Ingen afhentning som lovet. Jeg står i lufthavnen i Mexico City, en by med mere end 20 millioner indbyggere. Et telefonnummer er, hvad jeg har. På XI Internationale Møde for Kvindelige Digtere i Landet af Skyer findes en webside, men ingen fysisk adresse. Som første kontakt veksler jeg penge og konstaterer, at jeg ikke får udbetalt hele beløbet. Jeg insisterer og modtager resten. »¡Perdone!«. Jeg ser mig om efter et sted at ringe fra. Kvinden i den anden ende beklager, men chaufføren har netop sagt op. Hun sender sin søn i stedet. Hvad er halvanden times ventetid efter at have været cirka tyve timer undervejs? Et stort barn står foran mig med sin bilnøgle og sin kæreste. Af sine 18 år kører Charly fremragende. Vi glider hurtigt ind og ud mellem vejbanerne, guidet af den gestikulerende kæreste. Arrangøren fortæller siden, at sønnen har været ved at køre sig selv ihjel som 16-årig. I Mexico City er det svært at undvære en bil. Den næste står da også klar i garagen til den 12-årige bror. En stor sølvgrå skude venter blot på, at familiens yngste skal blive 16. På hver parkeringsplads trænes han af sin far, Jesús. Jeg skal vænne mig til navnet, men arrangøren siger, når vi bliver væk mellem boderne i Zocaloen: »Åh, Jesús vil finde os«, eller »Jesús venter på os« ... Eftersom Charly ikke kender vejen, men kun retningen, får jeg rigt indtryk af byens farver, dufte og stærke forurening. Mexico City ligger højt placeret, men omgivet af bjerge og vulkaner, så støv, skidt og smog danner en dyne i dalen. I centrum findes høje glasskyskrabere og paladser, i de nordlige yderkvarterer smuldrende boliger med bliktage - i andre kvarterer alt derimellem. Jeg bliver indkvarteret i Charlys værelse, mens han installerer sig hos kæresten. Charlys rum oppe under taget har glassten som vinduer til alle fire verdenshjørner. Et tykt lag støv ligger overalt. Vægge og spejle er overmalet med tags og graffiti. Maling klumper i det tykke, gule gulvtæppe. At det er moderens idé, jeg skal bo her, signalerer han utvetydigt, da jeg en dag vender tilbage. Han har pisset sit territorium af ved at smide sko og sit våde håndklæde på sengen, slået samtlige skabslåger op på vid gab og spredt sit beskidte vasketøj på sengen, gulvet, overalt. Eftersom husets yngste endnu ikke må køre i sin bil og ikke har lyst til at læse lektier, går han i gang med at lære mig spansk. Jeg er ankommet, før festivalen starter, for at opleve lidt af Mexico City. Centrum med dets buldrende liv og smukke huse er en selvfølge at udforske, ligesom det antropologiske museum med kulturskatte fjernt fra, hvad vi kender i Norden og Europa. Også Frida Kahlos hus i Coyacan, den sydlige del af byen, besøger jeg. Spørger Jesús, hvad han synes om det. »Stormy spirit«, svarer han. Forstår først, da jeg konfronteres med Diego Riveras murmalerier i Palacio National, hvorfor Frida Kahlo fascineredes af ham som maler. Det er ikke detaljen, men helheden, der er stærk, hans evne til at billedliggøre myterne og landets historie gennem århundreder. Opsøger pyramiderne i Teotihuacán og erfarer, at den vældige Solpyramide i virkeligheden er bygget til vandets ære! Dette er forskernes seneste teori, og den forekommer overbevisende, da store dele af pyramidens udsmykning viser vandmotiver: bølgeornamenter, muslinger og så videre. Fra toppen ser jeg Månepyramiden og ud over det gigantiske område mellem bjergene med templer, huse, torve og handelsgader, der langtfra er færdigudgravet, for det rækker landets økonomi ikke til. Efter at have studeret ældgamle kulturers forestilling om måne og vand belønnes vi samme aften med total måneformørkelse. Oppe på husets tag, med den hvide kat smygende sig om vores ben, trykker vi os sammen, mens vi minut for minut følger begivenheden på den klare, kolde himmel. Det øjeblik, formørkelsen kulminerer, bryder et fyrværkeri løs, som Tivolis ceremonimester ville have misundt. Endnu en digter flytter ind, hvor jeg bor. Hun spørger ikke: »Hvordan har du det?«, men siger typisk for stemningen her: »Er du glad?«. Den mexicanske himmel er høj, farverne dybe, kontrastfyldte og mange. Blomster findes overalt. Fuglene synger. Sommerfuglene er på størrelse med underkopper. Maden stærkt krydret og omfavnelserne hjertelige. Installeres én nat på hotel. Tog for givet, at jeg havde mit eget værelse, men sådan er det ikke. Det tager ikke lang tid at erfare, hvad vilkårene er, så jeg protesterer ikke. Jeg kunne have taget et fly hjem, men beslutter at indordne mig under de uvante betingelser. Samme aften mødes alle 45 digtere i La Casa del Poeta. Hovedarrangøren, Emilio Fuego, festivalens eneste mand, byder velkommen. At det har udviklet sig til oplæsninger af kvindelige digtere, er en tilfældighed. Emilio Fuego havde for 11 år siden indrykket en annonce i en avis, hvor han efterlyste digtere til en festival, han ville starte i sin hjemby, Huajuapan. Det var alene kvinder, der ansøgte om at deltage. Da det viste sig at have mange fordele, bl.a. med hensyn til privat indlogering, blev det konceptet. Hvert år modtager han 400-500 ansøgninger. Primært kommer digterne fra latinamerikanske lande. Selv blev jeg inviteret af en arrangør, som kendte mine digte fra 'Dronningeporten', der er udkommet på Bloodaxe i England. Jeg er den eneste, der ikke taler spansk, men på skift fortæller andre, hvad jeg skal sige: »Soy Pia Tafdrup de Dinamarca, yo estoy feliz con ustedes«, og hurtigt lærer jeg at læse et kort digt på spansk og giver mit besyv med på engelsk, når vi diskuterer. Det gør vi ofte, for det viser sig, at denne festival er det rene kaos, hvor digterne hverken kender deltagerlisten eller programmet. Allerede dagen efter mødet i Forfatternes Hus kører vi seks-syv timer i bus til Huajuapan de Léon i Mixteca. Mixteca kaldes også El Pais de las Nubes, Landet af Skyer, herfra har festivalen fået navn. Vi indkvarteres alle privat. Jeg kommer til at dele rum med én i noget, der ligner en garage, bortset fra, at der er fliser på gulvet. Porten lukker ikke forneden, så kakerlakker og andre insekter marcherer ind over gulvet. Jeg kvaser de største, før jeg lægger mig til at sove i den kolde novembernat til hundenes langstrakte hylen. Her er én nøgle til deling, hvilket ikke er let, når den ene vil sove, og den anden er oplagt og sulten. Organisatorisk er denne festival noget af det værste, jeg har været udsat for, og vi bliver budt meget primitive forhold, men vi mødes med inderlig varme overalt! Også familien i Huajuapan gør, hvad den kan. Der bliver stillet frugt, sodavand, sæbe og toiletpapir frem. Gadens små børn løber ind i det garagelignende rum for at se på os. Jeg har det, som er jeg bedøvet af et ukendt stof. Skulle jeg overnatte i en jordhule, ville jeg trille min kuffert derind og pakke ud. Morgenmaden serveres for alle på en café i byen. Julestjerner er strøet ud over papirdugen. Jeg sidder og ser ned på en kvindes fødder. Et tykt lag indtørret mudder dækker dem i de udtrådte sandaler. Tiggerne er utallige ... De kommer op til os hele tiden. Vel er vi indkvarteret ydmygt, men vi lever storslået i sammenligning med dem. Kan sidde på bagsædet i et vrag af en bil og græde over, hvad jeg får at se af fattigdom. Det er imidlertid i denne flække, vi har det bedste publikum. På et gymnasium bliver vi mødt som rockstjerner. Der lyder vild piften og høje klapsalver, da vi træder ind. I to timer sidder ti digtere over for disse elever. Vi læser på skift og fortæller om vores land. Små sedler sendes op med navne på de elever, der bagefter gerne vil læse deres digte op. Gennem årene har denne skole, universiteter og andre højere uddannelsessteder haft tilsvarende besøg. Hvert sted ser de frem til, at det skal blive november, og at digterne skal besøge dem. Og hvert år er nye elever begyndt at skrive digte. I dette område af Mexico ligger poesien allerede i sproget, idet man bruger usædvanligt mange billeder i det talte sprog. Da en fyr på 17-18 år rejser sig for at recitere sit digt for os og hele den forsamlede skole, dedikerer han det til »alle, der har givet ham liv«. Hvilken dansk dreng ville finde på det? Og hvornår har et dansk uddannelsessted sidst haft besøg af ti digtere fra ti forskellige lande på én gang? Og hvem ville tilmed finde på at lade det være en årligt tilbagevendende begivenhed? En elev inspireres så stærkt, at hun skriver et digt, som hun stiller sig op og læser foran panelet, mens hvide sommerfugle flagrer ind og ud under halvtaget. En hane galer højlydt, og en rundsav høres nu og da. I stive to timer sidder flere hundrede elever og lytter koncentreret ... Efter oplæsningen kæmpe knus fra flere elever, autografer i lange baner og fotografering sammen med dem. De sidste autografer indhentes på gaden eller i bussen, hvor de følger os. Sådan udvikler det sig stort set for hver oplæsning. Mens vi i vores gruppe har haft denne overvældende oplevelse af, hvad poesi betyder her, er det gået galt i en anden gruppe, der ikke har haft publikum, fordi annonceringen er slået fejl. Stort krisemøde, hvor alle deltager. Klemt inde på bagsædet af en lille bil går turen næste dag for mit vedkommende kurve for kurve op i bjergene til Teposculula. Her finder oplæsningen sted under åben himmel med blæst, drivende skyer, bagende sol og udsigt til bjerge hele vejen rundt. I luften kredser store ørne over os. Gaver sendes løbende op til vores bord under oplæsningen: flettede smykker, hjemmebagte småkager, små hatte og så videre. Også dans indgår i programmet. Med ét bliver jeg prikket i ryggen. En høj, ung mand byder mig op. Jeg troede, jeg skulle læse, men nu skal jeg åbenbart danse. ¿Por qué no? Vi optræder på Escuela Normal Experimental de Teposculula. At skulle danse her forekommer mig at være absolut 'experimental'. Jeg overgiver mig og kaster mig ud i dansen, så mit røde tørklæde flagrer som en vimpel i vinden. Min smukke dansepartner sætter sin store hat på mit hoved. Den svinger jeg i luften, mens klapsalverne stiger. Han udfordrer mig med de sværeste trin udført helt nede på hug, jeg følger til hans overraskelse både hans trin og tempo. Eleverne er syge af begejstring. Vi bliver valgt til at danse alene på pladsen, så det bliver en endnu vildere runde i den tynde bjergluft. Da min partner ledsager mig tilbage til scenen, mærker jeg mat, at jeg ikke er 20 år længere. Jeg begynder at hoste. Pludselig har jeg det, som om bitte små kar er bristet i hals og bryst. De andre iler til for at dunke mig i ryggen eller spørge, hvor slemt det er. Det bliver det kun værre af. Jeg hoster og hoster og må sætte mig ind på et kontor et par timer i stedet for at fortsætte programmet i en workshop. Havde ikke forestillet mig, at jeg skulle danse mig halvt ihjel i denne udørk under en dybblå himmel med svævende ørne. Rekreerer, mens mit liv passerer revy. Får ingen måltider hele dagen, men læser om aftenen i Casa de la Cultura i Huajuapan de Léon - dog med en noget hæs stemme. De følgende dage opholder vi os i Oaxaca, men først synger kvinderne i bussen på vej derhen. De latinamerikanske lande har nemlig mange fælles sange. Derpå har vi krisemøde, for flere og flere digtere døjer med, at der hverken er tid til at spise, tisse eller sove med to-tre oplæsninger om dagen i en hel uge. Min krop har glemt, hvad den vil. Når jeg ser bjergsider oversået med mange meter høje kaktus eller røde, vindblæste klippeformationer, glemmer jeg, om det er morgen eller sen eftermiddag. I Oaxaca bor jeg luksuriøst i et hus, der ligner en treetagers spansk udgave af Karen Blixens farm. Igen deler jeg rum. Dette har en trappe op til en tagterrasse og en dør til et badeværelse, så de øvrige deltagere passerer min seng i tide og utide. Der er intet privatliv, men jeg er for træt til at reagere på det. Jeg affinder mig også med at betale for de mange taxaer til oplæsningsstederne, for arrangørerne har ingen penge. Taxaer koster ikke meget, men symbolsk er det galt, at man skal betale for transport til oplæsninger, man i forvejen ikke honoreres for på anden måde end med et stort knus og siden lidt kogt majs pakket ind i blade, en tonstung tortilla eller anden enkel kost. Havde en arrangør i Danmark ikke modtaget midler til en festival, blev den ikke afholdt. Men det gør den her! Og så godt som hver gang, vi har læst, kommer tiggerne op til os og sætter alting i relief ved at bede om penge eller sælge os et stykke tyggegummi eller en kost, for vi er endeløst velhavende ... Nyt krisemøde. Aggressioner. Konflikter. Intriger. Hele syv digtere er rejst hjem undervejs. Nogle arrangører græder, andre trækker sig ud af 'samarbejdet'. Jeg ler efterhånden indvendig. Gode, velmente forslag kan ingen bruge. Den mindste kritik vendes til mangel på respekt for deres kultur. Jo tættere vi kommer på hinanden, desto større bliver forskellene. Så tilbage til Mexico City. Oplæsning i Palacio de Bellas Artes for alle. Storslået og smukt timet. Herligt publikum. For mexicanerne elsker poesi.