoritet kan ikke umiddelbart accepteres, men må først legitimeres igennem en kritisk undersøgelse af fornuften. Problemet med en sådan radikal kritik er imidlertid, som Kant også indså, at det er svært at se, hvordan en sådan legitimering af fornuften kan gennemføres, når vi tilsyneladende ikke har andet end fornuften selv at gå ud fra. Kants løsning var på en gang simpel og genial. Fornuften kan kun begrunde sin egen legitimitet gennem en kritisk undersøgelse af sig selv. Kun efter en sådan kritisk undersøgelse kan fornuften være berettiget til at vejlede mennesket. Det er denne metode, som Kant, med overraskende og vidtrækkende konsekvenser til følge, anvendte i sine filosofiske hovedværker. I 'Kritik af den rene fornuft' underkastede Kant vores teoretiske fornuft en kritisk undersøgelse, med henblik på at besvare spørgsmålet om, hvad vi kan vide. Resultatet blev en afvisning af, at vores erkendelse af verden stammer fra enten vores sanseindtryk eller fra vores tænkning. Menneskelig erkendelse af verden er kun mulig, når sansning og tænkning kombineres. Hverken ren tænkning eller ren sansning har umiddelbart nogen erkendelsesmæssig autoritet; kun i fællesskab kan tænkningen og sansningen frembringe sand erkendelse. I 'Kritik af den praktiske fornuft' var det vores praktiske fornuft, der stod for skud, og spørgsmålet, der skulle besvares, var, hvorledes vi bør handle. I et kort skrift fra 1785, 'Grundlæggelse af sædernes metafysik', havde Kant præsenteret og argumenteret for sine moralfilosofiske grundpointer. De eneste autoriteter, mennesket bør underlægge sig, er dem, som det selv kan erkende som fornuftige. At underlægge sig en autoritet er at følge de love, som denne autoritet udsteder. Derfor bør mennesket kun følge de love, som det selv kan erkende som fornuftige. Men dette gælder for alle mennesker: Alle mennesker bør kun følge de love, som de selv erkender som fornuftige. Det overordnede moralske princip, som vores handlinger skal leve op til, er derfor: Handl således, at det princip, du handler ud fra, kan gøres til en almen lov, det vil sige en lov, som alle andre fornuftige væsener kan tilslutte sig. Eller med Kants noget mere tekniske termer: »Handl kun ifølge den maksime, ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov«. Dette kan lyde meget abstrakt og uforståeligt, men anvender man dette princip som en kritisk målestok, viser det sig både at være almindeligt accepteret og at have en overraskende rækkevidde. Se f.eks. blot på det politiske område. Alle politiske autoriteter må i dag, i det mindste ideelt set, kunne begrunde deres magtudøvelse med henvisning til principper, som er offentlige og almengyldige. Det vil sige principper, som alle, i det mindste i princippet, kan forstå og frit kan tilslutte sig. Det er bl.a. derfor, den danske offentlige administrations afgørelser altid skal kunne begrundes ud fra, og kunne henvises til, en lov eller en bekendtgørelse. En af de ting, der adskiller retsstater fra diktaturer, er, at man i et diktatur ikke er forpligtet på at skulle begrunde magtudøvelse, som derved kan være tilfældig og diskriminerende. I en demokratisk retsstat, som Kant kaldte en republik, er lovene derimod offentlige og (ideelt set) almengyldige: De gælder for alle, og alle kan tilslutte sig dem - eller har i det mindste haft muligheden for at forklare, hvorfor de er uenige. Inden for moralen viser Kants princip sig at have endnu mere vidtrækkende følger. I 'Grundlæggelse af sædernes metafysik' argumenterer Kant således for, at mennesket har en særstatus i forhold til den øvrige natur. Mennesket er det eneste væsen, som ikke blot blindt følger naturens love eller handler ud fra medfødte instinkter. Fordi mennesket er et fornuftsvæsen, er det i stand til at handle ud fra fornuftige love, som det giver sig selv. Mennesket er således, i modsætning til f.eks. dyrene, selvlovgivende, med et græsk begreb: autonomt. Kant mener derfor, at mennesket besidder en helt særlig form for værdi. I modsætning til alle andre ting i naturen, ting har blot en pris - deres værdi kan opgøres i kroner og øre - så besidder mennesket værdighed. Mennesket er et fornuftsvæsen, så der er ting, man ikke kan gøre mod det uden at krænke dets værdighed som fornuftsvæsen: at slå det ihjel f.eks., at gøre det til slave, eller at lade det leve i urimelig fattigdom, så det ikke får mulighed for at udfolde sin menneskelighed. Kant sammenfatter dette i sit måske mest berømte princip, nemlig at vi skal handle således, at vi altid behandler menneskeheden, såvel i vores egen person som i enhver andens person, som mål og ikke blot som middel. Ethvert menneske er et mål i sig selv, et individ, en person, med sine egne planer, ønsker og drømme. Vi må derfor ikke betragte andre mennesker blot som midler til at opfylde vores egne mål, men altid huske på, at også andre mennesker har mål og ønsker, som de søger at få opfyldt. Omvendt må vi heller ikke lade vores omsorg for andre føre til, at vi glemmer os selv: Vores egne mål og drømme har også krav på at blive taget alvorligt. I indledningen til den første udgave af 'Kritik af den rene fornuft' havde Kant i en fodnote karakteriseret sin samtid med disse ord: »Vi lever i egentligste forstand i en tidsalder af kritik, som alt må underkaste sig. Religionen henviser til sin hellighed og lovgivningen til sin majestætiske suverænitet, og begge vil gerne unddrage sig. Men derved pådrager de sig begrundet mistanke og kan ikke gøre krav på den uforblommede agtelse, som fornuften alene udviser over for dem, der har kunnet udholde dens frie og offentlige prøvelse«. I 1789 gjorde den franske revolution denne bemærkning til blodig virkelighed og sendte rystelser igennem det europæiske kontinents etablerede magtstrukturer. Kants teoretiske opgør med enhver form for illegitim autoritet var med et blevet til blodig virkelighed. Kongens, kirkens, ja endog Guds autoritet blev udfordret med oprettelsen af den franske republik. Kants samtidsdiagnose synes imidlertid at være mindst lige så rammende for starten af det 21. århundrede, som den var for slutningen af det 18. At enhver autoritet principielt kan underkastes en kritisk undersøgelse og derfor er forpligtet på at skulle kunne begrunde sin egen legitimitet, er et politisk og moralsk ideal, som langt de fleste mennesker i den vestlige verden i dag accepterer. I den revolutionære ophidselse som prægede den franske revolution, og som det også i dag er let at finde eksempler på, er det imidlertid let at glemme den anden side af Kants projekt: påpegningen af det enkelte individs ukrænkelige værdighed. Den franske revolution begyndte således som et idealistisk opgør mod de etablerede autoriteters illegitimitet, men endte i blodig terror. På trods af dette udtrykte Kant livet igennem stor sympati for revolutionen, som han så som det første forsøg på at etablere en sand republikansk styreform. Ved nyheden om republikkens oprettelse skulle Kant efter sigende have sagt: »Lad nu blot din tjener gå i fred til sin grav, thi jeg har set verdens herlighed«. At frigøre mennesket fra illegitime autoriteter var Kants filosofiske livsprojekt. At den standard, som en sådan frigørelse skal bygge på, er respekt for det enkelte individs værdighed, er for de fleste i dag så indlysende, at det ofte glemmes. Det er Kants formulering af og forsvar for dette ideal, der også i dag gør ham værd at læse. Oplysninger om Kants liv kan findes i Manfred Kuehns biografi fra 2001: 'Kant - A Biography', Cambridge University Press, 2001. Citaterne er taget fra de danske oversættelser af Kants værker: 'Kritik af den rene fornuft', Det lille Forlag, 2002, og 'Grundlæggelse af sædernes metafysik', Hans Reitzels Forlag, 1999. En interessant introduktion til Kants moralfilosofi kan findes i John Rawls' 'Lectures on the History of Moral Philosophy', Harvard University Press, 2000.