0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bag det franske slør: Både lys og tåge

Kritikere kalder det franske forbud mod tørklæder for at skyde spurve med kanoner - og ramme ved siden af. Frankrig har trukket linjerne klart op, skriver forfatteren Jacques Berg, men uden at vide, om det tjener noget formål.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Om nogle måneder har Frankrig så en lov, der forbyder elever at møde op på skolen med demonstrativt synlige tegn på deres religiøse tro. Selv om disse tegn også kan være den jødiske 'kippa' eller et stort kristent trækors, forstår alle, at loven især er møntet på de forskellige former for tørklæder eller slør, som nogle af de muslimske skolepiger dækker håret og en del af ansigtet med.

Loven kommer også til at omfatte hospitalerne, hvor ingen patient vil kunne nægte at lade sig undersøge eller behandle af en læge af det modsatte køn - således som det stadig oftere forekommer, når en muslimsk kvinde, måske navnlig hendes mand, forlanger en kvindelig læge, »fordi der står i Koranen, at ingen fremmed mand må se hende uden tøj eller røre ved hendes krop«.Tanken bag loven er at beskytte den franske republiks fundamentalt verdslige karakter.

Ordet opfattes i dag som 'statens neutralitet i trosanliggender'. Den franske stat har ingen religion, og den er forpligtet til at beskytte alle religioners lige ret til at eksistere - forudsat de overholder landets lov. Således forstået er verdslighed et friheds- og lighedsprincip.

Den officielle mening med verdsligheden er netop at skabe lige muligheder for alle individer, der ønsker at blive integreret i det nationale fællesskab som fuldgyldige franske borgere. I de franske kolonier var det den erklærede politik at stile mod en assimilering eller forfranskning af de lokale befolkninger. I dagens befolkningsbrogede Frankrig skal indvandrerne integreres.

Den bagvedliggende filosofi er den franske kulturs universelle karakter. Alle kan eller skal kunne blive franske. I England trækkes man ikke med den slags idealbegreber, integrationen af de fremmede er ikke noget samfunds mål. Man accepterer mere eller mindre, at de holder sammen i 'etniske fællesskaber' og forsøger ikke at gøre dem britiske. Ligesom englænderne heller ikke i deres kolonier ville gøre for eksempel inderne til englændere.

Nordamerikanernes melting pot kan opfattes som en blanding af de to modeller, den franske og den engelske, der har været bestemmende for opfattelsen af de dele i resten af de europæiske lande.

I Frankrig er det skolen, der skal fungere som den republikanske integrationsmaskine. Den skal opdrage til borgerskab, fremavle samfundsbevidste republikanere. Religionen er blevet et rent privat anliggende - i den grad, at ikke den ringeste undervisning gives i bare religionernes historie. Det kan kun forstyrre i skolen, for religion understreger forskellene i stedet for samhørigheden og det fælles menneskelige. Børnene bedes lade deres eventuelle religiøse tro blive hjemme, pigerne løfter sløret.

Det kan måske være nyttigt med et par sproglige bemærkninger, inden vi går videre. Vores ord læg (med blødt g) er det, der svarer til franskmændenes laïc. De kommer begge af det græske ord laikos, beslægtet med laos, folk. Grundbetydningen af læg er altså at være 'af folket'. Man er bundet til tiden, man er almindelig dødelig, man er med et mere almindeligt dansk ord verdslig.

Når franskmændene pukker så meget på værdien verdslighed, er det, fordi de siden det 18. århundrede har stræbt mod at skabe en befolkning sammensat af moderne individer udfriet fra tidligere tiders religionsdominerede politiske systemer.

En fri fransk borger i en verdslig republik har været idealet siden oplysningstiden og den store revolution i 1789. I den nugældende forfatnings artikel 1 hedder det, at Frankrig er en udelelig, verdslig (min fremhævning), demokratisk og social republik.

Paradoksalt nok er det ifølge religionssociologen Marcel Gauchet »kristendommen, der har ført samfundet ud af religionen«.

Under det, han kalder de urreligiøse tilstande, er samfundet gennemsyret eller »fortryllet« af religiøse værdier (som præsterne definerer), dets ledere henviser altid til en overjordisk styrelse, som de og ingen andre repræsenterer.

Magten er her guddommeligt inspireret og følgelig uantastelig. Kongen er præst, præsten er konge, som i Iran i dag - eller en række andre lande, hvor de religiøse ledere har den jordiske magt eller de jordiske den religiøse, og hvor man altså ikke skelner mellem politik og religion. Den religiøse magi, forvaltet af en eller anden form for præsteskab, strukturerer samfundet og indlæser et entydigt indhold idet.

Uden for religionen, ingen menneskelig eksistens. Med kristendommen træder Gud ind i historien - men netop for at gøre opmærksom på, at han ikke har noget at gøre der! I sin fars navn afviser Jesus al jordisk magt, han er ikke den nationale revolutionsleder, jøderne venter og håber på. Han er ikke den, der skal befri det jødiske folk fra den romerske besættelse. Hans tale er uforståelig, når han forklarer, at Guds rige er noget helt andet, noget hinsides.

Jesus bliver henrettet som den farlige uromager, han er for romerne. På korset skriver de med svidende ironi og total mangel på forståelse for hans budskab 'Jødernes konge'. Han genopstår kort tid efter og forsvinder så. Ingen har set ham siden.

Hvad enten man er kristen og tror på manden Jesus som menneskesønnen, Guds udsendte kærlighedsbud til en fortabt, syndig menneskehed, eller man betragter den evangeliske fortælling som en af Orientens mange religiøse fabler, er det den historie og ingen anden, der har formet den vestlige verdens tankegang frem til i dag.

Den er nemlig begyndelsen til at skelne mellem, hvad Luther kaldte de to regimenter, en jordisk og en himmelsk magt. »Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er«, skal Jesus jo have sagt.

Den politiske eller jordiske magt, også kaldet den timelige, er derfor ifølge den velforståede kristne lære et rent verdsligt fænomen.

»Er Gud verdslig«, spørger den belgiske præst Gabriel Ringlet i en bog - og svaret er ja, i den forstand at hans rige ikke er af denne verden, men at vores (som han har skabt?) kun kan og skal være det.

Problemet er bare, at det varer rundt regnet 1.750 år, før man i Europa opdager, hvad Gud egentlig sagde med sin Jesus om forholdet mellem tro og magt!

Rettelig set må rationalisterne Voltaire og Rousseau have taget sig til hovedet og sagt: Lad os dog respektere kristendommen og få afskaffet den falske guddommelige enevælde, humbug og magtmisbrug er den jo, og se at få indført et fornuftigt, verdsligt system, det eneste, der indebærer frihed og lighed for den enkelte.

At skiftet i det lange løb også ville indebære demokrati, var det svært at forestille sig i det 18.århundrede. Umiddelbart kappede man hovedet af Ludvig XVI. Som Guds repræsentant, eller som man mere poetisk sagde om de osmanniske sultaner, »Guds skygge på Jorden«, måtte den enevældige, salvede konge endegyldigt fjernes fra landskabet.

Det var jo trådene til det gamle, i virkeligheden ureligiøse system, man kappede, et verdsligt styre skulle indføres, og det kunne kun ske på radikal vis. Republikken skulle bygge på fornuft - en kort tid ophøjede revolutionen ligefrem fornuftens Væsen til en guddom.

Den nye statsform blev forsynet med menneskerettigheder, man havde langt om længe fået adskilt 'de to regimenter' i Frankrig. I det mindste på papiret. Grunden var lagt til en moderne, trosneutral republik - og selv om man op gennem hele det 19. århundrede røg ind i det ene tilbagefald efter det andet med restaurerede kongedømmer, ja endda endnu en kejser, og selv om man i 1905 under præsident Emilie Loubet måtte tydeliggøre tingene gennem loven om adskillelsen af stat og religion, er det de revolutionære ideer fra 1789 og fremefter, der har skabt det Frankrig, vi kender i dag.

Det er derfor intet mindre end den store revolution og dens frugter, der trues af tørklædet.

Debatten om verdslighed og nødvendigheden af at indføre en lov har været lang og hidsig. Mon ikke hver enkelt franskmand har haft det på samme måde som præsident Chirac, der personligt har skiftet mening flere gange?

Nu er der politisk flertal for en lov, som med præsidentens ret paradoksale udtryk gør skolen til verdslighedens 'helligdom'. Det skal noteres, at tilhængerne af kønnenes ligestilling også går ind for en lov, idet de især betragter tørklædet som et tegn på kvindens undertrykkelse. Elisabeth Badinter, en af landets kendteste kvindeforskere, er nogenlunde sikker på, at tørklædet er mandens måde at vise sin magt på.

Blandt modstanderne af en øremærket lovgivning er dels lærerne, dels racisterne på den yderste højrefløj - dog ikke med de samme begrundelser. Lærerne i den franske offentlige skole er bange for, at en lov, der forbyder tørklædet, vil udelukke mange unge piger fra den undervisning, hvis formål netop er at få dem til at identificere sig med de republikanske værdier.

De argumenterer med, at problemet slet ikke er så dramatisk, som medierne hævder. Den allerede eksisterende lovgivning vedrørende den offentlige skole, siger de, tillader rigeligt skolelederne og lærerpersonalet at løse de konflikter, der opstår omkring hovedtøjet som religiøst symbol. Er det i det hele taget religiøst, spørger lærerne med Badinter.

Dialog, ikke undertrykkelse, er nøgleordet hos de tre fjerdedele af lærerorganisationerne - der ikke at forglemme hører hjemme på venstrefløjen og alene af den grund har svært ved at forlige sig med Chirac og hans regerings indvandrer- og skolepolitik.

Det kan forekomme ubegribeligt, at netop lærerne, der for eksempel i forstadskvartererne er anbragt på særdeles udsatte poster, ikke med kyshånd tager mod en lov, de kan henvise til, en klargørende regel, som alle skal overholde. Men den franske lærerstandsmodstand er ikke udelukkende politisk bestemt. De ved godt, hvordan det lovgivningsglade Frankrig fungerer. Der er tradition for, at alting er ordnet, hvis bare man får en lov. Sådan er det i Frankrig - hvor lov nok er lov, men også kan 'fortolkes'.

Der er med andre ord ingen garanti for, at problemet omkring tørklædet vil være løst, selv om man får en lov. Samtidig peger de omtalte lærere sammen med dele af den franske venstrefløj på faren for, at en lov af den art kan komme til at skygge for de egentlige problemer bag nogle tilsyneladende religiøse konflikter i skolen og andre steder. Forstadsghettoerne med deres sociale og intellektuelle misere, de lokale imamers lette spil over for uvidende unge, forældregenerationens afmagt i et samfund, de ikke forstår, etc. For lovens modstandere er den ensbetydende med at skyde spurve med kanoner - og ramme ved siden af.

I Le Pens parti, Front National, forbereder man sig på et nyt 'gennembrud' efter præsidentvalget i 2001, nemlig ved regionalvalgene i juni 2004. Argumentationen mod tørklædeloven er ikke overraskende både valgorienteret og forkvaklet.

Nationalfrontisterne er modstandere af integration. De 'fremmede' skal bare ud af lemmen. Alt, hvad der smager af at få indvandrerne tilpasset den franske republikanske samfundsmodel, er af det onde.

Derfor skal de muslimske piger beholde deres tørklæde på; de skal vedblive med at skille sig ud fra den hvide originalbefolkning og ved deres påklædning og adfærd provokere opinionen og fremkalde konflikter. Kun derved vil alle ende med at forstå, hvorfor de ikke er værdige til at blive kaldt franske, og hvorfor Frankrig gør bedst i så hurtigt som muligt at skaffe sig af med dem og deres familier.

Franskmændene kalder frontens taktik for la politique du pire, elendighedspolitik. Man er villig til at fremkalde det store skrald, blot det tjener ens interesser. I dette tilfælde partiet Front Nationals fremmedfjendske og racistiske politik, som næste gang meget vel kan gå hen at samle over 20 procent af vælgerne.

De fleste samfundsforskere ser en sammenhæng mellem graden af verdslighed og kvaliteten af demokratiet. Jo mere det politiske system er timeligt og menneskeskabt, jo mere man bandlyser enhver himmelsk overbygning (der også kan være en 'religion' som kommunismen), jo mere demokratisk er man eller kan man blive.

Det kan se ud, som om de latinske lande med deres stærke katolske tradition, og på trods af statens officielle verdslige status, lider af et demokratisk underskud. Verdsliggørelsen med sit iboende budskab om individets frihed og ansvar er ligesom ikke trængt ind i de sydeuropæiske befolkningers mentalitet; de er kun på overfladen udfriet fra Gauchets 'fortryllelse'.

Omvendt kan man tænke, at de protestantiske, nordeuropæiske lande, hvor reformationen allerede i 1500-tallet skabte basis for at adskille politik og religion, og hvor enevældens konger aldrig blev opfattet som guddommeligt indsatte, måtte være forud med hensyn til et oprigtigt demokratisk sindelag og de dertilhørende politiske indretninger.

Frankrig er i det billede halvt om halvt, svarende til landets geografiske og historisk betingede dobbelte natur. Mod syd er man knyttet til den arabisk-latinske middelhavsverden, mod nord og øst til den germansk-nordiske. Som verdslighedens revolutionære foregangsland blandt katolikker står Frankrig på den ene side med en klar udmelding om politik og religion som to klart forskelligartede størrelser og på den anden side med en praksis, der halter en del bag efter festtalerne. Man holder fanen højt, men i hvilestilling er den plantet i mudder.

Loven om de demonstrativt synlige religiøse tegn i skole