I disse dage samles et ældreråd - Loya Jirga - i Kabul for at vedtage Afghanistans nye forfatning. Det er to år siden, det internationale samfund med USA i spidsen fjernede Taleban fra magten, og to år siden afghanerne i Bonn med hjælp fra FN indgik en aftale om en køreplan for etablering af et demokratisk Afghanistan. At Ældrerådet nu samles, er en vigtig milepæl i den aftalte køreplan. En ny forfatning vil markere afslutningen på årtiers borgerkrig og være grundstenen til fremtidig national samling, demokratisk styre og respekt for menneskerettigheder i Afghanistan. Her to år efter den skelsættende Bonnaftale er det tid at se på, hvordan det er gået, og samtidig reflektere over de erfaringer, indsatsen i Afghanistan har givet os. Det er en vanskelig og vigtig opgave, vi har påtaget os. At bidrage til afghanernes proces til sikring af stabilitet, demokrati og genopbygning for at værne imod religiøs fundamentalisme og terror. Vores fremtid er også knyttet til Afghanistans og Mellemøstens fremtid. Kampen mod terror kæmpes i Afghanistan. Vi gør med andre ord dette både for at sikre det afghanske folk de fremtidsmuligheder, de fortjener, men også for at beskytte vores eget samfund. Processen i Afghanistan har vanskelige kår. Sikkerhedssituationen er forværret i det seneste halve år. Modstanderne af den nuværende udvikling mod demokrati går målrettet efter at jage det internationale samfund ud og demoralisere befolkningen. Den øgede ustabilitet i især de sydøstlige egne af landet medvirker til en ond cirkel. De færreste ønsker Talebanstyret tilbage, men mange savner den relative stabilitet, som herskede. Når de internationale styrker, sammen med den nye afghanske hær, ikke kan sikre freden, og bistandsorganisationerne forlader området af frygt for angreb, bliver befolkningen overladt til beskyttelse af enten de lokale krigsherrer eller fundamentalistiske grupper, som ofte er vækstlag for terrorisme. Vi skal sammen med det øvrige internationale samfund være med til at bryde denne onde cirkel. Da Taleban i 2001 blev slået af de internationale styrker og Den Nordlige Alliance, eksisterede der hverken en afghansk hær eller et samlet politikorps. Kun meget få Talebankrigere blev afvæbnet. De fleste gemte deres våben af vejen og tilpassede sig tilsyneladende den nye situation. I dag svarer de igen. Foruden utallige chikanerier er der i de sidste seks måneder dræbt 13 bistandsmedarbejdere og 35 amerikanske soldater. Hertil kommer dræbte afghanere. Selv om tabstallene i Afghanistan er langt mindre end i Irak, er de et vidnesbyrd om, hvor svær en opgave det internationale samfund sammen med den centrale overgangsregering er på. I oktober imødekom FN den afghanske overgangsregerings ønske om en styrket international tilstedeværelse i landet i erkendelse af, at genopbygningen ikke ville lykkes uden forstærket stabilitet og sikkerhed. NATO overtog ledelsen af den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF) i august og vil gradvist kunne påtage sig opgaver også uden for Kabul. Det er en ny og nødvendig opgave for NATO. Heldigvis deler et bredt flertal i Folketinget, med undtagelse af SF og Enhedslisten, det synspunkt, at sikkerhedssituationen i Afghanistan kalder på en vedholdende og stærk indsats fra det internationale samfunds side. Danmark har netop imødekommet en anmodning fra NATO om at sende yderligere 50 mand til ISAF. Samtidig med, at det internationale samfund øger sin militære tilstedeværelse, øges den internationale støtte til opbygningen af en national afghansk hær, som omfatter alle etniske grupper, og en national politistyrke, således at Afghanistan gradvist kan spille en større rolle i at fremme af sikkerheden i landet. 23 års borgerkrig har sat sine tydelige spor og efterladt Afghanistan med beskedne forudsætninger for at kunne hjælpe sig selv. Infrastrukturen er ødelagt, og under 15 procent af befolkningen har adgang til rent vand. Afghanistans undervisningssystem er det ringeste i verden. Danmark har med sin bistand prioriteret undervisningssektoren højt, fordi det er den langsigtede nøgle til stabilitet og fremtidsmuligheder. Ca. 75 procent af befolkningen er analfabeter, og 80 procent af landets skoler er ødelagte. Under borgerkrigen og Talebans antiundervisningsregime gik kun 35 procent af drengene og 3 procent af pigerne i grundskole. Resultatet er en hel generation, der ikke har fået uddannelse. Bin Laden og al-Qaeda har fået for let spil, når der ingen bedre uddannelse har været i sigte end den religiøse og militære uddannelse. Danmark finansierer derfor skolebøger, skoler, uddannelse af lærere og udvikling af tidssvarende læseplaner. På trods af disse vanskeligheder er det lykkedes Afghanistan at opnå synlige fremskridt de seneste to år: En legitim leder - præsident Karzai - blev valgt af Ældrerådet; en national udviklingsplan med fokus på infrastrukturudvikling og genetablering af de sociale sektorer er udarbejdet; en juridisk kommission er etableret, og med dansk hjælp er en uafhængig menneskerettighedskommission oprettet og i funktion. Derudover er et udkast til forfatning afleveret; en ny møntfod er introduceret; den økonomiske vækst er på 20-30 procent om året; ti ineffektive eller korrupte guvernører er blevet fjernet fra deres poster; modernisering af forsvarsministeriet er i gang; og næsten 400 km af vejstrækningen mellem Kabul og Kandahar er asfalteret. Halvdelen af Afghanistans børn og unge, piger som drenge, vil blive tilbudt undervisning, når skoleåret starter i 2004. 142 skoler er bygget eller genopbygget; 25 millioner skolebøger er trykt, og 1.500 lærere er blevet uddannet. Endelig er mere end to millioner afghanske flygtninge, hovedsagelig fra nabolandene Pakistan og Iran, samt internt fordrevne frivilligt returneret til deres hjem. Dette er måske det mest bemærkelsesværdige fremskridt, idet det er et klart vidnesbyrd om en tro på Afghanistans fremtid. Disse resultater er nok opnået med internationale donorers hjælp, men var ikke nået uden afghansk vilje til forandring. Markante fremskridt på områder som sikring af menneskerettigheder og kvinders rettigheder udestår dog. Derfor støtter Danmark de fremvoksende civile samfundsorganisationer og er en sparringspartner for overgangsregeringen. Danmark vil også de kommende år foruden den militære bistand fortsat støtte Afghanistan både med langsigtede genopbygningsopgaver og afhjælpning af humanitære kriser i forbindelse med hjemvendte flygtninge samt minerydning. Behovene er større end først antaget, og der er lang vej igen, førend Afghanistan bare når op på 1970-niveauet. For at imødekomme disse store behov har Danmark accelereret udbetalingerne af de 785 millioner kroner, der er afsat til Afghanistan for perioden 2002-06. De kommende måneder er afgørende for Afghanistan. Vil det lykkes at passere de sidste milepæle i Bonnaftalen og nå i mål med forfatningen og en folkevalgt præsident og nationalforsamling? Der er gode udsigter til, at man vil nå til enighed om en forfatning, når Loya Jirga mødes i de kommende dage. Ønsket om vedtagelse er stort og deles af alle landets etniske og religiøse grupper. Dette vil formentlig kunne opveje deres indbyrdes uenighed om forfatningens nærmere indhold. Der er skønhedspletter, og forfatningen er ikke så god, som vi kunne have ønsket os, men en hel del bedre end frygtet. Forfatningsudkastet sikrer som udgangspunkt lige ret for alle borgere - kvinder som mænd - uanset etnisk tilhørsforhold. Afghanistan bliver formentlig en islamisk stat, men sharialovene er ikke nævnt. Flere artikler er imidlertid åbne for fortolkning, fordi ingen lov kan stå i modsætning til islam. Det afgørende er, at mennesker skal have indflydelse på deres hverdag og på samfundslivet. Derfor behøver samfundsstrukturen ikke ligne vores verden. Det kan organiseres på forskellige måder, ligesom Europa og USA er forskellige. Forfatningen er et godt billede på den politiske proces i Afghanistan i dag og dermed på afvejningen mellem ønsket om et verdsligt samfund i overensstemmelse med internationale normer og respekten for Afghanistans traditionsbundne og religiøse baggrund. Forfatningen vil fastlægge procedurer og tidspunkter for valgene til præsident og parlament. Valg ventes afholdt i 2004. Men der er behov for betydelige forbedringer i sikkerhedssituationen, førend valgene kan gennemføres på en acceptabel måde. Som sikkerhedssituationen er nu, kan der ikke gennemføres vælgerregistrering i alle dele af landet endsige gennemføres et valg. Det vil heller ikke være muligt at gennemføre en egentlig valgkamp, da partierne vil få vanskeligt ved at få adgang til områder, som er uden for centralregeringens kontrol. Forløbet de sidste to år har vist, at stabilitet og sikkerhed er forudsætninger for en demokratisk proces, for afgørende forbedringer i menneskerettighedssituationen og for genopbygningsindsatsen. Samspillet mellem den militære indsats, den humanitære bistand og genopbygningsindsatsen er centralt. Dette er særlig vigtigt i Afghanistan, da de militære operationer finder sted parallelt med genopbygningsindsatsen. I Afghanistan har det ført til udviklingen af nye koncepter for samarbejde mellem de militære enheder og bistandsorganisationerne, først og fremmest i provinserne, hvor den internationale sikkerhedsstyrke indtil nu ikke har været til stede. Der er gode muligheder for en fortsat udbygning af dette samspil gennem øget koordination og sammenhæng mellem indsatserne - naturligvis med respekt for de enkelte aktørers mandater. Tilstedeværelsen af militære observatører i provinserne medvirker til at styrke overgangsregeringens autoritet og bidrager til den sikkerhed, som er afgørende for, at bistandsorganisationerne kan arbejde. Styrkerne er meget synlige, kun let bevæbnede, og de bevæger sig rundt i provinsen i såkaldte observatørhold. Danmark udsendte i slutningen af november et sådant militært observatørhold til provinsen Samangan i det nordlige Afghanistan. Det afghanske ejerskab til den igangværende proces om indførelse af demokrati og genetablering af statsstrukturer er markant. I modsætning til de fleste andre postkonflikt-situationer, hvor det traditionelt har været FN, som ledede overgangsprocessen, er det afghanerne, som er i førersædet. Når FN valgte den model, hang det dels sammen med Afghanistans historie, hvor det endnu ikke er lykkedes udefrakommende at regere landet, dels FN's ønske om at sikre lokalt ejerskab samt undgå etableringen af endnu en meget omkostningstung overgangsadministration. Det er naturligvis ikke uproblematisk at overlade magten til en svag regering med begrænset kapacitet. Den afghanske regering er bredt sammensat af indflydelsesrige ledere fra forskellige etniske grupper, hvor enkelte har en fortid som militære ledere og krigsherrer. At få regeringen til at arbejde sammen har været en udfordring, hvor der har skullet slås bro over årtiers modsætninger og konflikter mellem etniske grupper. Det har også betydet, at tiltag for eksempel på menneskerettighedsområdet, som det internationale samfund har tillagt stor betydning, har måttet vente. Og at kontroversielle krigsherrer ikke bliver stillet til regnskab for tidligere gerninger. Det blev de i øvrigt heller ikke i Spanien, Chile og Sydafrika. Danmark har gennem hele processen bakket op om det stærke afghanske ejerskab. Vi ser det som et vigtigt skridt i etableringen af nationale strukturer, som er bæredygtige også på langt sigt. Gennem dialogen med overgangsregeringen og vores bistandsindsats bidrager vi til, at de emner, som ikke naturligt kom øverst på dagsordenen, ikke går i glemmebogen. Udfordringen nu er at udbrede ejerskabet til hele befolkningen. Vi skal blive bedre til at bygge på afghanske strukturer, hvor der er stærke traditioner for deltagelse og samarbejde på lokalt niveau, og hvor værdier som fairness, konsensusbeslutninger og antikorruption er dybt rodfæstede principper. Alle borgere i Afghanistan uanset etnisk tilhørsforhold eller køn skal kunne deltage. Gennem den politiske proces, som vil finde sted op til de kommende valg til præsident og parlament, skal der tages hånd om de grupper, som føler sig marginaliserede. Dette er et vigtigt led i en omfattende strategi til at fjerne grobund for terrorisme. Centralregeringen må vise styrke ved at udskifte inkompetente provinsledere, sikre opbygningen af magtstrukturer - hær og politi - i provinserne og styrke samarbejdet med traditionelle institutioner i samfundet, først og fremmest moderate religiøse ledere. Mest kontroversielt er overvejelserne om at bygge bro til de mere moderate dele af Taleban som et forsøg på national forsoning. Hvis dette skal forsøges og have udsigt til at lykkes, er der brug for, at nabolandene gør alvor af deres løfter om tiltag mod ekstreme grupper, som opererer inde i Afghanistan. Det internationale samfund fjernede et styre, der var menneskeligt undertrykkende og forarmende, og som skabte grobund for international terrorisme. Det skal følges til dørs ved at hjælpe landet til demokrati og befolkningen til frihed. En effektiv strategi mod religiøs ekstremisme består ikke blot i sikring af kortvarig fred, der opretholdes af internationale tropper. Strategien skal fokusere på etablering af et stabilt og demokratisk Afghanistan og skal rettes mod årsagerne til, at grupper som Taleban kunne og kan vinde frem. Det internationale samfund må blot ikke som i 1990'erne i denne kritiske fase se den anden vej, men fastholdes på dets forpligtelse til at hjælpe. Ikke blot med gode ord, men med flere ressourcer. Det bliver en langvarig proces, og der skal spilles på alle strenge. Danmark må fortsætte støtten til den internationale styrke og den humanitære indsats, så længe den er nødvendig. Og vi skal forpligte os til et langvarigt engagement i genopbygningen af landet. Man kan af og til miste både håbet og modet, fordi de store resultater lader vente på sig. Det nytter bare ikke. Vi må gøre, hvad der står i vores magt, for at støtte den gode udvikling, der trods alt og trods alle odds er i gang. For afghanernes og vores egen skyld.